João Gilberto er død, 88 år

Så er en af de verdenskendte komponister gået bort, den brasilianske sanger, sangskriver og guitarist João Gilberto. Han var født juni 1981 og i går døde han, ifølge hans søn efter en længere tid med problemer med helbredet.

Bossa novaens far

João Gilberto var den store fører af bossa nova musikken i slutningen af halvtredserne, en ny musikstil med en tilbagelænet rolig rytme i modsætning til den ældre sambas hidsighed. Man hørte ham ofte fremføre sange komponeret af den brasilianske komponist Antonio Carlos Jobim, og med hits som The Girl from Ipanima og One Note Samba satte han for alvor Brasilien på det musikalske verdenskort.
Han blev ofte kritiseret - endda af sin egen far - for en lidt for særpræget sangstil. Han synger som en, der ligger og soler sig på stranden, men hans guitarspil er krævende krydret med avancerede akkorder som især forbindes med jazz.

João Gilberto og jazzen

Netop i jazzsammenhæng er han især kendt for sit samarbejde i tresserne med saxofonisten Stan Getz, der var en foregangsmand for cooljazzen, en tilbagelænet jazzstilart der passede som hånd i handske til bossa novaen. Hvis han havde været død nogle måneder før, kan man være sikkert på at den nylig åbnede Copenhagen Jazz Festival ville have haft en mindekoncert.
João Gilberto blev ved med at indspille musik og give koncerter i meget lang tid, men efterhånden begyndte kræfterne at svinde.
Det er en af verdensmusikkens store navne der hermed er gået bort. R.I:P.

John Renbourn er død, 70 år gammel.

John Renbourn

Så er en af de store fingerpicking guitarister gået bort, John Renbourn. Han blev fundet død den 25. marts 2015.

John Renbourn biografi

Han blev født 8. august 1944 i Marleyborne, London. Han startede allerede som barn med at spille guitar og blev optaget på konservatoriet med dette instrument som hovedinstrument. Netop da var skifflebølgen over England, og John Renbourn begyndte at studere musik af bluesmusikere som Leadbelly, Josh White og Big Bill Broonzy. Det faldt så godt i tråd med at bluesbølgen for alvor skyllede over Storbritanien i 60'erne og guitaristen Davey Graham dannede skole for mange. Folkemusikbølgen var på vej endnu, og i mange folkemusikklubber holdt man meget på, at gamle britiske sange skulle synges uden akkompagnement, men enkelte var dog mere tolerante.
Det spillested som fik mest betydning for ham var Les Cousins i Soho kvarteret, hvor han mødte mange andre guitarister, som eksperimenterede med at blande britisk folkemusik og nye toner fra den anden side af Atlanten. Blandt dem var den mand, der skulle komme til at blive hans vigtigste samarbejdspartner, Bert Jansch. Sammen udviklede de den stil, som endte med at blive kaldt folk baroque på grund af dens blanding af folk music og klassiske teknikker.
Tidlig optagelse med Bert Jansch og John Renbourn:

John Renbourns musikalske karriere

John udgav adskillige plader på selskabet Transatlantic, det mest indflydelsesrige var Sir John Alot, hvor der dels var meget af tidens musik, men også en hel del middelalder- og rennæssancemusik, som John Renbourn her gav sin personlige version af. Nævnes skal også den fremragende duet-plade med Bert Jansch, Bert & John.

Den unge John i tresserne

På et tidspunkt i årtiet dannede de to bandet Pentangle, som var et band der som nogle af de første blandede folk med både rock og jazzelementer. De havde stor succes, oven i købet i USA, hvor de fik lov at spille både på Carnegie Hall og Newport Folk Festival. Da bandet gik i opløsning udgav John Renbourn flere solo-lp'er med keltiske toner blandet godt op med andre genrer. I 1978 samarbejdede han med Stefan Grossman, som han indspillede to duet-plader med.
I 80'erne studerede han komposition og komponerede en hel del klassisk musik, men han slap dog ikke folkemusikmiljøet helt. Med regelmæssige mellemrum udgav han plader, der havde hans tydelige stempel og indspillede endda også musik til film fra tid til anden.
Gammel optagelse med Pentangle:

John Renbourn eftermæle

Da han så skulle spille på koncertbåden i Glasgow 25. marts blev man bekymret over, at han ikke dukkede op, og politiet gik ind i hans lejlighed og fandt ham død.
John Renborun var en af både mest virtuose og originale guitarister på den britiske folk-scene. Om han ikke lige er et sangskrivertalent, så er han et kompositionstalent, der har komponeret for guitaren på en måde, der har dannet skole inden for moderne folk guitar og fingerpicking. Så godt som alle hans plader er en nydelse med deres smagfulde guitarspil og ofte særprægede rytmiske drive.
Hvil i fred, John Renbourn.
Hans sidste hilsen på denne blog:

Arthur "Guitar Boogie" Smith er død

Det kom mig for øje, at denne indflydelsesrige musiker var død 3.april 2014, så han skulle da lige have nogle ord med på vejen.
Denne country banjospiller og guitarist blev født 1. april 1921 og hans tilnavn stammer fra hans kendte instrumentale hit og bruges for at skelne ham fra den gamle Nashville violinist af samme navn.
Han var søn af en musiklærer Clayton Smith, der også måtte bijobbe som tekstilarbejder for at få pengene til at løbe rundt. Han startede selv med at spille i et Dixieland band med sine brødre Ralph og Sonny indtil han blev indkaldt til militærtjeneste. Da den var ovre, flyttede han til Charlotte i North Carolina, hvor han startede sit eget radioshow med brødrene og sin kone Dorothy. I 1955 komponerede han melodien Feudin' Banjos, der i 1972 blev brugt til filmen Deliverance under titlen Duelin' Banjos. Her måtte han kæmpe for at få royalties, da han ikke blev krediteret som komponist.
Ikke alene var han en dygtig musiker, han var også en komponist, hvis frembringelser er indspillet af folk som Chet Atkins, Johnny Cash. Roy Orbison og mange andre. Hans show og pladeselskab i Charlotte var et springbræt for mange country- og bluegrasskunstnere, også banjospilleren Don Reno, der havde sin egen banjostil, startede her.
Ja, ingen tvivl, han skulle have et ord med på vejen her på denne blog - R. I. P.

