John Williams & Julian Bream - Together

Denne blog har ligget stille en tid, men nu skal der gang i den igen, og jeg vil som tidligere lovet komme med nogle anbefalinger af albums med guitarmusik, som jeg så også vil variere hvad genre angår.

Together, to virtuoser

I dette indlæg anbefaler jeg så en med klassisk guitar, ovenikøbet noget så sjældent som en med duetter, musik for to guitarer. Den er indspillet af to virtuoser på instrumentet, englænderen Julian Bream og hans australske elev John Williams (ikke at forveksle med filmkomponisten), der som en stor beundrer af Bream rejste til England for at blive undervist af ham. Efterhånden udviklede han sig til en lige så stor musiker som sin lærer.

Meget ofte skuffer det, når man ser konstellationer af to store navne, men ikke i dette tilfælde, dette album Together lever fuldt ud op til de forventninger som man har, når man som kender af klassisk guitar ser de to navne sammen.

Begge har de hver deres personlig lyd og hører man i ordentlig stereo, så er de godt fordelt i hver sin side af lydbilledet og de spiller tæt sammen helt uden noget slinger.

Duetterne på guitar

Den lægger ud med et par stykker af Breams landsman William Lawes, hvor vi så er helt tilbage i tidlige barok i første halvdel af det 17. århundrede. Så gamle stykker er oprindeligt skrevet for guitarens forløber lutten, se mine indlæg om klassisk guitar, Derpå følger et par stykker fra den klassiske guitars guldalder i 1800-tallet, først af italieneren Ferdinando Carulli, derpå nogle af spanieren Fernando Sor, som regnes for guitarens Beethoven. Det er stykker der helt og holdent følger de klassiske musikformer som kendes fra bl. a. Mozart.
Sidste del af albummet - side 2 i vinylversionen - er helliget den nyere musik, nærmere bestemt stilretningen impressionismen. Der er tale om klavermusik omarrangeret for to guitarer, og de to virtuoser formår virkelig at få de impressionistiske klange frem.
Med andre ord: et album, der kommer godt rundt i den klassiske guitar med to superguitarister. Værd at lytte til for alle yndere af klassisk guitar.

Køb den på Amazon

Ukulelen - guitarens lillebror fra Hawaii

Ukulele

Du har sikkert set den før, ukulelen, det lille instrument der er formet fuldstændigt som en guitar, men er meget lille og kun har 4 strenge. Den har nylonstrenge som den klassiske guitar, og dens konstruktion er meget lig den, bare i miniatureudgave.

Lidt historik

For mange er det svært at tage alvorligt, da man forbinder det med filmstjerner som Georg Formby og Marilyn Monroe, hvor det ofte har en komisk effekt med deres spil - måske med nutidige øjne lidt latterlig.
Men på dens oprindelsessted, Hawaii, er den et folkeinstrument, som har været yndet i et par århundreder. Den stammer formodentlig fra nogle af de instrumenter, som befolkningen købte af de portugisiske handelsrejsende i det 19. århundrede.
Læs nærmere om ukulelen.
Eks-beatlen George Harrison var vild med instrumentet og havde en hel samling af dem. Han skulle have lavet flere af sine sange med en sådan i hånden.

Dens slægtskab med guitaren

Ukulelens slægtskab med guitaren er meget nært, ikke bare udseendet og klangen, men også stemningen. Den stemmer

G C E A

og det er fire toner højere end de fire lyse strenge på guitaren. Det betyder, at det uden videre er muligt at hoppe fra guitaren til ukulelen. Det kræver så bare, at man ved sammenspil kan sige, hvad man nu spiller. Hvis man f. eks. spiller de tre gængse begynder akkorder til D-dur-sange, D, G og A7, så er de på det lille dyr til sange i G-dur, og akkorderne er G, C og D7. Hvis du har lært melodispil på guitaren, så skal du bare lære, at når du spiller en melodi i G-dur, så er den C-dur på ukulelen.

