Arthur "Guitar Boogie" Smith er død

Det kom mig for øje, at denne indflydelsesrige musiker var død 3.april 2014, så han skulle da lige have nogle ord med på vejen.
Denne country banjospiller og guitarist blev født 1. april 1921 og hans tilnavn stammer fra hans kendte instrumentale hit og bruges for at skelne ham fra den gamle Nashville violinist af samme navn.
Han var søn af en musiklærer Clayton Smith, der også måtte bijobbe som tekstilarbejder for at få pengene til at løbe rundt. Han startede selv med at spille i et Dixieland band med sine brødre Ralph og Sonny indtil han blev indkaldt til militærtjeneste. Da den var ovre, flyttede han til Charlotte i North Carolina, hvor han startede sit eget radioshow med brødrene og sin kone Dorothy. I 1955 komponerede han melodien Feudin' Banjos, der i 1972 blev brugt til filmen Deliverance under titlen Duelin' Banjos. Her måtte han kæmpe for at få royalties, da han ikke blev krediteret som komponist.
Ikke alene var han en dygtig musiker, han var også en komponist, hvis frembringelser er indspillet af folk som Chet Atkins, Johnny Cash. Roy Orbison og mange andre. Hans show og pladeselskab i Charlotte var et springbræt for mange country- og bluegrasskunstnere, også banjospilleren Don Reno, der havde sin egen banjostil, startede her.
Ja, ingen tvivl, han skulle have et ord med på vejen her på denne blog - R. I. P.

The Beatles Det Hvide album

Som tidligere lovet vil der komme indlæg her, der anbefaler plader med akustisk guitarmusik. Nu lægger jeg ud med at anbefale noget af The Beatles, og jeg vælger det såkaldte White Album, Det Hvide Album, dobbeltalbummet fra 1968, som er karakteristisk ved det helt hvide omslag, der gør at man kalder det sådan, for egentlig har det ikke nogen titel.

Baggrund for Det Hvide Album og min anbefaling

Det blev indspillet fra maj til oktober 1968 lige efter deres ophold i Indien, hvor de lærte meditation. De var alle fire kreative i perioden, men der var store gnidninger mellem dem, og der var besvær med bare at få dem samlet for at indspille sangene. Derfor bærer det præg af at være temmelig ujævnt. Deres producer George Martin mente, at de kun skulle udgive halvdelen af sangene som en lp, men John Lennon ville have, at det kom ud som det var, så folk kunne høre, at The Beatles knagede i furerne.
Når det er medtaget her, så er det ikke fordi det er en ubrudt nydelse fra start til slut, som bandets virkelige mesterværker Rubber Soul, Revolver og Abbey Road er. Rockanmelderen Torben Bille har det med i sin bog Lydspor, hvor han udnævner de hundrede bedste rockplader, med den begrundelse, at han ser det som et katalog over, hvad de fire gange Beatles havde i sig af evner og kunstnerisk personlighed. Ja, de er begyndt at fremstå som individualister her, det peger meget frem på deres senere solokarrierer.
Når jeg medtager den her, trods alle de skæringer derpå, som jeg godt kunne have undværet, så er det fordi den indeholder virkelige fremragende eksempler på, hvad den akustiske guitar kan i den genre. The Beatles havde været en slags pionerer på det felt, se mit indlæg om akustisk guitar i rock og pop. De vakte sensation i 1965 med Yesterday og den Dylan-inspirerede Lennon-sang You've got to hide your love away, og siden da havde der været meget brug af den akustiske lyd på deres lp'er.

Sænket D, flamenco og Harrison i karakter

På det Hvide Album lægger det ud med at vildt rocknummer i Beach Boys-stil, Back in the USSR, men efter at den er klinget ud, kommer der sprøde guitartoner ud af højttaleren med sangen Dear Prudence, en trist sang om en, der bare sidder inde hele dagen uden at komme ud. Den siges at være inspireret af en pige, der deltog på samme meditationskursus i Indien som The Fab Four og gik så meget op i det, at hun altid bare sad inde og arbejdede med det uden at komme ud. Guitaren er her stemt i den såkaldte Dropped-.D stemning, hvor den dybe E-streng er stemt en tone ned til d. Denne stemning klinger altid smukt med den dybe tone som kontrast til guitarens høje toner, også på dette nummer.
The Continuing Story of Bungalow Bill indleder med en lille flamenco-agtig guitarsolo inden det går løs med fuldt rockband, men på sidst på samme side (midtvejs på CD nr. 1) træder George Harrison for alvor i karakter som sangskriver med While my Guitar Gently Weeps. De andre beatler viste ikke meget interesse for hans sang, så han samlede vennerne til at indspille den, bl. a. Eric Clapton, der satte sit præg på den med sin intense guitarsolo. Nu er den ikke akustisk på det originale album, men på  The Beatles Anthology vol 1 er der en optagelse med George selv, der spiller den solo på sin akustiske guitar, den er høreværdig.