Searching for Sugur Man - Sixto Rodriquez

Så fik jeg via TV og min harddisk-optager set dokumentarfilmen Searching for Sugar Man fra 2012 om den glemte amerikanske sanger og sangskriver Sixto Rodriquez, som indspillede to lp'er, en af 1970 og en i 1971. De fejlede fuldstændigt, selv om næsten alle, der hørte ham synge ,live anså ham for at være en sublim sangskriver, der nærmede sig selveste Bob Dylan, og hans plader var produceret af folk, der havde produceret for mange af de store. Flere af disse anså ham også for at være en, der burde have fået en kanonkarriere, der var sågar en, der sagde at Dylan var vand ved siden af ham.
Rodriquez forsvandt i glemslen efter dette mislykkede forsøg på en pladekarriere, og snart opstod der det rygte, at han var død. Årsagen til hans død blev efter lille fjer og fem høns-princippet vildere og vildere, at han havde begået selvmord på scenen snart ved at skyde sig, snart ved at antænde sig selv.

Sixto Rodriquez som sydafrikansk stjerne.

Men ingen - heller ikke hans amerikanske producere - var klar over, at han var en superstjerne i Sydafrika. På en eller anden måde var hans lp Cold Fact kommet til dette fjerne land, og det endte med at blive en sællert. På det tidspunkt var det berygtede apartheidregime på sit højeste, og hans sange blev anset for farlige og bandlyst mod at blive spillet i radioen. For de frihedshungrende sydafrikanere - hvide som sorte - var han en stor helt, hans sange blev taget som angreb på det forhadte regime. Ingen censur kunne stoppe, at han i dette land blev langt mere populær end Elvis Presley. Der var bare ingen, der vidste noget om ham, rygterne om hans voldsomme død florerede.

Søgen efter Sugar Man

Mange år efter, i hvad vi kalder nullerne, satte to beslutsomme sydafrikanere Malik Bendjelloul og Stephen "Sugar" Segerman, der havde fået sit tilnavn på grund af Rodriquez' sang Sugar Man, sig for at finde ud af, hvad der blev af ham. De lavede så nærværende film om deres søgen. De sporede i hvert fald, at han nok var fra Detroit, som er en by præget af fattigdom og slum, og de snakker i filmen med hans amerikanske agenter. Hvor er alle disse penge fra salget i Sydafrika dog blevet af? Ingen i USA havde nogensinde set dem, derfor var det en overraskelse, at han var blevet et navn så langt sydpå.
Til sidst havde de annonceret i aviser, sågar på mælkekartoner, efter folk, der kendte denne mand, Sixto Rodriguez. Det førte efter noget tid, da de havde opgivet alt, til et gennembrud, for en dag henvendte hans ældste datter sig og fortalte, at han var hendes far. Det mest utrolige var, at rygterne om hans død var stærkt overdrevne, som Mark Twain sagde en gang. Han levede og havde familie i Detroit, hvor han arbejdede som byggearbejdsmand. Så var deres søgen slut, mente de to hvide sydafrikanere, men nu startede en ny historie. Pludselig talte de med den mand, som de havde dyrket som en stor helt og anset for at være død. Filmen viser et par interview med ham, en stille og jordbunden herre.
Så blev han hyret til for første gang at give koncert i Sydafrika, og publikum ved disse koncerter var også overvældede, for nu stod selveste Sixto Rodriguez lyslevende på scenen og sang de sange, som de elskede og det nu væltede regime bandlyste.

Searching for Sugar Man anbefales varmt.

Ikke så sært, at de måtte lave en dokumentarfilm om denne historie. Den er fantastisk, og filmen er værd at se. Man følger med spænding deres søgen. De interviewer folkene, som var med til at indspille hans plader. Det er alt i alt en eksemplarisk dokumentar, hvor de lader folk få lov at snakke uden afbrydelser og klip. Kameraet får lov at dvæle ved de steder, hvor tingene skete, ikke noget tv-hastværk her. Så får man også lov til - heldigvis med undertekster, tak til DR-K for det - at høre flere af hans sange, og hvor er de dog stærke og sidder bare - ufatteligt at det kun var i Sydafrika, at man kunne høre det! Var det hans spanske navn, der var en hindring?
Det kommer som et sandt højdepunkt, at de finder Sugar Man i egen høje person og følger, hvordan han nu pludselig står på scenen i Sydafrika med den stjernestatus, som han ellers aldrig opnåede.
Sixto Rodriquez lever stadig i dag og giver fra tid til anden koncerter i Sydafrika. De to filmskabere fra dette land skal da også have tak for at have lavet denne film, så de af os fra resten af verden, der aldrig før havde så meget som hørt om ham, nu er blevet opmærksomme på ham. Sangene man hører i filmen er udgivet på CD, den vil jeg høre på et tidspunkt og omtale på denne blog.
Jeg anbefaler varmt at se denne film om en mand, der var superstjerne lokalt uden at vide det, og hvis sange var i klasse med Bob Dylan, men ingen i USA kunne se det.

