Maj7 som barréakkorder.

Hvis du ikke allerede kan de grundlæggende barréakkorder, så gå lige til mit første indlæg om barré og videre derfra ved hjælp af linksene i slutningen af indlægget.
Hvis du har lært barrégreb, men ikke husker dem så godt, så hent lige min oversigt over grundlæggende barrégreb.

De to maj7-barrégreb

Vi har tidligere haft om maj7-akkorderne som åbne akkorder og for en nærmere forklaring henviser jeg til det indlæg. Der bliver det også vist, hvordan de skal tages på åbne akkorder. Her skal du bemærke, hvordan man tager en Amaj7 og Emaj7. For lige som de grundlæggende barréakkorder har en a-molformet akkord, der kan flyttes op og ned, og en e-molformet, der også kan flyttes, således har vi som barré en Amaj7-formet akkord:

Og en E-majformet barré:

Anvendelsen af disse maj7-akkorder

Disse to akkorder kan du flytte op og ned på gribebrættet og derved tage en maj7-akkord med samtlige grundtoner, præcis som på den oversigt, som jeg foroven anbefalede dig at downloade. Sådan er du nu, med disse to barréakkorder i stand til at tage en hvilken som helst maj7-akkord, som du ser angivet i en sangbog over noder eller sangtekst.
Du kan så også bruge disse maj7-akkorder på samme måde som de åbne maj7-akkorder.

Denne akkord bruges traditionelt som grundtoneakkord og subdominant, se Harmonilære. Hvis du har akkordoversigten, så vil du kunne se hvilke akkorder det er i de forskellige tonearter. Jeg formoder i dette indlæg, at du er så langt at du kan nogle to- og treakkordsange. Prøv at synge dem med maj7-akkorder. Der vil nok være nogle sange, som du ikke synes det lyder så godt til, men andre vil det sikkert klæde godt. Det er især akkorder der bruges fremfor de ordinære dur-akkorder, når en sang skal lyde sød og poetisk. Derfor er den også en uomgængelig akkord i easy listening-stilen, som især Burt Bacharach står for. I jazz bruger man den konsekvent på som grundakkord og subdominant og ind imellem også for klangens skyld.

John Williams & Julian Bream - Together

Denne blog har ligget stille en tid, men nu skal der gang i den igen, og jeg vil som tidligere lovet komme med nogle anbefalinger af albums med guitarmusik, som jeg så også vil variere hvad genre angår.

Together, to virtuoser

I dette indlæg anbefaler jeg så en med klassisk guitar, ovenikøbet noget så sjældent som en med duetter, musik for to guitarer. Den er indspillet af to virtuoser på instrumentet, englænderen Julian Bream og hans australske elev John Williams (ikke at forveksle med filmkomponisten), der som en stor beundrer af Bream rejste til England for at blive undervist af ham. Efterhånden udviklede han sig til en lige så stor musiker som sin lærer.

Meget ofte skuffer det, når man ser konstellationer af to store navne, men ikke i dette tilfælde, dette album Together lever fuldt ud op til de forventninger som man har, når man som kender af klassisk guitar ser de to navne sammen.

Begge har de hver deres personlig lyd og hører man i ordentlig stereo, så er de godt fordelt i hver sin side af lydbilledet og de spiller tæt sammen helt uden noget slinger.

Duetterne på guitar

Den lægger ud med et par stykker af Breams landsman William Lawes, hvor vi så er helt tilbage i tidlige barok i første halvdel af det 17. århundrede. Så gamle stykker er oprindeligt skrevet for guitarens forløber lutten, se mine indlæg om klassisk guitar, Derpå følger et par stykker fra den klassiske guitars guldalder i 1800-tallet, først af italieneren Ferdinando Carulli, derpå nogle af spanieren Fernando Sor, som regnes for guitarens Beethoven. Det er stykker der helt og holdent følger de klassiske musikformer som kendes fra bl. a. Mozart.
Sidste del af albummet - side 2 i vinylversionen - er helliget den nyere musik, nærmere bestemt stilretningen impressionismen. Der er tale om klavermusik omarrangeret for to guitarer, og de to virtuoser formår virkelig at få de impressionistiske klange frem.
Med andre ord: et album, der kommer godt rundt i den klassiske guitar med to superguitarister. Værd at lytte til for alle yndere af klassisk guitar.

Køb den på Amazon

Maj7-akkorderne som åbne greb

Vi har tidligere haft et indlæg om, hvad det ville sige, at akkorder var altererede. Der lovede jeg, at der skulle komme indlæg, hvor jeg viste sådanne akkorder.
Dette indlæg er om de såkaldte maj7-akkorder, som skrives med maj7 efter akkordbogstavet, nogen gange bare maj eller en trekant. De almindelige 7-akkorder, som du måske allerede kan, er en formindsket septim over grundtonen, det vil sige: en C7 har fået lagt en b til den ordinære treklang, men en Cmaj7 har fået en h lagt til treklangen. Maj står også for major = stor, altså en stor 7, stor septim. Se Harmonilæren for en grundigere forklaring..
Jeg håber du har tjek på de grundlæggende åbne akkorder, ellers må du slå dem op på linket.

Gennemgang af maj7-akkorderne

Cmaj7-akkorden

Jeg starter i hvert fald med Cmaj7:

Som du ser er det en almindelig C-akkord, men uden pegefingeren på 2. streng, 1. bånd. Det er den løse h-streng, der gør den til en maj7- akkord.Den er nok lettere at tage end den ordinære C-durakkord, så disse altererede akkorder er altså ikke nødvendigvis sværere end de ordinære akkorder, i hvert fald ikke fysisk.

F-maj7-akkorden

Ja, som du ser: du slipper ligefrem for halvbarréen på de to lyse strenge, som skal laves på almindelig F. Den løse e-streng er så det e, der gør akkorden til en maj7.
Kan du vampen? Jeg vil nu henvise dig til indlægget Kender du vampen? Prøv at spille vampen med Cmaj7 i stedet for almindelig C og Fmaj7 i stedet for F. Hvordan syntes du det lød? Prøv det evt. også at erstatte molakkorderne med mol7-akkorder.
Prøv vampsangene af med denne nye harmonisering. De kommer til at lyde jazzede. På nogen sange lyder det godt, så brug det. På andre sange lyder det ikke så godt, så lad være. Som det ofte er blevet sagt i forbindelse med musik: stol på dit øre!

G-maj7-akkorden

Den er så nok lidt sværere, har skal du presse pegefingeren op på 2. bånd i forhold til den almindelige G7-akkord.

Prøv nu vampsangene i G-dur med Gmaj7 og Cmaj7, evt. også med i stedet for  mol7-akkorder.molakkorderne.

D-maj7-akkorden

Dette er nok en lidt vanskeligere akkord hvis du ikke er vant til halvbarré, men brug den som anledning til at øve dig på det.

A-maj7-akkorden

Denne akkord er næsten som D7 rykket en streng op.

E-maj7-akkorden

Den burde ikke være svær.

Brug af maj7-akkorder

Denne akkord bruges traditionelt som grundtoneakkord og subdominant, se Harmonilære. Hvis du har akkordoversigten, så vil du kunne se hvilke akkorder det er i de forskellige tonearter. Jeg formoder i dette indlæg, at du er så langt at du kan nogle to- og treakkordsange. Prøv at synge dem med maj7-akkorder. Der vil nok være nogle sange, som du ikke synes det lyder så godt til, men andre vil det sikkert klæde godt. Det er især akkorder der bruges fremfor de ordinære dur-akkorder, når en sang skal lyde sød og poetisk. Derfor er den også en uomgængelig akkord i easy listening-stilen, som især Burt Bacharach står for. I jazz bruger man den konsekvent på som grundakkord og subdominant og ind imellem også for klangens skyld.
Hvis du kan barrégreb, så er der et indlæg om Maj7-akkorder som barrégreb.

