lørdag den 6. november 2010

Godt undervisningsmateriale fra Homespun

Det amerikanske videoselskab Homespun Tapes har i mange år leveret rigtigt gode undervisningsvideoer til så godt som alle instrumenter, herunder guitaren. Naturligvis hoppede de på DVD-vognen, da det tog rigtig fart og det meste af deres ting er genudgivet på dette nye medium. Så er det en glæde at se, at de også er hoppet på on-demand ideen, ligesom Mel Bay og Stefan Grossman. Det foregår efter samme system som de nævnte, som jeg i tidligere indlæg har rost for sin funktionalitet og overskuelighed.
Her er meget godt guitarmateriale, især af brødrene Artie og Happy Traum, og mange indføringer i specielle områder, f. eks. den hawaianske slack-key guitar. Anbefales.

fredag den 5. november 2010

Guitar i opera

Guitaren har ikke på noget tidspunkt fået en plads i symfoniorkestret, og dermed heller ikke i operakapellet. Den er forholdsvis ny og var regnet for et vulgært folkeinstrument helt op til det 20. århundrede.
Men i Mozarts Figaros Bryllup akkompagnerer tjenestepigen Susannah pagen Cherubini i hans berøte arie, lyden illuderes af strygere, der knipser strengene. I Rossinis Barberen i Sevilla synger grev Almaviva sin serenade akkompagneret af guitar, og her er det en rigtig guitar, der spiller. Klassiske guitarister har ofte den som fast job i teatersæsonen.
Om end Carmen foregår i Spanien og dens musik er meget inspireret af spansk folkemusik, så er der ikke meget guitar i den. Også her illuderes den af strygere, der knipser.
Den smule har guitaren fået lov at snuse til operaens velsignelser.

torsdag den 4. november 2010

Stefan Grossman også på on-demand vognen

I går anmeldte jeg Mel Bays system, hvor man kan få undervisning on-line via videoklip ved hjælp af et meget overskueligt system. På Stefan Grossmans Guitar Workshop vil man se, at den gamle rotte også er hoppet på den vogn, og på hjemmesiden kan man hente præcis det samme program ned, som bruges til Mel Bay. Det laver så et nyt ikon på skrivebordet, hvor man så kommer til hans workshop. Nu er det nok ikke lige - i lighed med hans bøger - det mest pædagogiske materiale, men i lighed med bøgerne vil jeg sige, at det er udmærkede midler til at få udvidet sit repertoire, når man kan spille genrerne. Skal man først til at lære dem, så er de nok ikke så velegnede - men som samlinger af stykker - særdeles gode. Der er også mulighed for at hente noget godt gratismateriale, bl. a. en video, hvor Stefan selv viser, hvordan man skifter strenge og nogle klip med den alsidige Duck Baker, hvor han både spiller og fortæller om sin musik. Tag et kig!

onsdag den 3. november 2010

Guitarundervisning on-demand

Det gamle hæderkronede musikforlag Mel Bay, der i mange år har stået for meget pædagogisk opsatte lærebøger om så godt som alle musikinstrumenter, inklusive guitaren, har nu et system, hvor man mod betaling kan downloade undervisningsvideoer mod betaling. Her er alle niveauer fra begyndere til de absolut viderekomne og alt imellem. Der skal downloades et specielt program til formålet, hvorfra man både browser katalog, downloader og ser videoen. Systemet er meget funktionelt og kan bruges uden de store pc-kundskaber.
Programmet kan hentes på Mel Bays hjemmeside.

tirsdag den 26. oktober 2010

Den akustiske guitar i verdensmusikken

Verdensmusik er et begreb, der er forholdsvis nyt. Vi bruger det ofte om musik fra den tredje verden eller vestlig musik, der er mere eller mindre inspireret heraf. Hvis en gruppe som Santana var kommet på scenen i dag, havde man kaldt det verdensmusik. Det kan så snart blive et lidt diffust begreb, for mange bruger det som erstatning for etnisk musik - er al musik i princippet ikke det?

Men i mange områder har guitaren haft en plads eller også har den i nyere tid fået en indgang. En mand som Ry Cooder, der står for den traditionelle amerikanske blues, rejste meget rundt og spillede med folk rundt i verden - mest kendt er nok hans møde med cubanere i Buena Vista Social Club, men tidligere havde han møder med indiske musikere, med mexikaneren Flaco Jiminez og hawaii-manden Rapa Pahanui. De to sidste medvirkede på hans cd, Chicken Skin Music.

Men han er en guitarist, der er kommet udefra og spillet med de lokale. Der er også eksempler på steder, hvor guitaren har vundet indpas blandt de lokale. Brasilien er noget for sig, se Brasiliansk Guitar.

Afrika

En koraspiller
I Afrika er instrumentet blevet meget populært, især på Østkysten, hvor de har en særlig teknik med to fingre til at anslå strengene med. Det har rødder i den teknik, som man bruger på det lokale harpelignende instrument, kora'en. Især Mali har en rig musiktradition, hvor guitaren i nyere tid har fået indpas. Især er sangeren Salif Keita værd at lytte til.

Hawaii

På Hawaii har guitaren haft en meget afgørende plads siden man på opdagelsesrejsernes tid fik kontakt med portugisiske handelsrejsende. Mange forbinder nok især Hawaii-musik med steel guitaren, der ligger vandret og spilles med et rør på strengene. Det er heller ikke helt forkert, for det er herfra, at denne særlige guitarteknik stammer, den blev så bare indoptaget i bluesmusikken på et ukendt tidspunkt. Men der findes også en guitarstil på Hawaii, hvor man bruger fingrene, oftest på en stålstrenget guitar. Den kaldes slack key, den bruger meget anderledes måder at stemme guitaren på. Det er smuk og meditativ musik - krævende at lære, men givende hvis man gør indsatsen.

Mexico

I Mexico og andre latinamerikanske lande spiller man på den klassiske guitar i en teknik, der har rødder tilbage til den "gamle" verden, især Spanien. Den har så også indoptaget meget af traditionen fra de lokale før-columbianske befolkninger og deres strengeinstrumenter. I den mexicanske mariachi-musik bruges en særlig bas-guitar, som en el-bas, bare at den er akustisk og har nylonstrenge.

Når jeg her har nævnt eksempler på guitarens brug i verdensmusikken, så husk, det er kun eksempler, og jeg kunne jo ikke andet end finde dem fra de områder, som jeg kender til.
Har du lyst til at gå på opdagelse i verdensmusikken og finde frem til guitarens anvendelse der, så prøv at skriv "world music guitar" i Google eller YouTube. Du skal nok komme til at gøre nogen opdagelser - måske nogen, som du har lyst til at lære at spille selv.

Se min You-Tubeafspilningsliste med etnisk musik

mandag den 25. oktober 2010

Anbefaling af Spil Guitar 1

Jeg har lavet en side her om tonesystemet, der også indeholder en lille introduktion til noderne. Hvis du har lyst til at lære at spille guitar efter noder, så kan jeg anbefale dig bind 1 af Søren Bødker Madsen og Kurt Møllers tre-bindsskole Spil Guitar Den indeholder stof for begyndere på alle områder, både melodispil efter noder, tablatur og akkordspil. Nodespilsdelen fylder en tredjedel, den giver en indføring i noderne trin for trin og hvordan de ligger på de første 4 bånd på guitaren. Det indbefatter også en grundlæggende oplæring i den klassiske guitarteknik med at skifte mellem fingrene i anslaget af tonerne.
Akkorddelen er bestemt også udmærket, her læres de første enkle akkorder trin for trin. Nu har jeg så selv erfaring for, at mange begyndere på mine hold har svært ved at følge akkordskiftene, når der er noder mellem tekst og akkorder, men det hjælper måske, når man kan noderne først.
Den er på 91 sider, koster 249 kr. og kan købes fra forlaget GuF. Der følger en CD med, så der er mulighed for at høre, hvordan det skal lyde inden man kaster sig ud i det.

lørdag den 23. oktober 2010

Barrégreb 3 - Endnu mere om barréakkorder.

Det er tredje indlæg om barréakkorder. I det første lærte du nogle strækøvelser og Hm-akkorden, i det andet var det F-durakkorden i barréversionen. Hvis du ikke har læst de to indlæg, så læs dem inden du læser videre her.

F-molakkord

Men det næste vi skal lære her, det er F7 og Fm. Kan du F-dur, så er det ikke så skræmmende, for de to nye akkorder er som den, bare med en finger løftet. Til Fm, tag en F-durakkord og løft langfingeren, det ser sådan ud:
Diagram over em-formet barrégreb for guitar

Har du nogle sange i mol med kun to akkorder? Så øv dem i Fm. Hvis de er i Am, så


Hvis du allerede her har øvet sange i F-dur med to akkorder, så burde det ikke være svært.

Fis7-akkord

Det næste bliver nu at lære sange i Hm. Den lærte vi i første indlæg. Her skal du først lære F7, tag en F-dur og løft lillefingeren væk, det ser sådan ud:

Diagram over e7-formet barrégreb
Nu er der det særlige ved barréakkorder, at de ikke har nogen åbne strenge, så de kan flyttes op og ned og derved komme til at klinge som andre akkorder. Hvis du tager F7-akkorden og rykker den et bånd op, så bliver det en Fis7-akkord, det skrives F#7, en akkord baseret på en såkaldt afledt tone, se siden om Tonesystemet.

Prøv nu at øv skiftet mellem Hm og F#7, samme øvelse som i forrige indlæg med at slå dem 4 gange hver, så to gange, så en gang. Barré'en holdes, og lang- og ringfinger rykkes en streng op og ned, lillefingeren løftes og sættes på.

Øv nogle af dine sange i mol med kun to akkorder ved at erstatte mol-akkorden med Hm og 7-akkorden med F#7.
Samlet oversigt over elementære barrégreb
Læs mere i Barréakkorder fulgt op

fredag den 22. oktober 2010

Barrégreb 2 - Mere om barréakkorder.