Fin intro-instrument til børn

Mange guitarister, der har små børn, giver disse børn en ukulele, for her er et instrument, som de kan tumle. Det bliver så let for dem at gå over til guitaren, omend de så skal vænne sig til to strenge mere og skal lære, at de samme greb nu står for noget andet.
Så foragt ikke dette sjove lille instrument. Det har sin berettigelse.
De sidste år har den også fået en fornyet popularitet. Muligvis fordi den er så let at transportere og akkorderne er meget nemme. De akkorder, der er svære på guitaren, er nemme på ukulelen på grund af de færre antal strenge.
Hvis du har lyst til at prøve ukulele, så har det et godt udvalg på Music2You
Hvis du allerede har en ukulele, så kan jeg anbefale en fremragende indføring Ukulele for Begyndere
Her er en ægte uke-spiller fra Hawaii:

John Renbourn er død, 70 år gammel.

John Renbourn

Så er en af de store fingerpicking guitarister gået bort, John Renbourn. Han blev fundet død den 25. marts 2015.

John Renbourn biografi

Han blev født 8. august 1944 i Marleyborne, London. Han startede allerede som barn med at spille guitar og blev optaget på konservatoriet med dette instrument som hovedinstrument. Netop da var skifflebølgen over England, og John Renbourn begyndte at studere musik af bluesmusikere som Leadbelly, Josh White og Big Bill Broonzy. Det faldt så godt i tråd med at bluesbølgen for alvor skyllede over Storbritanien i 60'erne og guitaristen Davey Graham dannede skole for mange. Folkemusikbølgen var på vej endnu, og i mange folkemusikklubber holdt man meget på, at gamle britiske sange skulle synges uden akkompagnement, men enkelte var dog mere tolerante.
Det spillested som fik mest betydning for ham var Les Cousins i Soho kvarteret, hvor han mødte mange andre guitarister, som eksperimenterede med at blande britisk folkemusik og nye toner fra den anden side af Atlanten. Blandt dem var den mand, der skulle komme til at blive hans vigtigste samarbejdspartner, Bert Jansch. Sammen udviklede de den stil, som endte med at blive kaldt folk baroque på grund af dens blanding af folk music og klassiske teknikker.
Tidlig optagelse med Bert Jansch og John Renbourn:

John Renbourns musikalske karriere

John udgav adskillige plader på selskabet Transatlantic, det mest indflydelsesrige var Sir John Alot, hvor der dels var meget af tidens musik, men også en hel del middelalder- og rennæssancemusik, som John Renbourn her gav sin personlige version af. Nævnes skal også den fremragende duet-plade med Bert Jansch, Bert & John.

Den unge John i tresserne

På et tidspunkt i årtiet dannede de to bandet Pentangle, som var et band der som nogle af de første blandede folk med både rock og jazzelementer. De havde stor succes, oven i købet i USA, hvor de fik lov at spille både på Carnegie Hall og Newport Folk Festival. Da bandet gik i opløsning udgav John Renbourn flere solo-lp'er med keltiske toner blandet godt op med andre genrer. I 1978 samarbejdede han med Stefan Grossman, som han indspillede to duet-plader med.
I 80'erne studerede han komposition og komponerede en hel del klassisk musik, men han slap dog ikke folkemusikmiljøet helt. Med regelmæssige mellemrum udgav han plader, der havde hans tydelige stempel og indspillede endda også musik til film fra tid til anden.
Gammel optagelse med Pentangle:

John Renbourn eftermæle

Da han så skulle spille på koncertbåden i Glasgow 25. marts blev man bekymret over, at han ikke dukkede op, og politiet gik ind i hans lejlighed og fandt ham død.
John Renborun var en af både mest virtuose og originale guitarister på den britiske folk-scene. Om han ikke lige er et sangskrivertalent, så er han et kompositionstalent, der har komponeret for guitaren på en måde, der har dannet skole inden for moderne folk guitar og fingerpicking. Så godt som alle hans plader er en nydelse med deres smagfulde guitarspil og ofte særprægede rytmiske drive.
Hvil i fred, John Renbourn.
Hans sidste hilsen på denne blog:

Arthur "Guitar Boogie" Smith er død

Det kom mig for øje, at denne indflydelsesrige musiker var død 3.april 2014, så han skulle da lige have nogle ord med på vejen.
Denne country banjospiller og guitarist blev født 1. april 1921 og hans tilnavn stammer fra hans kendte instrumentale hit og bruges for at skelne ham fra den gamle Nashville violinist af samme navn.
Han var søn af en musiklærer Clayton Smith, der også måtte bijobbe som tekstilarbejder for at få pengene til at løbe rundt. Han startede selv med at spille i et Dixieland band med sine brødre Ralph og Sonny indtil han blev indkaldt til militærtjeneste. Da den var ovre, flyttede han til Charlotte i North Carolina, hvor han startede sit eget radioshow med brødrene og sin kone Dorothy. I 1955 komponerede han melodien Feudin' Banjos, der i 1972 blev brugt til filmen Deliverance under titlen Duelin' Banjos. Her måtte han kæmpe for at få royalties, da han ikke blev krediteret som komponist.
Ikke alene var han en dygtig musiker, han var også en komponist, hvis frembringelser er indspillet af folk som Chet Atkins, Johnny Cash. Roy Orbison og mange andre. Hans show og pladeselskab i Charlotte var et springbræt for mange country- og bluegrasskunstnere, også banjospilleren Don Reno, der havde sin egen banjostil, startede her.
Ja, ingen tvivl, han skulle have et ord med på vejen her på denne blog - R. I. P.

Modellen for Llevelyn Davis

I denne uge har Coen-brødrenes nye film Inside Llevelyn Davis Danmarks-premiere, en film der foregår under folkemusikboomet i starten af tresserne. Modellen for hovedpersonen er Dave van Ronk, en af de meget indflydelsesrige sangere og guitarister, selv om han ikke fik noget kommercielt gennembrud. Han blev født 10. juni, 1936 i Brooklyn, New York og bosatte sig i Greenwich Village,

Van Ronks tidlige karriere

Her optrådte han med jazz bands, han betragtede egentlig sig selv mest som blues og jazzsanger, og hans repertoire bestod meget af sange fra den afroamerikanske boldgade, selv om det også blev krydret med ballader og folkesange især fra Syden. Han var af irsk afstamning trods det hollandsk klingende navn og gav sine egne rytmiske fortolkninger af sange, der mentes at stamme fra Irland. Samtidig beundrede han bluessangere som Mississippi John Hurt og Furry Lewis.

Gennembrud og indflydelse

Han optrådte på cafeerne netop som de unge folkemusikere begyndte at samle sig i denne bydel og spille musik for hinanden. Han blev gode venner med bl. a. Bob Dylan, som han fik nogen gnidninger med efterhånden, Tom Paxton, Ramblin' Jack Elliott og canadisk fødte Joni Mitchel. Noget af det, som især var nyskabende hos ham var, at han omarrangerede klassiske piano rags som Maple Leaf Rag og St. Louis Tickle for guitar, hvad en hel del unge guitarister tog til sig og rendyrkede, se mit indlæg her om Ragtime Guitar. Her skabte han en trend. Samtidig spillede han også sange, som man især forbinder med den traditionelle jazz og swingmusik, som han kendte fra sin optræden med jazzbands, og spillede dem i den moderne folk-fingerpicking stil. Med det satte han en farve på den moderne folkemusik, som den stadig besidder den dag i dag, se min indlæg om Moderne Folk Guitar.

Van Ronks senere karriere og person

Han var efter sigende en mand med mange talenter, der ofte kunne føre begavede samtaler med de universitetsstuderende, der kom til Greenwich og tog folkemusikken til sig. Muligvis var han også autist, men blev aldrig undersøgt for det og havde derfor ikke diagnosen, men hans ekstreme hukommelse med mange ting og hans evne til at lære guitarstykker og sange peger i den retning.

Han indspillede også adskillige plader og de fleste af dem spillede sig også ind igen, så han kunne leve, men han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud. I 1997 fik han så musiksammenslutningen ASCAP's pris for sin livslange musikalske indsats.