Rytmik på guitaren - Betoninger i tredelt takt

I indlægget om betoning af taktslagene var det om firedelt takt og de rytmiske genrers karakteristika. Også i tredelt takt kan betoningen lægges forskelligt.

Valsetakt

I valsen er betoningen af første taktslag meget kraftigt og de to andre taktslag lette. Det gør den tredelte takt særdeles hørbar i denne meloditype, og det har også gjort, at man har kaldt takten for valsetakt. Her skal det  bare ikke glemmes, at der er andet end valse i tredelt takt. De sange, som synges til fællessang, har ikke været tænkt som dansemelodier, så selv om man i princippet godt kunne danse vals til dem, så gør det dem ikke til valse.
Men her har du så fået en måde at spille på, når du skal spille til en vals: kraftig betoning af første taktslag og de andre to nok tydelige, men mere lette. Så er der andre former for dansemelodier i tredelt takt.

Andre dansemelodier i tredelt takt

Mazurkaen, som oprindelig stammer fra Polen, har mindre betoning af første taktslag. Her skal de tre taktslag være lette og den ekstra betoning af første taktslag bare antydet.
Menuetten er tung i sine taktslag, her må det godt stødes til på alle tre slag, første bare lidt ekstra.
Så er der den svenske polska, ikke at forveksle med den oprindeligt tyske polka. Polskaen er i tredelt takt og  har  været spillet i Sverige på melodiinstrumenter alene, det med ledsagelse af akkordinstrumenter som guitar er forholdsvis nyt. Mange siger også, at en polska let kommer til at lyde som en vals, når der er guitar til.
Så hvis du spiller til spillemandsmusik og dit laug har polskaer på repertoiret, så er det en god fidus, at du slår et meget kraftigt anslag på første takt og lader det klinger, men holder pause på andet taktslag. På tredje taktslag slår du så et meget let slag, som du dæmper hurtigt ved at lægge hånden på strengene eller løsne venstrehånden hvis du spiller med lukkede greb.
I det hele taget, når man spiller til dansemusik, er det godt at kende hver enkelt dans' karakteristika og lægge sine fraseringer af takten efter dem. Du behøver ikke at være danser for at kunne gøre det, bare du lytter til, hvad der karakteriserer hver enkelt kategori af melodier. I fremtiden skal der nok komme indlæg om dansemelodier i andre taktarter.

Jazzvals

Jeg vil til sidst nævne jazzvalsen. Jazzkomponister har fra tid til anden kunnet lide at lege lidt med den tredelte takt, så det ikke bare bliver den samme firdelte hele tiden. Det kalder de så en jazzvals. Her er betoningen som jazz generelt - se forrige indlæg - lige stor på taktslagene, så det gør du også her, men så holder man ofte pause på tredje taktslag. Så du kan spille til en jazzvals ved at slå de to første slag lige kraftigt og så intet slag på tredje slag.
Der er i dette indlæg nævnt nogle tilfælde, hvor man holder pauser på nogle af taktslagene, og det vil der i fremtiden også komme andre eksempler på.

Melodispil på guitaren med fingrene

Hvad menes der med melodispil?

Når vi taler om melodispil på guitaren, så menes der spil af enkelttoner, der danner en melodi uden udfyldende toner og bastoner på de tykke strenge, der danner harmoni. Spilles der guitar på denne måde, så er det som at spille de instrumenter, der kun kan spille en tone ad gangen og derfor kaldes melodiinstrumenter, f. eks. fløjte, mandolin. Guitaren er et akkordinstrument, men i lighed med andre akkordinstrumenter kan der spilles ren melodi på den som et melodiinstrument.
Der er mange, der føler sig tiltrukket af det på den akustiske guitar. Forståeligt nok, for det er en blød og varm tone guitaren har, når der spilles melodi. Hvis denne form så skal have harmonisk fylde, så må det ledsages af et akkordinstrument, en anden guitar er almindelig brugt, se indlægget Akkompagnement til guitaren.
Men også i stilarter, hvor guitaren spiller melodi og akkord samtidig - det kaldes sologuitar - forekommer der løb af enkelttoner og derfor kan det være gavnligt at have trænet melodispil med fingrene for at kunne være i stand til at spille disse. Det er bare hvordan man skal gøre det med fingrene.
Melodispil med plekter er en helt anden ting, der vil komme et indlæg på denne blog om det.

Den klassiske teknik

Hvis du starter på klassisk guitar eller flamenco guitar, så får du det lært, for her hører det med. Den teknik, der anvendes og som du derfor bliver opøvet i, er vekslingen mellem pege- og langfinger på meloditonerne, med andre ord, de to fingre slår meloditonerne an skiftevis.
Hvis nogen spørger hvorfor, så kommer svaret ofte: det er en tradition i klassisk guitar. Sådan lyder svaret ofte omkring spilleteknikker i klassisk musik. Uden at benægte dette svar vil jeg sige, at det ikke er hele sandheden. Traditioner omkring spilleteknik er ofte dannet via erfaringer fra instrumenternes tidlige leveår, der viste hvad der fungerede. Fra tid til anden har man også revideret traditioner omkring spilleteknik, hvis man fandt ud af, at en traditionel måde at gøre det på var akavet. Vekslingen mellem de to fingre i klassisk guitar er ifølge min og mange andres erfaring en udmærket teknik af flere grunde:

1. Den får melodien til at glide flydende, fordi der altid er en finger parat til at tage næste tone.
2. Hurtige forløb går lettere, fordi den ene finger ikke først skal tilbage til næste tone i løbet, den anden finger er parat.
3. Det giver økonomi i bevægelserne ved anslaget.

I andre stilarter end klassisk.

Som sagt: i klassisk og flamenco skal du nok få det lært. Det er bare det, at i andre sologuitar-genrer - blues, ragtime, moderne folk, ja, det moderne fingerspil, som jeg i øjeblikket kører et forløb om på denne blog - er der også ind imellem løb på enkeltstrenge, og mange guitarister, der dyrker disse genrer og ellers er dygtige nok, kommer hurtigt til at lyde klodsede, når de kommer til disse melodiske løb.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for at bruge den klassiske veksling mellem to fingre uanset hvilken genre der dyrkes på guitaren. Fordelene har jeg nævnt ovenfor, og hvis du er en guitarist, der dyrker spil med fingrene i den ene eller anden form udover den klassiske, så kan jeg anbefale dig at lære den.
Start med at øve små velkkendte melodier med denne teknik, øv også skalaerne ved at spille dem igennem med fingervekslingen. En regelmæssig øvelse af disse skal nok få det til at sidde i fingrene, og det vil også træne koordinationen mellem højre og venstre hånd. Jeg er sikker på, at det vil give bonus til dit spil.
Hvis du nu har lyst til at give dig i kast med det, så gå til indlægget Forøvelse til melodispil

Sammenspilsmuligheder for klassisk guitar

Ingen tvivl: der er mangfoldige muligheder for sammenspil med guitaren. I de rytmiske genrer har den sin faste plads som akkordinstrument og i varierende grad soloinstrument. Den er også blevet meget populær i mange slags folkemusik til at lægge en rytmisk bund ofte sammen med kontrabassen.

Den klassiske guitarists dilemma.