Filmens trailer:

Modellen for Llevelyn Davis

I denne uge har Coen-brødrenes nye film Inside Llevelyn Davis Danmarks-premiere, en film der foregår under folkemusikboomet i starten af tresserne. Modellen for hovedpersonen er Dave van Ronk, en af de meget indflydelsesrige sangere og guitarister, selv om han ikke fik noget kommercielt gennembrud. Han blev født 10. juni, 1936 i Brooklyn, New York og bosatte sig i Greenwich Village,

Van Ronks tidlige karriere

Her optrådte han med jazz bands, han betragtede egentlig sig selv mest som blues og jazzsanger, og hans repertoire bestod meget af sange fra den afroamerikanske boldgade, selv om det også blev krydret med ballader og folkesange især fra Syden. Han var af irsk afstamning trods det hollandsk klingende navn og gav sine egne rytmiske fortolkninger af sange, der mentes at stamme fra Irland. Samtidig beundrede han bluessangere som Mississippi John Hurt og Furry Lewis.

Gennembrud og indflydelse

Han optrådte på cafeerne netop som de unge folkemusikere begyndte at samle sig i denne bydel og spille musik for hinanden. Han blev gode venner med bl. a. Bob Dylan, som han fik nogen gnidninger med efterhånden, Tom Paxton, Ramblin' Jack Elliott og canadisk fødte Joni Mitchel. Noget af det, som især var nyskabende hos ham var, at han omarrangerede klassiske piano rags som Maple Leaf Rag og St. Louis Tickle for guitar, hvad en hel del unge guitarister tog til sig og rendyrkede, se mit indlæg her om Ragtime Guitar. Her skabte han en trend. Samtidig spillede han også sange, som man især forbinder med den traditionelle jazz og swingmusik, som han kendte fra sin optræden med jazzbands, og spillede dem i den moderne folk-fingerpicking stil. Med det satte han en farve på den moderne folkemusik, som den stadig besidder den dag i dag, se min indlæg om Moderne Folk Guitar.

Van Ronks senere karriere og person

Han var efter sigende en mand med mange talenter, der ofte kunne føre begavede samtaler med de universitetsstuderende, der kom til Greenwich og tog folkemusikken til sig. Muligvis var han også autist, men blev aldrig undersøgt for det og havde derfor ikke diagnosen, men hans ekstreme hukommelse med mange ting og hans evne til at lære guitarstykker og sange peger i den retning.

Han indspillede også adskillige plader og de fleste af dem spillede sig også ind igen, så han kunne leve, men han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud. I 1997 fik han så musiksammenslutningen ASCAP's pris for sin livslange musikalske indsats.

Den 10. februar 2002 tabte han kampen mod en alvorlig cancer og adskillige gamle folk-kunstnere fulgte ham til hans grav i Greenwich.
Nu kan vi vente spændt på hvad han har givet inspiration til i filmen Inside Llevelyn Davis.

Dave van Ronks eks-wife takes us Insiede fremragende interview med hans ekx-kone Terri Thai.

Flamencomesteren Paco de Lucia er død

Så er en Paco de Lucia afgået ved døden, 66 år gammel. Han er født 21. december 1947 i den sydspanske by Algedras  og døde så her 26. februar under en ferie i Mexico.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af den spanske, især andalusiske, flamencomusiks store mestre, der nu er gået bort. Han startede allerede sin karriere som 11-årig og blev mens han stadig var teenager fast ledsager til danseren Josie Greco.
I 1955 udkom hans første album og det blev starten på en eksplosiv karriere, der næppe er blevet nogen anden flamencoguitarist til del. Han har han også lavet egne kompositioner fremfor bare at spille de gamle ting, disse kompositioner viderefører traditionen, men giver i løbet af hans karriere en mere og mere personlig drejning. Der kunne snart ikke være tvivl om, at han også hentede inspiration fra moderne toner.
Hans utrolige stilsikkerhed og hans åbenhed for nyere toner har medført, at han også har spillet flamenco-jazz og har samarbejdet med folk som Al Di Meola, John McLaughlin, Larry Corryel og Cameron de la Ista.
Sågar har han endda modtaget en Latin Grammy for bedste flamencoalbum.
Rest in Peace.

Folkesangeren Pete Seeger er død

"May the world go when I'm far from here."
Med at synge disse ord fra en gammel folkesang indledte den amerikanske folkesanger Pete Seeger en af sine koncerter på Tønder Festivalen i 1990, og nu er der grund til at ønske, at det må gå i opfyldelse, for nu er han "far from here,"  gået bort, 94 år gammel. Det skete 27 januar d. å., og jeg er optimist nok til at tro, at hans ønske må opfyldes, omend verden nu er en personlighed mindre.

Den unge Pete Seeger

Allerede da han mødte sine spændte danske fans det år var han til års, og mange prioriterede ham højt på dette års festival, da det ikke var nogen selvfølge, at han kom igen. Han var ikke affældig, men stemmen bævede en del, derfor havde han sit på det tidspunkt 17-årige barnebarn Tao Rodriquez med på scenen for at hjælpe med sang. Men rive publikum med til fællessang, det kunne han stadigvæk, hans sædvanlige spil på femstrenget banjo (som han nok er mest kendt for) og guitar fejlede heller ikke noget.
For to år siden var hans ven Arlo Guthrie på Tønder Festivalen og fortalte, at Pete var for svækket til at turnere uden for sit lokalområde i New York, men at han ellers havde det godt og sendte sin hilsen til festivalen.

