Melodispil på guitaren med fingrene

Hvad menes der med melodispil?

Når vi taler om melodispil på guitaren, så menes der spil af enkelttoner, der danner en melodi uden udfyldende toner og bastoner på de tykke strenge, der danner harmoni. Spilles der guitar på denne måde, så er det som at spille de instrumenter, der kun kan spille en tone ad gangen og derfor kaldes melodiinstrumenter, f. eks. fløjte, mandolin. Guitaren er et akkordinstrument, men i lighed med andre akkordinstrumenter kan der spilles ren melodi på den som et melodiinstrument.
Der er mange, der føler sig tiltrukket af det på den akustiske guitar. Forståeligt nok, for det er en blød og varm tone guitaren har, når der spilles melodi. Hvis denne form så skal have harmonisk fylde, så må det ledsages af et akkordinstrument, en anden guitar er almindelig brugt, se indlægget Akkompagnement til guitaren.
Men også i stilarter, hvor guitaren spiller melodi og akkord samtidig - det kaldes sologuitar - forekommer der løb af enkelttoner og derfor kan det være gavnligt at have trænet melodispil med fingrene for at kunne være i stand til at spille disse. Det er bare hvordan man skal gøre det med fingrene.
Melodispil med plekter er en helt anden ting, der vil komme et indlæg på denne blog om det.

Den klassiske teknik

Hvis du starter på klassisk guitar eller flamenco guitar, så får du det lært, for her hører det med. Den teknik, der anvendes og som du derfor bliver opøvet i, er vekslingen mellem pege- og langfinger på meloditonerne, med andre ord, de to fingre slår meloditonerne an skiftevis.
Hvis nogen spørger hvorfor, så kommer svaret ofte: det er en tradition i klassisk guitar. Sådan lyder svaret ofte omkring spilleteknikker i klassisk musik. Uden at benægte dette svar vil jeg sige, at det ikke er hele sandheden. Traditioner omkring spilleteknik er ofte dannet via erfaringer fra instrumenternes tidlige leveår, der viste hvad der fungerede. Fra tid til anden har man også revideret traditioner omkring spilleteknik, hvis man fandt ud af, at en traditionel måde at gøre det på var akavet. Vekslingen mellem de to fingre i klassisk guitar er ifølge min og mange andres erfaring en udmærket teknik af flere grunde:

1. Den får melodien til at glide flydende, fordi der altid er en finger parat til at tage næste tone.
2. Hurtige forløb går lettere, fordi den ene finger ikke først skal tilbage til næste tone i løbet, den anden finger er parat.
3. Det giver økonomi i bevægelserne ved anslaget.

I andre stilarter end klassisk.

Som sagt: i klassisk og flamenco skal du nok få det lært. Det er bare det, at i andre sologuitar-genrer - blues, ragtime, moderne folk, ja, det moderne fingerspil, som jeg i øjeblikket kører et forløb om på denne blog - er der også ind imellem løb på enkeltstrenge, og mange guitarister, der dyrker disse genrer og ellers er dygtige nok, kommer hurtigt til at lyde klodsede, når de kommer til disse melodiske løb.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for at bruge den klassiske veksling mellem to fingre uanset hvilken genre der dyrkes på guitaren. Fordelene har jeg nævnt ovenfor, og hvis du er en guitarist, der dyrker spil med fingrene i den ene eller anden form udover den klassiske, så kan jeg anbefale dig at lære den.
Start med at øve små velkkendte melodier med denne teknik, øv også skalaerne ved at spille dem igennem med fingervekslingen. En regelmæssig øvelse af disse skal nok få det til at sidde i fingrene, og det vil også træne koordinationen mellem højre og venstre hånd. Jeg er sikker på, at det vil give bonus til dit spil.
Hvis du nu har lyst til at give dig i kast med det, så gå til indlægget Forøvelse til melodispil

Moderne fingerspil? Hvad er så "gammeldags" fingerspil?