Den 10. februar 2002 tabte han kampen mod en alvorlig cancer og adskillige gamle folk-kunstnere fulgte ham til hans grav i Greenwich.
Nu kan vi vente spændt på hvad han har givet inspiration til i filmen Inside Llevelyn Davis.

Dave van Ronks eks-wife takes us Insiede fremragende interview med hans ekx-kone Terri Thai.

Flamencomesteren Paco de Lucia er død

Så er en Paco de Lucia afgået ved døden, 66 år gammel. Han er født 21. december 1947 i den sydspanske by Algedras  og døde så her 26. februar under en ferie i Mexico.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af den spanske, især andalusiske, flamencomusiks store mestre, der nu er gået bort. Han startede allerede sin karriere som 11-årig og blev mens han stadig var teenager fast ledsager til danseren Josie Greco.
I 1955 udkom hans første album og det blev starten på en eksplosiv karriere, der næppe er blevet nogen anden flamencoguitarist til del. Han har han også lavet egne kompositioner fremfor bare at spille de gamle ting, disse kompositioner viderefører traditionen, men giver i løbet af hans karriere en mere og mere personlig drejning. Der kunne snart ikke være tvivl om, at han også hentede inspiration fra moderne toner.
Hans utrolige stilsikkerhed og hans åbenhed for nyere toner har medført, at han også har spillet flamenco-jazz og har samarbejdet med folk som Al Di Meola, John McLaughlin, Larry Corryel og Cameron de la Ista.
Sågar har han endda modtaget en Latin Grammy for bedste flamencoalbum.
Rest in Peace.

Gedigen bluegrass fra broderlandet

Så var der atter lagt op til bluegrass arrangeret af Bluegrass i Danmark på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, denne gang fra den anden side af Øresund med Zeke Zzzypts Hilbilly Popgrass Quintet, som de kalder sig, et navn der ikke er helt let at sige og skrive.

Men koncerten gik lige ind og var en sand nydelse fra start til slut. Per Fält, der i Sverige er en veteran på femstrenget banjo, var et gammelkendt navn og leverede et banjospil, der stod i klar gæld til banjospillere som Ben Eldridge og Bill Keith. Men når nu dette er en guitarblog, hvor interessen især er guitarspillet, så leveredes der særdeles smukt guitarspil fra den ene af de to guitarister. To guitarister i et band er sjældent i denne genre, men her var det som man ofte ser i country og rock fordelt med akkordspil, rytmeguitar, og solospil, lead guitar. Leadguitaren leverede meget opfindsomt spil på guitaren, i visse numre oven i købet med slide, hvad der også er sjældent i bluegrass, men de numre, hvor det blev anvendt, var lige de rigtige til det, eller sådan føltes det. Ikke alene var det i den typiske flatpicking stil, men også med fingerpicking, der ledsagede en del af balladerne på en yderst smagfuld måde. Sådan kan guitaren også anvendes i bluegrass.

De har så ordet popgrass i deres navn, det er vist lidt hjemmelavet, jeg har aldrig set det før. Ja, der var da en del popnumre, men deres repertoire var yderst afvekslende, de havde lånt fra både rock, pop, country og singer-songwriterboldgaden, men der var også standard bluegrass numre. Alt blev serveret med en yderst veloplagt sang, både solo og flerstemmigt. Det kunne næsten ikke gøres bedre.

Jeg vil da også nævne, at mandolinspillet var yderst gedigent. I visse numre var der endda mundharpe på stativ, der straks ledte tanken hen på Nitty Gritty Dirt Band.

Der var ikke vildt mange fremmødte, men det er mit håb, at de kommer igen og flere næste gang får at høre det yderste velsyngende og velspillende band. Det er vist svært at finde bedre bluegrass i Skandinavien.
Jer, der ikke var der, kan prøve at høre det her:

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.