Pete Seegers tidlige karriere

Men om end mennesker kan skabe udødelige værker, så er de  ikke udødelige selv, og Pete Seeger har nu forladt verden og efterladt sig sporene af en enorm indsats for folkemusikken og samfundslivet.
Han blev født 3. maj 1919.i New York. Hans far Charles Seeger var professor i folkloristik ved New York University, og Pete planlagde at gå i sin fars fodspor. I de sene 30'ere mødte han to folkesangere, den hvide Woody Guthrie og den farvede Leadbelly. Her blev han inspireret til selv at synge de sange, som han planlagde at samle ind til forskning og fandt efterhånden ud af, at han hellere ville synge folkesange end analysere dem. I 1941 dannede han med Guthrie, og to andre sanggruppen Almanac Singers, der sammen indsang de folkesange, som de ikke ville have skulle gå i glemmebogen.
I 1947 var han på Highlanders Highschool i Tennesee, som er en af de få eksempler på en højskole i dansk forstand udenfor Danmark. Dens slagsang var We Shall Overcome, som han senere var med til at gøre verdensberømt. I 1949 dannede han The Weavers med Lee Hays og Ronnie Gilbert, de havde en del hits i halvtredserne.

Pete Seeger og folkemusikbølgen

Det var ellers ikke et nemt årti for Pete. McCarthys heksejagt på venstreorienterede rasede for fuld tryk, og Pete Seeger blev i 1955 stemplet som landsskadelig på grund af sin kamp for borgerrettigheder. Derfor blev det først via folkemusikbølgen i starten af tresserne, at han rigtig fik et gennembrud. Han mødtes med alle folkesangerne, der samledes i Greenwich Village i New York og lærte dem de gamle sange, som han kendte udenad. Her satte han sit præg både på Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og flere andre. Inspireret af de i forhold til ham unge, der skrev sange selv, begyndte han også at skrive selv, mest kendt er nok fredssangen Where have alle the flowers gone (på videoklippet nedenfor) og Bells of Rhymney, som Kim Larsen fordanskede til Jakob den Glade. Han fik også et hit med sangskriversken Malvina Reynolds - hvis egen stemme ikke var noget at skrive hjem om - Little Boxes. Han startede en egen lille tv-kanal, hvor han holdt timer med folkemusikalske gæster, en del af disse kan findes på YouTube.
Han havde især sin styrke i at kunne rive publikum med, hans koncerter emmer af fællessang. Den klassiske liveplade med ham er fra da han fik lov at spille i den ellers konservative Carnegie Hall, hvor en fyldt sal synger med af hjertens lyst. Her får man også en prøve på hans internationalisme ved at han synger den cubanske Guantanamera af cubanernes nationalpoet Joxé Marti. Han fortæller dens tragiske baggrundshistorie, og mellem to vers giver han sig tid til at oversætte teksten. Det var jo ikke bare hans eget lands folkesange, der interesserede ham. Han samarbejdede meget med Moses Asch, der ledede pladeselskabet Folkways, der udgav folkemusik fra hele verden. De to havde sammen en stærk tro på, at musik kunne binde folk sammen, det var også Seeger, der var med til at gøre den sydafrikanske sang The Lion Sleeps Tonight verdenskendt (herhjemme bedst kendt med Bamses noget pjattede tekst Vimmersvej).

Pete Seegers senere karriere og hans betydning.

I starten af halvfjerdserne kom han ind i varmen i den mere højredrejede del af USA's befolkning, da countrysangeren Johnny Cash havde ham som gæst i sit tv-show (se indslaget uklippet), og topmålet af anerkendelse fik han i 90'erne, da daværende præsident Bill Clinton overrakte ham en medalje for både borgerrettighedskamp og bevarelse af værdifulde folkesange. Han havde på det tidspunkt også boet på en husbåd på Hudson Floden og givet koncerter til fordel for at få den renset.
Ingen tvivl, Pete Seeger var en sanger, der gjorde i praksis hvad han ofte sang om. Selv her i Danmark var vores folkesangere, der berigede tv-sendefladen i tresserne, påvirkede af ham.
Om han er mest kendt for banjo, så har han ofte spillet guitar. Han kunne på tolv-strenget guitar spille både den gamle jernbanesang Working on the Railroad og Leadbellys Bourgois Blues så det gyngede, og han har endda komponeret et fingerpicking nummer Living in the Country (videoklippet nedenfor), som er i den åbne D-stemning, et lille lystigt nummer, der klinger godt i guitarens mellemleje.

Ja, "may the world go," det håber og tror vi da, men nu hvor du er "far from here," Rest in Peace, og tak for din sang og din indsats.

Den ældre Seeger

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.

J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Nytårsspøg: Guitarvitser

Når vi nu nærmer os nytåret, skal der lige være plads til en nytårsspøg. Det bliver nogle guitarvitser.

Hvad kalder man en guitarist, der har en nylonstrenget guitar?
- En guitarnørd.
Hvad kalder man guitarist, der har en elektrisk guitar?
- En drømmer.
He he, jeg er både en nørd og en drømmer.

Hvordan kan man kende en gentleman?
- Det er en guitarist, der har lært at spille heavy metal, men aldrig bruger det.
Hvordan kender man forskel på to guitar bluesnumre?
- Ved hjælp af titlen.
Det første passer, det andet, hm tjaa.. *rødmer*

Hvad er forskellen på guitarer og guitarister?
- Guitarer stemmer aldrig, guitarister stemmer altid.
Hvordan får man en guitarist til at stoppe med at spille?
- Man giver ham et nodeark og beder ham om at spille det.
Hvordan giver man fattighjælpere noget at bestille?
- Man lærer guitarister at spille bluegrass guitar.
Hvad er arbejdsløshed?
- En klassisk guitarist, der søger job som kammermusiker.

