John Williams & Julian Bream - Together

Denne blog har ligget stille en tid, men nu skal der gang i den igen, og jeg vil som tidligere lovet komme med nogle anbefalinger af albums med guitarmusik, som jeg så også vil variere hvad genre angår.

Together, to virtuoser

I dette indlæg anbefaler jeg så en med klassisk guitar, ovenikøbet noget så sjældent som en med duetter, musik for to guitarer. Den er indspillet af to virtuoser på instrumentet, englænderen Julian Bream og hans australske elev John Williams (ikke at forveksle med filmkomponisten), der som en stor beundrer af Bream rejste til England for at blive undervist af ham. Efterhånden udviklede han sig til en lige så stor musiker som sin lærer.

Meget ofte skuffer det, når man ser konstellationer af to store navne, men ikke i dette tilfælde, dette album Together lever fuldt ud op til de forventninger som man har, når man som kender af klassisk guitar ser de to navne sammen.

Begge har de hver deres personlig lyd og hører man i ordentlig stereo, så er de godt fordelt i hver sin side af lydbilledet og de spiller tæt sammen helt uden noget slinger.

Duetterne på guitar

Den lægger ud med et par stykker af Breams landsman William Lawes, hvor vi så er helt tilbage i tidlige barok i første halvdel af det 17. århundrede. Så gamle stykker er oprindeligt skrevet for guitarens forløber lutten, se mine indlæg om klassisk guitar, Derpå følger et par stykker fra den klassiske guitars guldalder i 1800-tallet, først af italieneren Ferdinando Carulli, derpå nogle af spanieren Fernando Sor, som regnes for guitarens Beethoven. Det er stykker der helt og holdent følger de klassiske musikformer som kendes fra bl. a. Mozart.
Sidste del af albummet - side 2 i vinylversionen - er helliget den nyere musik, nærmere bestemt stilretningen impressionismen. Der er tale om klavermusik omarrangeret for to guitarer, og de to virtuoser formår virkelig at få de impressionistiske klange frem.
Med andre ord: et album, der kommer godt rundt i den klassiske guitar med to superguitarister. Værd at lytte til for alle yndere af klassisk guitar.

Køb den på Amazon

Bert Jansch 1st Album

Da jeg besluttede mig for at skrive indlæg, hvor jeg anbefalede god akustisk guitarmusik, var jeg ikke i tvivl om, at den skotske folkesanger og guitarist Bert Jansch skulle med. Men hvad skal man dog vælge i en så god produktion som hans, hvor der så godt som ikke er nogen fusere og næsten hver udgivelse får mig til at tage ordet "fremragende" i min mund?

Jeg har så valgt debutalbummet fra 1965, dels fordi jeg ikke har pålagt mig selv begrænsninger i form af kun at anbefale et album pr. kunstner, dels fordi dette debutalbum indeholder næsten alt, hvad han siden kom til at stå for. Her må ses bort fra sammenspil med andre musikere. Det er helt og holdent Bert som solist, som opleves her.

Bert Jansch' vej til debuten.

Bert Jansch blev født i 1943 i Glasgow i en yderst musikalsk familie, der ofte sang meget af skotternes musikalske arv. Bert blev imidlertid som teenager grebet af den amerikanske bluesmusik og begyndte at lære guitar selv ved at aflytte deres plader. Det betød ikke opgivelse af hans eget lands folkesang, han udviklede bare en egen måde at spille det på. Han begyndte også selv at skrive sange og endda at lave instrumentalnumre for guitaren.
I starten af tresserne drog han til London for at tage del i det rige folkemusikliv, der var i Soho-kvarteret på det tidspunkt. Her fik han ved venners hjælp en pladekontrakt og indspillede dette album, så må nok må siges at være en af musikhistoriens mest lovende debuter.

Sangskriver og guitarvirtuos.