Flere akustisk Beatles-perler

Side 2 (her er vi stadig på første cd i cd-udgaven) indeholder flere akustiske perler, først og fremmest den nu klassiske Blackbird, hvor Paul McCartney følger op på Yesterday ved at ledsage sin egen sang på akustisk guitar. Hans guitarspil er her blevet ekstra raffineret, det er bygget over at have den løse g-streng som en drone, en tone der bare ligger og klinger hele tiden, mens han ellers tager ture op og ned ad gribebrættet i nogle smukke harmonier.
George Harrison træder endnu en gang frem i den børnesangsagtige, medrivende lille sang Piggies, hvor cembaloet klinger kraftigt i forgrunden, men den akustiske akkordbacking er effektiv. Efter den synger Paul en sang, Rocky Racoon, der er tydeligt inspireret af de gamle folkesange og deres historiefortælling om jalousidramaer. Melodien er også derefter, med tydelige rødder i både engelske og amerikanske folkesange, og der leveres akustisk guitarspil, der matcher stilen.
Ringo forsøger sig som sangskriver i countrynummeret Don't Pass Me By. Han er det svage led i kæden, men nummeret er nu fornøjeligt nok.
Efter et afskyeligt nummer kommer et særdeles smukt nummer af Paul McCartney, I Will, om længslen efter en tabt kæreste. Her anvendes udelukkende akustisk guitar og en træblok som rytmeinstrument. Stille og roligt glider den af sted og varmer hjertet.
Herefter er det John Lennon, der også kan bruge den akustiske guitar. Han træder frem i Julia, som er en af hans mange sange om hans mor, som han følte svigtede ham. På denne sang anvender han den moderne folk fingerpicking stil, som han i Indien lærte af folkesangeren Donovan, der også var på meditationskursus på det tidspunkt.
Side 3 er den deciderede rockside på albummet. Noget voldsomt ind imellem, men den slutter da med en meget stille Harrison-sang, Long, long, long, der også har akustisk guitarlyd. På side 4 er det nok især Cry Baby Cry, der udnytter den akustiske guitars brudte akkorder. Albummet slutter med Good Night, en stille sang, der er domineret af strygere. Mange tror, at den er skrevet af McCartney, den ligner jo mest ham når han er mest rørstrømsk, men faktisk er det en sang John Lennon skrev som vuggesang til sin søn Julian.
Ja, du vil måske føle trang til at hoppe over flere af numrene, hvis du har den på CD, hvor det kan gøres meget let. Men der er også skønne ting på den, og som sagt: masser af eksempler på den akustiske guitars muligheder i rock og pop.

Køb Det Hvide Album

Møde med nyt bluegrassband

Så bød Den Danske Bluegrassforening endnu engang på koncert på Karens Minde. Denne gang med to nystartede danske bands. Der var mødt overraskende mange frem, så der måtte sættes ekstra stole ind. Er der mon flere her i landet, der er ved at få ørerne op for denne musik?
Vi startede med fynske Cuttin Grass, der serverede genuin bluegrass med fødderne solidt plantet i traditionen. Flere af medlemmerne var gamle kendinge fra tidligere bands i genren, derfor kunne man heller ikke mærke, at de var nystartede. Deres lyd hang godt sammen og der var ikke noget slinger i valsen. Hver eneste medlem mestrede deres instrument, også på guitar fik vi solide flatpicksoloer. Her vil jeg også nævne, at de havde sangstemmerne med sig, også i meget smuk flerstemmig sang. Her var også særdeles godt spil på dobro.
Jeg ser frem til at opleve en hel aften med dem på et tidspunkt.
Det andet band var Silver Dagger, også forholdsvis nystartet, de stod så mere for bluegrassens stamfar, old time musikken, men der var flere elementer af både bluegrass og country. Deres musik swingede dejligt og rev med fra start til slut.Bluegrasselementet stod især guitaristen for, i old time spiller guitaren ellers sjældent solo, men det gjorde den her i ægte flatpick stil. Bandets tre piger og den mandlige banjospiller sang smukt sammen, især var det en dejlig oplevelse at at høre deres version af Townes van Zandt's If you needed me.
Også dem håber jeg at kunne høre en hel aften med engang.

J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Akustisk guitar på Facebook

Hvis du ikke er på Facebook og ikke ønsker at være det, så tag endelig ikke det her som en opfordring til at bruge det eller andre sociale medier. Du har jo lov at lade være, og er du en af dem, der ikke vil have noget med det at gøre, så stop bare læsningen her.
Men er du en af dem, der har en Facebook-profil eller tænker på at lave en, så læs endelig videre. Facebook er trods alt - med alle dens ulemper - en mulighed for at mødes on-line med nogen, der deler ens fælles interesse, vise hinanden relevante filer eller få tips og andre ting. Så dette er et udvalg af danske Facebook-grupper, der er relevante for dig, der spiller akustisk guitar.
Danske flatpickguitarister
I denne gruppe diskuteres der guitar spillet med plekter i bluegrass-stilen, der deles mange gode videoclips i denne gruppe.
Danske guitarister der spiller akustisk guitar
Debatter mellem de guitarister i dette land, der foretrækker akustisk guitar. Deltagerne er meget kvikke til at fortælle nyt på fronten og gøre opmærksom på tv, koncerter o. l.
Danske fingerpicking guitarister
Debatgruppe for dem, der dyrker den fingerpicking stil, som jeg oplærte i via min serie Moderne Fingerspil. Her deles mange gode videoclips.
Danske fingerstyle guitarister
Meget bred gruppe om fingerstyle på guitaren generelt, der kommer også klassiske indslag af og til.
Jazz guitar forum
En side for dem, der spiller jazz guitar, se De tre typer akustisk guitar.
Guitaren.dk's facebook-gruppe
Guitaren.dk er en af de mest ressourcerige sider for guitarister på dansk og på deres gruppe på Facebook kan du følge med i, hvad der sker på siden.
Akustisk guitar
I al beskedenhed: det er Facebook-siden for denne blog. Her vil du kunne følge med i, om der kommer nyt blogindlæg her og der vil også blive fortalt korte nyheder om guitarverdenen.