Skt. Peter viser en lige afdød guitarist rundt i guitarafdelingen af Himlen. Da de kommer forbi Segovias rum, siger Skt. Peter:
"Ssshh, han tror han er den eneste her."

Historien om Joan Baez

Der blev på kanalen DR-K vist et program om folkesangerinden Joan Baez, som må siges at have betydet meget i den moderne folkemusik. Født i 1941 i en familie, der flyttede ret ofte, startede tidligt at spille guitar og synge og blev snart indrulleret som purung pige i det gryende folkemusik-revival.
Udsendelsen var fyldt med klip fra hendes koncerter og engagementer. Det gjorde det til en sand glæde at følge hendes historie. Den vakte minder. Hun ville først og fremmest være et menneske, der kæmpede for alles lige ret uanset race og for ikke-vold og pacifisme, med  hendes egne ord: når hun sang sange, der havde en mening, så måtte hun også gøre efter dem.
Selveste Martin Luther King støttede hun op om i hans hårde kamp. Her mindes jeg , at første gang jeg hørte hende var hos familie, der havde en singleplade med hende, hvor hun sang We Shall Overcome. Den var der mange, der indsang på det tidspunkt, men denne utrolige intense sopranstemme, det var noget helt særligt.
Midt i tresserne havde hun også et forhold til Bob Dylan, hvis sange hun beundrede. Det forhold endte ikke så lykkeligt, men hvor var det dejligt at høre dem begge i udsendelsen tale gensidigt positivt om hinanden.
I en tid, hvor Vietnamkrigen satte sindene i kog havde man stor sympati for hende, da hendes daværende mand David Harris sad i fængsel for at nægte militærtjeneste. Ægteskabet gik i stykker tre måneder efter hans løsladelse, men i denne udsendelse fra i år kunne de sidde og snakke sammen om dengang.
Hendes styrke er hendes utrolige sopranstemme, selv i dag holder den stemme sig godt, det kunne høres i flere af de nyere koncertoptagelser med hende. Hun mestrer også den kunst at variere sit guitarspil til sangene, så hun undgår monotonien. Mange folkesangere dengang strummede bare akkorder på en akustisk guitar, men hun kunne lave fingerspil, der bare sad rigtigt til de sange hun sang.
DR-K er en kanal, der genudsender meget, så til dem, der missede den kan jeg varmt anbefale at holde øje med den og se den, når den kommer.

Her er et klip med hende fra velmagtsdagene med en sang skrevet i Robbie Robertson fra legendariske The Band.

Coen brothers nye film om folk guitarist

De to amerikanske brødre Joel og Ethan Coen har begået en række originale film, som næsten alle er seværdige. Det fantastiske er, at de ikke ligner hinanden, men er meget forskellige. Af deres tidligere film er en af interesse i denne blog, O Brother, Where art Thou? om tre straffefanger, der i 30'ernes sydlige USA rømmer og skaffer penge ved at indspille en plade. Den var fuld af hilbilly musik, både old time, bluegrass og et blues nummer af veteranen Skip James.
Det er nu ikke så meget den film jeg vil skrive om her, selv om den er seværdig som film i sig selv og tilmed har masser af god musik. Det er om deres nyeste film Inside Llewelyn Davis om en fiktiv sanger og guitarist, der kommer til New York i starten af tresserne og indrulleres i folkemusikmiljøet i Greenwich Village, hvorfra det store folkemusikrevival med Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez og Tom Paxton som nogen af de kendteste repræsentanter startede.
Den er allerede blevet vist ved de store filmfestivaler, også Cannes og har amerikansk premiere den 20. december 2013. Den forventes at komme til Danmark 6. marts 2014 - det bliver i hvert fald en film jeg stormer ind og ser! Så skal den også nok blive anmeldt her.
Filmens opdigtede guitarist og sanger er inspireret af den virkelige Dave van Ronk, der egentlig ikke betragtede sig som folkemusiker. Hans repertoire bestod af ragtime og sange, som vi forbinder med traditionel jazz og han var en af de første, der spillede den stil på akustisk guitar med den karakteristiske vekselbas-teknik, der siden blev almindelig. Han lavede dog også egne sange, der videreførte den tradition. Han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud, men han fik indspillet plader, som alle er værd at lytte til. Her er en lille smagsprøve fra YouTube.
Læs nærmere præsentation

Smuk kirkekoncert på TV med Finn Olafson

Det var en god oplevelse at se guitaristen Finn Olafson på tv-kanalen DK4  sammen med Michael Vogelius Larsen på keyboards og percussion, og hans bror Torsten Olafsson på bas, shakuhachi, tablas og percussion. Koncerten blev holdt 29. september 2013 På Frederiksborg Slotskirke og da DK4 er en kanal, der genudsender flere gange, så skal der nok blive mulghed for at se den for dem, der gik glip af den.
Finn Olafson er en yderst kompetent og teknisk overlegen guitarist, der efterhånden har fået international anerkendelse, men hans musik er ikke ren opvisning i guitarteknik, han bruger teknikken til at lave virkelig musik med. Det er musik, der må siges at ligge i grænsefeltet af klassisk guitar og næsten alt det andet. Ind imellem har det også et østligt, let meditativt præg, især understreget af, at hans basspillende bror ind imellem gav den på indiske tablatrommer og fløjte. Det er meget bygget op over enkle motiver, der gentages og varieres, og guitarens klangmuligheder bliver udnyttet. Det blev så også bevist, at når et elektronisk keyboard bruges smagfuldt og med omtanke, som det blev ved denne koncert, så går det udmærket i spand med akustisk guitar.
Så det var alt i alt en oplevelse, som kan anbefales til alle, der kan tage DK4 på TV.
Læs mere om Finn Olafson her.