Historien om Joan Baez

Der blev på kanalen DR-K vist et program om folkesangerinden Joan Baez, som må siges at have betydet meget i den moderne folkemusik. Født i 1941 i en familie, der flyttede ret ofte, startede tidligt at spille guitar og synge og blev snart indrulleret som purung pige i det gryende folkemusik-revival.
Udsendelsen var fyldt med klip fra hendes koncerter og engagementer. Det gjorde det til en sand glæde at følge hendes historie. Den vakte minder. Hun ville først og fremmest være et menneske, der kæmpede for alles lige ret uanset race og for ikke-vold og pacifisme, med  hendes egne ord: når hun sang sange, der havde en mening, så måtte hun også gøre efter dem.
Selveste Martin Luther King støttede hun op om i hans hårde kamp. Her mindes jeg , at første gang jeg hørte hende var hos familie, der havde en singleplade med hende, hvor hun sang We Shall Overcome. Den var der mange, der indsang på det tidspunkt, men denne utrolige intense sopranstemme, det var noget helt særligt.
Midt i tresserne havde hun også et forhold til Bob Dylan, hvis sange hun beundrede. Det forhold endte ikke så lykkeligt, men hvor var det dejligt at høre dem begge i udsendelsen tale gensidigt positivt om hinanden.
I en tid, hvor Vietnamkrigen satte sindene i kog havde man stor sympati for hende, da hendes daværende mand David Harris sad i fængsel for at nægte militærtjeneste. Ægteskabet gik i stykker tre måneder efter hans løsladelse, men i denne udsendelse fra i år kunne de sidde og snakke sammen om dengang.
Hendes styrke er hendes utrolige sopranstemme, selv i dag holder den stemme sig godt, det kunne høres i flere af de nyere koncertoptagelser med hende. Hun mestrer også den kunst at variere sit guitarspil til sangene, så hun undgår monotonien. Mange folkesangere dengang strummede bare akkorder på en akustisk guitar, men hun kunne lave fingerspil, der bare sad rigtigt til de sange hun sang.
DR-K er en kanal, der genudsender meget, så til dem, der missede den kan jeg varmt anbefale at holde øje med den og se den, når den kommer.

Her er et klip med hende fra velmagtsdagene med en sang skrevet i Robbie Robertson fra legendariske The Band.

White Christmas på slide guitar

Fandt lige denne på YouTube og ville dele den. Der er mange måder at spille julemusik på.

Coen brothers nye film om folk guitarist

De to amerikanske brødre Joel og Ethan Coen har begået en række originale film, som næsten alle er seværdige. Det fantastiske er, at de ikke ligner hinanden, men er meget forskellige. Af deres tidligere film er en af interesse i denne blog, O Brother, Where art Thou? om tre straffefanger, der i 30'ernes sydlige USA rømmer og skaffer penge ved at indspille en plade. Den var fuld af hilbilly musik, både old time, bluegrass og et blues nummer af veteranen Skip James.
Det er nu ikke så meget den film jeg vil skrive om her, selv om den er seværdig som film i sig selv og tilmed har masser af god musik. Det er om deres nyeste film Inside Llewelyn Davis om en fiktiv sanger og guitarist, der kommer til New York i starten af tresserne og indrulleres i folkemusikmiljøet i Greenwich Village, hvorfra det store folkemusikrevival med Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez og Tom Paxton som nogen af de kendteste repræsentanter startede.
Den er allerede blevet vist ved de store filmfestivaler, også Cannes og har amerikansk premiere den 20. december 2013. Den forventes at komme til Danmark 6. marts 2014 - det bliver i hvert fald en film jeg stormer ind og ser! Så skal den også nok blive anmeldt her.
Filmens opdigtede guitarist og sanger er inspireret af den virkelige Dave van Ronk, der egentlig ikke betragtede sig som folkemusiker. Hans repertoire bestod af ragtime og sange, som vi forbinder med traditionel jazz og han var en af de første, der spillede den stil på akustisk guitar med den karakteristiske vekselbas-teknik, der siden blev almindelig. Han lavede dog også egne sange, der videreførte den tradition. Han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud, men han fik indspillet plader, som alle er værd at lytte til. Her er en lille smagsprøve fra YouTube.
Læs nærmere præsentation

Doc Watson er død, 89 år

Folklegende Doc Watson

Så er en af de store folk-legender afgået ved døden d. 29. maj, Doc Watson, udøver af både akustisk guitar, banjo og andre instrumenter og udstyret med en varm, mørk sangstemme. Han døde i forbindelse med en maveoperation.