Bluegrass med dansk hygge

Aftenens konferencier fortalte, hvordan han var blevet forbavset første gang han mødte de tre ældre herrer fra trioen Muleskinner, der fortalte de var et band. Han troede, at han kendte alle bluegrass-bands i Danmark - den samme følelse havde jeg ved forhåndsomtalen af gårsdagens koncert på Karens Minde i Sydhavnen. Det er jo lidt af en niche i dette land, så jeg troede også, at jeg kendte alle. Så dukkede der sandelig lige et band om fra Nordjylland, ovenikøbet nordenfjords.
Og hvilket band. De tre herrer gav en smuk blanding af traditionelle bluegrassnumre, countrysange og folk-numre, serveret med en spilleglæde og humør, der næsten kunne dem få til at ligne nogen, der var for hillbillymusikken hvad De Gyldne Løver har været for den irske musik. Deres kontrabassist leverede en solid rytme, ind imellem noget i denne genre så sjældent som en solo, og de to andre bandmedlemmer spillede begge guitar, den ene yderligere femstrengede banjo, den anden yderligere violin, mundharpe og tandharpe, der blev benævnt med den gammeldags betegnelse jødeharpe, hvad der gav anledning til nogle vitser. Det må næves, at de alle tre havde gode sangstemmer, der klingede godt sammen. De havde også besøg af en hjemmeføding, Katrine, der sang et par smukke duetter med dem.
Guitarspillet hos den ene af dem var særdeles velklingende og en blanding af fingerpicking countryguitar med tydelig gæld til Chet Atkins og lidt flatpicking i bluegrassstil, udført med Mark Knopflers særprægede teknik. Han tog også kegler hos publikum med flere af sine soloer og med sin fremførelse af klassiske banjonumre fra legenden Earl Scruggs, der gik bort i forrige uge.
En så glad aften med bluegrass og akustisk country går man gerne efter igen, så det bliver forhåbentlig ikke sidste gang de tager turen til København.

Tenor guitar

Et guitarinstrument mere

Har du nogen sinde hørt ordet tenor guitar? Nogen har og undrer sig over, hvad det er. Du ser en på billedet til venstre.  Den ligner en almindelig guitar, men se nøje efter, så vil du se, at den har fire strenge - selv om de ikke er tydelige, så kan du se det ved, at den har fire stemmeskruer. Den er også mindre end en normal akustisk guitar og ligger derfor i et højere toneleje. Så når vi så har en basguitar, så kunne vi næsten med god ret kalde den gængse 6-strengede guitar for barytonen i familien - og alter og sopraner, det må så være ukulelen.

Karakteristika

Tenoguitaren stemmer som en tenorbanjo, d a e h, en kvart - fire toner - under mandolinen, så en tenorbanjospiller vil uden videre kunne spille på den fra dag ét. Den har også været skabt for at give tenorbanjospillere en genvej til den akustiske guitars bløde klang udenom oplæring i guitar. En guitarspiller, der er vant til at spille med plekter, vil have højrehåndsteknikken i orden, han skal så lære nye tonebeliggenheder og akkordgreb.

Anskaffelse

Det er ikke et meget brugt instrument. Man kan få det samme toneleje ved at spille på de høje positioner på en ordinær guitar. Samtidig må det siges, at disse højtliggende toner har en mere sprød klang på tenorguitaren, så hvis man gerne vil have den klang på de høje toner, så er det den, der skal bruges. På grund af dens manglende popularitet er den ikke i mange musikforretninger, men i lighed med andre obskure instrumenter kan den købes på Nettet.

I 30'erne var der i USA's sydøstlige stater en duo, Delmore Brothers, der bestod af brødrene Robbi og Alton Delmore. Alton spillede gængs guitar, mens hans bror spillede tenor guitar. Udover deres smukke to-stemmige sang er de  også høreværdige for Robbis soloer på tenorguitaren. Her er en sang med dem:

Grundlæggende brug af plektret

Der har tidligere været et indlæg om plektret. Det henvendte sig primært til den, der tænker over, hvilket tilbehør der skal købes til guitaren.
Har du  bestemt dig og købt et og skal nu finde ud af at bruge det? Så er det her  indlægget for dig.

Kort præsentation af plektret

Plektret er en lille trekantet dims af plastic, nylon eller - for de velbeslåede - skildpaddeskjold. På visse strengeinstrumenter bruges det konsekvent, som mandolin, balalajka og  andre. På guitaren har man fra dens klassiske tid anvendt fingrene, men så er der i nyere tid opstået traditioner for at bruge plektret. Du har måske intentioner om at komme til at spille en eller flere af de genrer, hvor man bruger plektret til guitar - det kan være jazz, bluegrass, rock eller visse udgaver af country. Så er det klogt at vænne dig til at bruge det så tidligt som muligt. Dem, der vil bruge guitaren til folke- og visesang, kan have plektret som en af mulighederne for at afveksle deres ledsagelse til sangen.