I mit tidligere indlæg om barréakkorder viste jeg ved hjælp af et videoklip nogle strækøvelser med hånd og fingre, som kan laves inden man øver barrégreb. Har du ikke læst dette indlæg, så gør lige det, inden du læser videre. Du får også vist barrégrebet Hm.
I indlægget om vampen viste jeg, at med Hm bliver du også i stand til at spille denne akkordrundgang i D-dur. Prøv også lige at se det indlæg. Se også indlægget om Den Store vamp, hvor jeg viser, at denne kan spilles i G-dur med Hm.

Har du så lært strækøvelserne og Hm? Godt, fortsæt  med at øv vampen i D-dur også fremover, så vil vi nu gå videre med at lære noget barré her. Vi går videre med at lære F-dur, som du måske allerede kan i den "lette" version. Prøv at lære den i barré, den ser sådan ud, pegefingeren er på første bånd:

Diagram over e-formet barrégreb for guitar

Den nye F-dur i C-dursange.

Kan du nogle sange på tre akkorder i C-dur? Så vil jeg anbefale, at du prøver at øve dem med F i
barréversionen. Når du skifter fra C til F, så lad ringfingeren blive liggende, langfingeren skal flyttes en streng ned, og pegefingeren skal så lige strække sig ud nede fra 2. streng op til barré'en. Husk så at lægge lillefinger på. Fra C til F sker den modsatte bevægelse. Øv skiftet ved at spille:

4 gange C

4 gange F

4 gange C

4 gange F

når det sidder, så to gange på hver akkord, når det sidder, så en gang, indtil det sidder. Når du skifter fra F til G7, så skal ringfingeren bare en streng op, langfingeren to strenge op og bøj pegefingeren ned til 1. bånd i 1. streng. Øv skiftet mellem de to akkorder som du øvede skiftet mellem C og F.
Øv så dine tre-akkordsange i C med denne barré-F.

To-akkordsange i F-dur

En yderligere øvelse i denne er så at spille sange med to akkorder i F-dur. Her skal du så lære C7:
Diagram over C7-akkorden, der kan flyttes
Det er som en ordinær C-akkord med en ekstra finger på. Har du øvet skiftet mellem F og C ovenfor, burde det ikke være svært, du skal så bare tilføje, at lillefingeren lige skal rykke en streng op og ned ved skiftet.

Så find nogen af de første sange du lærte med to akkorder, og prøv dem i F-dur. Hvis du traditionelt er startet med sange i D-dur, så erstat

  • D med F
  • A7 med C7.

Samlet oversigt over elementære barrégreb
Læs mere i Endnu mere om barrégreb

torsdag den 21. oktober 2010

Kender du vampen?

OBS! I dette indlæg benyttes en meget anvendt notering af et akkordforløb. Hvis du ikke har set den før, så gå lige ind på Forstå akkorddiagrammet og noteringen og rul ned til overskriften Akkordskema og læs det afsnit.

Kender du den akkordrundgang, som kaldes vamp? Det er den almindelige vamp, der menes her, den lille vamp kan du læse om i Fortsæt med nye akkorder lektion 4.
Den almindelige vamp er god at kunne af flere grunde:

  • Der findes sange, der udelukkende kører på vampen hele vejen (en såkaldt rundgang).
  • Den indgår som en del af rigtig mange sange i øvrigt.

Alene det er to gode grunde til, at det er en god investering at kende den. En tredje god grund:

  • I langt de fleste sange, som synges på tre akkorder, kan den bruges som en udvidet harmonisering ved at lægge den ind i slutningen, se Fortsæt med nye akkorder lektion 9.

Den er lettest i G-dur, der kører den sådan (de lodrette streger angiver en takt):
| G | Em | Am | D7 | G...
Hør det på podcast
Her er det angivet med en takt til hver akkord, men der findes sange, hvor akkorderne kun kører en halv takt hver - der kan endda være forskellig varighed af akkorderne i den samme sang.

Sange, der kører på denne vamp, er f. eks. Æblemand, Everybody loves saturday night, I like the flowers.
Disse indgår på filen Kender du vampen?
Den indgår f. eks. i Where have all the flowers gone og Kim Larsen-sangen Papirklip.

I C-dur kører den sådan:
| C | Am | Dm | G7 | C...
Hør det på podcast
I G-dur og C-dur kan du spille vampen uden brug af barrégreb. I indlægget om disse greb anbefalede jeg, at du lærte Hm som første barréakkord. Hvis du går til dette indlæg og prøver at lave de strækøvelser med fingrene, som jeg viser der, og derefter lærer Hm, som er vist i indlægget, så vil du kunne spille vampen i D-dur:
| D | Hm | Em | A7 | D...
Hør det på podcast
Vampen findes i flere variationer, de kan ses i indlægget Vampvariationer.

En pdf-fil med de sange, som nævnes som eksempel, kan hentes på mit musikværksted.
Hør det på podcast
Hvis du kan barrégreb, så kan du i indlægget Vampen i A-dur og E-dur se, hvordan vampen spilles i de to andre åbne tonearter og Vampen i alle tonearter for at se, hvordan den kan spilles i alle tonearter. Kan du ikke barrégreb, så lær lige dem først.
Der er også basgange til vamperne, se Basløb på vamperne.

tirsdag den 19. oktober 2010

Akustisk guitar i rock- og popmusikken

Den elektriske guitar er blevet et symbol for rocken, selv om keyboardspillerne nærmest er ved at have overtaget den prominente position, og selv om ideen med elektrisk forstærkning opstod i jazzsammenhæng, hvor guitaren skulle være i stand til at høres i et big band. Den elektriske lyd er også karakteristisk for den genre.
Det betyder dog ikke, at vi skal lade rocken ude af betragtning på en side om akustisk guitar. Derfor er den med i præsentationen af genrer.

Historisk vue.

Selveste Elvis Presley og flere samtidige stod i forgrunden med akustisk guitar, men dens lyd blev ikke udnyttet så meget. Først i tresserne gjorde The Beatles nogle eksperimenter. Først med den stille ballade And I Love Her, hvor de ligefrem bruger nylonstrenget guitar, så vakte de sensation, da Yesterday kom ud med Paul McCartney på akustisk guitar og sang bakket op af en strygekvartet. Det fik straks mange af deres samtidige til at springe ud i det, selv efter den tids målestok hårde grupper som Rolling Stones og The Who lavede akustisk baserede sange.
The Beatles videreudviklede det, og på deres hvide dobbeltalbum er der f. eks. Blackbird, som er mere kompliceret i sit guitarspil. I sentresserne rendyrkede Crosby, Stills, Nash & Young akustisk guitar ved på plader og koncerter at lade halvdelen af sangene være akustisk baserede. En gruppe som Traffic havde adskillig af deres musik med akustisk guitar.
Det fortsatte i halvfjerdserne. Selv de mest hardcore heavy grupper havde mindst et nummer med akustisk guitar på hvert eneste album de udsendte. Led Zeppelin skabte ligefrem klassikeren Stairway to Heaven. Her skal heller ikke overses, at guitaren var et populært instrument blandt singer-songwriterne, der havde en gylden periode i dette årti. Især en mand som James Taylor viser ofte, at han udover sit sangskrivertalent også er en excellent guitarist.
I firserne med keyboardrevolutionen var det som guitaren, akustisk som elektrisk, blev noget fortrængt. Det skete dog ikke helt, for musikvideokanalen MTV startede i senfirserne serien Unplugged, hvor adskillige bands forsøgte sig med at spille akustisk. Det var ikke lige godt alt sammen, meget var bare nøjagtige versioner af deres sange på akustisk guitar uden at de udnyttede dens muligheder. En af de positive undtagelser er Eric Clapton, hvis Unplugged CD fra hans medvirken virkelig udnytter den akustiske lyd, og han viser, at han mestrer den lige så godt som han altid har mestret den elektriske.
Udover Unplugged skal også nævnes Bruce Springsteen, der lavede pladen Nebraska, hvor han udelukkende blev ledsaget af akustisk guitar og mundharpe, sender kom Seeger Sessions, hvor han spiller gamle folkesange med sit band, der her er udelukkende akustisk.
Guitaren har holdt sig indenfor rocken til i dag, vi hører stadig fræsende soloer på el-guitar - og fra tid til anden dukker der prøver på det akustiske o

Hvad kræver det?

Det er næsten svært at sætte på en formel, hvad det kræver, hvis du vil imponere dine venner med de akustiske rockklassikere, eller måske lave dine egne akustiske rocksange, for der er alle sværhedsgrader fra den enkle strumming af rytmen til det yderst komplicerede som Blackbird, Stairway to Heaven og Crosby, Stills & Nash's sange. I hvert fald må du lære de basale akkorder og lidt til, så vil du kunne spille nogen af de dem i hvert fald, som Yesterday og Stones-sangen As Tears Goes By - den første har mange akkordskift.
Vil du spille Blackbird og Stairway to Heaven og andet i samme sværhedsgrad, så kræver det den avancerede fingerspilteknik, som jeg præsenterede i indlæggende om moderne folkemusik. Start med at lære den som sangledsagelse, så får du en god forøvelse til disse numre, se mine indlæg om Moderne fingerspil.

Fordele og ulemper.

Det er en populær genre, og mange elsker at høre de klassiske akustiske rocknumre.
Du får en lidt alsidig teknik på guitaren.
Men så kan nogle af elementerne måske blive lidt overfladiske, hvis man ikke også dyrker en anden genre.

mandag den 18. oktober 2010

Jazz guitar del 2

Jeg fortalte i del 1 kort om, hvordan guitaren er blevet brugt i jazzen. Anden del af introen handler om, hvad det kræver at for at komme til at spille jazzguitar.

Hvad kræver det?