Hans opvækst og liv

Han blev født og voksede op i North Carolina, navngivet Arthel Watson. Her voksede han op med hilbilliernes folkemusik, old time og bluegrass, og gospel ved søndagens gudstjeneste. Han begyndte allerede at spille i en tidlig alder, da han var ud af en musikalsk familie. Synet mistede han i sine tidlige barneår, men i lighed med andre blinde musikere udviklede han en utrolig fornemmelse for at føle sig frem på instrumentet.
Fra radioen sugede han også til sig af populærmusik og han startede sin musikalske karriere i et rockabilly band på elektrisk guitar. Det blev bare som den store fornyer af den akustiske guitar han blev en legende. Han fik sit gennembrud via folk revivalet i starten af tresserne, hvor han først medvirkede på en plade med den allerede på det tidspunkt aldersstegne Clarence Ashley og en med sin egen familie, Watson Family. Da han vakte begejstring ved sine solooptrædener ved folk-festivalerne var vejen banet for, at han kunne indspille plader i eget navn.

Hans produktion af musik

Det er så blevet til snesevis af albums lige siden, hvad der må siges at være imponerende i kraft af de meget få fusere, der er i den store produktion. Den er som et katalog over hele den amerikanske folklore, lige fra ballader, bluegrass, blues, gospel, cowboyviser, og hvad man ellers forbinder med almuen i det store land. Han er endda en af dem, der af og til har indspillet sange af på det tidspunkt unge sangskrivere som Tom Paxton og Gordon Lightfoot, hvad mange af hans jævnaldrende nok ellers rynkede lidt på næsen af som "nymodens" sange. Han har i det hele taget vist sig som typen, der ikke var lukket og gerne sugede nye indtryk til sig.

Watson som guitarist

Han blev så  en fornyer på guitaren, da han var den første der spillede fiddle tunes, hilbillymusikkens dansemelodier til violin, på akustisk guitar med plekter. Det tog bluegrass-guitaristerne sig straks til sig, og det instrument, der i den genre indtil da mest havde slået akkorderne til sange eller de andres spil, kunne pludselig spille violinnumrene og lave improviserede soloer. Det er så i dag almindeligt i bluegrassen, men dengang var det nyt.
I det hele taget var Watson en guitarist af de sjældne, der kunne forene virtuoseri med varme og udtryk i spillet. Han mestrede både at bruge plektret og fingrene. Hans søn Merle, som han opkaldte efter sit store guitarforbillede Merle Travis, dyrkede så mest fingerspillet.
Her hører vi far og søn spille et nummer sammen.

Doc holdt sig godt, da han trådte ind blandt de ældres rækker, men da Merle kom af dage ved en tragisk lastbilulykke skred aldringen hurtigt frem, og han holdt op med at turnere og gav kun koncerter i sit nærområde.
Nu har han sluttet sig til sin søn og ingen tvivl, det er en af de store, der nu har forladt os og har efterladt os en enorm produktion af god musik.

Tenor guitar

Et guitarinstrument mere

Har du nogen sinde hørt ordet tenor guitar? Nogen har og undrer sig over, hvad det er. Du ser en på billedet til venstre.  Den ligner en almindelig guitar, men se nøje efter, så vil du se, at den har fire strenge - selv om de ikke er tydelige, så kan du se det ved, at den har fire stemmeskruer. Den er også mindre end en normal akustisk guitar og ligger derfor i et højere toneleje. Så når vi så har en basguitar, så kunne vi næsten med god ret kalde den gængse 6-strengede guitar for barytonen i familien - og alter og sopraner, det må så være ukulelen.