Blødt eller hårdt plekter

Hvis du bruger en klassisk nylonstrenget guitar, så skal du bruge et blødt plekter. Begyndere anbefales i det hele taget at bruge et blødt plekter. Eer man mere trænet, så skal man overveje, hvad man mest bruger. Et plekter af en vis hårdhed er nærmest nødvendigt, når man spiller sammen med høje instrumenter. Jeg selv har to plektre, et hårdt til sammenspilssituationer og et blødere, når jeg bruger det til min egen solosang - det er jo ikke meningen, at tilhørerne skal have et tordenskrald i hovedet, når man slår an til en sang.

Grundlæggende teknik med plekter

Sådan holdes det

Du holder  plektret godt fast mellem tommelfingeren og pegefingerens andet led som vist på billedet. Dog ikke så fast, at du får krampe, sørg for at håndleddet er afslappet og hånden hænger løst på det. Lad så albuen  hvile på oversiden af guitarens krop og lad stadig hånden hænge løst.
Hold plektret vandret og slå så an på strengene med dets spids lige over lydhullet. Det kan være en enkelttone eller en hel akkord. Vær ikke bange for at slå til, guitaren går ikke i stykker af plekteranslag. Når du så skal have plektret op igen til et nyt slag, så bevæg kun håndleddet, ikke hele armen, ellers bliver du bare for hurtigt træt.
Det var så den grundlæggende teknik med plektret, i kommende indlæg vil jeg nævne, når det kan eller skal bruges.

Alternative stemninger

Jeg er blevet spurgt om alternative stemninger til guitaren. Mange er stødt ind i det fra tid til anden og stiller spørgsmål om det.

Guitarstemningens barndom

Det er en del af "fremtidsmusikken" for denne blog, men lad mig lige kort ridse nogle ting op.
Guitaren var så vidt vides nogle årtier om at komme til den stemning, som er standard i dag og som netop kaldes "standard stemning," når man er nået til at prøve andre måder at stemme på. Nogle af de første stemte som forgængeren lutten, der lå halvanden tone højere end guitaren, altså som hvis man havde capo i 3. bånd, dog skal g-strengen lige stemmes en halv tone ned for at det passer. Denne alternative stemning anvendes også i klassisk guitar, når man skal spille gamle musikstykker, der oprindelig er skrevet for lutten.

De enkle alternative guitarstemninger

Desuden er der den såkaldte dropped D stemning, som blot består i, at den mørke e-streng stemmes en tone ned til d. Det giver guitaren en ekstra fyldig klang, især når der spilles i D-dur. Den bruges også i klassisk guitar, men er meget populær i moderne guitarformer. The Beatles har et nummer i denne stemning på deres hvide dobbeltalbum, Dear Prudence. Desuden kan nævnes James Taylor's Country Roads, der er i denne stemning. Gospelguitaristen Joseph Spence fra Bahamas spiller udelukkende i dropped d. Det er bare et fåtal af eksempler.
Der er også double dropped D, hvor begge e-strenge sænkes en tone ned til d. Den anvendes meget af Neil Young.
Så er der dropped G, hvor både den mørke e-streng og a-strengen stemmes en tone ned til henholdsvis d og g. Denne stemning giver ekstra fylde til stykker i G og er meget brugt af Nashville-guitaristen Chet Atkins.

De mere komplicerede alternative guitarstemninger.

Så er der de såkaldte åbne stemninger, hvor strengene stemmes til en akkord. De mest populære er åben D og åben G, hvor de løse strenge danner en D-akkord og en G-akkord. Disse stemninger kaldes med en fælles betegnelse for åbne stemninger. Der er mange moderne folk guitarister, der har lavet stykker i disse stemninger, men de er især populære i bluesmusikken, navnlig når der spilles med slide.
En meget smuk åben stemning er åben C, hvor strengene er stemt til at danne en C-akkord. Den er meget fyldig med mange overtoner, bruges især af britiske folkguitarister.
I keltisk sammenhæng er den såkaldte DADGAD-stemning blevet meget populær. Det skyldes især, at det er muligt at lave droner, dvs., toner der ligger og klinger hele tiden under en melodi. Det er i det hele taget en meget velklingende stemning, og udover det keltiske har Jimmy Page fra Led Zeppelin også brugt den på Black Mountain Side.
Der er andre alternative stemninger, og mange guitarister eksperimenterer helt vildt med det. Folkesangerinden Joni Mitchel startede i tresserne med at bruge de gængse åbne stemninger og lavede så senere sine helt egne stemninger. Det kan snart blive en side af guitarverdenen, som man kan blive grebet af. Her er en tuner også praktisk, da det gør det lettere at skifte steming på den samme guitar.
Som sagt: på et tidspunkt skal der nok kommer introer til de alternative stemninger her - dette var bare en intro til fænomenet som sådan.

Bob Dylan fylder 70

Sm tiden dog går. Jeg syntes det var i går, at jeg var en 13-årig knægt, der forsøgte at hakke mig igennem Blowin' in the Wind på mine første akkorder og fik den til at lyde temmelig morsomt, fordi min stemme var i overgang.