Når vi begynder at snakke klassisk guitar, så begynder det at halte lidt, især for den klassiske guitarist, der udelukkende spiller klassisk guitar. Nu er der en del klassiske guitarister, der sideløbende spiller andet og også kan slå akkorderne, men vi har dem, der i mange år har spillet klassisk guitar, men de er ikke i stand til at spille til fødselsdagssangen eller julesangene ved familiens juleaften. Klassisk guitar er slavisk efter noder og en helt anden teknik end i flere af de andre genrer. Jeg kender det selv fra klaveret, for da jeg var barn gik jeg til klaver og kunne endda spille rimeligt svære ting, men jeg anede ikke hvordan man formede en akkord på klaveret, før jeg var på vej ind i voksenalderen.
Men er der så nogle sammenspilsmuligheder indenfor den klassiske musik? I forhold til andre klassiske instrumenter er de begrænsede. Guitaren fik aldrig en plads i symfoniorkestret, nok især fordi, at i den periode det blev formet blev guitaren regnet for et primitivt spansk folkeinstrument, og guitarens forløber lutten, der havde spillet en stor rolle i det 16. og 17. århundrede, var efterhånden gledet ud til fordel for først cembaloet, siden klaveret. Nu er den klassiske nylonstrengede guitar også lidt for lydsvag til at spille et orkester op, især når messingblæserne er i højeste gear, men det havde man måske fundet en løsning på, om det skulle have været. Der var heller ikke nogen, der drømte om at skrive kammermusik for instrumentet, undtagen Franz Schubert, der anså den for at være et ædelt instrument, men han komponerede ikke for den, da han ikke syntes, at han kendte den godt nok til det. Så er vi nogen, der ville ønske, at den gode Schubert havde kendt guitaren bedre, så havde den helt sikkert fået en stor plads i musikken efter ham.

Den tidlige musik for lut.

Men om mulighederne er begrænsede i forhold til andre instrumenter, så er de dog ikke på nulpunktet, så fat bare mod, klassiske guitarist!
Hvis du har lyst til at dyrke musik fra renæssancen og barokken - som betegnes som tidlig musik i klassiske musikkredse - så kan det sagtens lade sig gøre at spille adskillig lutmusik på guitaren, herunder også kammermusik. I renæssancen havde man ikke noget fast instrumentvalg, når man skrev en flerstemmig sats for instrumenter, så blev de spillet efter de forhåndenværende søms princip - og du kan sagtens spille en stemme på din guitar, hvis bare den holder sig inden for guitarens toneområde. Adskillige sange fra den tid er skrevet med lut-akkompagnement, og hvis du sætter en capo i 3. bånd og stemmer g-strengen ned til f#, så har du luttens stemning. På den tid brugte man endda tablatur til at skrive lutstemmer med. Det er gengivet med særlige tegn i stedet for tal som det moderne tablatur, men det er en god ting at lære, hvis du vil dyrke den stil, og med g-strengen stemt ned som før angivet kan du spille det nøjagtig som tablaturet angiver.
På videoklippet her kan du høre et stykke af den store engelske komponist på den tid, John Dowland, der er en lutstemme med.

I løbet af barokken valgte komponisterne mere og mere hvilke instrumenter, der skulle bruges. De komponerede også for lut, dels soloværker, men også noget i sammenspil med andre instrumenter. Når vi ofte hører om Bachs guitarkoncert, Vivaldis ditto (som blev brugt som kendingsmelodi til Dus med Dyrene på DR), så er de i virkeligheden skrevet for lut. Hvis man ikke er puritaner og absolut mener, at kun de "rigtige" instrumenter skal bruges, så er der nok af kompositioner fra denne periode for lut, som kan spilles på guitar, og andre instrumenter. Der kan så vælges, om man vil stemme g-strengen ned til f# eller om man vil modificere det til guitarstemningen.

Nyere tid

Efter at Bach satte punktum for barokmusikken og hans sønner komponerede i de nye stilarter begynder det at knibe. Det kniber i det hele taget med klassisk guitar herfra, også solo. Da der kommer den store bølge af spanske komponister, der komponerer for guitar i det 19. århundrede, så hjælper det. De fleste af disse komponister har også komponeret værker for to guitarer, så der er en del duetter. Guitarduetter er i det hele taget meget populært blandt klassiske guitarister, og op mod vor tid er det blevet almindeligt at omarrangere værker komponeret for andre instrumenter - ofte klaver og harpe - for to guitarer. Her er en rig sammenspilsmulighed.
Guitar sammen med andre instrumenter kan også findes i denne periode, for det meste komponeret af de omtalte spanske komponister, men de er ikke mange, der skal ledes efter dem. Der er heller ikke komponeret så mange guitarkoncerter - koncerter betyder her et stykke for at soloinstrument i mod- og sammenspil med et symfoniorkester. Det er mest de førnævnte barokstykker, der egentlig er skrevet for lut. Den lysende undtagelse er dog den moderne spanske komponist Joaqin Rodrigro, der har komponeret Concerto De Aranjuez for guitar og orkester, af vittige hunde kaldet Concerto de Orange Juice. Især andensatsen er kendt af mange, og den er som helhed meget smuk, men ikke ligefrem for begyndere.

Det her var lidt skitseagtigt, men jeg håber, at klassiske guitarister, der savner sammenspil med andre, er blevet opmuntret til at gå på opdagelse.

Guitar og en blæser på stativ

Mange af os omkring min alder og op til cirka ti år ældre er blevet sat i gang med guitarspillet af Bob Dylan og andre lignende samtidige sangere, der havde sat en mundharpe på et stativ, der så hang på skuldrene, se billedet af Dylan her til venstre. Det var vi mange, der også ville gøre efter, og disse harpestativer kunne jo købes - og kan stadig købes i dag.

Vil du forsøge det? Det kræver noget øvelse, og jeg anbefaler, at du i hvert fald først bliver rutineret på de to instrumenter hver for sig i første omgang. Det betyder så, at du også skal til at lære mundharpe, og jeg for min del synes, at det er sjovt at spile på den også, så det har ikke været en "ekstra byrde" for mig.
Det er jo også meget almindeligt, at guitarister, der dyrker blues, også har mundharpen som bi-instrument, mange af dem med stativ ligesom Dylan.
Når så du kan guitaren - den kan du måske allerede? - og så mundharpen, så kan mundharpestativet købes, og forsøg så. Det er akavet i starten, men som alt andet kommer det med øvelsen.

Hvad mundharpen angår, så besøg min forholdsvis nystartede blog om dette instrument, Mundharmonika.

Akkompagnement til guitaren

Jeg havde tidligere et indlæg, der handlede om at ledsage andre instrumenter på din guitar med akkorder, men kan guitaren selv akkompagneres?

Bas

Dette indlæg henvender sig nok mest til dem, der spiller solo på guitaren enten efter noder eller tablatur, men ét instrument kan dog akkompagnere guitaren selv om den "kun" lægger akkorder til din sang - bassen, det være sig kontrabas, el-bas eller andre basinstrumenter. Bassen lægger en god klangbund under akkorderne. Spiller du sammen med en bas, så spar på dine anslag af de tre dybe strenge, bassen leverer allerede det, som de ellers giver, når guitaren er alene.

Andre akkordinstrumenter

Så kan det være, at du spiller solo på guitaren og gerne vil have et akkordinstrument til at ledsage dig. Her er muligheder nok - en anden guitar er oplagt, dens klang passer til dit instrument. Klaver er også godt, men pianisten må her tænke på at dæmpe sig lidt ned. Andre tangentinstrumenter kan også give et godt akkompagnement - en orgellyd eller harmonika der ligger og dvæler på akkorderne pynter godt på de stille sange. De har så også pligt til at dæmpe sig ned, da de er mere lydstærke end dit instrument.

Vigtigt at huske

Ved sådanne sammenspil er det vigtigt, at du og dine sammenspilspartnere er enige om akkorderne og hvor dan de forløber. Skriv gerne et såkaldt akkordskema op til hinanden. Det er også meget vigtigt, at du holder takten, og node- og pauseværdier skal overholdes præcist. I modsat fald vælter musikken.
Men sammenspil er en dejlig måde at udøve musik på - med socialt samvær som stor sidegevinst - så gå løs på det.

