fredag den 10. juni 2011

Moderne fingerspil - kursus for dem, der allerede spiller

Som lovet i indlægget Kom i gang - startkursus for begyndere så vil jeg primo september starte et kursus på ti indlæg her for dem, der allerede spiller.
Jeg vil også lave dem som podcasts, så det bliver muligt at høre, hvordan det skal være, og lige nu prøver jeg at finde en løsning til en mailliste, så de interesserede kan få en mail, når næste lektion er klar. Jeg vender tilbage med et indlæg om det og forklarer tilmelding, så snart den er klar.

Hvad går det ud på?

Med titlen Moderne fingerspil hentyder jeg til den måde at spille på, som anvendes i adskillige moderne genrer. Kurset vil sigte mod at lære det som sangakkompagnement og starte med at kombinere det med små lette melodier - for her kan akkord- og melodispil kombineres. Udover at kurset lærer at spille i stil ned f. eks. Ralph McTell, vores hjemlige Erik Grip og andre moderne sangere med guitar (se indlæggende Moderne Folk Gutiar del 1 og del 2), så giver det også det grundlæggende, som kan videreføres med akustisk blues, ragtime guitar, country fingerspilsguitar (som kendes fra f. eks. Chet Atkins), akustiske rockklassikere og fingerstyle jazz - og mere avancerede versioner af den moderne folkesang. Vi skulle i løbet af dette forløb blive i stand til at spille Streets of London og lignende sange.

Forudsætninger?

Det vanskelige ved at starte noget for de videregående er, at der er forskellige forudsætninger.
I hvert fald vil jeg forudsætte, at du kan de grundlæggende åbne akkorder og har snust lidt til fingerspil. Men jeg vil ikke tage noget for givet, første indlæg vil introducere til fingerspil på guitar generelt og alle akkorder vil blive vist i et diagram.
Jeg vil heller ikke forudsætte nodekendskab. Hvad vi skal spille vil blive gengivet med det såkaldte tablatur med noder nedenunder for deltagere, der evt. er mest vant til det. Hvad tablaturet angår, så ved jeg ikke, hvor mange, der er vant til at læse det - nogen bryder sig ikke om at anvende det. Men så har jeg jo på denne side en intro til det.
Yderligere vil jeg så heller ikke anvende sange med barrégreb i kurset, da mange er længe om at lære dem. Det er ikke en dårlig ting at få dem lært, det fører adskillige skridt videre, og jeg kan i den forbindelse henvise til mine indlæg om dem. Jeg vil ikke forudsætte dem til dette kursus, opfordrer bare til at gøre en indsats med dem ellers.