Den lægger ud med en tydelig bluesy tone med Strolling Down the Highway. Her er hans påvirkning fra de farvede amerikanere tydelig, stille og roligt glider den af steder med skæve toner og et guitarspil, der ikke bare er blokakkorder under sangen, men har en selvstændig stemme i musikken. Når det så går videre med instrumentale Smokey River får man straks at høre, at dette er en guitarist i særklasse.
Han er nu heller ikke dårlig som sangskriver. I sange som Running from Home og Rambling's gonna be the Death of me tager han kollegaer som Paul Simon og Gordon Lightfoot i hånden ved at synge om, hvor svært det er at finde en plads i tilværelsen. Det er sange, der, selvom de er baseret på få akkorder, så bliver disse akkorder vendt og drejet på så originale måder, at de får musikalsk dybde. Your love is strong og Dreams of Love er kærlighedssange i den ægte skotske stil, men med hans særlige bluesy drejning af det.
Men den sang, der gjorde stærkest indtryk da pladen kom og stadig er en stærk sang i dag, er Needle of Death om en ung pige, der er blevet afhængig af narko og dør af en overdosis. Dengang var problemet forholdsvis nyt, og Berts danske fans mente, at det kom aldrig til at ske i lille Danmark. Det gjorde det, og sangen er stadig højaktuel. Den er foranlediget af, at han selv havde en veninde, der kom af dage på den måde, og adskillige steder på indspilningen kan man høre, at hans stemme bæver. Fint at produceren har ladet det være som det er, det gør ikke fremførelsen ringere, at man kan høre et levende menneske med hjertet i det han synger. Bert Jansch selv døde af lungekræft i 2011, se min nekrolog.
På adskillige instrumentalbumre er det tydeligt at høre, at han har hentet forskellige inspiration andre steder end skotsk folk og bluesmusik. Man kan næsten høre Næroriens oud-musik i Kasbah og Alice's Wonderland har flamenco-træk.

Slutnummeret Anji, en klassiker.

Ironisk nok var det pladens slutnummer Anji, der blev hans kendingsmelodi. Den er nemlig ikke lavet af ham selv, men af den britiske guitarist Davey Graham. Det samme nummer er også indspillet af Paul Simon. Det særlige karakteristiske ved nærværende version er, at han har indlagt en melodi fra en gammel afroamerikansk worksong i den og ind imellem giver nogle flamenco-agtige slag over strengene. Dette nummer er i dag lidt af en klassiker, som alle folk-guitarister bare skal kunne.
Det tager tid at lære Bert Jansch' guitarnumre. De er svære, tydelig præget af at være lavet af en virtuos.
Men den er værd at lytte til og denne hans debut er et godt sted at starte for Bert Jansch-begyndere - og værd at opsøge for gamle fans, der aldrig har hørt den.
Køb den på Amazon

The Beatles Det Hvide album

Som tidligere lovet vil der komme indlæg her, der anbefaler plader med akustisk guitarmusik. Nu lægger jeg ud med at anbefale noget af The Beatles, og jeg vælger det såkaldte White Album, Det Hvide Album, dobbeltalbummet fra 1968, som er karakteristisk ved det helt hvide omslag, der gør at man kalder det sådan, for egentlig har det ikke nogen titel.

Baggrund for Det Hvide Album og min anbefaling

Det blev indspillet fra maj til oktober 1968 lige efter deres ophold i Indien, hvor de lærte meditation. De var alle fire kreative i perioden, men der var store gnidninger mellem dem, og der var besvær med bare at få dem samlet for at indspille sangene. Derfor bærer det præg af at være temmelig ujævnt. Deres producer George Martin mente, at de kun skulle udgive halvdelen af sangene som en lp, men John Lennon ville have, at det kom ud som det var, så folk kunne høre, at The Beatles knagede i furerne.
Når det er medtaget her, så er det ikke fordi det er en ubrudt nydelse fra start til slut, som bandets virkelige mesterværker Rubber Soul, Revolver og Abbey Road er. Rockanmelderen Torben Bille har det med i sin bog Lydspor, hvor han udnævner de hundrede bedste rockplader, med den begrundelse, at han ser det som et katalog over, hvad de fire gange Beatles havde i sig af evner og kunstnerisk personlighed. Ja, de er begyndt at fremstå som individualister her, det peger meget frem på deres senere solokarrierer.
Når jeg medtager den her, trods alle de skæringer derpå, som jeg godt kunne have undværet, så er det fordi den indeholder virkelige fremragende eksempler på, hvad den akustiske guitar kan i den genre. The Beatles havde været en slags pionerer på det felt, se mit indlæg om akustisk guitar i rock og pop. De vakte sensation i 1965 med Yesterday og den Dylan-inspirerede Lennon-sang You've got to hide your love away, og siden da havde der været meget brug af den akustiske lyd på deres lp'er.