At akkompagnere et instrument med guitaren

Du har måske startet med  at akkompagnere sange på guitaren. Her giver man ofte sangteksten med angivelser af akkorderne ovenover teksten. Det viser, hvor akkorden skifter, nemlig på den stavelse i teksten, som den står ovenover, se Lejrbålguitar. Her træner du med egen sang, og skal du akkompagnere en anden sanger end dig selv, så giver det sig selv.
Men så kommer det: hvordan akkompagnere et andet instrument, der spiller melodien? Det kan være en anden guitar, en fløjte, violin, mundharpe - hvad som helst.
Her er du på den, hvis du hidtil kun har spillet på den måde, som jeg nævnte i starten, for her er ingen tekst, der giver et pejlemærke. Nu kan det være melodien til en sang, der spilles - her kan du synge teksten indeni dig selv, så går det.
Men det kan ske at være instrumentalmusik, musik uden sang.

En enkel akkordnotation

Så er der en måde at notere akkorder på for akkordinstrumenter, som kan bruges her. Man angiver først taktarten (se Rytmelæren), så takterne med en lodret streg | og mellem disse streger står akkorderne, der spilles. Et eksempel med akkorderne til den gamle dansemelodi Skæve Thorvald

4/4 | D | D | A7 | D | D | D | A7 | D :|
| G | G | G | G | G | D7 | D7 | G :| |

:| betyder gentagelse.

Fra taktarten ved man, at det er fire slag per takt, og så er den lodrette streg en takt med de fire slag.
Det kan være en udmærket måde at få akkorderne skrevet ned på - også til sange du selv synger. Det gør det lettere at få lært forløbet og dermed hvordan akkorderne ligger på samtlige vers i sangen.

Kend nodeværdierne

Nogen melodier kan være mere komplicerede end eksemplet ovenfor, og med flere akkorder i en takt, som det kan være svært at høre lige præcist hvor de kommer.
Her kan det være en god hjælp at kunne noder, se Er det nødvendigt at kunne noder? Om ikke andet, så i hvert fald nodeværdierne som er forklaret under Rytmelæren. Kan du nodeværdierne, så kan du på melodispillerens nodeark se, hvordan melodien kører rytmisk, selv om du så ikke kan spille melodien på din guitar. Det hjælper til at se, hvor akkorderne skal placeres på melodien. Det kan især til komplicerede melodier være en stor hjælp.

Gehørspil

Her vil jeg så også slå et slag for gehørspil, at træne sig op til at spille efter øret alene. Du starter naturligvis med at træne det til sange, som du selv synger, men med træningen vil du få evnen til at gennemskue, hvordan akkorderne til en instrumental melodi kører. Det sker måske ikke første år efter du er begyndt på det, men det skal nok komme.

Sammenspil med andre er en dejlig social samværsform, så gå endelig løs på denne side af guitarspillet. Husk: hold takten!

Musikteori - nyttig vden eller volapyk?

Hidtil har jeg skrevet flere indlæg om de problemer, som nybegyndere står med - spørgsmålene inden man starter om køb af guitar, hvordan man kommer i gang o. l. - og de spørgsmål, der melder sig når man tager de første skridt.
Det kunne synes som det var udpint, og jeg har også lovet i lang tid, at der ville komme indlæg, der hjalp de mere eller mindre øvede videre - nogle af dem er det da blevet til.
Men utroligt nok: der kommer nye ting op i denne "de første skridt"-kategori, som jeg synes er værd at tage op.
Som overskriften siger: musikteori, er den nødvendig?
Det er ikke kun nybegyndere, der stiller det spørgsmål, det kommer også fra nogen, der har været i gang i kortere eller længere tid.

Lidt erfaringer fra guitarhold.

På mine egne guitarhold har jeg tit  oplevet at få spørgsmål, der er relateret til musikteorien, det stilles på begynderhold især af nogen, der har spillet et andet instrument før. Eksempler:

Hvorfor hører D og A7 sammen? Hvordan kan det være, at vi bruger en dur-akkord i en mol-sang? Hvorfor har G-akkorden tonen g øverst?

Både jeg selv og andre lærere svarer efter bedste evne. Vi kender jo godt svarene. Det vanskelige kan være at forklare det, så begyndere kan fatte det, især begyndere, der ikke har spillet noget andet instrument før. Her er det at mange står af og fristes til at besvare overskriftens spørgsmål med: volapyk!

Kan vi ikke bare spille løs på guitaren?

Holdningen er ofte, at man behøver da ikke al den tørre viden, kan man ikke bare spille?
Jeg vil svare ja til sidste sætning, og især i starten må det være sådan. Måske forstår du ikke i starten, hvorfor lige de to akkorder hører sammen og hvorfor det hedder dur o. l., men tænk ikke for meget over det i den fase, bare godtag det og lær melodierne og/eller akkorderne.
Sagt med et billede: når du finder vej ved hjælp af et kort, så tænker du ikke over, hvorfor vejene har fået det navn de har eller hvorfor husene er bygget der hvor de er. Du godtager at vejene går der hvor de er. Når du er blevet kendt i kvarteret, så kan du begynde at finde ud af dets historie, hvordan gaderne opstod, og hvad fremtiden for kvarteret er.
Sådan må det at finde vej til at spille tages i starten - for den sags skyld også ved mange nye skridt, når man er blevet øvet i at spille.

Musikteorien som gavnlig viden.

Den anden side af sagen er, at musikteori kan være nyttig viden - i mange tilfælde endda nødvendig viden. Vi kommer længst på et musikinstrument med en vis forståelse - den kommer ikke på en dag, men spil løs også før forståelsen er kommet. Mange stopper, fordi de stirrer sig blinde på, hvad de ikke forstår - mit bedste råd er: glem det! Hvad du ikke fatter i dag, fatter du måske i morgen, og du kan spille løs før det.
Lad mig nævne nogen eksempler på, hvor musikteorien er nyttig:
Akkordspil efter gehør. Kendskab til "grammatikken" i den måde, som akkorderne vælges på i vestlig musik, kan være en hjælp, især når der spilles til sange med mere end de 2-3 akkorder. Her kan den musikteoretiske indsigt give et fingerpeg om, hvad det kan være for en akkord, der kommer nu. Allerede ved de enkle sange med få akkorder er det jo godt at vide, at de som hovedregel ender på grundtoneakkorden, og for det meste har -7 akkorden lige inden.
Improviserede soloer. Er du en af dem, der vil dyrke improviseret solospil, som det kendes fra de rytmiske genrer, så er det absolut nødvendigt at kende skalaerne, og hvilke akkorder de hører til for at vide, hvad der går i de forskellige akkordskift.
Flytbare akkorder. Det er akkorder uden løse strenge, som kan flyttes op og ned ad gribebrættet og derved blive en anden akkord, se forklaring på nogle akkordbegreber. Her er det godt at kende tonerækken og regne sig frem til, hvad denne akkord er, når den tages i f. eks. 5. bånd. Især i sammenspilssituationer skal man kunne fortælle andre, hvad man spiller.
Det var bare eksempler - jeg håber, at de viser, at musikteori i hvert fald ikke er ubrugelig.

Et lille slutord: forvent ikke, at instrumentalundervisning giver dybdegående indføring i musikteori. Ellers ville der slet ikke blive tid til at lære at spille. Musikteori i den forbindelse vil ofte være det rent og skært nødvendige. Er du interesseret i dybtgående indføring, så meld dig hellere på et musikteorihold på aftenskolen ved siden af din guitarundervisning eller læs en større bog om musikteori.

Eller lær det fra denne her glimrende web-indføring: Musikipedia - Teori

Den akustiske guitar i verdensmusikken

Verdensmusik er et begreb, der er forholdsvis nyt. Vi bruger det ofte om musik fra den tredje verden eller vestlig musik, der er mere eller mindre inspireret heraf. Hvis en gruppe som Santana var kommet på scenen i dag, havde man kaldt det verdensmusik. Det kan så snart blive et lidt diffust begreb, for mange bruger det som erstatning for etnisk musik - er al musik i princippet ikke det?

