tirsdag den 12. oktober 2010

Bluegrass guitar del 1

Jeg har tidligere haft et indlæg om country guitar. Nogen vil mene, at jeg skulle have haft denne her genre med der - andre mener, at det er en genre for sig, der har et udspring i countrymusikken. Uanset det, så har den i hvert fald så meget sit eget særpræg, at jeg har lavet et separat indlæg om den.

Bluegrassmusikkens oprindelse.

Der er ingen tvivl om, at den har de samme rødder som country. I indlægget om det kan se, at guitaren i 20'erne og 30'erne var henvist til at være et akkompagnerende instrument, men Maybelle Carter fra familiebandet Carter Family spillede melodierne i sin helt egen stil, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge, samtidig med at hun anslog akkorderne. Ingen tvivl om, at det også er en af rødderne til bluegrass guitar.

I efterkrigstiden var countryen mere og mere blevet elektrisk og præget af andre strømninger. Kun en mand, Bill Monroe, holdt fast ved den gamle instrumentering. Han spillede mandolin og sang i et meget højt leje. Han havde baggrund både i dansemusikken, folkesangen og blues i hans hjemstat Kentucky, der har tilnavnet The Bluegrass State, og det var efter den, at han kaldte sit band The Bluegrass Boys. Han søgte at forny stilen uden at bøje sig for strømningerne, der ellers var i countrymusikken. Den endelige lyd fandt han, da han sidst i fyrrerne havde fået Lester Flatt med på guitar og sang, Earl Scruggs på banjo - de to dannede siden deres eget band - og Chubby Wise på violin, og skiftende kontrabasspillere. Han fik efterfølgere som Stanley Brothers, Jim& Jesse, Jimmy Martin og flere andre, og da man skulle have en betegnelse på den nye lyd, blev det efter hans band, bluegrass. Det fik også en rimelig popularitet i starten, men rock'n'roll bølgen satte det i stå.
I starten var guitaren henvist til at være akkompagnement. De få guitarsoloer man hører i starten er meget få. Det er ellers en genre, der er meget baseret på improviserede soloer mellem sangenes vers, men her var guitaren tilbagetrukket. Men den rappe bas + akkordslag stil hos Lester Flatt og de særlige basløb blev skoledannende for, hvordan det akkompagnement skulle være i genren.

Den videre udvikling.

Det syntes som genren skulle gå i glemmebogen, men da folkemusikbølgen kom i starten af tresserne, fik mange bands lov at spille på folkemusikfestivalerne. Mange unge tog den rappe musik til hjertet, lærte at spille som de gamle, og påvirkningen gik også den anden vej, da mange bands tog nogle af de nye folkesangeres sange på repertoiret - de elskede især sange af Gordon Lightfoot og Tom Paxton. Især Country Gentleman fik stor betydning. Mange fra Appalacher-bjergene flyttede til regeringsbyen Washington DC, den blev snart bluegrassmusikkens Mekka.

I den periode stormede guitaren også frem og blev soloinstrument på linie med de andre instrumenter. Det skyldtes især den blinde guitarist Doc Watson, der kunne spille dansemelodierne på sin guitar med plekter. Han havde også en meget smuk barytonstemme, og han blev elsket af bluegrassfans, selv om hans musik ikke lige var rendyrket bluegrass. Hans teknik dannede skole, og snart hørte man den ene guitarist efter den ene spille de samme melodier, som før havde været forbeholdt violinen.

Den store fornyer af spillet blev i sentresserne Clarence White, der havde været en tur indenom rocken i The Byrds og som nu førte en særlig synkoperet rytmik ind i stilen. Han fik efterfølgere som Dan Crary, Russ Barrenberg og så Norman Blake, der mest er kendt for sin særlige videreudvikling af Maybelle Carters guitarstil.


Eksperimenterne.

Der er så blevet eksperimenteret på livet løs i genren, hvor man har indoptaget elementer fra både rock, jazz og andre landes folkemusik. Især guitaristen Tony Rice er kendt for sin jazzguitaragtige stil. Mange af de eksperimenter kom så langt væk fra rødderne, at man kunne diskutere, om det stadig var bluegrass - her opstod så betegnelsen new acoustic.

Selv om der stadigvæk er bands i dag, hvor guitaren kun slår akkorderne, så er guitaren i dag et lige så selvfølgeligt indslag som soloinstrument som alle de andre. Her i Danmark har vi ved flere lejligheder oplevet Peter Rowan på Tønder Festivalen og multimusikeren Tim O'Brien, der ofte har haft den fremragende guitarist Derroll Adams med.

Men naturligvis har guitaren stor betydning for genrens rytmik. Det er baseret på improvisation og flerstemmig sang, og i anden del vil jeg fortælle, hvad der kræves for at spille den.
Del 2