Hans tidlige karriere

Men tiden står jo ikke stille. Bob fylder rundt, denne gang 20 år mere end da jeg blev overrasket over at høre, at han fylde 50, men så ved eftertanke fandt ud af, at det passede meget godt. Født 1941, navngivet Robert Zimmerman i en jødisk familie, blev grebet af rocken og tog den amerikanske folklore til hjertet lige fra de gamle bluesfolk til nyere countrysange.
Som meget ung mand med kunstnernavnet Bob Dylan efter den irske poet Dylan Thomas, som han satte meget højt,kom han til New York midt i folkemusik-revivalet og sang sig ind i deres hjerter, og selv om hans debutplade kun indeholdt to sange af ham selv, så havde han skrevet mange af de sange, som han fremførte i caféerne. Ikke bare spillede han guitar og sang, men han havde også mundharpen på et stativ, så han kunne fræse et par mundharpesoloer mellem versene.
Hans anden plade indeholdt kun en sang, han ikke selv stod bag, og derved dannede han skole. Flere og flere folkesangere begyndte nu at skrive selv og havde mod til at trumfe igennem at få lov at indspille egne sange. Han havde et usædvanligt sangskrivertalent, og hans katalog af sange er det ene pletskud efter det andet.

Overraskelserne.

Da han midt i tresserne begyndte at spille med rockband´, blev han pevet ud af folkemusikpuristerne, men hans sange fornyede i høj grad rocksangskrivningen væk fra de banale sange til sange, der handlede om noget. Han viste her en utrolig evne til ordekvilibrisme. Han dannede også forbillede for bl. a. Bruce Springsteen, John Lennon og flere andre.
Han overraskede yderligere ved at gå country sidst i tresserne, hvor han samarbejdede med Johnny Cash. Også denne genre fornyede han ved den inspiration han gav de på det tidspunkt førende sangskrivere i den genre.
Han havde så en gospelperiode med den glimrende Slow Train Coming, men de tankeløse firsere var lidt af en kunstnerisk bølgedal for ham. Synd og skam, for når man hører sange, der ikke kom med på pladerne i denne periode, så er de langt bedre end dem, der kom med.

Den senere tid

Nu vel, han kom stærkt igen i 1996 med Time Out of Mind og har udgivet glimrende plader siden da, præget af hans fremskredne alder med en vis modenhed og tyngde.
Desværre må man også sige, at han har haft tendens til at radbrække sit gode sangkatalog med den evige turne, hvor han spiller med bands, der ikke altid hænger godt sammen.

Men han har lavet sange, som jeg nyder at høre og spille selv. Til lykke, Bob, må du få nogle gode år endnu med flere gode sange. Ja, jeg ønsker for dig som du synger i sangen her:

Tålmodighed er en dyd - også som guitarist

Jeg er nået til vejs ende med min serie af indlæg, hvor jeg giver en kort præsentation af de gængse guitargenrer. Den er især henvendt til begyndere, der vil spille guitar, fordi de brænder for en bestemt genre. Hvis du hører til en af dem, så kan du gå ind på siden Om denne guitarblog og rulle ned til overskriften Hvad drømmer du om at spille? Under den er der links til den serie indlæg, forhåbentlig kan du finde din genre. Du vil så få at vide om, hvad det kræver.

Glem det ikke: tålmodighed er en dyd, det gælder også, når vi skal lære at spille et instrument. Ingen af os kan regne med at blive supermusikere det første år vi spiller - heller ikke andet år. Det gode ved guitaren er, at du hurtigere kommer  til at lyde tåleligt end du gør på mange andre instrumenter. Du vil  det første år kunne synge sammen med familien til et guitarspil, der er funktionsdygtigt uden at være virtuost. Nogen genrer er mere krævende, men der er muligheder for at lære noget tidligt, der "smager af fisk."

• Er du til country? Der findes lette sange i den genre på kun to akkorder, hvor du tidligt kan lære rytmeanslaget.
• Er det jazz? Du kan nok det første år lære nogle af de lette ting fra traditionel jazz.
• Du vil måske hellere lære klassisk guitar? Start med at lære at spille enkle melodier efter noder, og der findes små lette stykker, du måske kan klare første år.

Men i hvert fald: fortvivl ikke om det er sejt i starten. De håndstillinger og bevægelser vi skal bruge til at spille med er totalt unaturlige, og vi bruger slet ikke de muskler til noget som helst andet end at spille med. I lighed med alt andet uvant kan det trænes op.
Lær lidt ad gangen, når du skal lære noder, akkorder eller andet, som du skal lære - ellers kommer det ikke ind på lystavlen. Den, der prøver at lære en masse på en gang, lærer intet. Den, der lærer i små bidder, kommer i sidste ende hurtigt frem.
Se Hvad kan gå galt, når man starter på guitaren? En fremragende indføring i begyndelsesgrundene til guitar, også praktiske oplysninger som skift af strenge, vedligeholdelse o.l., findes i Akustisk Guitar for Begyndere af David Harrison.

Bluegrass guitar del 1

Jeg har tidligere haft et indlæg om country guitar. Nogen vil mene, at jeg skulle have haft denne her genre med der - andre mener, at det er en genre for sig, der har et udspring i countrymusikken. Uanset det, så har den i hvert fald så meget sit eget særpræg, at jeg har lavet et separat indlæg om den.

Bluegrassmusikkens oprindelse.

Der er ingen tvivl om, at den har de samme rødder som country. I indlægget om det kan se, at guitaren i 20'erne og 30'erne var henvist til at være et akkompagnerende instrument, men Maybelle Carter fra familiebandet Carter Family spillede melodierne i sin helt egen stil, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge, samtidig med at hun anslog akkorderne. Ingen tvivl om, at det også er en af rødderne til bluegrass guitar.