Men i mange områder har guitaren haft en plads eller også har den i nyere tid fået en indgang. En mand som Ry Cooder, der står for den traditionelle amerikanske blues, rejste meget rundt og spillede med folk rundt i verden - mest kendt er nok hans møde med cubanere i Buena Vista Social Club, men tidligere havde han møder med indiske musikere, med mexikaneren Flaco Jiminez og hawaii-manden Rapa Pahanui. De to sidste medvirkede på hans cd, Chicken Skin Music.

Men han er en guitarist, der er kommet udefra og spillet med de lokale. Der er også eksempler på steder, hvor guitaren har vundet indpas blandt de lokale. Brasilien er noget for sig, se Brasiliansk Guitar.

Afrika

En koraspiller

I Afrika er instrumentet blevet meget populært, især på Østkysten, hvor de har en særlig teknik med to fingre til at anslå strengene med. Det har rødder i den teknik, som man bruger på det lokale harpelignende instrument, kora'en. Især Mali har en rig musiktradition, hvor guitaren i nyere tid har fået indpas. Især er sangeren Salif Keita værd at lytte til.

Hawaii

På Hawaii har guitaren haft en meget afgørende plads siden man på opdagelsesrejsernes tid fik kontakt med portugisiske handelsrejsende. Mange forbinder nok især Hawaii-musik med steel guitaren, der ligger vandret og spilles med et rør på strengene. Det er heller ikke helt forkert, for det er herfra, at denne særlige guitarteknik stammer, den blev så bare indoptaget i bluesmusikken på et ukendt tidspunkt. Men der findes også en guitarstil på Hawaii, hvor man bruger fingrene, oftest på en stålstrenget guitar. Den kaldes slack key, den bruger meget anderledes måder at stemme guitaren på. Det er smuk og meditativ musik - krævende at lære, men givende hvis man gør indsatsen.

Mexico

I Mexico og andre latinamerikanske lande spiller man på den klassiske guitar i en teknik, der har rødder tilbage til den "gamle" verden, især Spanien. Den har så også indoptaget meget af traditionen fra de lokale før-columbianske befolkninger og deres strengeinstrumenter. I den mexicanske mariachi-musik bruges en særlig bas-guitar, som en el-bas, bare at den er akustisk og har nylonstrenge.

Når jeg her har nævnt eksempler på guitarens brug i verdensmusikken, så husk, det er kun eksempler, og jeg kunne jo ikke andet end finde dem fra de områder, som jeg kender til.
Har du lyst til at gå på opdagelse i verdensmusikken og finde frem til guitarens anvendelse der, så prøv at skriv "world music guitar" i Google eller YouTube. Du skal nok komme til at gøre nogen opdagelser - måske nogen, som du har lyst til at lære at spille selv.

Se min You-Tubeafspilningsliste med etnisk musik

Akustisk guitar i rock- og popmusikken

Den elektriske guitar er blevet et symbol for rocken, selv om keyboardspillerne nærmest er ved at have overtaget den prominente position, og selv om ideen med elektrisk forstærkning opstod i jazzsammenhæng, hvor guitaren skulle være i stand til at høres i et big band. Den elektriske lyd er også karakteristisk for den genre.
Det betyder dog ikke, at vi skal lade rocken ude af betragtning på en side om akustisk guitar. Derfor er den med i præsentationen af genrer.

Historisk vue.

Selveste Elvis Presley og flere samtidige stod i forgrunden med akustisk guitar, men dens lyd blev ikke udnyttet så meget. Først i tresserne gjorde The Beatles nogle eksperimenter. Først med den stille ballade And I Love Her, hvor de ligefrem bruger nylonstrenget guitar, så vakte de sensation, da Yesterday kom ud med Paul McCartney på akustisk guitar og sang bakket op af en strygekvartet. Det fik straks mange af deres samtidige til at springe ud i det, selv efter den tids målestok hårde grupper som Rolling Stones og The Who lavede akustisk baserede sange.
The Beatles videreudviklede det, og på deres hvide dobbeltalbum er der f. eks. Blackbird, som er mere kompliceret i sit guitarspil. I sentresserne rendyrkede Crosby, Stills, Nash & Young akustisk guitar ved på plader og koncerter at lade halvdelen af sangene være akustisk baserede. En gruppe som Traffic havde adskillig af deres musik med akustisk guitar.
Det fortsatte i halvfjerdserne. Selv de mest hardcore heavy grupper havde mindst et nummer med akustisk guitar på hvert eneste album de udsendte. Led Zeppelin skabte ligefrem klassikeren Stairway to Heaven. Her skal heller ikke overses, at guitaren var et populært instrument blandt singer-songwriterne, der havde en gylden periode i dette årti. Især en mand som James Taylor viser ofte, at han udover sit sangskrivertalent også er en excellent guitarist.
I firserne med keyboardrevolutionen var det som guitaren, akustisk som elektrisk, blev noget fortrængt. Det skete dog ikke helt, for musikvideokanalen MTV startede i senfirserne serien Unplugged, hvor adskillige bands forsøgte sig med at spille akustisk. Det var ikke lige godt alt sammen, meget var bare nøjagtige versioner af deres sange på akustisk guitar uden at de udnyttede dens muligheder. En af de positive undtagelser er Eric Clapton, hvis Unplugged CD fra hans medvirken virkelig udnytter den akustiske lyd, og han viser, at han mestrer den lige så godt som han altid har mestret den elektriske.
Udover Unplugged skal også nævnes Bruce Springsteen, der lavede pladen Nebraska, hvor han udelukkende blev ledsaget af akustisk guitar og mundharpe, sender kom Seeger Sessions, hvor han spiller gamle folkesange med sit band, der her er udelukkende akustisk.
Guitaren har holdt sig indenfor rocken til i dag, vi hører stadig fræsende soloer på el-guitar - og fra tid til anden dukker der prøver på det akustiske o

Hvad kræver det?

Det er næsten svært at sætte på en formel, hvad det kræver, hvis du vil imponere dine venner med de akustiske rockklassikere, eller måske lave dine egne akustiske rocksange, for der er alle sværhedsgrader fra den enkle strumming af rytmen til det yderst komplicerede som Blackbird, Stairway to Heaven og Crosby, Stills & Nash's sange. I hvert fald må du lære de basale akkorder og lidt til, så vil du kunne spille nogen af de dem i hvert fald, som Yesterday og Stones-sangen As Tears Goes By - den første har mange akkordskift.
Vil du spille Blackbird og Stairway to Heaven og andet i samme sværhedsgrad, så kræver det den avancerede fingerspilteknik, som jeg præsenterede i indlæggende om moderne folkemusik. Start med at lære den som sangledsagelse, så får du en god forøvelse til disse numre, se mine indlæg om Moderne fingerspil.

Fordele og ulemper.

Det er en populær genre, og mange elsker at høre de klassiske akustiske rocknumre.
Du får en lidt alsidig teknik på guitaren.
Men så kan nogle af elementerne måske blive lidt overfladiske, hvis man ikke også dyrker en anden genre.

Jazz guitar del 2

Jeg fortalte i del 1 kort om, hvordan guitaren er blevet brugt i jazzen. Anden del af introen handler om, hvad det kræver at for at komme til at spille jazzguitar.

Hvad kræver det?