Jeg har observeret, at fingerspil er et meget populært søgeord i Google og mange finder ind hertil via dette. Formodentlig er det guitarspillere, der gerne vil lære denne teknik på deres guitar og prøver at finde noget, der kan lære dem det (ret mig hvis jeg tager fejl).
Nu har  jeg på denne her blog et on-linekursus, som jeg kalder Moderne Fingerspil, og der er nok en del af jer, der havner midt i et af indlæggende på det forløb, og jeg kunne forestille mig, at I tænker: hvad er så "gammeldags" fingerspil? Det ville være et nærliggende spørgsmål.

To slags fingerspil

Man skelner blandt guitarister imellem de to slags fingerspil. Det som jeg har et kursus i, kaldes i engelsksprogede guitarbøger for Travis picking (efter countryguitaristen Merle Travis), Cotton picking (efter den farvede folkesangerinde Elisabeth Cotton), alternate picking, modern fingerpicking. At jeg kalder det moderne fingerspil er mit eget forsøg på at finde en nogenlunde god dansk betegnelse for det, formet efter den sidstnævnte engelske betegnelse.
Hvad man så skal kalde det andet fingerspil på dansk, det er et godt spørgsmål. Hellere end gammeldags (det er jo ikke forældet) vil jeg kalde det - i mangel af bedre - for klassisk fingerspil, bare det så ikke forveksles med genren klassisk guitar.

Lighederne

Begge former spilles med fingrene, det fremgår også af betegnelsen. Det står i modsætning til at anslå strengene samlet i en bestemt rytme, når man tager akkorderne - det som man med lån fra engelsk kalder at strumme. Her bruges ofte plekter, nogen bruger dog tommelfingeren eller bagsiden af en af de andre fingre. I fingerspil har hver finger sin streng at slå an, og det sker enkeltvis, dog kan anslag af to eller tre strenge ad gangen forekomme.
Men hvad er så forskellen?

Det klassiske fingerspil

Det klassiske fingerspil er guitarens udgave af det, som keyboardspillere kalder en brudt akkord. Akkordens toner spilles en ad gangen i stedet for samlet. Her starter det med, at tommelfingeren anslår en af de mørke strenge, og de tre øvrige fingre spiller de tre lyse strenge en ad gangen (som sagt: to eller tre ad gangen kan forekomme) i varierende mønstre. Ofte holdes det samme mønster en sang igennem, det klinger bare forskelligt ved akkordskift. Dette klassiske fingerspil klæder især stille sange som I Skovens Dybe Stille Ro, Skuld Gammel venskab, Hush Little Baby, Scarborough Fair, Vem kan Segla  og andre sange af den karakter.
En lille lynindføring i det basale klassiske fingerspil kan du finde på indlæggende Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt, og jeg har så en serie indlæg, som jeg kalder Fingerspilsmønstre, hvor det så kan udbygges..

Det moderne fingerspil

Det moderne fingerspil har rødder i den oprindelige akustiske bluesmusik og bruges i dag af moderne folkesangere og af rockguitarister, når de skal lave et akustisk nummer. Her nøjes tommelfingeren ikke med et eller to slag i takten, den slår takten på de dybe strenge, altså, fire slag i takten. Hvis man sammenligner ens højre hånd med et band, så er tommelen i dette fingerspil rytmegruppen.
De andre fingre spiller også her på de lyse strenge, men de laver mønstre, der oftest er synkoperede, dvs., deres knips af strengene falder mellem taktslagene = tommelfingerens anslag. Denne fingerspilsform indeholder mulighed for, at der kan lægges melodi på fingerspillet, hvor de tre øvrige fingre spiller melodien på de lyse strenge, mens tommelfingeren holder pulsen. Denne fingerspilsform kan med en markant rytme i tommelfingeren give et drive til sange, der er gang i, men de kan også med et mere blødt anslag med tommelfingeren give farve til de stille sange - hør selv hvordan briten Ralph McTell bruger det til hans egen Streets of London.
Det er hvad jeg har et kursus i med betegnelsen Moderne Fingerspil - velkommen til at kigge på det. Hvis du er interesseret i at lære det, så lær en lektion ad gangen.