Karakteristika

Tenoguitaren stemmer som en tenorbanjo, d a e h, en kvart - fire toner - under mandolinen, så en tenorbanjospiller vil uden videre kunne spille på den fra dag ét. Den har også været skabt for at give tenorbanjospillere en genvej til den akustiske guitars bløde klang udenom oplæring i guitar. En guitarspiller, der er vant til at spille med plekter, vil have højrehåndsteknikken i orden, han skal så lære nye tonebeliggenheder og akkordgreb.

Anskaffelse

Det er ikke et meget brugt instrument. Man kan få det samme toneleje ved at spille på de høje positioner på en ordinær guitar. Samtidig må det siges, at disse højtliggende toner har en mere sprød klang på tenorguitaren, så hvis man gerne vil have den klang på de høje toner, så er det den, der skal bruges. På grund af dens manglende popularitet er den ikke i mange musikforretninger, men i lighed med andre obskure instrumenter kan den købes på Nettet.

I 30'erne var der i USA's sydøstlige stater en duo, Delmore Brothers, der bestod af brødrene Robbi og Alton Delmore. Alton spillede gængs guitar, mens hans bror spillede tenor guitar. Udover deres smukke to-stemmige sang er de  også høreværdige for Robbis soloer på tenorguitaren. Her er en sang med dem:

Eksempler på fingerspil

Vi har i kurset Varier højrehåndens anslag lektion 8 og 9 lært det grundlæggende klassiske fingerspil. Her er nogle eksempler på nogen, der bruger dette fingerspil
Joan Baez er en af dem, der mestrer dette fingerspil, her er et eksempel:

Her hører man Leonard Cohen bruge det, kombineret med små melodiske forløb på guitaren:

Sådan kan fingerspillet give farve til en gammel dansk folkevise, ved Frode Veddinge:

Denne her sang med tresserbandet The Animals er godt nok med el-guitar, men fingerspilsmønstret er blevet klassisk med denne sang også på akustisk:

Min YouTube Kanal

Eksempler på bas og efterslag knipset

I forlængelse af mit forløb Varier højrehånds anslag har jeg i lektion 6 og 7 forklaret bas med efterslag, når det knipses frem for at strummes. Her er nogle eksempler på brugen af det.

Den tyske visesnger Hannes Wader giver her en gammel tysk vise, hvor han knipser guitaren.

Svenskeren Cornelis Wreswijk bruger det meget, her i en af hans kendteste sanger:

Eddie Skoller med en af hans tidlige sange, her bruger han bas med efterslag kombineret med fingerspil.

Min YouTube Kanal

Eksempler på bas og efterslag

I mit forløb Varier Højrehåndens anslag har jeg nu i lektion 3 og 4 forklaret det at slå en bastone an og så akkorden. Her har vi nogle eksempler på nogen, der bruger det.
Jimmie Rodgers, den første landskendte countrystjerne i Staterne, med en sørgelig sang om en vagabond:

Woody Guthrie, som var en berømt omrejsende folkesanger under Depressionen og far til Arlo Guthrie, synger her en af hans berømteste sange.

En nyere sangskriver Chuck Brodsky:

I det hele taget er det et anslag, der ofte anvendes i country- og bluegrassmusikken, i den sidste ofte garneret med raffinerede basløb.
Min YouTube Kanal

Eksempler på ren rytme

I mine indlæg om at variere højrehåndens anslag lektion 1 og 2 viste jeg ren rytme på guitaren, at man anslår akkorden samlet i varierende rytmer. Her er nogle eksempler på, hvordan det kan bruges.

Cat Stevens i en optagelse fra tysk tv med hans berømte sang Morning has broken.


En anden singers-songwriter fra halvfjerdserne Albert Hammond

Richie Havens er usædvanlig skrap til det med rytmerne, her synger han et Beatles-nummer:

Gordon Lightfoot er en af dem, der oftest bruger ren rytme, her er en af hans tidlige sange:

Min YouTube Kanal

Det andet irske akkordinstrument

Bouzoukien

I den irske musik bruger man ofte bouzoukien som akkordinstrument. Den har mange ligheder med en mandolin, men den er større og ligger derfor også dybere i tonelejet end denne - nærmere guitarens toneleje. Ellers har den  samme form på kroppen, som kendes fra forholdsvis moderne mandoliner, og så fire dobbeltstrenge som denne, der så er længere og dybere.