Det er en krævende genre at spille, jo længere man kommer frem i jazzens historie, jo mere kompliceret bliver det.
Men kan man så starte med traditionel jazz? Ja, endelig, start da med Down by the Riverside og When the Saints, de kan spilles på tre akkorder og er forholdsvis lette. For at kunne lave den for jazzguitar karakteristiske "chop"rytme må der læres barrégreb. Det kan være frygteligt sejt, men det betaler sig at gøre indsatsen.
For at komme videre, så er det nødvendigt at lære de "krydrede" akkorder, sådan som dim-akkorder, 9-akkorder, maj7, 6 o. l. Det kan lyde skræmmende, men behøver ikke være det. Det er de gængse akkorder, bare med en finger til eller fra eller flyttet et bånd, så fingersætningen burde være ligetil - det er bare at lære dem.
Øv endelig i at spille fra de såkaldte "real books," samlinger af standardnumre, du får ikke lært nye akkorder på anden måde end ved at bruge dem. Sange fra All American Songbook, Cole Porter, Irving Berling, Gershwin og den boldgade er meget brugte i jazz, øv akkorderne til dem, de kan i lighed med andre sange findes på Nettet.
Når vi kommer op til efterkrigstiden og derefter, så begynder det at blive udfordrende, for her bruges nogle specielle guitarakkorder med kun fire toner ad gangen, helt anderledes end de gængse standardakkorder. De er flytbare, så du lærer hurtigt nye ved bare et greb - men de er så meget anderledes, at det kan være som at starte forfra med at lære akkorder igen. Lær dem gradvis en for en som da du begyndte at spille guitar.
Hvis du så vil spille solo - her bruges plektret, og løse strenge er nærmest "out." Det bliver igen mere krævende som man kommer frem i historien. Der skal læres skalaer, men den gode nyhed er, at det er skalamønstre, der kan flyttes op og ned. Der skal også læres akkordteori, så du ved hvilke toner der går til akkorderne. Start med at spille melodierne på guitaren, gerne op ad halsen, så kan du gå videre og  variere.
Dt er nok ikke lige det første år som nybegynder, at man når til det, men det er ikke uopnåeligt af den grund.

Fordele og ulemper.

Du får virkelig lært akkordsammenhænge og du får indsigt i, hvordan gribebrættet hænger sammen med tonerne.
Du får lært at bruge plektret.

Ulempen er så, at akkorderne for nyere jazz er så meget anderledes, at de ikke kan bruges i andre sammenhænge.

Men ingen tvivl, det er en givende genre at dyrke.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

fredag den 15. oktober 2010

Jazz guitar del 1

Der er en del, der drømmer om at spille jazz på guitaren. Det er en meget givende genre at dyrke, men den kræver en vis indsats.

Guitaren i jazzen.


Oprindelig var det tenorbanjo, der i den traditionelle jazz spillede akkorderne og gav den ekstra rytmiske akkordlyd. I enkelte jazzbands brugte man dog guitaren, bluesguitaristen Lonnie Johnson spillede i jazzband ved siden af hans solokarriere som bluesmand. For det meste var guitaren henvist til akkordspil, der gav en fast takt, men undtagelsen var en mand som Eddie Lang, der tidligt spillede soloer.
I løbet af swingtiden fortrængte guitaren tenorbanjoen, og den gængse guitar i den genre blev guitaren med f-huller, som vi i dag af samme grund ofte kalder en jazzguitar. Det var mest et akkordinstrument. I Count Basies orkester kunne Freddie Green levere en meget solid rytme, der er en vigtig del af Basies grundlæggende lyd. Enkelte stod dog frem som solister - i Frankrig var det Django Rheinhart med hans specielle zigeunerjazz, i jazzens hjemland var det Charlie Christian, der opfandt den elektriske guitar for at kunne spille solo og høres med et big band. Det startede med en pick-up på den gængse akustiske f-hul guitar, i dag er det så bare et massivt bræt.
I løbet af efterkrigstiden med bebop-musikken blev musikken mere kompliceret, og det er meget krævende akkorder, der anvendes her. Mange mindre bands var helt uden guitar, til gengæld blev det mere almindeligt, at den spillede solo, når den var der. En af de store guitarister i denne tid er Wes Montgomery, der er kendt for sit oktavspil. Der blev også udviklet en fingerstil på guitar, der kunne spilles helt solo, her er især Joe Pass den store.
I tresserne gik der avantgarde i jazzen. Der blev eksperimenteret en del med nylonstrenget guitar. Da man i halvfjerdserne fik fustionsjazz-bølgen, kom guitaren til ære og værdighed, nok mest den elektriske, men en mand som John McLaughlin har især med bandet Shakti lavet akustiske ting, inspireret af indisk musik. Det er absolut værd at lytte til.
I nyere tid har Pat Metheny stået som den store gigant på guitar, og i Danmark har vi de seneste år haft en fremragende guitarist i Jakob Fischer.
Det er almindeligt i dag, at man har en akustisk jazzguitar med pick-up, så den samme guitarist i løbet af en koncert kan skifte mellem akustisk og elektrisk efter behag og repertoire.
Hvad det kræver at spille jazz og fordele og ulemper, se fortsættelsen:
Del 2

torsdag den 14. oktober 2010

Bluegrass guitar del 2

Jeg beskrev i del 1, hvordan bluegrassmusikken var opstået, dens udvikling og hvordan den akustiske guitar var blevet brugt.
Men er du en af dem, der drømmer om at spille den? Det kan jeg godt forstå, jeg har et stort hjerte for den.

Hvad kræver det?

Bluegrass er ligesom ordinær country og de rytmiske genrer både et akkompagnement, man kalder det ofte rytmeguitar, der slår akkorderne, og et soloinstrument. I denne genre bruger man plektret, så her må du vænne dig til det. Når du har lært de første tre akkorder, så kan du i princippet spille til mange bluegrass-sange i den toneart, som de hører til, men lær endelig flere akkorder. De mest populære tonearter er G og C, og der bruges for det meste de gængse akkorder. Brug af capo er  almindelig.
Her må også læres det særlige anslag, med skiftevis en bastone og et akkordslag. Det kendes også fra ordinær country, men i bluegrass er det rimelig hurtigt. For at det skal være et helbefaren bluegrasslyd bliver det næste skridt at lære basløb ved akkordskift.
Solospillet kræver at du kan spille melodi med plekter, så det må indlæres. Teknikken er grundlæggende, at der slås ned med plektret i lange nodeværdier, og skiftevis ned og op i korte. Det kræver øvelse at koordinere de to hænder. Improvisationen foregår over nogle femtoneskalaer, der er beslægtede med bluesskalaen. Det gode ved denne genre er at de løse strenge ikke er så uglesete som i jazz og rock, tværtimod bruges de meget, men det er så en udfordring efterhånden at komme op ad halsen.
Den særlige teknik cross-picking, hvor plektret spiller ned over strengene for at efterligne banjoløb, er krævende, men er en tilfredstsillelse at lære.

Fordele og ulemper.

Du får virkelig godt styr på at bruge plektret.
Du bliver rap på at bevæge fingrene over gribebrætet.

Ulempen er så, at akkordkendskabet let bliver begrænset.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Se min YouTube-afspilningsliste med bluegrassvideoer
>

onsdag den 13. oktober 2010

Guitaristens negle



Min venstre hånd med korte negle
Min venstrehånd med
korte negle
En ting, der også skal være i orden på en guitarist, det er neglene. Uanset om du spiller med
plekter eller ej, så er der en hånd, der skal trykke guitarstrengene ned, venstre hånd, hvis du er højrehåndet, og omvendt. Her skal neglene være helt korte, ellers vil det ofte være umuligt at trykke ned. Så sørg for det.
Forudsat, at du ikke vil bruge plekter men fingrene til at anslå med i den anden hånd, så bør den hånds negle være lidt længere, ikke så meget at de knækker, men lidt ud over fingerspidserne. Sørg for at plej dem og klip dem, så de ikke bliver FOR lange, så vil de bare knække. Det er ikke godt, for du har brug for dem til at spille med.
Min højre hånd med lidt længere negle
Min højrehånd
Nogen mennesker har så ikke rigtig nogen negle, der vokser. Så er der ikke andet at gøre, end at bruge de såkaldte fingerpicks, nogle små kløer af plastic, der kan sættes på fingrene.

tirsdag den 12. oktober 2010

Bluegrass guitar del 1

Jeg har tidligere haft et indlæg om country guitar. Nogen vil mene, at jeg skulle have haft denne her genre med der - andre mener, at det er en genre for sig, der har et udspring i countrymusikken. Uanset det, så har den i hvert fald så meget sit eget særpræg, at jeg har lavet et separat indlæg om den.

Bluegrassmusikkens oprindelse.

Der er ingen tvivl om, at den har de samme rødder som country. I indlægget om det kan se, at guitaren i 20'erne og 30'erne var henvist til at være et akkompagnerende instrument, men Maybelle Carter fra familiebandet Carter Family spillede melodierne i sin helt egen stil, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge, samtidig med at hun anslog akkorderne. Ingen tvivl om, at det også er en af rødderne til bluegrass guitar.

I efterkrigstiden var countryen mere og mere blevet elektrisk og præget af andre strømninger. Kun en mand, Bill Monroe, holdt fast ved den gamle instrumentering. Han spillede mandolin og sang i et meget højt leje. Han havde baggrund både i dansemusikken, folkesangen og blues i hans hjemstat Kentucky, der har tilnavnet The Bluegrass State, og det var efter den, at han kaldte sit band The Bluegrass Boys. Han søgte at forny stilen uden at bøje sig for strømningerne, der ellers var i countrymusikken. Den endelige lyd fandt han, da han sidst i fyrrerne havde fået Lester Flatt med på guitar og sang, Earl Scruggs på banjo - de to dannede siden deres eget band - og Chubby Wise på violin, og skiftende kontrabasspillere. Han fik efterfølgere som Stanley Brothers, Jim& Jesse, Jimmy Martin og flere andre, og da man skulle have en betegnelse på den nye lyd, blev det efter hans band, bluegrass. Det fik også en rimelig popularitet i starten, men rock'n'roll bølgen satte det i stå.
I starten var guitaren henvist til at være akkompagnement. De få guitarsoloer man hører i starten er meget få. Det er ellers en genre, der er meget baseret på improviserede soloer mellem sangenes vers, men her var guitaren tilbagetrukket. Men den rappe bas + akkordslag stil hos Lester Flatt og de særlige basløb blev skoledannende for, hvordan det akkompagnement skulle være i genren.