Sænket D, flamenco og Harrison i karakter

På det Hvide Album lægger det ud med at vildt rocknummer i Beach Boys-stil, Back in the USSR, men efter at den er klinget ud, kommer der sprøde guitartoner ud af højttaleren med sangen Dear Prudence, en trist sang om en, der bare sidder inde hele dagen uden at komme ud. Den siges at være inspireret af en pige, der deltog på samme meditationskursus i Indien som The Fab Four og gik så meget op i det, at hun altid bare sad inde og arbejdede med det uden at komme ud. Guitaren er her stemt i den såkaldte Dropped-.D stemning, hvor den dybe E-streng er stemt en tone ned til d. Denne stemning klinger altid smukt med den dybe tone som kontrast til guitarens høje toner, også på dette nummer.
The Continuing Story of Bungalow Bill indleder med en lille flamenco-agtig guitarsolo inden det går løs med fuldt rockband, men på sidst på samme side (midtvejs på CD nr. 1) træder George Harrison for alvor i karakter som sangskriver med While my Guitar Gently Weeps. De andre beatler viste ikke meget interesse for hans sang, så han samlede vennerne til at indspille den, bl. a. Eric Clapton, der satte sit præg på den med sin intense guitarsolo. Nu er den ikke akustisk på det originale album, men på  The Beatles Anthology vol 1 er der en optagelse med George selv, der spiller den solo på sin akustiske guitar, den er høreværdig.

Flere akustisk Beatles-perler

Side 2 (her er vi stadig på første cd i cd-udgaven) indeholder flere akustiske perler, først og fremmest den nu klassiske Blackbird, hvor Paul McCartney følger op på Yesterday ved at ledsage sin egen sang på akustisk guitar. Hans guitarspil er her blevet ekstra raffineret, det er bygget over at have den løse g-streng som en drone, en tone der bare ligger og klinger hele tiden, mens han ellers tager ture op og ned ad gribebrættet i nogle smukke harmonier.
George Harrison træder endnu en gang frem i den børnesangsagtige, medrivende lille sang Piggies, hvor cembaloet klinger kraftigt i forgrunden, men den akustiske akkordbacking er effektiv. Efter den synger Paul en sang, Rocky Racoon, der er tydeligt inspireret af de gamle folkesange og deres historiefortælling om jalousidramaer. Melodien er også derefter, med tydelige rødder i både engelske og amerikanske folkesange, og der leveres akustisk guitarspil, der matcher stilen.
Ringo forsøger sig som sangskriver i countrynummeret Don't Pass Me By. Han er det svage led i kæden, men nummeret er nu fornøjeligt nok.
Efter et afskyeligt nummer kommer et særdeles smukt nummer af Paul McCartney, I Will, om længslen efter en tabt kæreste. Her anvendes udelukkende akustisk guitar og en træblok som rytmeinstrument. Stille og roligt glider den af sted og varmer hjertet.
Herefter er det John Lennon, der også kan bruge den akustiske guitar. Han træder frem i Julia, som er en af hans mange sange om hans mor, som han følte svigtede ham. På denne sang anvender han den moderne folk fingerpicking stil, som han i Indien lærte af folkesangeren Donovan, der også var på meditationskursus på det tidspunkt.
Side 3 er den deciderede rockside på albummet. Noget voldsomt ind imellem, men den slutter da med en meget stille Harrison-sang, Long, long, long, der også har akustisk guitarlyd. På side 4 er det nok især Cry Baby Cry, der udnytter den akustiske guitars brudte akkorder. Albummet slutter med Good Night, en stille sang, der er domineret af strygere. Mange tror, at den er skrevet af McCartney, den ligner jo mest ham når han er mest rørstrømsk, men faktisk er det en sang John Lennon skrev som vuggesang til sin søn Julian.
Ja, du vil måske føle trang til at hoppe over flere af numrene, hvis du har den på CD, hvor det kan gøres meget let. Men der er også skønne ting på den, og som sagt: masser af eksempler på den akustiske guitars muligheder i rock og pop.