Hvem har gavn af de to former?

Den, der vil bruge guitaren til vise- og folkesang, kan have gavn af at lære begge former, og han vil måske helst nøjes med at bruge det moderne udelukkende til sangledsagelse uden melodispil. Det kan have den fordel, at det giver yderligere afveksling i måden akkorderne slås an på, så monotonien undgås. Den, der vil dyrke blues, ragtime eller moderne folk guitar bør lære det moderne fingerspil, også gerne den rock guitarist der vil lave en ny akustisk klassiker a la Blackbird eller Stairway to Heaven.

Eksempler på ragtime guitar

Det moderne fingerspil, som jeg lige har afsluttet en indføring i her, er en god forøvelse til ragtime guitar - ret beset er det opstået via gamle bluesfolk, der efterlignede venstrehånden på klaveret i ragtimemusikken.
Ralph McTell - manden bag Streets of London - er også en blændende ragtimespiller, her hører vi ham give et lille medley over kendte rag-numre.


Den gamle bluesmand Blind Blake giver her en ragtime-sang, hvor guitaren efterligner klaverets rytme.

Hollænderen Ton van Bergeyk spiller her en omarrangering af en klassisk piano rag på guitaren.

Arlo Guthries sang Alices Restaurant er en rag-sang, den bygger på en typisk rag-akkordfølge.

Min YouTube Kanal

Blues med enkeltbas fra Youtube

I min sidste lektion om moderne fingerspil introducerede jeg varianten, hvor der kun slås en basstreng an. Den er almindeligt forekommende i blues, især Texas-blues.

Her er et eksempel med Lightning Hopkins, der kombinere enkeltbassen mens han synger med et basløb mellem linierne.


Dette er en rigtig gammel en fra tyverne, Blind Lemon Jefferson, den første store bluesmand, der indspillede plader. Han synger See that my grave is kept clean, som også er indsunget af Bob Dylan på hans debut-lp i 62.


Mance Lipscomb er noget nær "specialisten" i blues med enkeltbas.

Min YouTube Kanal

Kan man skifte til andre instrumenter fra guitar?

Overskriftens spørgsmål skal i fuld længde formuleres : kan man uden videre skifte til andre strengeinstrumenter, når man har lært at spille guitar? Hvor meget går igen fra det ene instrument til det andet?
Nogen ting kan man godt tage med til et nyt instrument, men ikke alt. Det er et af den type spørgsmål, hvor svaret må indledes med frasen "det kommer an på..."

Hvad du altid kan tage med.

Hvad du har lært af musikalske begreber kan du altid tage med til et nyt instrument - det gælder så også om det så er et blæseinstrument eller andet ikke-beslægtet instrument. Du vil altid have den fordel, at der er noget du godt ved hvad er uden at skulle have det forklaret igen. Har du lært at spille guitar efter noder, så kan du tage nodekendskabet med dig. Du skal så lære, hvor de ligger på det nye instrument. Dog må det siges, at hvis det nye instrument er et dybliggende instrument, så skal du til at lære en ny nøgle, F-nøglen i stedet for G-nøglen. Så er fordelen dog, at princippet i nodeskriften stadig er den samme.
Desuden kan man sige, at hvad dit gehør har fået af træning ved at spille guitar, det er altid værdifuldt på alle nye instrumenter.
Er det et strengeinstrument du skifter til, så har du også den fordel, at venstre hånd er vant til at trykke strenge ned og ikke først skal til at vænne sig til det.

Hvad så med spilleteknikken?