Bob Dylan i julestemning

To år tilbage købte jeg Bob Dylans jule-cd Christmas in the Heart og har hørt den flere gange. For nogen har det måske været overraskende, at han indspillede en sådan, men jeg synes det egentlig ikke.
Når man lytter den igennem og ser udvalget af sangtitler, leder det tanken hen på dobbelt-lp'en Self Portrait fra 1971, hvor der kun var få af hans egne sange, ellers var det en brokkasse af alt muligt: gamle bluesnumre, ditto countrysange, populærmelodier fra  alle årtier, et par sange af samtidige singer-songwritere som Paul Simon og Gordon Lightfoot, folkesange af forskellig art. Her kunne man få et indblik i, hvad Dylan havde i sin musikalske bagage fra starten af hans karriere, og det giver et indtryk af ham som udøvende kunstner, når han fortolker andre sange end sine egne.
Denne cd kunne være en juleudgave af Self Portrait. Her er så godt som alt repræsenteret af engelsksprogede julesange: engelske carols, populære julesange, countryjulesange og lidt julegospel. Som på førnævnte dobbelt-lp er hans fremførelse præget af dyb indlevelse, så man fornemmer, at det er som titlen siger jul i hans hjerte. Den er også forskellig fra sang til sang, på nogle sange crooner han sig igennem, så det leder tanken hen på hans country-trip Nashville Skyline, andre steder er han lige så rusten som vi for det meste kender ham. Den instrumentale baggrund er også varieret. Han skal have stor ros for, at han undgår det sødladne, som andre kunstnere er plumpet i, når de har lavet juleplader. Hele vejen igennem er det trods variationen præget af renfærdighed og varme.
Vil den få Dylan-hadere til at skifte mening? Det tror jeg ikke. For Dylan-fans er det en glimrende hyggespreder i denne søde juletid.

Tønder Festival i fornyet form 2012

Så kom årets Tønder Festival, som jeg havde imødeset med spænding i år, da det var under en ny form. Allerede under forudbestillingen kunne det ses, nu var det ikke enkeltbilletter længere men et festivalarmbånd til en dag eller hele festivalen.

Den nye form

Så kunne man endelig tage det i øjesyn. Det var blevet mere koncentreret om festivalpladsen. De to gode gamle telt 1 og 2 var der stadigvæk, men så var der yderligere tre nye scener, en friluftscene ved skråningen, et spejltelt i belgisk stil og et mindre telt kaldet P4-scenen. Af de tre gamle scener uden for festivalpladsen var der bevaret Visemøllen, Kunstmuseet og Kulturhuset, og da de to første ligger klods op ad pladsen er det nu kun Kulturhuset der ligger afsides. Med forbehold for at jeg ikke var til koncert i Kunstmuseet, så var alt på disse ved det gamle.
Også på pladsen var der eftermiddagsarrangementer i gammel stil i de store telte, ligeledes aftenkoncerter inklusiv afslutning i Telt 1. Ellers var friluftscenen mere i folk-rockboldgaden, P4-scenen var tilsyneladende helliget nye danske navne på vej op og Spejlteltet var til lidt specielle ting og sene koncerter.
Alt i alt syntes jeg den nye form fungerede, da man havde vænnet sig til den. Måske lidt småfejl, men sådan vil det altid være, når en ny form bliver afprøvet, de bliver forhåbentlig rettet. Trængslen på festivalpladsen var mindre selv om lørdagen og der var flere små steder at sætte sig ind og spise. Alt i alt vellykket.

Sangskrivere og spillemænd

Musikken skal man ikke glemme, det er jo det vigtigste. Det var bestemt den gode gamle Tønderprofil med folkemusikken i centrum, måske lidt trist at den hyggelige gospelformiddag om søndagen var strøget, men ellers meget andet godt at glæde sig over.
Som det har været traditionen tro de sidste ti år var der Songwriters Circle søndag eftermiddag i Telt 1, første del ledet af den hollandske bluesmand Hans Theesink, anden del af den allestedsnærværende Tim O'Brien. De gav selv prøver på deres kunst og man fik smukke sange af Anthony da Costa, David Francey, Boo Hewerdine, Sarah Lee Guthrie, Eliza Gilkyson og den britiske sanggruppe Ahab.
To canadiske sangskrivere var et dejligt nyt bekendtskab for mig. Adam Cohen, søn af Leonard, gav en dejlig koncert i Kulturhuset fredag aften, hvor han demonstrerede, hvordan han slægtede sin far på ved mange ting, ikke bare den dybe stemme, men også den inciterende lyrik i sangene og de mange forskellige stiltræk, som er indoptaget i musikken. Han kunne tage sin fars skygge med en befriende humor. David Francey gav også nogle dejlige sange, ledsaget af et velklingende guitarspil i moderne fingerstyle stil.
Eliza Gilkyson fra USA gav også prøver på god sangskrivning om den jævne amerikaners liv. Hendes musik ligger i grænseområdet til countrymusikken, som blev tydeligt med den danske guitarist Jens Lystrups backup til hendes sange. Også hun har en far, der har en vis berømmelse, Terry Gilkyson, dog ikke at der er så mange der kender hans navn. Han var sangskriver hos Disney og indsang også sange der. Har man set Junglebogen med den amerikanske dialog på lydbåndet har man hørt ham synge bjørnen Baloos sang The Cold and Bare Necessities.
Også de canadiske piger Oh My Darling gav et særdeles godt sæt med den amerikanske old-timemusik, som de mestrer med stor virtuositet og meget charme i deres sceneoptræden. Le Vent Du Nord gav en livlig prøve på musikken fra den fransktalende provins Quebec.
Fra bluesfestivalen i Aalborg havde man arrangeret en kørsel med nogle af de udvalgte kunstnere, der gav en times blues i Spejlteltet flere gange per dag. Lidt af en bedrift.

