Skalalæren

På denne side vil jeg gennemgå skalalæren. Den danner forudsætning for at kunne forklare harmonilæren, men er også nødvendig, hvis du vil spille improviserede soloer i de rytmiske genrer.
Skalaerne gengives oftest på noder, men jeg har valgt at gengive dem med tonernes bogstavnavne af hensyn til dem, der ikke er  rutinerede i noder endnu.
Læs afsnittene et ad gangen på denne side og gør en indsats for at få dem ind på lystavlen et ad gangen.
Navnene på enkelttoner skrives med små bogstaver, så de ikke forveksles med akkordnavne - nævnes der nogle akkordnavne, står de med stort.
Vigtige udtryk er understregede første gang de nævnes.

Lidt repetition fra en anden side.

Der findes en anden side her, der hedder Tonesystemet og nodeskriften. Jeg vil  anbefale, at du læser den først, men  har du læst den allerede, så vil jeg lige repetere, at vort tonesystem består af stamtoner, der svarer til de hvide tangenter på klaveret, og afledte toner, der svarer til de sorte tangenter på klaveret.
Jeg vil også repetere, at stamtonernes navne er
c d e f g a h
og mellem hver af dem, undtagen mellem e-f og h-c er der en afledt tone. De afledte toners navne dannes ved at sætte et -is bag stamtonens navn, der ligger under den, og -es bagved den stamtones navn, der ligger over den. Der er lige den afledte tone under h, den hedder b. Det er den skøre undtagelse.
Håber du har fået tag i det. Så kan vi tage fat på skalalæren.

Den kromatiske skala.

Mellem hver eneste tone i tonesystemet er der et halvt tonetrin - et bånd op og ned på guitaren er lig med et sådant halvtonetrin. Heraf følger, at der er et helt tonetrin mellem hver stamtone undtagen mellem e-f og h-c. Mellem disse to par stamtoner er der kun et halvt trin.
Hvis vi skal angive hele rækken af toner i vort tonesystem, så ser det sådan ud (med de afledte toners to navne adskilt af /):
c cis/des d dis/es e f fis/ges g gis/as a ais/b
og så kan man køre videre.
Hvis du spiller den igennem, så har du den kromatiske skala, der består af samtlige toner og udelukkende halvtonetrin. Den har ikke nogen grundtone som de følgende skalaer har.
Vi kalder også bevægelser i en musikalsk komposition, der består af udelukkende halvtonetrin for kromatiske. Det  forekommer ofte i klassisk musik fra 1850 og fremefter og i avantgarde jazz.

De diatoniske skalaer.

Disse skalaer består af blandet hel- og halvtonetrin og har en grundtone, som de helt naturligt falder tilbage på.

Dur-skalaen.

Prøv nu at spille stamtonerne igennem fra c til c.
c d e f g a h c
Dette er en dur-skala, præcist , c-dur, der har c som grundtone. En melodi i c-dur bygger på det tonemateriale, som denne skala består af.
Husker du, hvad jeg sagde i forrige afsnit om halvtonetrin? Hvis vi skal gengive dur-skalaens forløb i angivelse af trinene der spilles - hvor 1 står for et helt trin - så ser det sådan ud:
1 1 ½ 1 1 1 ½
Det sidste trin, h op til c, er her skalaen sidste trin, der leder op til grundtonen igen. Skalaens tredje tone, e, leder op til f.

Men prøv nu at spille stamtonerne fra g til g, så får vi mønsteret:
1 1 ½ 1 1 ½ 1
På de første seks trin er det godt nok en dur-skala, men til sidst går det galt, for så kommer et halvt trin og det slutter med et helt trin.
Derfor hæver man i g-dur f'et en halv tone op, til den afledte tone fis. Derfor har g-dur også det faste fortegn krydstegnet: ♯ foran f, så der hele tiden skal spilles fis i stedet for f i noderne (håber du har læst siden om Tonesystemet).

Prøv så at spille stamtonerne fra d til d. Så får du mønsteret:
1 ½ 1 1 1 1 ½ 1
Her går det galt tidligt, allerede andet trin er halvt - det var godt nok hvis det skulle være d-mol (se næste afsnit), men her skulle vi spille en d-dur. Så må vi igen hæve f'et til fis for at det passer, og sidst i skalaen hæver vi c til cis. Så passer den
1 1 ½ 1 1 1 ½
Med dette mønster vil du kunne regne samtlige skalaer ud. Prøv med f-dur. Det ser sådan ud:
1 1 1 1 ½ 1 1 ½
Her er trinet fra a til h lige en halv tone for højt. Så vi sænker h til b, så bliver det en f-durskala. Så f har et fast fortegn, h erstattes helt og holdent af b hele vejen. Vi siger, at der er b for tonen og det vises med B-tegn: ♭.

Molskalaer.

Molskalaen er mere kompliceret i sin teori end dur, men den kan læres.

Den rene molskala

Prøv nu at spille fra a til a.
a h c d e f g a
Denne skala er den såkaldt rene mol-skala, og dens trinmønster ser sådan ud;
1 ½ 1 1 ½ 1 1
Det er den rene molskala, ligesom c-dur uden afledte toner. De to skaler består altså af de samme toner, bare i anden rækkefølge, og de kaldes paralleltonearter. A ligger tre skalatrin under c, sådan vil du altid kunne finde paralleltonearten til en given skala. Paralleltonearten til g-dur er e-mol, og den har så i lighed med denne fis i stedet for f for at trinene skal passe.
Det er det lavere tredje trin på skalaen  - for a's vedkommende c - der giver den mørke farve til denne toneart og derfor må siges at være hovedforskellen.