Nu kan guitaren spilles med både fingre og plekter, og her vil meget afhænge af, hvad du har lært.
Hvis du har lært det med plekter, så har du den store fordel at du kan tage plekterteknikken med til mandolin, tenorbanjo, ukulele, bouzouki og andre strengeinstrumenter, hvor plektret anvendes. Så sidder teknikken fint på højre hånd, men du skal til at lære, at tonerne ligger et nyt sted på gribebrættet. Flere af de nævnte instrumenter stemmer totalt anderledes end en guitar, så det bliver et nyt gribebræt at vænne sig til. Det kan så også lade sig gøre, men det tager lige så lang tid som da du i sin tid lærte guitarens bræt at kende.
Hvis du har lært at spille med fingrene, så er mulighederne færre. Et par muligheder kan nævnes.
Hvis du kan lide rennæssance- og barokmusik, så kan du overveje lutten (se mit indlæg om klassisk guitar), hvis spilleteknik med fingrene er meget lig klassiske guitar. Dens stemning ligger også tæt på guitarens - hvis du stemmer din g-streng ned fil f# og sætter capoen i 3. bånd, så har du luttens stemning.
Den femstrengede banjo spilles i bluegrass-musikken med en fingerspilsteknik, der meget ligner moderne fingerspil på guitaren, dog uden de regelmæssige basstrenge.

Lignende stemninger.

Nu har jeg allerede nævnt, at luttens stemning er tæt på guitarens. Det er ukulelens også, den er som de fire lyste strenge på guitaren, bare fem toner højere. Så er der bassen, der stemmer præcist som de fire dybe strenge på guitaren, bare otte toner lavere, hvor tonerne så hedder det samme. Her får du bestemt en fordel med fingersætning og akkorder på gribebrættet, men du skal så vænne dig til, at det er andre toner du tager med de samme greb og bevægelser.
Så fordelen ved at komme fra guitar, ja, det kommer så virkelig an på så meget.

Den akustiske guitar i filmmusik

Når vi snakker guitar og filmmusik, så er det nok den elektriske guitar, som de fleste tænker på. Et karakteristisk træk i tressernes underholdningsfilm er de popmusikagtige temaer, som kører på en elektrisk guitar bag alle løjerne. Mange vil her tænke på indledningssekvensen til 007-filmene, hvor man hører det velkendte tema spillet på de dybe strenge med den deraf karakteristiske "twang"-lyd, efterfulgt af en blæsersektion.
Men den akustiske guitar er nu ikke helt ude af billedet, når der skal skabes ekstrastemning til bllederne på celloidstrimlen.

Nogle eksempler.

Jeg behøver vel bare at sige Deliverance, der på dansk hed Udflugt med Døden, der indleder med den herlige scene, hvor en retarderet hilbilly banjospiller laver en duet med en guitarspiller i bluegrassnummeret Duelin' Banjos.


Den spanske filmklassiker Forbudte Lege om de to børn i den spanske borgerkrig, der leger død og begravelse, fordi det er en del af deres hverdag, underlægges med guitarmusik sammensat af spanske folkemelodier og spillet af den klassiske guitarist Narisco Yepes.
Både filmatiseringen af skuespillet Hvem er bange for Virginia Woolf med Richard Burton og Elizabeth Taylor i ægteskabelige skærmydsler og Vietnamkrisgsfilmen Deer Hunter havde temaer spillet på guitar - i det sidste tilfælde stod det smukke tema i skærende kontrast til filmens brutale indhold.

Ennio Morricone.

Jeg vil ikke forbigå min egen favorit, Ennio Morricone. Her tænker de fleste nok ellers på elektrisk guitar, og sandt nok, det er den, der laver de skarpe riff i hovedtemaerne i hans Dollar-trilogi, men han anvender også den akustiske med stort mesterskab - i den første En Nævefuld Dollars hører man den i den folk-lignende indledning bygget over sangen Pastures of Plenty. Den Gode, Den Onde og Den Grusomme har den flere steder - da den tredje titelperson gør sin entre og det ender med hans første mord. Her bruges det bløde tema som en kontrast. Eller da banditten Tuco har sit skænderi med sin bror, der er munk, hvor en blød nylonstrenget guitar ledsager brorens påmindelser om den familie, han er stukket af fra. I den musik som ledsager slutopgøret mellem de tre titelpersoner spiller den akustiske guitar et hektisk tema inden trompeten giver det på alle skæbnesvangre tangenter - mens vi ser de tres ansigter i nærbilleder, hvor vi kan se øjnene kigge fra side til side.