Den videre udvikling.

Det syntes som genren skulle gå i glemmebogen, men da folkemusikbølgen kom i starten af tresserne, fik mange bands lov at spille på folkemusikfestivalerne. Mange unge tog den rappe musik til hjertet, lærte at spille som de gamle, og påvirkningen gik også den anden vej, da mange bands tog nogle af de nye folkesangeres sange på repertoiret - de elskede især sange af Gordon Lightfoot og Tom Paxton. Især Country Gentleman fik stor betydning. Mange fra Appalacher-bjergene flyttede til regeringsbyen Washington DC, den blev snart bluegrassmusikkens Mekka.

I den periode stormede guitaren også frem og blev soloinstrument på linie med de andre instrumenter. Det skyldtes især den blinde guitarist Doc Watson, der kunne spille dansemelodierne på sin guitar med plekter. Han havde også en meget smuk barytonstemme, og han blev elsket af bluegrassfans, selv om hans musik ikke lige var rendyrket bluegrass. Hans teknik dannede skole, og snart hørte man den ene guitarist efter den ene spille de samme melodier, som før havde været forbeholdt violinen.

Den store fornyer af spillet blev i sentresserne Clarence White, der havde været en tur indenom rocken i The Byrds og som nu førte en særlig synkoperet rytmik ind i stilen. Han fik efterfølgere som Dan Crary, Russ Barrenberg og så Norman Blake, der mest er kendt for sin særlige videreudvikling af Maybelle Carters guitarstil.


Eksperimenterne.

Der er så blevet eksperimenteret på livet løs i genren, hvor man har indoptaget elementer fra både rock, jazz og andre landes folkemusik. Især guitaristen Tony Rice er kendt for sin jazzguitaragtige stil. Mange af de eksperimenter kom så langt væk fra rødderne, at man kunne diskutere, om det stadig var bluegrass - her opstod så betegnelsen new acoustic.

Selv om der stadigvæk er bands i dag, hvor guitaren kun slår akkorderne, så er guitaren i dag et lige så selvfølgeligt indslag som soloinstrument som alle de andre. Her i Danmark har vi ved flere lejligheder oplevet Peter Rowan på Tønder Festivalen og multimusikeren Tim O'Brien, der ofte har haft den fremragende guitarist Derroll Adams med.

Men naturligvis har guitaren stor betydning for genrens rytmik. Det er baseret på improvisation og flerstemmig sang, og i anden del vil jeg fortælle, hvad der kræves for at spille den.
Del 2

mandag den 11. oktober 2010

Super guitar genudgivelser på CD

Hvis der er nogle, der er på besøg her, der har det ligesom mig, at jeg blev sat i gang ved at opleve Stefan Grossman og kredsen af musikere omkring ham, så er der godt nyt: der er en ny linie i hans Guitar Workshop, som udgiver CD'er både nye ting og genudgivelser af de gamle Kicking Mule-ting. Hip hurra, vi har i mange år gået og troet, at de utrolige guitarplader nok ikke blev genudgivet, fordi der var for lidt salg i det.
Men gode gamle Stefan lader sig ikke standse af det, nu er det igen muligt at stifte bekendtskab med hans parløb med med briten John Renbourn i slut-halvfjerdserne. Nu kan man igen høre ragtime spillet af virtuoserne Leo Wijnkamp, Duck Baker og hvad de ellers hedder. Der er også gamle bluesting, gravet op af "lakplade-arkæologer." Tag et kig:

Stefan Grossmans Guitar Workshop, The CD's

Der er også mulighed for at høre brudstykker af nogle af sporene. Nogle af CD'erne er endda "enhanced CD,S" dvs., cd'er, der indeholder data, der så i dette tilfælde er pdf-filer med tablatur - helt i traditionen fra Kicking Mule, hvor der fulgte et tablaturhæfte med, bare moderniseret til den digitale tidsalder.

Heldigvis gik det ikke ud over mit tastatur, da mine guitarmusik-elskende tænder løb i vand.
Find også meget guitarmusik på CDON.COM

Er det nødvendigt at kunne noder?

Jeg har tidligere haft et indlæg om country guitar. Nogen vil mene, at jeg skulle have haft denne her genre med der - andre mener, at det er en genre for sig, der har et udspring i countrymusikken. Uanset det, så har den i hvert fald så meget sit eget særpræg, at jeg har lavet et separat indlæg om den.

Bluegrassmusikkens oprindelse.

Der er ingen tvivl om, at den har de samme rødder som country. I indlægget om det kan se, at guitaren i 20'erne og 30'erne var henvist til at være et akkompagnerende instrument, men Maybelle Carter fra familiebandet Carter Family spillede melodierne i sin helt egen stil, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge, samtidig med at hun anslog akkorderne. Ingen tvivl om, at det også er en af rødderne til bluegrass guitar.
I efterkrigstiden var countryen mere og mere blevet elektrisk og præget af andre strømninger. Kun en mand, Bill Monroe, holdt fast ved den gamle instrumentering. Han spillede mandolin og sang i et meget højt leje. Han havde baggrund både i dansemusikken, folkesangen og blues i hans hjemstat Kentucky, der har tilnavnet The Bluegrass State, og det var efter den, at han kaldte sit band The Bluegrass Boys. Han søgte at forny stilen uden at bøje sig for strømningerne, der ellers var i countrymusikken. Den endelige lyd fandt han, da han sidst i fyrrerne havde fået Lester Flatt med på guitar og sang, Earl Scruggs på banjo - de to dannede siden deres eget band - og Chubby Wise på violin, og skiftende kontrabasspillere. Han fik efterfølgere som Stanley Brothers, Jim& Jesse, Jimmy Martin og flere andre, og da man skulle have en betegnelse på den nye lyd, blev det efter hans band, bluegrass. Det fik også en rimelig popularitet i starten, men rock'n'roll bølgen satte det i stå.
I starten var guitaren henvist til at være akkompagnement. De få guitarsoloer man hører i starten er meget få. Det er ellers en genre, der er meget baseret på improviserede soloer mellem sangenes vers, men her var guitaren tilbagetrukket. Men den rappe bas + akkordslag stil hos Lester Flatt og de særlige basløb blev skoledannende for, hvordan det akkompagnement skulle være i genren.

Den videre udvikling.

Det syntes som genren skulle gå i glemmebogen, men da folkemusikbølgen kom i starten af tresserne, fik mange bands lov at spille på folkemusikfestivalerne. Mange unge tog den rappe musik til hjertet, lærte at spille som de gamle, og påvirkningen gik også den anden vej, da mange bands tog nogle af de nye folkesangeres sange på repertoiret - de elskede især sange af Gordon Lightfoot og Tom Paxton. Især Country Gentleman fik stor betydning. Mange fra Appalacher-bjergene flyttede til regeringsbyen Washington DC, den blev snart bluegrassmusikkens Mekka.

I den periode stormede guitaren også frem og blev soloinstrument på linie med de andre instrumenter. Det skyldtes især den blinde guitarist Doc Watson, der kunne spille dansemelodierne på sin guitar med plekter. Han havde også en meget smuk barytonstemme, og han blev elsket af bluegrassfans, selv om hans musik ikke lige var rendyrket bluegrass. Hans teknik dannede skole, og snart hørte man den ene guitarist efter den ene spille de samme melodier, som før havde været forbeholdt violinen.

Den store fornyer af spillet blev i sentresserne Clarence White, der havde været en tur indenom rocken i The Byrds og som nu førte en særlig synkoperet rytmik ind i stilen. Han fik efterfølgere som Dan Crary, Russ Barrenberg og så Norman Blake, der mest er kendt for sin særlige videreudvikling af Maybelle Carters guitarstil.


Eksperimenterne.

Der er så blevet eksperimenteret på livet løs i genren, hvor man har indoptaget elementer fra både rock, jazz og andre landes folkemusik. Især guitaristen Tony Rice er kendt for sin jazzguitaragtige stil. Mange af de eksperimenter kom så langt væk fra rødderne, at man kunne diskutere, om det stadig var bluegrass - her opstod så betegnelsen new acoustic.

Selv om der stadigvæk er bands i dag, hvor guitaren kun slår akkorderne, så er guitaren i dag et lige så selvfølgeligt indslag som soloinstrument som alle de andre. Her i Danmark har vi ved flere lejligheder oplevet Peter Rowan på Tønder Festivalen og multimusikeren Tim O'Brien, der ofte har haft den fremragende guitarist Derroll Adams med.

Men naturligvis har guitaren stor betydning for genrens rytmik. Det er baseret på improvisation og flerstemmig sang, og i anden del vil jeg fortælle, hvad der kræves for at spille den.
Del 2

Capo'en - skal jeg købe den?

Capo'en kalder vi den i daglig tale blandt guitarister - dens fulde navn er capo d'astro. Det er en lille klemme, som sættes omkring guitarhalsen, så det strammer bag et bånd.

Hvad gør capo'en?

