Der er en del, der drømmer om at spille jazz på guitaren. Det er en meget givende genre at dyrke, men den kræver en vis indsats.
Oprindelig var det tenorbanjo, der i den traditionelle jazz spillede akkorderne og gav den ekstra rytmiske akkordlyd. I enkelte jazzbands brugte man dog guitaren, bluesguitaristen Lonnie Johnson spillede i jazzband ved siden af hans solokarriere som bluesmand. For det meste var guitaren henvist til akkordspil, der gav en fast takt, men undtagelsen var en mand som Eddie Lang, der tidligt spillede soloer.
I løbet af swingtiden fortrængte guitaren tenorbanjoen, og den gængse guitar i den genre blev guitaren med f-huller, som vi i dag af samme grund ofte kalder en jazzguitar. Det var mest et akkordinstrument. I Count Basies orkester kunne Freddie Green levere en meget solid rytme, der er en vigtig del af Basies grundlæggende lyd. Enkelte stod dog frem som solister - i Frankrig var det Django Rheinhart med hans specielle zigeunerjazz, i jazzens hjemland var det Charlie Christian, der opfandt den elektriske guitar for at kunne spille solo og høres med et big band. Det startede med en pick-up på den gængse akustiske f-hul guitar, i dag er det så bare et massivt bræt.
I løbet af efterkrigstiden med bebop-musikken blev musikken mere kompliceret, og det er meget krævende akkorder, der anvendes her. Mange mindre bands var helt uden guitar, til gengæld blev det mere almindeligt, at den spillede solo, når den var der. En af de store guitarister i denne tid er Wes Montgomery, der er kendt for sit oktavspil. Der blev også udviklet en fingerstil på guitar, der kunne spilles helt solo, her er især Joe Pass den store.
I tresserne gik der avantgarde i jazzen. Der blev eksperimenteret en del med nylonstrenget guitar. Da man i halvfjerdserne fik fustionsjazz-bølgen, kom guitaren til ære og værdighed, nok mest den elektriske, men en mand som John McLaughlin har især med bandet Shakti lavet akustiske ting, inspireret af indisk musik. Det er absolut værd at lytte til.
I nyere tid har Pat Metheny stået som den store gigant på guitar, og i Danmark har vi de seneste år haft en fremragende guitarist i Jakob Fischer.
Det er almindeligt i dag, at man har en akustisk jazzguitar med pick-up, så den samme guitarist i løbet af en koncert kan skifte mellem akustisk og elektrisk efter behag og repertoire.
Hvad det kræver at spille jazz og fordele og ulemper, se fortsættelsen:
Del 2
Guitaren i jazzen.
Oprindelig var det tenorbanjo, der i den traditionelle jazz spillede akkorderne og gav den ekstra rytmiske akkordlyd. I enkelte jazzbands brugte man dog guitaren, bluesguitaristen Lonnie Johnson spillede i jazzband ved siden af hans solokarriere som bluesmand. For det meste var guitaren henvist til akkordspil, der gav en fast takt, men undtagelsen var en mand som Eddie Lang, der tidligt spillede soloer.
I løbet af swingtiden fortrængte guitaren tenorbanjoen, og den gængse guitar i den genre blev guitaren med f-huller, som vi i dag af samme grund ofte kalder en jazzguitar. Det var mest et akkordinstrument. I Count Basies orkester kunne Freddie Green levere en meget solid rytme, der er en vigtig del af Basies grundlæggende lyd. Enkelte stod dog frem som solister - i Frankrig var det Django Rheinhart med hans specielle zigeunerjazz, i jazzens hjemland var det Charlie Christian, der opfandt den elektriske guitar for at kunne spille solo og høres med et big band. Det startede med en pick-up på den gængse akustiske f-hul guitar, i dag er det så bare et massivt bræt.
I løbet af efterkrigstiden med bebop-musikken blev musikken mere kompliceret, og det er meget krævende akkorder, der anvendes her. Mange mindre bands var helt uden guitar, til gengæld blev det mere almindeligt, at den spillede solo, når den var der. En af de store guitarister i denne tid er Wes Montgomery, der er kendt for sit oktavspil. Der blev også udviklet en fingerstil på guitar, der kunne spilles helt solo, her er især Joe Pass den store.
I tresserne gik der avantgarde i jazzen. Der blev eksperimenteret en del med nylonstrenget guitar. Da man i halvfjerdserne fik fustionsjazz-bølgen, kom guitaren til ære og værdighed, nok mest den elektriske, men en mand som John McLaughlin har især med bandet Shakti lavet akustiske ting, inspireret af indisk musik. Det er absolut værd at lytte til.
I nyere tid har Pat Metheny stået som den store gigant på guitar, og i Danmark har vi de seneste år haft en fremragende guitarist i Jakob Fischer.
Det er almindeligt i dag, at man har en akustisk jazzguitar med pick-up, så den samme guitarist i løbet af en koncert kan skifte mellem akustisk og elektrisk efter behag og repertoire.
Hvad det kræver at spille jazz og fordele og ulemper, se fortsættelsen:
Del 2
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Velkommen til at give en kommentar: