tirsdag den 18. september 2012

Skotsk-canadisk violin og guitar på Metronomen

Yndere af keltisk musik skal helt sikkert nok få en god aften d. 21. september 2012 på Metronomen, beliggende på Frederiksberg. Her er kl. 20 en koncert arrangeret af Copenhagen Folk Club med violinisten Troy MacGillivray og Allan Dewar, der begge kommer fra provinsen Nova Scotia. Troy er en af de bedste violinister i området, der har videreført traditionen fra de skotske aner og leverer den professionelt og med stor respekt.
Her på en guitarblog skal der så naturligvis gøres opmærksom på, at han medtager nok den bedste akkompagnatør, som han kunne finde. Allan Dewar er en af de førende guitarister og nok den, der har været med til at stadfæste guitarens plads i den keltiske musik. Han var i mange år med i den stepdansende violinist Natalie MacMasters band. Han formår at give rytmisk drive til musikken, men kan også levere nogle imponerende soloer.
Så vel mødt til en forrygende aften med musik fra de i forhold til os nordvestlige breddegrader.