 Det hæver guitarens toneleje i større eller mindre grad, alt efter hvor man sætter den. Sættes den bag 2. bånd, så stemmer guitaren sådan: Fis - H - E - A - Cis- Fis, sættes den bag 3. bånd, så stemmer den: G - C - F - Bb - D - G fremfor normalstemingen E - A - D - G - H - E.
Spiller man en D-akkord, mens capo'en er bag 2. bånd, bliver det en E, man skelner her mellem den noterede akkord og den klingende akkord. Bag 3. bånd bliver det en F-akkord. Spiller du en melodi på guitaren i G-dur, bliver det en A-dur, når capo'en er på 2. bånd, og en B-dur i 3. bånd.
Dette er nok volapyk, hvis du er begynder. Dem, der kender tonesystemet, forstår nok lidt mere. For mange, især indenfor klassisk guitar, regnes den for en "snyder." Dog opfordres klassiske guitarister til at sætte capo'en i 3. bånd, når de spiller musik fra før år 1750, så den klinger som guitarens forløber, lutten. Inden for de rytmiske genrer bruges capo'en sjældent - undtagelserne er især visse stille rockballader. Nu køres der også i disse genrer meget på lukkede akkorder (akkorder uden løse strenge), der kan flyttes op og ned og på skalaer, der kan flyttes.
Men er du til folke- og visesang og moderne folkemusik, ragtime og blues, så vil du komme til at bruge capo'en en hel del. Ved instrumentalnumre vil den forandre klangfarven og derved stykkets karakter.

Gavnlig for begyndere på guitar

For begyndere kan den være nyttig til at komme i gang med sammenspil med andre instrumenter. Et eksempel: Du har måske i din første undervisningssæson lært akkorderne, der hører til A-dur, men så vil en blokfløjtespiller i familien gerne spille med dig. Hun er også begynder, og der er C-dur en nem toneart. Så kan du sætte capo'en i 3. bånd, så dine A-dur akkorder klinger i C-dur. Her må du lære tonerækken, så du kan regne ud hvor den skal sættes.
Samtidig kan det ske, at en del sange ligger dybt for din stemme - det vil det ofte gøre for mange i G-dur. Det er bare synd, at du aldrig får øvet G-durs akkorder. Så sæt capo'en på, så hæves det, så du ikke skal vride din stemme nedad. Sådan kan du også gøre, hvis du skal ledsage en anden med dit spil, som siger til dig, om du tror han er Leonard Cohen. Hvis det modsatte er problemet - for højt for stemmen - så må du lære at transponere om til andre akkorder..

Anvendelse for viderekomne.

Også viderekomne bruger capo'en, jeg har allerede nævnt instrumentalmusik, der får en anden klangfarve med capo'en. Også til sangledsagelse kan den bruges, hvis der er en sang, hvor man vil bruge nogle effekter på guitaren, der kun kan lade sig gøre i en bestemt toneart, men må løfte tonearten noget, så er den også nyttig. Der er også adskillige eksempler i folkemusikken på samspil mellem flere guitarer, hvor de har capo'en forskellige steder - den skotske folk-gruppe McCalmans bruger det meget.
Hvis man sætter capoøen højere end 5. bånd, så forandrer lyden sig meget. Her vil dem, der hører det på en cd-indspilning tænke, hvad det dog er for et instrument der spilles her. Man kan så bevidst være ude efter den effekt, men skal det stadig lyde som en guitar, så sæt ikke capo'en højere end 5. bånd.


Så det er et køb, som du skal overveje seriøst. De koster heller ikke en herregård. Du skal huske at se efter, om det virkelig er nogen, der slutter tæt om båndet, så strengene ikke skurrer. Spørg i butikken om at få lov at prøve den på en af deres guitarer.
Foto af den billige capo
Capoen for dig med små penge, den er god til prisen.
Foto af den dyrere capo
En dyrere type, den har den fordel, at den er let at flytte i en ruf.

søndag den 10. oktober 2010

Den daglige øvelse - for begynderen

Mange farer forskrækket sammen, når jeg siger, at de bør øve hver dag, hvis det skal blive til noget. Rolig, jeg siger ikke det skal være hele dagen! Uanset hvilket musikinstrument, som du vil lære at spille, så er den gyldne regel: lidt hver dag er bedre end meget en gang om ugen. Med andre ord: et kvarter hver dag er bedre end flere timer en gang om ugen.

Den svære start.

Netop et kvarter er nok passende for begynderen, for det er uvante bevægelser, som kroppen skal vænne sig til, det tager tid i starten, og det er hårdt at blive ved i lang tid. Ligesom ved sportstræning skal kroppen vænne sig til det gradvist. Efterhånden må
guitaristen øve længere tid dagligt, men ikke i starten. Begynder kroppen at "protestere" i form af ømhed og småkramper, så slut for denne dag. Sørg altid for at sidde i afslappet når du øver, se indlægget Find en afslappet stilling til at spille guitar.

Kroppens tilvænning.

Men netop også det, at kroppen må vænne sig til det, det er en af forklaringerne på, hvorfor det er vigtigt med den daglige øvelse. Når du har øvet dig en dag, så "husker" kroppen stillingen og bevægelserne og indretter sig på gøre dem igen, musklerne der bruges antager de rigtige størrelser. Men går der mere end en dag, så "glemmer" kroppen bevægelserne, og de muskler, der bruges, bliver mindre igen.

Fra storhjerne til lillehjerne.

Men også hjernen har sin part i det. De ting, som vi skal tænke over at gøre, dem bruger vi storhjernen til, men så har vi lillehjernen til reflekserne, det vi gør som er rutine Det er da klart, i starten, hvor du lærer at spille guitar, så bruger du storhjernen, men jo mere du gør det, jo mere vil det indoptages i lillehjernen. Det sker ved den daglige øvelse. Går der for lang tid, så har lillehjernen glemt det, og så må du igen tage storhjernen i brug.

Så lidt hver dag - bedre end meget en gang om ugen.

Hold takten! Også på guitaren.

Jeg har så netop lavet en ny side her, kaldet Rytmelæren den indfører så i det elementære omkring takt og rytme. I lighed med Forstå akkorddiagrammet og Tablatur er det en til at slå op i, når der kommer nogle indlæg her, der giver tips, så du forstår hvad jeg mener, når jeg nævner visse begreber.

En ting, som mange har svært ved, er at finde ud af det med takten. Det bliver ofte sagt ved sammenspil: hold takten! Ja, det er meget vigtigt, for ellers falder bandets musik fra hinanden. Det er også vigtigt ved solospil, ellers bliver musikken ukendelig. Ved sammenspil er der en, der tæller for, som Paul McCartney gør i starten af Beatles-hittet I Saw Her Standing There. I dag er det blevet almindeligt, at trommeslageren slår takten for med trommestikkerne. Det angiver det tempo der skal holdes. I visse genrer er der instrumenter, der slår takten, som bassen i et jazzband.

Spiller du alene, må du have takten for dit indre øre, tæl inden i dig selv. Er der passager i noget du spiller, som du har svært ved så du sænker tempoet, så spil hele musikstykket/sangen så langsomt, at det er flydende i ensartet tempo hele vejen og du ikke gør ophold. For begyndere er det ofte ved akkordskift, senere hen kan det være vanskelige passager i en solo. Spiller du hele stykket igennem, så sænk tempoet - og øv det vanskelige om og om igen.

Metronom
Har du vanskeligt ved takten? Også viderekomne kan have svært ved det, når de skal lære noget med komplicerede rytmer. Spil efter en såkaldt metronom, et lille "ur" der slår takten i et tempo, som brugeren indstiller den til. Følg den nøje, er det steder du ikke kan følge med, så sænk dens tempo. At øve med den kan være en stor hjælp. De kan købes i de fleste musikforretninger, men de findes også i softwareudgaver, TempoPerfect er ganske udmærket.

Er det for kedeligt at spille til den tikken? Så kan du overveje at prøve Band-in-a-box, som spiller ligesom et band i mange forskellige stilarter efter dit valg. Du taster akkorderne ind og vælger stilen - og så har du et virtuelt band. Det er nok sjovere end metronomen, men det koster noget. Du kan hente en gratis demo-version fra programmets hjemmeside, den kan så ikke gemme filer.

Men husk det nu: hold altid takten!

lørdag den 9. oktober 2010

Danmarkspremiere på Leonard Cohen-film

Utroligt, jeg har været til en Danmarkspremiere i dag - på Cinemateket i København. Filmen Bird on a wire, en reportagefilm fra Leonard Cohens Europa-turne 1972, som havde været forsvundet i lang tid og ikke til at drive op, var blevet konstrueret ud fra de stumper, som instruktøren havde kunnet genopdrive. Han var selv til stede og fortalte historien inden vi så filmen. Den var bare så skøn at se - og vakte minder. Da gik jeg i skole på det tidspunkt. Han havde ellers sagt, at det blev hans sidste turne, han kunne ikke holde det ud. Sådan blev det så ikke. Men alle de glimt, som man fik, endda fra København, men også Paris, Berlin, Jerusalem - og flere af hans sange fik man helt ubeskåret. Selv den berømte Susanne, som gjorde, at jeg faldt for ham i sin tid.

Spøjst at se, at han spiller nylonstrenget guitar, det havde jeg aldrig tænkt over. Hans stemme er jo speciel - men hans nerve sidder bare. Hvis nogen får en mulighed for at se denne film, så kan jeg anbefale det.

fredag den 8. oktober 2010

Akustisk country guitar

I denne genre regner de fleste nok med, at den akustiske guitar står og slår akkorderne, ofte er det sangeren, der gør det - så spilles der soloer og licks på elektrisk guitar og pedal steel guitar - ja, den sidste har en dejlig lyd, men den falder jo udenfor emnet.

Den akustiske guitar i countrymusikken.