Den harmoniske molskala

Som du kan se i trinmønsteret, så slutter skalaen med to hele trin. Nu har dur dannet idealet for den musik vi spiller, og derfor synes man at der skal være det halve trin sidst på skalaen, der leder op til grundtonen igen. Det gælder især når man lægger harmonier på melodien. Så forhøjer man det sidste tonetrin for at få denne ledetone, for a-mols vedkommende er det g, der forhøjes til gis. Det danner den harmoniske molskala. Dens trin kommer til at se sådan ud:
1 ½ 1 1 ½ 1½  ½
Det er også derfor, at akkorden, der spænder i a-mol er E7 og ikke Em, som det ville være med den rene molskala.

Den melodiske molskala

Så har vi fået lidt af et spring fra f til gis i molskalaen, som du kan se i mønstret  foroven er det halvandet trin. Det kan virke umelodisk, derfor forhøjer man til melodier f til fis, hvad der danner den melodiske molskala:
1 ½ 1 1 1 1  ½
Den slutter som en durskala. Når man spiller skalaen nedadgående, opløser man de hævede trin og spiller den som den rene mol.
Mange  gamle sange og salmer er baseret på den rene mol, men sange fra ca. 1700 og fremefter baserer sig på den melodiske mol.

Pentatone skalaer

Vi har  gennemgået de to vigtigste skalaer i den vestlige musik. På guitaren bruger man desuden - om du vil improvisere soloer i genrer som blues, country og rock - de såkaldte pentatone skalaer + bluesskalaen, der i virkeligheden er den ene af de to pentatone skalaer med en ekstra tone. Penta betyder fem, og den omtales ofte som femtoneskalaerne, hvilket vil sige at de har fem toner, hvor de hidtil gennemgåede dur-mol skalaer har syv.

Dur-pentaton

De to femtoneskalaer er også dur og mol. Vi ser først på den dur-pentatone skala. I C-dur ser den sådan ud:
c d e g a (c)
Hvis vi skulle skrive op, hvordan den forløber på trin, så ser det sådan ud (bemærk de lidt højere trin):
1 1 1½ 1 1½
Det er trinmønstret for den dur-pentatoneskala. Den anvendes ofte til soloer i folk og country, den passer godt til tonen i de genrer.

Den mol-pentatone skala bruges til mol-melodier. I a-mol ser den sådan ud:

a c d e g a
Trinmønstret ser sådan ud:
1½ 1 1 1½ 1
Den anvendes i de samme genrer som den dur-pentatone, når tonearten er i mol.

Bluesskalaen.

Den er som den mol-pentatone, men med en ekstra tone mellem 2. og 3. trin. I E-dur, som er en meget brugt bluestoneart, ser den sådan ud:
e g g# a h d e
Trinmønstret ser sådan ud:
1½ 1 ½ 1 1½ 1
Den anvendes som navnet siger i blues, her er det specielle, at man anvender en skala, der reelt er en slags molskala foran akkorder, der er i dur. Det er en af de ting, der er med til at give blues sin særlige tone. Skalaen anvendes også i rock.

Det var de vigtigste skalaer - hvis du vil spille jazz, så er der flere. Hvis der er tilstrækkeligt mange gæster på bloggen, der er interesseret i det, så vil der komme et afsnit om disse skalaer.

På guitaren findes der lukkede skalamønstre uden åbne strenge, der kan flyttes op og ned ad gribebrættet.

Notering af flytbare skalaer på diagrammer.

Skalaer noteres normalt på noder, her ser man hvilke toner en skala består af.
Noget helt andet er de ovenfor nævnte flytbare skalamønstre. Der vil noderne være forskellige alt efter hvor på gribebrættet man spiller.
Derfor noterer man dem på et diagram, der  i modsætning til akkorddiagrammet er anbragt vandret. Princippet er som i tablatur med 6. streng for neden og 1. streng for oven, men båndene er angivet som i akkorddiagrammer, men når det er vandret, så er det de bånd, der er nærmest kroppen til højre og dem nærmest hovedet til venstre.
Det bruges også til andre flytbare melodiske mønstre, f. eks. basløb op ad halsen.
Der angives så hvilken en af tonerne i mønstret, der er grundtone, og som derfor angiver hvad skala det er i den position, der spilles. Det almindeligste er, at grundtonen er en firkant, de andre toner er boller, eller også er der - som i nedenstående eksempel - sat en firkant om den bolle, der er grundtonen.
Tallene angiver hvilke fingre der skal tages med - her må du så kende nummereringen af fingrene, som står på siden om Akkorddiagrammet.
Her ser du et eksempel på en flytbar durskala noteret på denne måde:

Hvis du så skal finde ud af, hvad skala det er, så må du lære hvor tonerne ligger på grundtonestrengen. Hvis du spiller denne her flytbare skala ved at starte i 8. bånd på 6. streng, så er det C-dur. Det bliver så f. eks. A-dur i 5. bånd.