Bluesguiratister

I den klassiske afmytologiserende western En God Dag at Dø med Dustin Hoffmann som omstrejfer, der møder flere autentiske personer og ndvikles i ditto begivenheder, spillede bluesmanden John Hammond musik på både mundharpe og guitar - hans bluestone passede godt til filmens blanding af ironisk humor og tragiske hændelser.

En, der har været meget flittig til at lave filmmusik, er Ry Cooder. Han lavede effektiv musik til film som Paris, Texas og Last Man Standing, og han har haft en evne til altid at kunne ramme filmenes tone, når han spillede til dem. På opslaget Ry Cooder på Wikipedia er en liste over de film, han har lavet musik til.

Naturligvis kunne et sådant indlæg som dette kun blive et udsnit, præget af hvad jeg nok selv har syntes godt om. Men prøv da at gå lidt på opdagelse ved at skrive "guitar filmusik" i Google.

Den forsømte hånd på guitaren

Den hånd du slår an med - højrehånden hvis du er højrehåndet, venstre hvis du er venstrehåndet - har det med at blive sorteper i opøvningen af guitarspil. Nu er det heller ikke så mærkeligt i begynderfasen, for der er nok at gøre med at finde ud af grebene, blive rutineret i skiftene og - hvis man spille melodier efter noder - at finde ud af, hvor tonerne ligger henne på gribebrættet. Det er begrænset, hvor meget man orker også at tænke på anslaget. Derfor bliver anslaget på de første akkorder også lidt trivielt - nedslag på hvert taktslag, som jeg plejer at kaldet "begynderstrummet" (et "strum" er et almindeligt brugt ord for anslag af hele akkorden samlet).

Stop op og tænk på anslaget på guitaren.

Naturligvis er gribehånden væsentlig - det er jo på gribebrættet, at vi finder det materiale, som vort spil skal formes af, og naturligvis skal den hånd, der trykker bag båndene her sørge for at skaffe disse materialer. Så misforstå ikke dette indlæg i retning af, at vi ikke skal træne akkordskift, træne fingerbevægelserne på gribebrættet til at være flydende o. l., det er nødvendigt.
Men vi glemmer vi ofte, at det netop er anslaget, der former klangen og ofte gør den afgørende forskel på et godt spil og mindre godt - ofte gør den en forskel på, om det lyder som den genre, det skal forestille at være. Hvor guitaren bruges til vise- og folkesang, kan det gøre forskellen på monotoni og afveksling.
Så er du en af dem, der har spillet et par år og tænker over, hvordan du skal komme videre, så skal du overveje, om du skal tænke på din anslagshånd, lære nogle nye teknikker med den. Der er intet galt i at udvide sit akkordforråd, tværtimod. Det er også fint, at du vil finde ud af mere på gribebrættet end de første fire bånd. Hvis du tænker på de to muligheder, så vil jeg da sige: ja, gør det!
Jeg opfordrer bare til lige at stoppe op og tænke: hvad med anslaget?

Akkordanslaget.

Hvis du netop bruger guitaren til akkompagnement af din egen fremførelse af viser og sange, så findes der mangfoldige muligheder for at variere i anslaget - de samme akkorder kan lyde forskelligt med disse forskellige anslag, lige så vel som det samme anslag kan lyde forskelligt med forskellige akkorder. Jeg har givet en lille intro i indlægget Folke- og visesang del 2, her vil du blive præsenteret for nogle muligheder. Nogle af de forskellige anslag er også hovedbestanddel i visse genrer, som jeg også kommer ind på i samme indlæg, så hvis der er nogle af disse genrer du drømmer om at spille, så kan der være bestemte anslag, der skal læres.
Der er muligheder nok. Øv dem til akkorder du er rutinerede i, ellers bliver det for svært at lære dem. Det kan ikke undgås, at du falder tilbage på "begynderstrummet," når du lærer nye akkorder, men tab ikke modet af den grund, når du kan disse nye akkorder vil du snart kunne bruge de nye anslagsteknikker på dem.

Melodianslaget.