Det skal ikke glemmes, at det oprindelig var en akustisk musikform. Da man i pladeindustriens barndom indspillede det som "old time" musik, de gamle travere, så var det fordi der var et publikum, der gerne ville høre dem og høre lidt violinmusik som de var vant til at danse square dance til. Det gjaldt især i det isolerede Appalachia-område, med en befolkning der blev kaldt "the hilbillies." Det var ikke et liv i sus og dus, der blev levet her. Selv i de brølende tyvere stod de udenfor, da resten af USA væltede sig i overflod. Her sang man stadig de gode gamle sange, men de havde fået tilført den femstrengede banjo, der også medvirkede til at ledsage violinen ved square dance. Efterhånden vandt guitaren indpas til at slå akkorderne til de to andre instrumenter og til at lægge akkorderne under en sang, den stod sjældent frem som solist.
Det blev anderledes i 1927 da en familiegruppe, The Carter Family gik i studiet. De bestod af ægteparret Sara og A. P. Carter og A. P.'s svigerinde Maybelle Carter. De sang de sange, som han havde indsamlet på sine rundture, og deres flerstemmige sang var som man ofte sang i det område. Det nye var, at Maybelle Carter brugte guitaren som et soloinstrument. Mellem sangenes vers spillede hun melodien med en særlig teknik: hun spillede melodien på de dybe strenge med tommelfingeren, mens pegefingeren anslog akkorden. Enkelt, men effektivt, og de blev snart en populær gruppe i området. Hun inspirerede Riley Puckett, der hidtil havde spillet med i diverse danseorkestre, til at lave plader i eget navn, hvor han sang og spillede i en stil, der var tydeligt influeret af Maybelles.

I countrymusikkens højborg Grand Ole Opry var der en fast guitarist ved navn Sam McGee, der akkompagnerede de optrædende, men han lavede på et tidspunkt indspilninger med guitarnumre, der i sin stil var stærkt influeret af bluesmusikken, den blev spillet i den fingerpicking stil, som kendtes derfra på det tidspunkt. Snart var den akustiske guitar lige så meget et symbol på hilbilliernes musik, som violinen havde været.
I efterkrigstiden dannede der sig to linier, bluegrassmusikken, som jeg vil behandle i et separat indlæg, og honky tonk- musikken. Flere og flere flyttede til byerne, og dansen fandt ikke længere sted på byens torv, men på honky tonks, værtshusene, hvor folk skrålede og larmede. Den elektriske guitar blev taget i brug, og lyden af den er karakteristisk for honky tonk-musikken.
Den akustiske guitar spillede dog stadig en rolle som akkordinstrument, der aldrig blev fortrængt. Ikke engang, da der i kølvandet på rock n' roll bølgen gik totalt pop i countryen, og det efterhånden, som nogen vrængede, snart var svært at høre forskel på Bing Crosby og en countrysanger.
Men nogen holdt den akustiske fane højt. Studieguitaristen Chet Atkins, der ellers også brugte den elektriske en del, lavede adskillige plader, hvor han brugte den akustiske guitar - endda ofte den klassiske med nylonstrenge. Der kan også i dag høres soloer spillet på akustiske guitarer, selv om den så er gjort til en mulighed ved siden af dens elektriske søster. Willie Nelson bruger det ofte, han spiller soloerne selv.

Hvad kræver det?

Når du kan de første tre akkorder, kan du i princippet spille en hel del countrysange i den toneart, som de tre hører til. Fint nok, men i længden vil det blive kedeligt kun med det, og det er altid godt at kunne det i mere end en toneart - C-dur og G.dur er meget brugte. Hvis du vil spille solo, så kræver det indføring i improvisationsteknik med skalaer og brug af plektret, og hvis du vil spille fingerspils-country a la Chet Atkins, så må jeg henvise dig til indlægget om moderne folk music, da han - ligesom hans forbillede Merle Travis - bruger præcis den samme fingerspilsteknik, som bruges i den genre. Her begynder det at blive krævende, og er du begynder, så forvent ikke at nå til det per omgående. En god start på at spille country guitar er at lære Maybelle Carters teknik og flere af de sange, som hun fremførte med sin familie. Der er i princippet flere stilarter i country, som har lånt fra forskellige steder, så det bliver snart en blanding af mange genrer.

Fordele og ulemper.

Blandingen af de mange genrer, hvor der lånes lidt her og der kan give et godt all-round introduktion til flere guitarstilarter i den rytmiske musik og en hel del teknikker.
Ulempen kan være, at mange af dem kun læres halvt.

Men for min del, jeg elsker countryen og dens enkle mangfoldighed, når der bare ikke er gået totalt pop i den. Har du det på den måde og vil spille den genre - så kast dig da ud i det.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

torsdag den 7. oktober 2010

Den tolvstrengede akustiske guitar

En tolvstrenget akustisk guitar lige over lydhullet
Tolvstrenget akustisk guitar
Der findes en særlig afart af guitaren, kaldet 12-strenget guitar, og så den sædvanlige dumme vittighed: hvor mange strenge har den?

Det, som den i virkeligheden har, er 6 dobbeltstrenge eller strengepar, to strenge, der hører sammen og trykkes ned samtidig. Den stemmer ligesom en normal guitar, men der skal trykkes til med venstre hånd, og det er et slid at stemme den. Af de grunde er den nok heller ikke lige en begynderguitar. De to tynde dobbeltstrenge stemmer med præcis den samme tone, resten af parrene har de to strenge en oktavs mellemrum. Klangen på den bliver ekstra fyldig, ofte med en del kraft på de dybe strenge. Sådanne dobbelttoner og deres kraft har været udnyttet meget på klaver i ragtimemusikken. Lyden af denne guitar kan høres på dette videoklip:


Den findes både som elektrisk og akustisk. Lyden af den elektriske 12-strengede guitar er karakteristisk for grupper som Byrds og Led Zeppelin. For viderekomne er det en guitar, som godt kan overvejes, den muliggør nogle effekter og klange, som den ordinære guitar ikke har. Hvis man så stadig vil have lyden af den ordinære guitar, så behold den og hav de to guitarer som to muligheder. Den har også en ekstra fordel, hvis du spiller sammen med højrøstede instrumenter uden forstærkning, du vil lettere kunne høres.

Bluessangeren Leadbelly brugte den, og han kaldes ikke uden grund The King of the 12-string Guitar. Hans løb på de seks dobbeltstrenge er karakteristisk. Udover ham har en mand som country- og folkguitaristen Doc Watson (han spillede i videoklippet ovenfor) også ofte anvendt den med stort held.

Her er et klip med Leadbelly:

onsdag den 6. oktober 2010

Flamenco guitar

Jeg er her kommet til flamencoen i min præsentation af guitargenrer, og mange vil måske blive forvirrede: har vi ikke haft det? Det er nemlig almindeligt, at der sker en forveksling med klassisk guitar. OK, flamencoen bruger man også en nylonstrenget guitar til, og den stammer fra samme land som guitaren, Spanien. Der er også visse ligheder hvad angår nogle teknikker, der bruges.

Men hvor klassisk guitar netop er en del af kompositionsmusikken, der især hører til i koncertsalene, hvor folk lytter andægtigt, så er flamencoen folkemusik, dansemusik med meget hede og komplicerede rytmer. Når nogen taler til mig om, at de gerne vil lære at spille det, så må jeg sige, at det forstår jeg godt. Det er fascinerende musik og det er  svært ikke at blive grebet af de inciterende rytmer. At se en danser steppe rundt til det, ja, fantastisk. Men jeg har aldrig lært at spille flamenco i fuldt omfang, så der må jeg pege på andre lærere.

Flamencoens historie

Derfor kan jeg godt introducere til den. Skal man være præcis, så er det musik fra Andalusien, hvor muslimer og kristne levede i samdrægtighed efter maurernes erobring af Sydspanien. Maurerne havde det fra Mellemøsten karakteristiske instrument oud, der blev videreudviklet til lutten og senere til guitaren. I dette fredelige område var der også mange zigeunere, der slog sig ned, og deres særprægede sang satte sit præg på musikken. I senmiddelalderen fordrev man maurerne fra Spanien og den berygtede inkvisition gjorde alt for at gøre Spanien "rent." Men den særprægede andalusiske kultur fik de ikke bugt med. Musikken og dansen trivedes dernede, og der udviklede sig flere former, bolero, sevillanas, soleares, alegrias. Det er en følelsesfuld, lidenskabelig musik, der udtrykker alt lige fra dyb fortvivlelse til overstadig glæde. En uddybende gennemgang af historien kan læses på Flamenco Vivo, der også indeholder et flot tegnet stamtræ over genrens stilarter.

Hvad kræver det.

I lighed med mange andre genrer, som jeg har præsenteret må jeg sige om flamencoen, at det ikke lige er det første man spiller som nybegynder. Er du en sådan nybegynder, kan jeg anbefale at starte med klassisk guitar og lære de grundlæggende meloditeknikker på nylonstrenget guitar. På et tidspunkt skal det så suppleres med at lære de såkaldte rasqueras, rytmerne. Den er mig bekendt den eneste guitargenre, hvor man bruger lillefingeren i anslagshånden til en af disse særlige rytmer.

Det er ikke den genre jeg kender mest i dybden, så det blev en lidt tynd intro, men der er en udmærket side om det Flamenco Resources 
Du kan dog få nogle grundlæggende tips, som er fælles med klassisk guitar her:

Melodispil på guitaren med fingrene
Venstrehånden til melodispil
Forøvelse til melodispil


Jeg lytter så til Carlos Mantoya, Paco de Lucia og den moderne eksperiemnterende Al di Meola, alle høreværdige flamencoguitarister.

tirsdag den 5. oktober 2010

Initiativ fra klassisk guitarist

Nu har jeg netop læst i min lokalavis, at den klassiske guitarist Tomas Krakowski vil lave Bygningskulturens Hus, beliggende i Borgergade 111 /(Nyboder-enden) om til en sal for klassisk kammermusik. Glimrende ide, den skulle have en utroligt god akustik. Kammermusikken er også den del af det klassiske musikliv, der mangler et sted - bortset fra kunstmuseernes kammerkoncerter. Så stort bifald fra min side for det initiativ.
For dem, der kan lide klassisk guitar, holder Tomas Krakowski en koncert på stedet onsdag den 6. oktober med et program spændene lige fra renæssancens værker for lut over de spanske komponister i det 19. århundrede til mere moderne toner fra Manuel de Falla. Fællesnævneren i programmet er, at alt er spansk. Entreen er 50 kr.

mandag den 4. oktober 2010

Den tjekkiske bluegrassgruppe BlackJack i Danmark

På fredag den 8. oktober kl. 20 giver bluegrassgruppen BlackJack en koncert i Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, nærmere bestemt Wagnersvej 19. Det er utroligt, som tjekkerne står stærkt i den genre. At dømme efter lydklippene på deres hjemmeside er det absolut værd at høre. Entreen er 100 kr.
Tjekkiet har stået stærkt på bluegrassfronten de sidste årtier, det er nærmest blevet den genres europæiske højborg. Nu er mange af de østeuropæiske lande stadigvæk i en fase, hvor vi var efter besættelsen: at man er vild med hvad der kommer fra USA. At tjekkerne har taget bluegrassmusikken til sig, det vil jeg kalde et godt valg - vi danskere var jo så dumme at tage Reader's Digest til os, oversat Det Bedste. Ok, vi tog da jazzen til os, det er straks bedre.