I efterkrigstiden var countryen mere og mere blevet elektrisk og præget af andre strømninger. Kun en mand, Bill Monroe, holdt fast ved den gamle instrumentering. Han spillede mandolin og sang i et meget højt leje. Han havde baggrund både i dansemusikken, folkesangen og blues i hans hjemstat Kentucky, der har tilnavnet The Bluegrass State, og det var efter den, at han kaldte sit band The Bluegrass Boys. Han søgte at forny stilen uden at bøje sig for strømningerne, der ellers var i countrymusikken. Den endelige lyd fandt han, da han sidst i fyrrerne havde fået Lester Flatt med på guitar og sang, Earl Scruggs på banjo - de to dannede siden deres eget band - og Chubby Wise på violin, og skiftende kontrabasspillere. Han fik efterfølgere som Stanley Brothers, Jim& Jesse, Jimmy Martin og flere andre, og da man skulle have en betegnelse på den nye lyd, blev det efter hans band, bluegrass. Det fik også en rimelig popularitet i starten, men rock'n'roll bølgen satte det i stå.
I starten var guitaren henvist til at være akkompagnement. De få guitarsoloer man hører i starten er meget få. Det er ellers en genre, der er meget baseret på improviserede soloer mellem sangenes vers, men her var guitaren tilbagetrukket. Men den rappe bas + akkordslag stil hos Lester Flatt og de særlige basløb blev skoledannende for, hvordan det akkompagnement skulle være i genren.

Den videre udvikling.

Det syntes som genren skulle gå i glemmebogen, men da folkemusikbølgen kom i starten af tresserne, fik mange bands lov at spille på folkemusikfestivalerne. Mange unge tog den rappe musik til hjertet, lærte at spille som de gamle, og påvirkningen gik også den anden vej, da mange bands tog nogle af de nye folkesangeres sange på repertoiret - de elskede især sange af Gordon Lightfoot og Tom Paxton. Især Country Gentleman fik stor betydning. Mange fra Appalacher-bjergene flyttede til regeringsbyen Washington DC, den blev snart bluegrassmusikkens Mekka.

I den periode stormede guitaren også frem og blev soloinstrument på linie med de andre instrumenter. Det skyldtes især den blinde guitarist Doc Watson, der kunne spille dansemelodierne på sin guitar med plekter. Han havde også en meget smuk barytonstemme, og han blev elsket af bluegrassfans, selv om hans musik ikke lige var rendyrket bluegrass. Hans teknik dannede skole, og snart hørte man den ene guitarist efter den ene spille de samme melodier, som før havde været forbeholdt violinen.

Den store fornyer af spillet blev i sentresserne Clarence White, der havde været en tur indenom rocken i The Byrds og som nu førte en særlig synkoperet rytmik ind i stilen. Han fik efterfølgere som Dan Crary, Russ Barrenberg og så Norman Blake, der mest er kendt for sin særlige videreudvikling af Maybelle Carters guitarstil.

Eksperimenterne.

Der er så blevet eksperimenteret på livet løs i genren, hvor man har indoptaget elementer fra både rock, jazz og andre landes folkemusik. Især guitaristen Tony Rice er kendt for sin jazzguitaragtige stil. Mange af de eksperimenter kom så langt væk fra rødderne, at man kunne diskutere, om det stadig var bluegrass - her opstod så betegnelsen new acoustic.

Selv om der stadigvæk er bands i dag, hvor guitaren kun slår akkorderne, så er guitaren i dag et lige så selvfølgeligt indslag som soloinstrument som alle de andre. Her i Danmark har vi ved flere lejligheder oplevet Peter Rowan på Tønder Festivalen og multimusikeren Tim O'Brien, der ofte har haft den fremragende guitarist Derroll Adams med.

Men naturligvis har guitaren stor betydning for genrens rytmik. Det er baseret på improvisation og flerstemmig sang, og i anden del vil jeg fortælle, hvad der kræves for at spille den.
Del 2

Akustisk country guitar

I denne genre regner de fleste nok med, at den akustiske guitar står og slår akkorderne, ofte er det sangeren, der gør det - så spilles der soloer og licks på elektrisk guitar og pedal steel guitar - ja, den sidste har en dejlig lyd, men den falder jo udenfor emnet.

Den akustiske guitar i countrymusikken.

Det skal ikke glemmes, at det oprindelig var en akustisk musikform. Da man i pladeindustriens barndom indspillede det som "old time" musik, de gamle travere, så var det fordi der var et publikum, der gerne ville høre dem og høre lidt violinmusik som de var vant til at danse square dance til. Det gjaldt især i det isolerede Appalachia-område, med en befolkning der blev kaldt "the hilbillies." Det var ikke et liv i sus og dus, der blev levet her. Selv i de brølende tyvere stod de udenfor, da resten af USA væltede sig i overflod. Her sang man stadig de gode gamle sange, men de havde fået tilført den femstrengede banjo, der også medvirkede til at ledsage violinen ved square dance. Efterhånden vandt guitaren indpas til at slå akkorderne til de to andre instrumenter og til at lægge akkorderne under en sang, den stod sjældent frem som solist.
Det blev anderledes i 1927 da en familiegruppe, The Carter Family gik i studiet. De bestod af ægteparret Sara og A. P. Carter og A. P.'s svigerinde Maybelle Carter. De sang de sange, som han havde indsamlet på sine rundture, og deres flerstemmige sang var som man ofte sang i det område. Det nye var, at Maybelle Carter brugte guitaren som et soloinstrument. Mellem sangenes vers spillede hun melodien med en særlig teknik: hun spillede melodien på de dybe strenge med tommelfingeren, mens pegefingeren anslog akkorden. Enkelt, men effektivt, og de blev snart en populær gruppe i området. Hun inspirerede Riley Puckett, der hidtil havde spillet med i diverse danseorkestre, til at lave plader i eget navn, hvor han sang og spillede i en stil, der var tydeligt influeret af Maybelles.