Græsk oprindelse

Den stammer oprindelig fra Grækenland, hvor den også har sit navn fra, der har den en pæreformet krop som den klassiske mandolin Lyden af de græske bouzoukier kender en del fra det berømte filmtema Zorba af den græske komponist og protestsanger Mikis Theodorakis. Den lyse næsten sfæriske klang, som den oprindelige græske har, synes mange passer godt til det solrige græske klima.

Muligheden som bi-instrument for guitarister.

På et tidspunkt fik den indpas i den irske musik, hvor den mest bruges som akkordinstrument. Der er forskellige stemninger,  den mest almindelige er d g a d, der er meget lig den alternative guitarstemning DADGAD, som er populær i den keltiske musik. Mange guitarister, der kan lide keltisk musik, føler sig tiltrukket af dette instrument, og man ser  også ofte, at mange irske musikere spiller både guitar og bouzouki. Er man vant til at spille guitar med plekter, så er det heller ikke svært at starte på dette instrument, der skal  bare læres nyt i venstrehånden. Det kan så endda også være let, hvis guitaristen har spillet i førnævnte alternative stemning. Ofte hører man de dygtige irske bozouki-spillere lave imponerende rytmer bag de karakteristiske irske dansemelodier.

Det er  ikke et instrument, som de har i en hvilken som helst musikforretning - heldigvis kan de findes på Nettet.

Her hører vi en græsk bouzouki-spiller:

Her er et par irske jigs med violin og bouzouki:

Gensyn med svensk trubadur

Langt tilbage i 60'erne og 70'erne var den hollandskfødte, men naturaliseret svenske trubadur Cornelis Wreeswijk - af svenskerne bare kaldet Cornelis - en hyppig gæst i dansk tv, og det holdt sig indtil hans alt for tidlige død i 1987.
Så dukkede han pludselig op igen på DR's søsterkanal DR-K i et program om Cornelis og kærligheden. Han er siden bestemt kommet til ære og værdighed i vores broderland, fået sit eget museum i Stockholm og der holdes seminarer om ham, hvor hans tekster analyseres med samme seriøsitet, som man behandler Strindberg.

Visedigteren

Det må sandelig også kaldes velfortjent, for han er nok den visemager i det 20. århundrede, som bedste har kunnet videreføre arven i Sverige fra både Bellmann og Evert Taube. I udsendelsen skiftede man mellem at se klip fra et seminar om Cornelis og kærligheden og klip med ham selv, der sang de sange, der blev omtalt. Det er sange, hvor han har sat kvinder på folks læber som Felicia, Deirdre, Bibi, Siw, Sonja, Cecilie Lind og flere andre. Det blev påvist i seminaret, at nogle af sangene ikke var helt uden chauvinistiske toner, men alligevel er de båret af en ægthed og varme, der smitter.

Musikalsk inspiration

Ud over at være solidt plantet i den svenske visetradition har han også en stærk inspiration fra den franske chanson, jazzen og bluesmusikken, så han kan næsten gå for at være et svensk modstykke til hans jævnaldrende britiske kollegaer som Bert Jansch, Ralph McTell og andre.
Det var så alt i alt et hyggeligt gensyn, og hvis nogen har lyst til at prøve kræfter med hans omfattende sangkatalog, så findes der sange som kan spilles, hvis man kan de grundlæggende åbne akkorder. De mere jazzinspirerede af hans sange er noget sværere.
Cornelis Vreeswijk på Wikipedia

Bluegrass jul

Her er nogle eksempler på julesange spillet som bluegrass.
Ricky Skaggs synger bluegrass-julesangen per excellence, Chritmas Time's a coming



Oak Ridge Boys synger Beautiful star of Betlehem



Det mere eksperimenterende med Bela Fleck & The Flecktones med den gamle engelske julevise Twelve days of Christmas


Min YouTube Kanal