Men er man så til bluegrass, så kom en tur til Sydhavnen fredag.

søndag den 3. oktober 2010

Moderne folk guitar del 2

Vi har haft et indlæg før, hvor jeg introducerede moderne folk guitar og hvad der ligger i begrebet. Det er mangfoldigt, omfatter alt lige fra amerikanske folkesangere fra tresserbølgen, britiske guitarister med klassisk indflydelse, som man har kaldt folk baroque, keltisk guitar og vilde eksperimenter.
Denne anden del vil så henvende sig til dem, der måtte være interesserede i at komme til at spille den stil på deres akustiske guitar. Det er et meget righoldigt område, og sandt at sige, så kan man blive ved med at finde interessante ting, har jeg selv erfaret.

Hvad kræver det?

Jeg må nok sige, at det ikke lige bliver det første, som man kommer til at spille som nybegynder. Vi er i en krævende boldgade af den moderne guitarmusik.
Har du spillet et stykke tid, så start med at lære fingerspillet med vekselbassen i tommelfingeren og brug det til sangakkompagnement, udvid gerne dit akkordrepertoire hele tiden, du kan bruge mit on-linekursus på denne blog, Moderne Fingerspil. Så er du godt hjulpet. Når du så skal til at spille solo, så kan den i første del nævnte sang Freight Train være en god sang at starte på. Den holder sig inden for de første tre bånd, det kan være nødvendigt når man skal starte på det - ligesom når man starter på klassisk guitar. Denne stil og klassisk guitar har jo det tilfælles, at her kan guitaren virkelig klare sig selv uden bas og andre tilføjelser.
Her kunne der være en, der fortæller at han har spillet akustisk bluesguitar, fuldstændig som Mississippi John Hurt og Blind Willie McTell og alle de andre. Til lykke, så har du lært den grundlæggende teknik, som også bruges her. Måske har du lært akkorder op ad gribebrættet? Hvis ikke, så arbejd på det. I det hele taget: efter en tid med melodier nede i de første fire bånd, så er det en god ide at søge op ad gribebrættet. Lær det gradvis med nogle stykker, der bruger en enkelt position op ad brættet.
Der noteres oftest i tablatur, så det må du gøre en indsats for at lære at læse. Når du lærer noget efter de , så lær en takt ad gangen og bliv ved med at spille den om igen. Sæt dem så sammen.

Fordele og ulemper.

Du får lært guitaren at kende, jo længere du kommer i det, jo mere vil du komme rundt på brættet. Du lærer også en masse teknikker, som du kan bruge i andre sammenhænge. Jeg må så også for mit vedkommende sige, at det er en berigende stil at dyrke.

Ulemper, tja, først og fremmest at det ikke lige er begyndervenlig musik. Men er du ikke begynder længere, så er det vel ikke nogen ulempe, hvis du gerne vil videre
Fingerspilsteknikken er helt anderledes end klassisk guitar, så hvis du så vil til det, så er det lidt af en omstilling.

Har du spillet et stykke tid, kan godt med akkorder, og har lyst, så kast dig ud i det.

Lytteforslag? Tja, gå tilbage til del 1, næsten alle dem jeg nævnte der er høreværdige.

Har du lyst til at gå i gang med denne genre? Du kan finde de første trin til det på mit on-line kursus på denne blog, Moderne Fingerspil. Gå til Lektion 1

torsdag den 30. september 2010

Moderne folk guitar del 1

Jeg har tidligere præsenteret folke- og visesang.
I anden del af den præsentation nævnte jeg det moderne fingerspil, der har rødder i blues, men som i dag bruges af de moderne folkesangere i stor stil. Det er hvad jeg her med en fælles betegnelse kalder moderne folk, det er i virkeligheden en mangfoldighed af forskellig musik. Fælles er dog, at de bruger teknikken med tommelfingeren, der holder pulsen - der eksperimenteres dog en del med at bryde denne puls - og så spille melodien med de øvrige fingre. Det lægger sig tæt op ad ragtime guitar, men rytmen er ikke altid så markeret.
Denne stil er karakteriseret ved, at den akustiske guitar ikke bare er en ledsager til sangen, men en slags selvstændig stemme, en ligeværdig partner til sangstemmen. Derfor er instrumentalnumre heller ikke ualmindelige.

Den amerikanske bølge.

En af de tidlige inspirationskilder var afroamerikaneren Elisabeth Cotton, hvis sang Freight Train også blev et hit i Europa. Denne sang og flere andre af hende regnes for klassikere i moderne folkemusik.
I forbindelse med folkemusikbølgen i starten af tresserne brød Bob Dylan nyt terræn ved at udgive en plade næsten udelukkende med hans egne sange. Det inspirerede flere folkesangere ved Greenwich Village i New York til at skrive egne sange. Dylan havde dog dybe rødder i amerikansk folklore, og selv om han brugte guitaren til sangledsagelse, så var hans spil alligevel en inspirationskilde. Folk som Tom Paxton, Paul Simon, Joan Baez og canadierne Gordon Lightfoot, Joni Mitchel og Leonard Cohen fulgte i hans fodspor.

Følgerne i Europa.

I Europa, navnlig i Storbritanien, skete der også ting og sager. En stor fan af Bob Dylan, Donovan, indsang nogle af sine egne sange, som gik i hjertet på mange og blev hits. Det banede vej for de andre, straks fulgte Bert Jansch og John Renbourn, et par meget virtuose guitarister, der både udgav plader i eget navn og med deres fælles band Pentangle, der spillede en slags folk jazz. De to herrers solomusik er en kombination af de moderne toner fra USA og deres eget lands folkemusik. Det har ofte har en vis klassisk farve, man har af den grund kaldt stilen for folk baroque. Senere i tresserne hjalp de også Ralph McTell til en pladekarriere, hans koncerter var en blanding af egne poetiske sange (Streets of London er nok den kendteste) og nogle rappe ragtimestykker.
Denne folk baroque stil har fået flere efterfølgere - også fra keltiske områder som Irland og Skotland har man dyrket at omarrangere fiddle- og harpemusik for akustisk guitar. Her bruges ofte den alternative stemning DADGAD, der også rendyrkes af bretoneren Pierre Bensusan.

Vilde guitareksperimenter.

Det begyndte snart at blive til eksperimenterende musik på akustisk guitar, der brød grænser. Efterhånden kan man begynde at spørge, om det stadigvæk kan kaldes folk music, men det var ofte på folkemusikfestivalerne, at disse eksperimenter fik lov at manifestere sig. Mange af dem indspillede på det britiske Transatlantic Records og på Stefan Grossmans selskab Kicking Mule, som jeg omtalte i anden del af  ragtimepræsentationen.
En er af de store ekscentrikere var John Fahey, der startede sit eget selskab Takoma, hvor han udgav sine egne ting, men også andre ting, som han fandt værdifulde, lige fra gamle bluesting til moderne eksperimenter, der var lige så vilde som hans egne. En af de få guitarister i den boldgade, der nåede et noget større publikum, var Leo Kottke.

Hvis vi skal nævne danskere, der har dyrket den moderne folk, så må vi nævne Erik Grip og Poul Banks.
Det er alt i alt en mangfoldigt område af guitarmusikken. De første trin til dette område kan du ¨få ved at gennemgå mit kursus på denne blog, Moderne Fingerspil, gå til Lektion 1.
Iøvrigt om hvad det kræver at spille det, se fortsættelsen:
Del 2

Plektret - skal jeg købe det?

Hvad er et plekter?

Et af tilbehørene til guitaren er det såkaldte plektrum - en lille trekantet dims, der holdes mellem pege- og tommelfinger og bruges til at slå strengene an med - både hele akkorder og enkelttoner. De er billigst i plastic, men laves også af skildpaddeskjold, mange guitarister elsker den lyd, der kommer ud af det. Det er bare hammerdyrt - og absolut ikke dyrevenligt, hvis truede arter skal bevares. Der kan også fås gode plasticplektre, som ikke koster vildt meget.

Er det nødvendigt?

Men er det så nødvendigt? Det er et af de tilbehør, hvor det må siges, at det kommer an på, hvad du vil spille. Vil du spille klassisk guitar, måske flamenco, så glem det, her bruges det absolut aldrig. Så er der visse genrer, hvor det er uomgængeligt, nemlig bluegrass, jazz og rock. Mange folke- og visesangere klarer sig helt uden plekter og bruger udelukkende fingrene, det er fuldt lovligt, men det er alligevel værd at overveje, for det kan være en god ting at lære at bruge det i den genre som et af "værktøjerne i kassen." Det kan især være gavnligt i sammenspilssituationer med højrøstede instrumenter som f. eks. harmonika. Så tag det med i betragtning.