Jubilæum

Så skal det heller ikke glemmes, at afslutningskoncerten var en hyldest til den amerikanske trubadur Woody Guthrie, der havde hundrede års jubilæum i år. Han har af gode grunde aldrig været på festivalen, da han døde otte år før den første, men hans ånd har svævet over den godt hjulpet på vej af, at hans familie har deltaget flere gange, desuden hans gode venner Pete Seeger og Rambling Jack Elliot. Hvem har ikke sunget med på This Land is Your Land eller Deportee uden at vide, hvem der stod bag disse sange?
Han blev fejret behørigt. Først med et sæt, hvor forskellige sangere kom på scenen og gav deres version af en af hans sange, Niels Hausgaard og Allan Olsen gav prøver på fordanskninger. Derefter et sæt med Guthrie Family, der blev ledet af farmand Arlo, der lod sine børn give deres versioner af deres bedstefars sange skiftevis med hans egne. Vi endte så med at synge This Land is Your Land som fællessang og gled så over i den traditionelle Will The Circle.
Som sædvanlig var det en rigtig god folk-festival og den nye form skal nok blive rigtig god, når den rettes lidt til.

Joe Pass i SommerJazz

Hvis man er en af dem, der kan tage DR's kulturkanal DR-K, så kan man følge serien Sommerjazz med gamle optagelser fra tidligere jazzfestivaler i København. I aftes var der en optagelse fra 1983 med guitaristen Joe Pass ledsaget af den for tidligt døde Niels Henning Ørsted Pedersen på bas. De spillede på scenen i det ikke længere eksisterende Jazzhus Slukefter i Tivoli. Savnet af dette spillested kunne mærkes, da man til de to musikere havde bagtæppet med et billede af det gamle Tivoli.
I udsendelsens første halvdel spillede Joe Pass alene på scenen, det fungerer, da han er en af pionererne for den såkaldte fingerstyle jazz, en jazzform, der har indoptaget den klassiske teknik med melodien på de lyse strenge og akorder og basløb på den mørke. Han er også en af dem, der formår denne stil og tage den til virtuose højder. Det kunne godt være en vanskelig teknik at improvisere i, men han kan det og holder akkordforløbene med de vanskelige akkorder. Kameraet var i nærbillede næsten hele tiden, så man kunne følge hans teknik.
Så fik vi lige et kort interview med ham, hvor han fortalte om hvordan han udviklede stilen. Han var blevet bedt om at gå ind og spille noget solo af en orkesterleder, og det følte han sig meget nervøs ved, for det kan gå ved ballader, men er vanskeligt ved stykker i højere tempo. Men det havde gjort, at han havde udviklet det stil, som han er kendt for i dag. Han havde også nogle betragtninger om improvisation, hvordan musikerne må lytte til hinanden.
Så var vi igen i Slukefter. Nu gjorde Niels Henning sin entre med bassen og viste sin sædvanlige dygtighed og stilsikkerhed. Endnu engang måtte jeg konstatere, at den knipsede kontrabas og guitaren klinger smukt sammen. Et nummer, der især swingede, var en komposition af solobassens foregangsmand Oscar Pettiford.
DR-K genudsender meget deres udsendelser, endda flere gange. Hold øje med denne her.

Jazzveteran med blød guitarlyd

Så tog jeg turen til Valby og Prøvehallen, som den jo kaldes, hvor den legendariske guitarist Jim Hall lagde vejen forbi. Det kunne blive sidste chance for at opleve ham live, da han efterhånden er en bedaget herre.
Han gjorde da også sin entre krumbøjet og støttende til en stok, og han måtte sidde ned og spille, men fingrene kunne endnu. Han havde med bandet Kenny Werner All-stars for denne aften formet Jim Hall Quintet, og koncerten lagde ud med cirka en halv times duoafdeling, hvor kun Jim Hall og bassisten Scott Colley var på scenen. Det er ikke ligefrem de mest lydstærke instrumenter, så det var et held, at det var en skare af fans, der var meget tavse, mens der blev lyttet intenst. Med bare to instrumenter kunne man høre de fine nuancer, og det slog mig hvor godt guitaren og den knipsede kontrabas klæder hinanden.
Efter denne lille kammerjazz-indledning kom resten af bandet på, og alle de professionelle musikere, inklusiv Benjamin Koppel på alt-sax, viste den gamle mester stor respekt og var omhyggelige med ikke at overdøve hans karakteristiske bløde guitarspil. Det klingede igennem i den særlige akkordsolo-stil, som Hall er en af pionererne for. Samtlige af de kunstnere, som han har spillet med i tidens løb, fik en hilsen i repertoiret, også nyligt afdøde tenorsaxofonist Sonny Rollins, hvor vi fik hans kendteste nummer St. Thomas, som man næppe ville tro kunne lade sig gøre på guitar - men det kan det, når guitaren er i Jim Halls hænder.
Om det bliver sidste gang vi hører denne guitarlegende i Danmark, så må det siges, at han har givet sit danske publikum en smuk afsked med denne koncert.