I countrymusikkens højborg Grand Ole Opry var der en fast guitarist ved navn Sam McGee, der akkompagnerede de optrædende, men han lavede på et tidspunkt indspilninger med guitarnumre, der i sin stil var stærkt influeret af bluesmusikken, den blev spillet i den fingerpicking stil, som kendtes derfra på det tidspunkt. Snart var den akustiske guitar lige så meget et symbol på hilbilliernes musik, som violinen havde været.
I efterkrigstiden dannede der sig to linier, bluegrassmusikken, som jeg vil behandle i et separat indlæg, og honky tonk- musikken. Flere og flere flyttede til byerne, og dansen fandt ikke længere sted på byens torv, men på honky tonks, værtshusene, hvor folk skrålede og larmede. Den elektriske guitar blev taget i brug, og lyden af den er karakteristisk for honky tonk-musikken.
Den akustiske guitar spillede dog stadig en rolle som akkordinstrument, der aldrig blev fortrængt. Ikke engang, da der i kølvandet på rock n' roll bølgen gik totalt pop i countryen, og det efterhånden, som nogen vrængede, snart var svært at høre forskel på Bing Crosby og en countrysanger.
Men nogen holdt den akustiske fane højt. Studieguitaristen Chet Atkins, der ellers også brugte den elektriske en del, lavede adskillige plader, hvor han brugte den akustiske guitar - endda ofte den klassiske med nylonstrenge. Der kan også i dag høres soloer spillet på akustiske guitarer, selv om den så er gjort til en mulighed ved siden af dens elektriske søster. Willie Nelson bruger det ofte, han spiller soloerne selv.

Hvad kræver det?

Når du kan de første tre akkorder, kan du i princippet spille en hel del countrysange i den toneart, som de tre hører til. Fint nok, men i længden vil det blive kedeligt kun med det, og det er altid godt at kunne det i mere end en toneart - C-dur og G.dur er meget brugte. Hvis du vil spille solo, så kræver det indføring i improvisationsteknik med skalaer og brug af plektret, og hvis du vil spille fingerspils-country a la Chet Atkins, så må jeg henvise dig til indlægget om moderne folk music, da han - ligesom hans forbillede Merle Travis - bruger præcis den samme fingerspilsteknik, som bruges i den genre. Her begynder det at blive krævende, og er du begynder, så forvent ikke at nå til det per omgående. En god start på at spille country guitar er at lære Maybelle Carters teknik og flere af de sange, som hun fremførte med sin familie. Der er i princippet flere stilarter i country, som har lånt fra forskellige steder, så det bliver snart en blanding af mange genrer.

Fordele og ulemper.

Blandingen af de mange genrer, hvor der lånes lidt her og der kan give et godt all-round introduktion til flere guitarstilarter i den rytmiske musik og en hel del teknikker.
Ulempen kan være, at mange af dem kun læres halvt.

Men for min del, jeg elsker countryen og dens enkle mangfoldighed, når der bare ikke er gået totalt pop i den. Har du det på den måde og vil spille den genre - så kast dig da ud i det.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Folke- og visesang del 2

Jeg nævnte i del 1, at man som visesanger bør lære flere af de mulige anslagsformer for akustisk guitar, så ens ledsagelse til sangen kan blive afvekslende.
Disse anslagsformer kan inddeles i tre grupper:

1. Ren rytme.
2. Bas + anslag.
3. Fingerspil.

1: Ren rytme

Du anslår akkorderne med skiftevis nedslag og opslag i forskellige rytmer. Med disse rytmer kan du efterhånden også lave rockrytmer, latinrytmer og danserytmer. Ham, der spiller guitar på videoklippet i indlægget Lejrbålsguitar spiller ren rytme.

2: Bas + anslag 

Der er to varianter:

• Du anslår en af de tre mørke strenge, hvorefter du anslår resten af akkorden som i førnævnte rytmespil. Denne måde rendyrkes i country - og bluegrassmusikken.
• Efter bastonen knipser du de tre lyse strenge med pege-, lang- og ringfinger. Det er samme rytme, men med en anderledes lyd. Den måde rendyrkes af guitarerne i balalajka- og mandolinorkestre og i den brasilianske musik raffineres den til særprægede rytmer.

3: Fingerspil

De fire fingre knipser strengene enkeltvis, tommelfingeren en af de tre mørke strenge, basstrengene, og pegefngeren knipser 3. streng, langfingeren 2. streng og ringfingeren 1. streng. Den er især velegnet til de stille, bløde sange, hvor det lyder meget smukt.