Anvendelse af plektret

Når der så spilles melodi/solo med plekter, så er det en hel anden teknik, end når der spilles melodi med fingrene i klassisk guitar og andre sologuitargenrer. Melodien i venstre hånd spilles naturligvis altid på samme måde, men det er så et andet anslag, der gøres med den hånd, der holder plektret. I og for sig er det "teoretisk" meget enkelt, der knipses med plektret for oven og ned over strengen, på de hurtige toner knipses der op og ned. I praksis kræver det noget øvelse for at koordinere hænderne med  hinanden. Når der spilles akkorder, slås der ned over strengene med plektret. Også teoretisk enkelt, men kræver noget øvelse.

Hvis du bruger en guitar med nylonstrenge, skal du bruge et meget blødt plekter. Der fås endda filtplektre, der anbefales til den type guitar. I det hele taget skal begynderen helst starte med et blødt plekter, uanset guitartypen. Senere kan man så skifte til et hårdere, især hvis man spiller med høje instrumenter.

onsdag den 29. september 2010

Folk, blues og ragtime festival i Kibæk



Midt i juli så jeg en plakat for Danish Acoustic Guitar Festival, den skulle finde sted den 30. juli - 1. august 2010. Jeg kiggede og tænkte hold da op, det er lige mig!
Heldigvis havde jeg denne sommer så mange penge på kistebunden, at jeg kunne klare udgiften, både til festivalen og rejsen så jeg slog til. Den fandt sted i Kibæk, ikke langt fra Herning, noget udenfor på kongrescenteret Skarrildhus, en tidligere tekstilfabrik. Det var gode faciliteter, med enkeltværelse med bad og dejlige lokaler at være i og god bespisning.
Og sikke et dejligt program, tætpakket med både koncerter i ragtime og blues boldgaden og workshops i samme genrer - endda med flere af de legendariske. David Laibman, Peter Finger, Duck Baker og Nick Katzman, som alle havde spillet på Stefan Grossmans pioneragtige pladeselskab Kicking Mule var der, og stemningen bar tydeligt præg af, at det for dem var en gensynsweekend. Tyskeren Peter Finger stod for de meget avancerede eksperimenter, han kunne siges at være den, der bryder grænser, men de andre Kicking Mule-folk plus Peter Johansson og John James spillede genuin ragtimemusik.
Bluesfans fik også meget godt fra hollænderen Hans Theesink, der gav en veloplagt solokoncert, og fra Woody Mann og Thomasina Winsow i parløb - hun sang fremragende - og vores egne Poul Banks, H. P, Lange og Kenn Lending. Hollænderen Ton Engels sluttede det hele af med sin egen personlige fortolkning af ragtimestilen.
Det var alt i alt en dejlig festival med guitarmusik i naturskønne omgivelser med en god service på stedet. Eneste anke er nok, at programmet var meget kompakt sammensat, jeg blev noget træt ind imellem. Men det viser også, at programmet virkelig var godt, når jeg ikke kunne få mig selv til at holde pause. Workshopsene gav god inspiration, og koncerterne var en strøm af god musik.

Tak til Lars Vedsø for initiativet og det store arbejde med denne festival. Jeg håber, at succesen gentager sig til næste år.
Diasshowet for oven viser billeder, som jeg selv tog under festivalen.
Link til billederne enkeltvis

tirsdag den 28. september 2010

Ragtime guitar del 2

Sidste indlæg om ragtime guitar handlede om genrens historie og oprindelse. Har du en drøm om at spille ragtime guitar?

Hvad kræver det?

Hvis du har kendskab til akkorderne, så er du godt på vej. For det meste noteres det i tablatur. Du skal bare ikke regne med, at du kan spille de omarrangerede klassiske piano rags med det samme. Allerede klaverforlægget har en høj sværhedsgrad, og den bliver højere, når det omstilles til guitar. Så start med ragtime blues, hvor du lærer at holde den faste puls med tommelfingeren (se indlægget om bluesguitar), og med nogle af de kendte ragtime sange, f. eks. Alice's Restaurant. Det er så heller ikke en kedelig forberedelse, det er gode melodier der findes i den boldgade. På et tidspunkt, når du har lært at spille længere op ad brættet end de første fire bånd, så kan du prøve at kaste dig over en klassisk rag. I lighed med klassisk guitar er det instrumentalmusik, som må læres en takt ad gangen, som man så spiller om og om igen, til den sidder - og så sætter vi det sammen.

Fordele og ulemper.

Du udvikler mange teknikker på akustisk guitar, som kan bruges i mange andre genrer, hvor fingrene bruges.
Du får udviklet rytme- og taktfornemmelsen.
Du kan bruge en del teknikker fra klassisk guitar, f. eks. til at lave løb.
Men det er nok ikke folkelig selskabsmusik, selv om du godt kan imponere med det.

Men har du lyst, så begynd. En god forudsætning kan være at lære det moderne fingerspil, som jeg har en første indføring i her, se lektion 1.

Se min YouTubeafspilningsliste med ragtime-videoer

søndag den 26. september 2010

Ragtime guitar del 1

Klassisk ragtime.

Du undrer dig måske over overskriften - er ragtime da ikke en klavergenre?
Jo, det var det, dengang det var populær musik i starten af det 20. århundrede. Det har endda været spillet på banjo, Fred van Epps (far til jazzguitaristen George van Epps) indspillede ragtime-banjonumre i grammonpladens barndom. Ellers forbinder vi det, som kaldes klassisk ragtime med klaverkomponister som Scott Joplin, James Soctt og Joseph Lamb. De er fra før pladeindustrien, så deres stykker blev solgt som nodeark og pianoruller til mekanisk klaver. Scott Joplin fik en renæssance i halvfjerdserne, da hans The Entertainer blev brugt som tema i den populære komedie Sidste Stik.

Ragtime blues.

Adskillige bluessangere og guitarister tog stilen til sig, indoptog ragtime sange på deres repertoire og udviklede en akustisk guitarstil, der efterlignede venstrehåndens rytme i ragtimepianoet. Blandt dem var f. eks. Blind Blake og gospelmanden Reverend Gary Davis. Deres musik har man kaldt ragtime blues, og da den akustiske blues fik et revival i tresserne fik mange unge guitarister den ide at omarrangere de klassiske ragtimekompositioner til guitar, her var især Dave van Ronk den første store foregangsmand. Nogle af dem komponerede endda egne rags, som var tro mod stilen.

Den nyere udvikling

Flere af folkesangerne i tresserne tog lyden til sig med begejstring og lavede ragtime-inspirerede sange - Arlo Guthries sang Alice's Restaurant fra filmen af samme navn er nok den mest kendte.
Guitaristen Stefan Grosmann startede i halvfjerdserne et pladeselskab, Kicking Mule, hvor mange af de nyere ragtimeguitarister indspillede plader, og der blev også udgivet andre, meget avancerede eksperimenter i akustisk guitarmusik.
Anden del om ragtime guitar vil handle om, hvad det kræver og fordele og ulemper.
En god forudsætning for ragtime guitar er at lære det moderne fingerspil, som jeg har en indføring i her, se Lektion 1
Del 2
 
Scott Joplin på pianorulle, Easy Winners:



The Entertainer på guitar:

lørdag den 25. september 2010

Hvilket tilbehør skal jeg skaffe til en akustisk guitar?

Det strengt nødvendige.

Jeg har skrevet det tidligere, men vil skrive det igen: det strengt nødvendige er:
  • et sæt ekstra strenge, helst mere end et.
  • Guitarhylster til transport.
  • Udstyr til at stemme.
Jeg har tidligere lavet indlæg om guitarstrenge og det at skifte dem både på klassisk guitar og westernguitar. Hav altid ekstrastrenge, det er så ærgerligt når en knækker og man gerne ville spille.
Der har også tidligere været et indlæg om at passe på guitaren. Sørg for at have hylsteret til transport, ellers lever den ikke længe.
Så har der også været et indlæg om at stemme guitaren, hvor udstyret til at stemme præsenteres. Uanset hvilken metode du bruger, så hav også udstyret til dette i orden.

Det nyttige tilbehør.

Håndsving til stemmeskruerne.

Nu er der opfundet et håndsving, som man, idet man skifter strenge, kan sætte på stemmeskruerne og dreje dem hurtigt rundt, både når de gamle tages af, og når de nye sættes på. De koster ikke en herregård, så køb det endelig. Det at dreje strengene af og på kan være et værre sejpineri, når det gøres med hænderne alene.

En klud.

Tør dine strenge af med en tør klud, der ikke fnugger, når du har spillet. Så holder de længere. Så hav også den klud med, når du spiller ude. Fingerfedtet kan snart få det til at gå ned ad bakke med dine strenge.

En capo.

En lille klemme, der sættes om din guitarhals bag et bestemt bånd. Den kan være nyttig i starten, hvor du kun kan få akkorder og din egen eller andres sangstemmer ikke kan synge i det leje du kan spille. Men også videre frem kan den blive til nytte.Se nærmere indlægget Capo'en - skal jeg købe den?

Det kommer an på...

Plekter.

Plekteret er en lille dims af plastic eller andre materialer, som bruges til at slå strengene an med. I visse genrer bruger man konsekvent plekter, som bluegrass, jazz og rock. Så hvis du vil dyrke dem, så skal du lære at bruge det. Også folkesangeren kan have plekteret som et godt værktøj. Se nærmere indlægget Plektrum - skal jeg købe det?

Pickup til forstærkning.

Hvis din akustiske guitar ikke er en af dem, som har et stik i siden til forstærkeren, så må du skaffe en såkaldt pickup, som kan sættes på guitarens dæksel. Det kommer an på, om du spiller i band med højrøstede instrumenter eller skal spille for en meget stor forsamling. Se indlægget Når guitaren skal høres.

Skulderrem

Hvis du vil bruge guitaren til at ledsage din egen sang, og du har fundet ud af, at du i lighed med de fleste synger bedst stående, så må du skaffe en skulderrem, så du kan stå med guitaren. De koster heller ikke en herregård, så sørg for at købe en af dem, der kan justeres. Se indlægget At spille guitar stående