God sæsonafslutning med Rocks & Ivy

Rocks & Ivy på Karens Minde

Så blev der holdt den sidste koncert med bluegrass på Karens Minde inden sommerpausen. Det hollandsk-belgiske band Rocks & Icy gjorde det til en god afslutning.
De var her i 2010 til et arrangement, hvor de kun spillede et sæt, fordi der var to andre bands samme aften. Dengang var de så gode, at mange af os gerne ville høre dem en hel aften med to sæt. Det blev der så mulighed for i aftes, og de gav en god aften med velturneret bluegrassmusik. Deres trestemmige sang var så gennemarbejdet, at de lød som én stemme, der sang flerstemmigt.
Dertil kom også, at de så godt som alle var glimrende musikere på hver deres instrument. De havde solide rødder i bluegrassmusikkens veteraner og deres spil, mandolinen havde den rette Bill Monroe-lyd og banjospilleren havde også tydeligt lyttet til Earl Scruggs, som en hyldest til ham i anledning af hans bortgang for godt to måneder siden gav han også et medley over nogle af hans kendteste banjonumre. Violinen swingede som en god gammel fiddler fra Kentucky, bassen sad solidt.
På denne blog skal der jo nævnes den flamske guitarspiller, der gav nogle velturnerede soloer med tydelige rødder i nyligt bortgangne Doc Watsons spil, han formåede endda at komme opad på gribebrættet i sine soloer, ikke noget med at hænge i standarder i åben position. Desværre var det ind imellem svært at høre hans spil, et dilemma man ofte oplever med guitaren i genrer, hvor den spiller sammen med højrøstede instrumenter. Han gjorde dog en tapper god figur og høstede bifald for sine soloer - udover han på et tidspunkt også tog lidt kegler ved at tale flamsk til publikum.
Så er det sommer med festivaler og andet godt - og så kan man forhåbentlig se frem til endnu en god sæson til næste vinter. 

Doc Watson er død, 89 år

Folklegende Doc Watson

Så er en af de store folk-legender afgået ved døden d. 29. maj, Doc Watson, udøver af både akustisk guitar, banjo og andre instrumenter og udstyret med en varm, mørk sangstemme. Han døde i forbindelse med en maveoperation.

Hans opvækst og liv

Han blev født og voksede op i North Carolina, navngivet Arthel Watson. Her voksede han op med hilbilliernes folkemusik, old time og bluegrass, og gospel ved søndagens gudstjeneste. Han begyndte allerede at spille i en tidlig alder, da han var ud af en musikalsk familie. Synet mistede han i sine tidlige barneår, men i lighed med andre blinde musikere udviklede han en utrolig fornemmelse for at føle sig frem på instrumentet.
Fra radioen sugede han også til sig af populærmusik og han startede sin musikalske karriere i et rockabilly band på elektrisk guitar. Det blev bare som den store fornyer af den akustiske guitar han blev en legende. Han fik sit gennembrud via folk revivalet i starten af tresserne, hvor han først medvirkede på en plade med den allerede på det tidspunkt aldersstegne Clarence Ashley og en med sin egen familie, Watson Family. Da han vakte begejstring ved sine solooptrædener ved folk-festivalerne var vejen banet for, at han kunne indspille plader i eget navn.

Hans produktion af musik

Det er så blevet til snesevis af albums lige siden, hvad der må siges at være imponerende i kraft af de meget få fusere, der er i den store produktion. Den er som et katalog over hele den amerikanske folklore, lige fra ballader, bluegrass, blues, gospel, cowboyviser, og hvad man ellers forbinder med almuen i det store land. Han er endda en af dem, der af og til har indspillet sange af på det tidspunkt unge sangskrivere som Tom Paxton og Gordon Lightfoot, hvad mange af hans jævnaldrende nok ellers rynkede lidt på næsen af som "nymodens" sange. Han har i det hele taget vist sig som typen, der ikke var lukket og gerne sugede nye indtryk til sig.

Watson som guitarist

Han blev så  en fornyer på guitaren, da han var den første der spillede fiddle tunes, hilbillymusikkens dansemelodier til violin, på akustisk guitar med plekter. Det tog bluegrass-guitaristerne sig straks til sig, og det instrument, der i den genre indtil da mest havde slået akkorderne til sange eller de andres spil, kunne pludselig spille violinnumrene og lave improviserede soloer. Det er så i dag almindeligt i bluegrassen, men dengang var det nyt.
I det hele taget var Watson en guitarist af de sjældne, der kunne forene virtuoseri med varme og udtryk i spillet. Han mestrede både at bruge plektret og fingrene. Hans søn Merle, som han opkaldte efter sit store guitarforbillede Merle Travis, dyrkede så mest fingerspillet.
Her hører vi far og søn spille et nummer sammen.

Doc holdt sig godt, da han trådte ind blandt de ældres rækker, men da Merle kom af dage ved en tragisk lastbilulykke skred aldringen hurtigt frem, og han holdt op med at turnere og gav kun koncerter i sit nærområde.
Nu har han sluttet sig til sin søn og ingen tvivl, det er en af de store, der nu har forladt os og har efterladt os en enorm produktion af god musik.

Eksempler på bas og efterslag

I mit forløb Varier Højrehåndens anslag har jeg nu i lektion 3 og 4 forklaret det at slå en bastone an og så akkorden. Her har vi nogle eksempler på nogen, der bruger det.
Jimmie Rodgers, den første landskendte countrystjerne i Staterne, med en sørgelig sang om en vagabond:

Woody Guthrie, som var en berømt omrejsende folkesanger under Depressionen og far til Arlo Guthrie, synger her en af hans berømteste sange.

En nyere sangskriver Chuck Brodsky:

I det hele taget er det et anslag, der ofte anvendes i country- og bluegrassmusikken, i den sidste ofte garneret med raffinerede basløb.
Min YouTube Kanal