onsdag den 11. december 2013

Jule- og nytårshilsen fra Akustisk Guitar 2013

Forvent ikke aktivitet af denne blog i det, der er tilbage af dette år, da jeg har en ret travl jul i år. Det er af grunde, der hører til i privaten, så dem træder jeg ikke i her, men det gør nok, at de eneste indlæg, der kommer før årsskiftet, bliver hvis jeg lige hører en CD, en koncert eller ser en nyhed om en guitarist, som simpelthen må kommenteres her. Så gør jeg det, men det bliver alt.
Til gengæld regner jeg med at komme med fynd og klem i 2014. Jeg har kladder liggende til et nyt kursusforløb, som jeg vil gøre noget ved at få publiceret. Det handler om at lave bas på de tre dybe strenge, det må derfor siges at være for dem, der har fulgt mine tre forløb, Kom i gang med guitaren, Varier højrehåndens anslag og Fortsæt med nye akkorder eller har tilegnet sig indholdet af disse forløb på anden måde. For at præcisere: for dem, der kan de grundlæggende åbne akkorder og de grundlæggende tre måder, som man kan variere anslaget af akkorderne på. Det vil være en hjælp for vise- og folkesangeren til at gøre sin ledsagelse med guitaren mere spændende.
Som en yderligere hjælp til det vil jeg også genoptage de gamle, afbrudte serier om Rytmik på guitaren og Fingerspilsmønstre.
Muligvis vil jeg også videreføre den afbrudte indføring i bluesmusikkens grundelementer.
Så har jeg også en ide om at præsentere en ny akkord med jævne mellemrum ledsaget af en sang, hvor den bruges. Det kan være en god hjælp til at komme videre fra begynderstadiet.
Måske vil jeg også skrive lidt om at improvisere soloer, men her må man ofte være noget genrespecifik. Jeg opfordrer alle læsere af denne blog til at stemme på den lille afstemning, der er i venstre kolonne, så jeg kan se, hvad der er interesse for.
Men for det tilfældes skyld, at dette bliver sidste indlæg i dette år vil jeg ønske jer alle en

Glædelig Jul
og
Godt nytår