Hovedreglen er - både ved akkord- og melodispil - at vi slår an over lydhullet tæt ved gribebrættet. Her får vi den lyd, som vi mest tænker på, når vi tænker på lyden af en guitar. Det gælder både hvis vi bruger fingrene eller plekter. Har du - hvis nu du har lært melodispil - i din begynderfase lært den klassiske teknik med fingrene, hvor man skifter mellem at slå tonerne an med pege- og langfinger? Det er fint nok, for denne teknik er også brugelig i andre genrer, hvor vi bruger fingrene til anslaget, når der kommer nogle hurtige løb. Den er så uomgængelig om du vil fortsætte med klassisk guitar.
Her skal bare siges, at klangen på guitaren kan varieres, om du flytter hånden nærmere gribebrættet, måske slår an hen over det. Det dæmper tonen, det kan være fint i en sammenspilssituation med et lydsvagt instrument. Så bliver tonen skarpere og hårdere jo længere du flytter anslaget mod sadlen. Der kan være situationer, hvor du måske vil bruge den klang. Eksperimenter gerne med at slå an forskellige steder mellem de to yderpunkter - men lad det stadig være hovedreglen at slå an over lydhullet.
Tonerne klinger også forskelligt, om du slår an på strengen med en finger, der står vinkelret ned på strengen eller den er mere eller mindre skrå - det gælder også plektret. Den vinkelrette giver en blød tone, og jo mere skrå den er jo skarpere er tonen. Eksperimenter også her med de forskellige stillinger.
Summen af det er: lad endelig ikke den hånd, der slår tonerne an, være stedbarn.

Resonatorguitar

Måske har du i din nærmeste musikforretning set sådan en her - eller du har set en spille på den ved en koncert. Hvad er det dog for et dyr? Du er næppe i tvivl om, at det er en guitar, da den har seks strenge - omend det ikke er noget argument, der kunne jo at være andre instrumenter, der havde seks strenge.
Men jo, det er en akustisk guitar, en særlig type. Kroppen er af metal af varierende typer (almindeligvis stål, men også kobber og tin forekommer en del), og under strengene er der en resonator, en metalindretning, der forstærker guitarens lyd i højere grad end normale træguitarer. Det skal her siges, at der også forekommer resonatorguitarer med krop af træ, resonatorens effekt er den samme. Her ser du det indre af resonatoren med dækslet fjernet:

Oprindelse og de to typer

Den blev oprindelig udviklet til danseorkestre, hvor blæsere og slagtøj let kunne overdøve en almindelig træguitar, men de blev snart populære blandt gademusikere, fordi de var i stand til at spille med en lydstyrke, der påkaldte sig folks opmærksomhed. Derved blev de også gængse hos bluesguitarister, der ofte sad på gaden med hatten foran sig.
Der findes groft set to typer, National guitars og Dobro. Den første har en dobbeltlags resonator, og den er meget populær til bluesmusik, den anden er udviklet af de slovakiske brødre Dobero, der havde slået sig ned i USA som instrumentbyggere. Dens betegnelse er en amerikanisering af deres navn. Den har en enkeltlags-resonator.

Anvendelse af resonatorguitaren.

Man skulle tro, at den elektriske guitar ville fortrænge et sådant instrument, men sådan er det ikke gået. Bortset fra at det er den elektriske guitar, der fylder rollen som hørbar guitar i jazzbands og er blevet et hovedinstrument i rockmusikken, så har resonatorguitaren en speciel klang, som dyrkes i mange sammenhænge.