Køb Det Hvide Album

Anbefalinger af CD eller download med akustisk guitar

En af mine planer for denne blog her fremover er, at jeg vil komme med indlæg, der anbefaler i CD, alternativt, download-album med akustisk guitarmusik. Her vil jeg bestræbe mig på at dække et så bredt spektrum som muligt, selv om det naturligvis ikke kan undgås at blive præget af min smag, og derfor nok vil ægge til modsigelse hos nogen. Det får så være, sådanne anbefalinger på en blog skal lige så lidt som bøger i stil med "De 25 bedste... "De 100 bedste..." osv. ikke være en facitliste over, hvad der er det bedste, men en inspiration til lytning. Det er jo heller ikke en uvigtig ting at kunne lytte til andres spil for selv at lære at spille, det har jeg tidligere skrevet om i At lytte til andres guitarspil.
Jeg vil så heller ikke sætte noget fast interval på, som en gang om ugen eller hver fjortende dag eller om måneden. Dette her er jo et fritidsprojekt og pludselig kan tiden komme i vejen. Derfor må jeg bare sige, at vend endelig tilbage regelmæssigt, så vil du kunne finde nogle anbefalinger. Der vil også blive oprettet et menupunkt, hvor links til de tidligere anbefalinger kan ses.
Lad mig da lige løfte sløret for, hvad der er på vej, jeg tænker på Eric Claptons Unplugged CD, den skotske folkesanger og guitarist Bert Jansch' debutalbum, nogle gamle bluesfolk, også noget klassisk guitar vil komme.
Jeg kan kun sige, at det skal nok komme, selv om der så ind imellem kommer til at gå lange mellemrum. Vel mødt til at få inspiration til at høre god musik.

Bob Dylan i julestemning

To år tilbage købte jeg Bob Dylans jule-cd Christmas in the Heart og har hørt den flere gange. For nogen har det måske været overraskende, at han indspillede en sådan, men jeg synes det egentlig ikke.
Når man lytter den igennem og ser udvalget af sangtitler, leder det tanken hen på dobbelt-lp'en Self Portrait fra 1971, hvor der kun var få af hans egne sange, ellers var det en brokkasse af alt muligt: gamle bluesnumre, ditto countrysange, populærmelodier fra  alle årtier, et par sange af samtidige singer-songwritere som Paul Simon og Gordon Lightfoot, folkesange af forskellig art. Her kunne man få et indblik i, hvad Dylan havde i sin musikalske bagage fra starten af hans karriere, og det giver et indtryk af ham som udøvende kunstner, når han fortolker andre sange end sine egne.
Denne cd kunne være en juleudgave af Self Portrait. Her er så godt som alt repræsenteret af engelsksprogede julesange: engelske carols, populære julesange, countryjulesange og lidt julegospel. Som på førnævnte dobbelt-lp er hans fremførelse præget af dyb indlevelse, så man fornemmer, at det er som titlen siger jul i hans hjerte. Den er også forskellig fra sang til sang, på nogle sange crooner han sig igennem, så det leder tanken hen på hans country-trip Nashville Skyline, andre steder er han lige så rusten som vi for det meste kender ham. Den instrumentale baggrund er også varieret. Han skal have stor ros for, at han undgår det sødladne, som andre kunstnere er plumpet i, når de har lavet juleplader. Hele vejen igennem er det trods variationen præget af renfærdighed og varme.
Vil den få Dylan-hadere til at skifte mening? Det tror jeg ikke. For Dylan-fans er det en glimrende hyggespreder i denne søde juletid.

Super guitar genudgivelser på CD

Hvis der er nogle, der er på besøg her, der har det ligesom mig, at jeg blev sat i gang ved at opleve Stefan Grossman og kredsen af musikere omkring ham, så er der godt nyt: der er en ny linie i hans Guitar Workshop, som udgiver CD'er både nye ting og genudgivelser af de gamle Kicking Mule-ting. Hip hurra, vi har i mange år gået og troet, at de utrolige guitarplader nok ikke blev genudgivet, fordi der var for lidt salg i det.
Men gode gamle Stefan lader sig ikke standse af det, nu er det igen muligt at stifte bekendtskab med hans parløb med med briten John Renbourn i slut-halvfjerdserne. Nu kan man igen høre ragtime spillet af virtuoserne Leo Wijnkamp, Duck Baker og hvad de ellers hedder. Der er også gamle bluesting, gravet op af "lakplade-arkæologer." Tag et kig:

Stefan Grossmans Guitar Workshop, The CD's

Der er også mulighed for at høre brudstykker af nogle af sporene. Nogle af CD'erne er endda "enhanced CD,S" dvs., cd'er, der indeholder data, der så i dette tilfælde er pdf-filer med tablatur - helt i traditionen fra Kicking Mule, hvor der fulgte et tablaturhæfte med, bare moderniseret til den digitale tidsalder.

Heldigvis gik det ikke ud over mit tastatur, da mine guitarmusik-elskende tænder løb i vand.