Der er to varianter:

• Det gamle klassiske fingerspil, kaldet brudt akkord, akkordens tone anslås enkeltvis. Rækkefølgen kan så varieres, så du får forskellige fingerspil ud af det. Den er velegnet til stille sange, den bruges af mange folke- og visesangere, og i rock og pop til sjælerne. Du får en lille intro til det i indlægget Basalt Fingerspil
• Moderne fingerpicking, også kaldet Travis picking efter country-guitaristen Merle Travis, eller vekselbas, alternate bass. Det er en meget rig og afvekslende måde at spille på, også til sang, og den kan udvikles til at kombinere med melodi. Især moderne folkesangere som Bob Dylan, Bert Jansch, Ralph McTell og vores hjemlige Erik Grip elsker at bruge den. Den er krævende at lære, men den er dejlig, når man kan den. Udover de moderne folkesangere så bruges den i visse udgaver af akustisk bluesmusik, hvor den også har sine rødder, i en del akustisk rock og i en del country - den er karakteristisk for Chet Atkins. Jeg har tidligere postet et indlæg med sangen Streets of London, hvor du kan høre sangens ophavsmand bruge dette fingerspil.

Du får en indføring i den sidste form for fingerspil i forløbet Moderne Fingerspil

Så der er noget at tage fat på. Det var bare en intro til mulighederne.
Hvis der er nogle af de ovennævnte genrer, hvor anslagsformerne bruges, som du drømmer om at komme til at spille, så får du her en forøvelse forærende.
Du får en første oplæring, hvis du kigger på mit forløb Varier højrehåndens anslag
Måske vil du selv skrive sange? Så bliver du en singer-songwriter, og adskillige af disse bruger også akustisk guitar som en folke- og visesanger.

Den skotske folkesanger Donovan bruger bas + anslag her:



Her ser vi den danske visesanger Flemming Behrend bruge det klassiske fingerspil:
>Af lytteforslag vil jeg skrive, udover de nævnte eksempler
Om du er nybegynder, så kan du komme i gang med mit kursus Kom i gang med guitaren, se lektion 1
Om du allerede kan nogle akkorder og nogle sange til dem, så prøv at se mine indlæg om Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt se også indlægget Lidt råd om opøvelse af anslag

• Den tidlige Bob Dylan
• Peter, Paul & Mary
• Joan Baez
• Alex Campbell
• Thomas Kjellerup
• Tom Paxton
• Birgitte Grimstad

Se min YouTube-afspilningsliste med viser

De tre typer akustisk guitar.

Der findes tre typer af akustisk guitar. Dette er en kort præsentation for dem, der står og skal købe en guitar, hvad enten det er deres første eller det er en ny guitar, eller for dem der har en guitar i huset og vil finde ud af, hvad det er for en type.

Den klassiske guitar.

Klassisk guitar

Den er lille og spinkel og har den bueform som de fleste forbinder med en akustisk guitar. Dens gribebræt er bredere end de andre guitartypers, den har intet slagbræt. Den har nylonstrenge, det gør klangen blød og varm.
På grund af nylonstrengene er den velegnet som begynderguitar, da de ikke er så hårde at trykke ned.
Den behøver dog ikke kun at være for begyndere.
Hvis du vil dyrke klassisk guitar, flamenco  eller brasiliansk guitar, så er det den du skal have. Det er muligt, at du skal have en, der er  bedre end den, som du startede på, men det skal stadig være den type. I nogen tilfælde bruges den i andre genrer end de førnævnte, Nashville-guitaristen Chet Atkins brugte den ofte, The Beatles brugte den på deres stille ballade And I Love Her.

Jumboguitaren, westernguitaren.

Ja, det er min guitar :-)

Den har en større, kraftigere krop end dens førnævnte "lillesøster," men ellers samme bueform 
Dens gribebræt er smalt, og den har et slagbræt på kroppen. Den har stålstrenge, og de må for alt i verden aldrig sættes på den klassiske guitar. De har et træk på flere tons, og jumboguitaren er bygget til at klare det. Dens klang er kraftigere end den klassiske guitar, men ved de rette anslag kan den også lyde blødt.
Dens strenge er noget hårdere at trykke ned, men hvis du er begynder og er i besiddelse af en sådan guitar, så giv ikke op. Det kan godt lade sig gøre at starte på den, men vær bare beredt på mere ømme fingerspidser i starten. Den anvendes til stort set al anden moderne akustisk guitar end jazz og latinmusik, det være sig folkemusik, country, akustisk rock, bluegrass, ragtime,  blues - fortsæt selv listen. Så overvej den alvorligt, hvis du står og skal købe ny guitar.

Jazzguitaren.

Jazz guitar

Den har krop på størrelse med jumboguitaren, men den er anderledes formet som en forvokset violin med et lille hak, og den har lydhuller formet som f'er ligesom violinen, og strengene er af stål. De går hen over en bro også ligesom på violinen. Den har en blød, lys klang.
På grund af stålstrengene er den også lidt hård at trykke ned, så begyndere må tage det samme i betragtning her som ved jumboguitaren.

Den elektriske guitar blev opfundet ved at sætte en pick-up på en sådan akustisk guitar, og i dag fås de for det meste med en sådan, så der kan vælges mellem akustisk og elektrisk lyd. Den bruges til jazz, heraf den udbredte betegnelse. Den blev ellers opfundet længe før guitaren blev almindelig i jazz, men i dag er den blevet klangidealet i den genre. Så hvis jazz er din genre, så overvej den alvorligt ved køb af ny guitar.

En slutbemærkning: hvis du først og fremmest vil bruge guitaren som folke- og visesanger eller til sang med familien og børnene (se Lejrbålguitar), så er typen af guitar en smagssag. Hvis du overvejer sammenspil med højrøstede instrumenter som harmonika, banjo o. l., så trækker westernguitaren op i overvejelserne, se Guitaren i diverse folkemusikalske sammenhænge.