I blues anvendes National-typen ofte til spil med slide, dvs. teknikken med at spille med et rør, der glider på strengene. Det skyldes især, at de gamle bluesfolk ofte spillede med slide, og da National-guitaren blev brugt meget af dem, så syntes man efterhånden, at det var den rigtige lyd med slidespil. Det kan dog også lade sig gøre at spille med fingrene, hvad de gamle bluesfolk også gjorde, men resonatorguitaren er blevet forbundet med slide i dag indenfor bluesmusikken. Den anvendes derfor også en del i rocken, når der skal spilles slide på akustiske instrumenter - et eksempel kan høres forspillet til Stones-hittet Angie fra 1973.
Da de har stålstrenge må de - i lighed med westernguitaren og jazzguitaren - siges at være noget hårde ved fingrene for begyndere, men er du længere fremme og gerne vil dyrke blues og slidespil, så overvej den. Her ser du en spille blues på resonatorguitar med slide:


En anden sammenhæng er i bluegrass, hvor det er Dobro-typen, der anvendes, anbragt i vandret stilling og spillet med en slideteknik, som vi ellers mest forbinder med hawaii guitar. Den dobro, der anvendes her, er med strengene løftet meget højt over gribebrættet for at sliden ikke skal skramle med båndene - så den er absolut uegnet til ordinært spil, strengene kan bare ikke trykkes ned med fingrene. Den stemmer anderledes end den ordinære guitar. Jeg kan godt lide lyden af dobroen og glæder mig over den i bluegrassbands, men jeg hælder til at mene, at det er et helt andet instrument end guitaren. Hvis nogen, der læser dette, har lyst til at spille sådan en, så gør det da og god fornøjelse. Det bliver bare ikke lige denne side, hvor du kan finde stof om den.
Her ser du et videoklip med den ansete bluegrass dobrospilller Jerry Douglas:

Brasiliansk guitar - samba og Bossa Nova

Et tidligere indlæg handlede om den akustiske guitar i verdensmusikken. Her nævnte jeg, at Brasilien ville få et særligt indlæg, da det er et kapitel for sig. Er der noget land i Latinamerika, hvor guitarspillet er udviklet i en særlig retning, så er det her.

Karneval og samba

Mange forbinder især dette land med Rio-karnevallet, hvor der danses samba. Ingen tvivl, det er et karakteristisk træk ved dette land: der danses samba hvert år i flere dage. Denne stil er først og fremmest kendetegnet ved meget hede rytmer, og slagtøjet dominerer nok så meget, at der ikke er megen ørenlyd til guitaristen. Der er dog adskillige sambamelodier, der er blevet arrangeret for akustisk guitar.

Bossa nova

I tresserne skete en musikalsk revolution, da sangskriveren Antonio Carlos Jobim fik nogle hits, fremført i en meget tilbagelænet og afslappet stil af guitaristen Joäo Gilberto, sangeren Johnny Alf og flere andre unge musikere, der havde udviklet stilen i slutningen af halvtredserne. Man kaldte det bossa nova, hvilket betyder "ny rytme," for selv om det havde rødder i samba, så var det noget helt nyt, mindre slagtøjspræget og mere tilbagelænet og afslappet i sine rytmer. Stilen fik international berømmelse først med filmen Sorte Orfeus, senere da jazzmusikeren Stan Getz indspillede pladen The Girl from Ipanema sammen med både Jobim, Gilberto og hans daværende bedre halvdel Astrud Gilberto som sangerinde. Den har fortsat med at være en indflydelse både på jazzen og verdensmusikken til i dag.

Hvad kræves der?

Det er en dejlig afslappet musikform, så det er forståeligt, at mange guitarister føler sig tiltrukket af den. Tilmed bruges der her den nylonstrengede klassiske guitar, så den er i den henseende mindre hård ved fingrene.
Men den er krævende, så det er ikke lige den genre, som man kommer til det første år med guitaren. Har du spillet guitar et par år, så fat mod. Først og fremmest skal du til at lære de samme komplicerede akkorder, som bruges i jazzguitar. De kan være strenge i starten, men de kommer med øvelsen. Anslagsformen er et slag med tommelfingeren på en basstreng efterfulgt af, at de tre andre højrehåndsfingre knipser de tre lyse strenge. Det kendes også fra andre guitargenrer, men i bossa er det med en meget avanceret synkoperet rytme, som du helt givet må træne med metronom. At spille solo kræver så også, at man kan nogle af teknikkerne fra klassisk guitar.

Kan du lide genren, så kast dig over det efter et par år med din guitar.