Det er en krævende genre at spille, jo længere man kommer frem i jazzens historie, jo mere kompliceret bliver det.
Men kan man så starte med traditionel jazz? Ja, endelig, start da med Down by the Riverside og When the Saints, de kan spilles på tre akkorder og er forholdsvis lette. For at kunne lave den for jazzguitar karakteristiske "chop"rytme må der læres barrégreb. Det kan være frygteligt sejt, men det betaler sig at gøre indsatsen.
For at komme videre, så er det nødvendigt at lære de "krydrede" akkorder, sådan som dim-akkorder, 9-akkorder, maj7, 6 o. l. Det kan lyde skræmmende, men behøver ikke være det. Det er de gængse akkorder, bare med en finger til eller fra eller flyttet et bånd, så fingersætningen burde være ligetil - det er bare at lære dem.
Øv endelig i at spille fra de såkaldte "real books," samlinger af standardnumre, du får ikke lært nye akkorder på anden måde end ved at bruge dem. Sange fra All American Songbook, Cole Porter, Irving Berling, Gershwin og den boldgade er meget brugte i jazz, øv akkorderne til dem, de kan i lighed med andre sange findes på Nettet.
Når vi kommer op til efterkrigstiden og derefter, så begynder det at blive udfordrende, for her bruges nogle specielle guitarakkorder med kun fire toner ad gangen, helt anderledes end de gængse standardakkorder. De er flytbare, så du lærer hurtigt nye ved bare et greb - men de er så meget anderledes, at det kan være som at starte forfra med at lære akkorder igen. Lær dem gradvis en for en som da du begyndte at spille guitar.
Hvis du så vil spille solo - her bruges plektret, og løse strenge er nærmest "out." Det bliver igen mere krævende som man kommer frem i historien. Der skal læres skalaer, men den gode nyhed er, at det er skalamønstre, der kan flyttes op og ned. Der skal også læres akkordteori, så du ved hvilke toner der går til akkorderne. Start med at spille melodierne på guitaren, gerne op ad halsen, så kan du gå videre og  variere.
Dt er nok ikke lige det første år som nybegynder, at man når til det, men det er ikke uopnåeligt af den grund.

Fordele og ulemper.

Du får virkelig lært akkordsammenhænge og du får indsigt i, hvordan gribebrættet hænger sammen med tonerne.
Du får lært at bruge plektret.

Ulempen er så, at akkorderne for nyere jazz er så meget anderledes, at de ikke kan bruges i andre sammenhænge.

Men ingen tvivl, det er en givende genre at dyrke.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Jazz guitar del 1

Der er en del, der drømmer om at spille jazz på guitaren. Det er en meget givende genre at dyrke, men den kræver en vis indsats.

Guitaren i jazzen.

Oprindelig var det tenorbanjo, der i den traditionelle jazz spillede akkorderne og gav den ekstra rytmiske akkordlyd. I enkelte jazzbands brugte man dog guitaren, bluesguitaristen Lonnie Johnson spillede i jazzband ved siden af hans solokarriere som bluesmand. For det meste var guitaren henvist til akkordspil, der gav en fast takt, men undtagelsen var en mand som Eddie Lang, der tidligt spillede soloer.
I løbet af swingtiden fortrængte guitaren tenorbanjoen, og den gængse guitar i den genre blev guitaren med f-huller, som vi i dag af samme grund ofte kalder en jazzguitar. Det var mest et akkordinstrument. I Count Basies orkester kunne Freddie Green levere en meget solid rytme, der er en vigtig del af Basies grundlæggende lyd. Enkelte stod dog frem som solister - i Frankrig var det Django Rheinhart med hans specielle zigeunerjazz, i jazzens hjemland var det Charlie Christian, der opfandt den elektriske guitar for at kunne spille solo og høres med et big band. Det startede med en pick-up på den gængse akustiske f-hul guitar, i dag er det så bare et massivt bræt.
I løbet af efterkrigstiden med bebop-musikken blev musikken mere kompliceret, og det er meget krævende akkorder, der anvendes her. Mange mindre bands var helt uden guitar, til gengæld blev det mere almindeligt, at den spillede solo, når den var der. En af de store guitarister i denne tid er Wes Montgomery, der er kendt for sit oktavspil. Der blev også udviklet en fingerstil på guitar, der kunne spilles helt solo, her er især Joe Pass den store.
I tresserne gik der avantgarde i jazzen. Der blev eksperimenteret en del med nylonstrenget guitar. Da man i halvfjerdserne fik fustionsjazz-bølgen, kom guitaren til ære og værdighed, nok mest den elektriske, men en mand som John McLaughlin har især med bandet Shakti lavet akustiske ting, inspireret af indisk musik. Det er absolut værd at lytte til.
I nyere tid har Pat Metheny stået som den store gigant på guitar, og i Danmark har vi de seneste år haft en fremragende guitarist i Jakob Fischer.
Det er almindeligt i dag, at man har en akustisk jazzguitar med pick-up, så den samme guitarist i løbet af en koncert kan skifte mellem akustisk og elektrisk efter behag og repertoire.
Hvad det kræver at spille jazz og fordele og ulemper, se fortsættelsen:
Del 2

Bluegrass guitar del 2

Jeg beskrev i del 1, hvordan bluegrassmusikken var opstået, dens udvikling og hvordan den akustiske guitar var blevet brugt.
Men er du en af dem, der drømmer om at spille den? Det kan jeg godt forstå, jeg har et stort hjerte for den.

Hvad kræver det?

Bluegrass er ligesom ordinær country og de rytmiske genrer både et akkompagnement, man kalder det ofte rytmeguitar, der slår akkorderne, og et soloinstrument. I denne genre bruger man plektret, så her må du vænne dig til det. Når du har lært de første tre akkorder, så kan du i princippet spille til mange bluegrass-sange i den toneart, som de hører til, men lær endelig flere akkorder. De mest populære tonearter er G og C, og der bruges for det meste de gængse akkorder. Brug af capo er  almindelig.
Her må også læres det særlige anslag, med skiftevis en bastone og et akkordslag. Det kendes også fra ordinær country, men i bluegrass er det rimelig hurtigt. For at det skal være et helbefaren bluegrasslyd bliver det næste skridt at lære basløb ved akkordskift.
Solospillet kræver at du kan spille melodi med plekter, så det må indlæres. Teknikken er grundlæggende, at der slås ned med plektret i lange nodeværdier, og skiftevis ned og op i korte. Det kræver øvelse at koordinere de to hænder. Improvisationen foregår over nogle femtoneskalaer, der er beslægtede med bluesskalaen. Det gode ved denne genre er at de løse strenge ikke er så uglesete som i jazz og rock, tværtimod bruges de meget, men det er så en udfordring efterhånden at komme op ad halsen.
Den særlige teknik cross-picking, hvor plektret spiller ned over strengene for at efterligne banjoløb, er krævende, men er en tilfredstsillelse at lære.

Fordele og ulemper.

Du får virkelig godt styr på at bruge plektret.
Du bliver rap på at bevæge fingrene over gribebrætet.

Ulempen er så, at akkordkendskabet let bliver begrænset.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Se min YouTube-afspilningsliste med bluegrassvideoer
>

Bluegrass guitar del 1

Jeg har tidligere haft et indlæg om country guitar. Nogen vil mene, at jeg skulle have haft denne her genre med der - andre mener, at det er en genre for sig, der har et udspring i countrymusikken. Uanset det, så har den i hvert fald så meget sit eget særpræg, at jeg har lavet et separat indlæg om den.

Bluegrassmusikkens oprindelse.

Der er ingen tvivl om, at den har de samme rødder som country. I indlægget om det kan se, at guitaren i 20'erne og 30'erne var henvist til at være et akkompagnerende instrument, men Maybelle Carter fra familiebandet Carter Family spillede melodierne i sin helt egen stil, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge, samtidig med at hun anslog akkorderne. Ingen tvivl om, at det også er en af rødderne til bluegrass guitar.

