onsdag den 16. november 2011

Årets bluegrass night

Den danske bluegrassforening arrangerer hvert år en større Bluegrass Night på Karens Minde i Sydhavnen, og det er i år en rigtig skandinavisk begivenhed, da der er et band fra hver af de skandinaviske lande, Early Stringband fra Norge, Rockridge Brothers fra Sverige og det helt nystartede danske band Ungrassified. De to bands fra de skandinaviske broderlande er at dømme efter videoklippene under linksene bestemt værd at komme efter og det nystartede danske band - ja, det bliver jo spændende. Svenskerne har gjort sig bemærket i genrens hjemland, hvad der er en sjældenhed
Guitaren har i denne genre altid en vigtig plads som det instrument, der sammen med bassen holder takten og fylder tomrummet ud mellem bassens meget dybe toner og soloinstrumenternes højtliggende toner. Fra tresserne og fremefter blev det mere og mere almindeligt også at høre den træde frem med soloer. Det forlyder, at to af bandsene har en guitarist, der spiller solo. Under alle omstændigheder er der lagt op til god skandinavisk bluegrass.
Arrangementet finder sted den 25. november 2011 kl. 20 i Karens Minde Kulturhus på Wagnersvej i Sydhavnen. Det anbefales at komme i god tid, hvis man vil sidde ned og lytte.