torsdag den 30. september 2010

Moderne folk guitar del 1

Jeg har tidligere præsenteret folke- og visesang.
I anden del af den præsentation nævnte jeg det moderne fingerspil, der har rødder i blues, men som i dag bruges af de moderne folkesangere i stor stil. Det er hvad jeg her med en fælles betegnelse kalder moderne folk, det er i virkeligheden en mangfoldighed af forskellig musik. Fælles er dog, at de bruger teknikken med tommelfingeren, der holder pulsen - der eksperimenteres dog en del med at bryde denne puls - og så spille melodien med de øvrige fingre. Det lægger sig tæt op ad ragtime guitar, men rytmen er ikke altid så markeret.
Denne stil er karakteriseret ved, at den akustiske guitar ikke bare er en ledsager til sangen, men en slags selvstændig stemme, en ligeværdig partner til sangstemmen. Derfor er instrumentalnumre heller ikke ualmindelige.

Den amerikanske bølge.

En af de tidlige inspirationskilder var afroamerikaneren Elisabeth Cotton, hvis sang Freight Train også blev et hit i Europa. Denne sang og flere andre af hende regnes for klassikere i moderne folkemusik.
I forbindelse med folkemusikbølgen i starten af tresserne brød Bob Dylan nyt terræn ved at udgive en plade næsten udelukkende med hans egne sange. Det inspirerede flere folkesangere ved Greenwich Village i New York til at skrive egne sange. Dylan havde dog dybe rødder i amerikansk folklore, og selv om han brugte guitaren til sangledsagelse, så var hans spil alligevel en inspirationskilde. Folk som Tom Paxton, Paul Simon, Joan Baez og canadierne Gordon Lightfoot, Joni Mitchel og Leonard Cohen fulgte i hans fodspor.

Følgerne i Europa.

I Europa, navnlig i Storbritanien, skete der også ting og sager. En stor fan af Bob Dylan, Donovan, indsang nogle af sine egne sange, som gik i hjertet på mange og blev hits. Det banede vej for de andre, straks fulgte Bert Jansch og John Renbourn, et par meget virtuose guitarister, der både udgav plader i eget navn og med deres fælles band Pentangle, der spillede en slags folk jazz. De to herrers solomusik er en kombination af de moderne toner fra USA og deres eget lands folkemusik. Det har ofte har en vis klassisk farve, man har af den grund kaldt stilen for folk baroque. Senere i tresserne hjalp de også Ralph McTell til en pladekarriere, hans koncerter var en blanding af egne poetiske sange (Streets of London er nok den kendteste) og nogle rappe ragtimestykker.
Denne folk baroque stil har fået flere efterfølgere - også fra keltiske områder som Irland og Skotland har man dyrket at omarrangere fiddle- og harpemusik for akustisk guitar. Her bruges ofte den alternative stemning DADGAD, der også rendyrkes af bretoneren Pierre Bensusan.

Vilde guitareksperimenter.

Det begyndte snart at blive til eksperimenterende musik på akustisk guitar, der brød grænser. Efterhånden kan man begynde at spørge, om det stadigvæk kan kaldes folk music, men det var ofte på folkemusikfestivalerne, at disse eksperimenter fik lov at manifestere sig. Mange af dem indspillede på det britiske Transatlantic Records og på Stefan Grossmans selskab Kicking Mule, som jeg omtalte i anden del af  ragtimepræsentationen.
En er af de store ekscentrikere var John Fahey, der startede sit eget selskab Takoma, hvor han udgav sine egne ting, men også andre ting, som han fandt værdifulde, lige fra gamle bluesting til moderne eksperimenter, der var lige så vilde som hans egne. En af de få guitarister i den boldgade, der nåede et noget større publikum, var Leo Kottke.

Hvis vi skal nævne danskere, der har dyrket den moderne folk, så må vi nævne Erik Grip og Poul Banks.
Det er alt i alt en mangfoldigt område af guitarmusikken. De første trin til dette område kan du ¨få ved at gennemgå mit kursus på denne blog, Moderne Fingerspil, gå til Lektion 1.
Iøvrigt om hvad det kræver at spille det, se fortsættelsen:
Del 2