I efterkrigstiden var countryen mere og mere blevet elektrisk og præget af andre strømninger. Kun en mand, Bill Monroe, holdt fast ved den gamle instrumentering. Han spillede mandolin og sang i et meget højt leje. Han havde baggrund både i dansemusikken, folkesangen og blues i hans hjemstat Kentucky, der har tilnavnet The Bluegrass State, og det var efter den, at han kaldte sit band The Bluegrass Boys. Han søgte at forny stilen uden at bøje sig for strømningerne, der ellers var i countrymusikken. Den endelige lyd fandt han, da han sidst i fyrrerne havde fået Lester Flatt med på guitar og sang, Earl Scruggs på banjo - de to dannede siden deres eget band - og Chubby Wise på violin, og skiftende kontrabasspillere. Han fik efterfølgere som Stanley Brothers, Jim& Jesse, Jimmy Martin og flere andre, og da man skulle have en betegnelse på den nye lyd, blev det efter hans band, bluegrass. Det fik også en rimelig popularitet i starten, men rock'n'roll bølgen satte det i stå.
I starten var guitaren henvist til at være akkompagnement. De få guitarsoloer man hører i starten er meget få. Det er ellers en genre, der er meget baseret på improviserede soloer mellem sangenes vers, men her var guitaren tilbagetrukket. Men den rappe bas + akkordslag stil hos Lester Flatt og de særlige basløb blev skoledannende for, hvordan det akkompagnement skulle være i genren.

Den videre udvikling.

Det syntes som genren skulle gå i glemmebogen, men da folkemusikbølgen kom i starten af tresserne, fik mange bands lov at spille på folkemusikfestivalerne. Mange unge tog den rappe musik til hjertet, lærte at spille som de gamle, og påvirkningen gik også den anden vej, da mange bands tog nogle af de nye folkesangeres sange på repertoiret - de elskede især sange af Gordon Lightfoot og Tom Paxton. Især Country Gentleman fik stor betydning. Mange fra Appalacher-bjergene flyttede til regeringsbyen Washington DC, den blev snart bluegrassmusikkens Mekka.

I den periode stormede guitaren også frem og blev soloinstrument på linie med de andre instrumenter. Det skyldtes især den blinde guitarist Doc Watson, der kunne spille dansemelodierne på sin guitar med plekter. Han havde også en meget smuk barytonstemme, og han blev elsket af bluegrassfans, selv om hans musik ikke lige var rendyrket bluegrass. Hans teknik dannede skole, og snart hørte man den ene guitarist efter den ene spille de samme melodier, som før havde været forbeholdt violinen.

Den store fornyer af spillet blev i sentresserne Clarence White, der havde været en tur indenom rocken i The Byrds og som nu førte en særlig synkoperet rytmik ind i stilen. Han fik efterfølgere som Dan Crary, Russ Barrenberg og så Norman Blake, der mest er kendt for sin særlige videreudvikling af Maybelle Carters guitarstil.

Eksperimenterne.

Der er så blevet eksperimenteret på livet løs i genren, hvor man har indoptaget elementer fra både rock, jazz og andre landes folkemusik. Især guitaristen Tony Rice er kendt for sin jazzguitaragtige stil. Mange af de eksperimenter kom så langt væk fra rødderne, at man kunne diskutere, om det stadig var bluegrass - her opstod så betegnelsen new acoustic.

Selv om der stadigvæk er bands i dag, hvor guitaren kun slår akkorderne, så er guitaren i dag et lige så selvfølgeligt indslag som soloinstrument som alle de andre. Her i Danmark har vi ved flere lejligheder oplevet Peter Rowan på Tønder Festivalen og multimusikeren Tim O'Brien, der ofte har haft den fremragende guitarist Derroll Adams med.

Men naturligvis har guitaren stor betydning for genrens rytmik. Det er baseret på improvisation og flerstemmig sang, og i anden del vil jeg fortælle, hvad der kræves for at spille den.
Del 2

Capo'en - skal jeg købe den?

Capo'en kalder vi den i daglig tale blandt guitarister - dens fulde navn er capo d'astro. Det er en lille klemme, som sættes omkring guitarhalsen, så det strammer bag et bånd.

Hvad gør capo'en?

 Det hæver guitarens toneleje i større eller mindre grad, alt efter hvor man sætter den. Sættes den bag 2. bånd, så stemmer guitaren sådan: Fis - H - E - A - Cis- Fis, sættes den bag 3. bånd, så stemmer den: G - C - F - Bb - D - G fremfor normalstemingen E - A - D - G - H - E.
Spiller man en D-akkord, mens capo'en er bag 2. bånd, bliver det en E, man skelner her mellem den noterede akkord og den klingende akkord. Bag 3. bånd bliver det en F-akkord. Spiller du en melodi på guitaren i G-dur, bliver det en A-dur, når capo'en er på 2. bånd, og en B-dur i 3. bånd.
Dette er nok volapyk, hvis du er begynder. Dem, der kender tonesystemet, forstår nok lidt mere. For mange, især indenfor klassisk guitar, regnes den for en "snyder." Dog opfordres klassiske guitarister til at sætte capo'en i 3. bånd, når de spiller musik fra før år 1750, så den klinger som guitarens forløber, lutten. Inden for de rytmiske genrer bruges capo'en sjældent - undtagelserne er især visse stille rockballader. Nu køres der også i disse genrer meget på lukkede akkorder (akkorder uden løse strenge), der kan flyttes op og ned og på skalaer, der kan flyttes.
Men er du til folke- og visesang og moderne folkemusik, ragtime og blues, så vil du komme til at bruge capo'en en hel del. Ved instrumentalnumre vil den forandre klangfarven og derved stykkets karakter.

Gavnlig for begyndere på guitar

For begyndere kan den være nyttig til at komme i gang med sammenspil med andre instrumenter. Et eksempel: Du har måske i din første undervisningssæson lært akkorderne, der hører til A-dur, men så vil en blokfløjtespiller i familien gerne spille med dig. Hun er også begynder, og der er C-dur en nem toneart. Så kan du sætte capo'en i 3. bånd, så dine A-dur akkorder klinger i C-dur. Her må du lære tonerækken, så du kan regne ud hvor den skal sættes.
Samtidig kan det ske, at en del sange ligger dybt for din stemme - det vil det ofte gøre for mange i G-dur. Det er bare synd, at du aldrig får øvet G-durs akkorder. Så sæt capo'en på, så hæves det, så du ikke skal vride din stemme nedad. Sådan kan du også gøre, hvis du skal ledsage en anden med dit spil, som siger til dig, om du tror han er Leonard Cohen. Hvis det modsatte er problemet - for højt for stemmen - så må du lære at transponere om til andre akkorder..

Anvendelse for viderekomne.

Også viderekomne bruger capo'en, jeg har allerede nævnt instrumentalmusik, der får en anden klangfarve med capo'en. Også til sangledsagelse kan den bruges, hvis der er en sang, hvor man vil bruge nogle effekter på guitaren, der kun kan lade sig gøre i en bestemt toneart, men må løfte tonearten noget, så er den også nyttig. Der er også adskillige eksempler i folkemusikken på samspil mellem flere guitarer, hvor de har capo'en forskellige steder - den skotske folk-gruppe McCalmans bruger det meget.
Hvis man sætter capoøen højere end 5. bånd, så forandrer lyden sig meget. Her vil dem, der hører det på en cd-indspilning tænke, hvad det dog er for et instrument der spilles her. Man kan så bevidst være ude efter den effekt, men skal det stadig lyde som en guitar, så sæt ikke capo'en højere end 5. bånd.


Så det er et køb, som du skal overveje seriøst. De koster heller ikke en herregård. Du skal huske at se efter, om det virkelig er nogen, der slutter tæt om båndet, så strengene ikke skurrer. Spørg i butikken om at få lov at prøve den på en af deres guitarer.

Capoen for dig med små penge, den er god til prisen.

En dyrere type, den har den fordel, at 

den er let at flytte i en ruf.

Akustisk country guitar

I denne genre regner de fleste nok med, at den akustiske guitar står og slår akkorderne, ofte er det sangeren, der gør det - så spilles der soloer og licks på elektrisk guitar og pedal steel guitar - ja, den sidste har en dejlig lyd, men den falder jo udenfor emnet.

Den akustiske guitar i countrymusikken.

Det skal ikke glemmes, at det oprindelig var en akustisk musikform. Da man i pladeindustriens barndom indspillede det som "old time" musik, de gamle travere, så var det fordi der var et publikum, der gerne ville høre dem og høre lidt violinmusik som de var vant til at danse square dance til. Det gjaldt især i det isolerede Appalachia-område, med en befolkning der blev kaldt "the hilbillies." Det var ikke et liv i sus og dus, der blev levet her. Selv i de brølende tyvere stod de udenfor, da resten af USA væltede sig i overflod. Her sang man stadig de gode gamle sange, men de havde fået tilført den femstrengede banjo, der også medvirkede til at ledsage violinen ved square dance. Efterhånden vandt guitaren indpas til at slå akkorderne til de to andre instrumenter og til at lægge akkorderne under en sang, den stod sjældent frem som solist.
Det blev anderledes i 1927 da en familiegruppe, The Carter Family gik i studiet. De bestod af ægteparret Sara og A. P. Carter og A. P.'s svigerinde Maybelle Carter. De sang de sange, som han havde indsamlet på sine rundture, og deres flerstemmige sang var som man ofte sang i det område. Det nye var, at Maybelle Carter brugte guitaren som et soloinstrument. Mellem sangenes vers spillede hun melodien med en særlig teknik: hun spillede melodien på de dybe strenge med tommelfingeren, mens pegefingeren anslog akkorden. Enkelt, men effektivt, og de blev snart en populær gruppe i området. Hun inspirerede Riley Puckett, der hidtil havde spillet med i diverse danseorkestre, til at lave plader i eget navn, hvor han sang og spillede i en stil, der var tydeligt influeret af Maybelles.

I countrymusikkens højborg Grand Ole Opry var der en fast guitarist ved navn Sam McGee, der akkompagnerede de optrædende, men han lavede på et tidspunkt indspilninger med guitarnumre, der i sin stil var stærkt influeret af bluesmusikken, den blev spillet i den fingerpicking stil, som kendtes derfra på det tidspunkt. Snart var den akustiske guitar lige så meget et symbol på hilbilliernes musik, som violinen havde været.
I efterkrigstiden dannede der sig to linier, bluegrassmusikken, som jeg vil behandle i et separat indlæg, og honky tonk- musikken. Flere og flere flyttede til byerne, og dansen fandt ikke længere sted på byens torv, men på honky tonks, værtshusene, hvor folk skrålede og larmede. Den elektriske guitar blev taget i brug, og lyden af den er karakteristisk for honky tonk-musikken.
Den akustiske guitar spillede dog stadig en rolle som akkordinstrument, der aldrig blev fortrængt. Ikke engang, da der i kølvandet på rock n' roll bølgen gik totalt pop i countryen, og det efterhånden, som nogen vrængede, snart var svært at høre forskel på Bing Crosby og en countrysanger.
Men nogen holdt den akustiske fane højt. Studieguitaristen Chet Atkins, der ellers også brugte den elektriske en del, lavede adskillige plader, hvor han brugte den akustiske guitar - endda ofte den klassiske med nylonstrenge. Der kan også i dag høres soloer spillet på akustiske guitarer, selv om den så er gjort til en mulighed ved siden af dens elektriske søster. Willie Nelson bruger det ofte, han spiller soloerne selv.

Hvad kræver det?

Når du kan de første tre akkorder, kan du i princippet spille en hel del countrysange i den toneart, som de tre hører til. Fint nok, men i længden vil det blive kedeligt kun med det, og det er altid godt at kunne det i mere end en toneart - C-dur og G.dur er meget brugte. Hvis du vil spille solo, så kræver det indføring i improvisationsteknik med skalaer og brug af plektret, og hvis du vil spille fingerspils-country a la Chet Atkins, så må jeg henvise dig til indlægget om moderne folk music, da han - ligesom hans forbillede Merle Travis - bruger præcis den samme fingerspilsteknik, som bruges i den genre. Her begynder det at blive krævende, og er du begynder, så forvent ikke at nå til det per omgående. En god start på at spille country guitar er at lære Maybelle Carters teknik og flere af de sange, som hun fremførte med sin familie. Der er i princippet flere stilarter i country, som har lånt fra forskellige steder, så det bliver snart en blanding af mange genrer.

Fordele og ulemper.

Blandingen af de mange genrer, hvor der lånes lidt her og der kan give et godt all-round introduktion til flere guitarstilarter i den rytmiske musik og en hel del teknikker.
Ulempen kan være, at mange af dem kun læres halvt.

Men for min del, jeg elsker countryen og dens enkle mangfoldighed, når der bare ikke er gået totalt pop i den. Har du det på den måde og vil spille den genre - så kast dig da ud i det.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Guitaren i diverse folkemusikalske sammenhænge.

Guitaren har de senere årtier fået en plads i mange sammenhænge, hvor den ikke tidligere var noget kendt instrument. Mange forskellige folkemusik-genrer har taget den til sig som et godt instrument til at holde rytmen og med sine akkorder udfylde det store gab, der kan være mellem kontrabassen og de instrumenter, der spiller melodien. Vi har set det i vores eget lands spillemandsmusik - for så vidt i spillemandsmusik over hele Norden. Man har set det i den irsk-skotske musik og anden keltisk musik, det er set i russiske sammenhænge, selv i Østrig er det ikke længere usædvanligt at guitaren supplerer harmonikaens akkorder.

Hvad går det ud på?

Princippet i denne brug af guitaren er det samme: et eller flere instrumenter spiller melodien, guitaren slår en solid rytme med sine akkorder, der kan evt. være en kontrabas, der lægger en solid bund. Når jeg selv har spillet med spillemænd ved danske stævner, er de ofte glade for, at der kommer en guitar, der hjælper med rytmen.

Hvad kræver det af mig som guitarist?

Du sidder måske og spørger, om du også vil kunne bruge din guitar til det. Ja, for det er de samme akkorder der bruges, som bruges til lejrbålsguitar og folke- og visesang. Men for at kunne det er det en god ide først at øve lang tid i at ledsage sang, hvor du har en tekst at holde dig til, hvis du ikke kan noder. Dernæst er det en god ide at opøve spil efter gehør, dvs. spil efter øret, hvor du ikke har en bog eller sangark foran dig til at vise, hvor du skal skifte akkord. Øv dig i at sætte akkorder til sange efter dit øre. Gør det meget, så du får træning i det - øret er også en muskel, der kan trænes som dine fingre. Når du så skal spille til en instrumental melodi, så prøv om du kan spille akkorderne efter øret.

Det kan være svært, da især svenske spillemandsmelodier har komplicerede akkordfølger. Her kommer vi til et punkt, hvor det kan være en fordel at lære noder - jeg bliver ofte spurgt om det er nødvendigt af mine deltagere, se indlæg Er det nødvendigt at kunne noder?. Det er ikke strengt nødvendigt, men det kan være en fordel. Når du i denne sammenhæng skal spille instrumentalmusik, så kan det hjælpe at se nodearket, hvor akkorderne er angivet ovenover. Du behøver i første omgang kun rytmelæren, så du kan se, hvordan melodiens rytme kører og derved se, hvor du skal skifte akkorderne. Så overvej det seriøst med noderne.

Det er altid vigtigt i sammenspil, at man holder takten, og guitaristen har i denne sammenhæng et hovedansvar for det. Så sørg for at holde takten solidt. Meget af den musik, der spilles i de folkemusikalske sammenhænge er dansemusik, så det kræver en solid rytme.

Denne brug af guitaren åbner for meget hyggeligt socialt samvær.