Modellen for Llevelyn Davis

I denne uge har Coen-brødrenes nye film Inside Llevelyn Davis Danmarks-premiere, en film der foregår under folkemusikboomet i starten af tresserne. Modellen for hovedpersonen er Dave van Ronk, en af de meget indflydelsesrige sangere og guitarister, selv om han ikke fik noget kommercielt gennembrud. Han blev født 10. juni, 1936 i Brooklyn, New York og bosatte sig i Greenwich Village,

Van Ronks tidlige karriere

Her optrådte han med jazz bands, han betragtede egentlig sig selv mest som blues og jazzsanger, og hans repertoire bestod meget af sange fra den afroamerikanske boldgade, selv om det også blev krydret med ballader og folkesange især fra Syden. Han var af irsk afstamning trods det hollandsk klingende navn og gav sine egne rytmiske fortolkninger af sange, der mentes at stamme fra Irland. Samtidig beundrede han bluessangere som Mississippi John Hurt og Furry Lewis.

Gennembrud og indflydelse

Han optrådte på cafeerne netop som de unge folkemusikere begyndte at samle sig i denne bydel og spille musik for hinanden. Han blev gode venner med bl. a. Bob Dylan, som han fik nogen gnidninger med efterhånden, Tom Paxton, Ramblin' Jack Elliott og canadisk fødte Joni Mitchel. Noget af det, som især var nyskabende hos ham var, at han omarrangerede klassiske piano rags som Maple Leaf Rag og St. Louis Tickle for guitar, hvad en hel del unge guitarister tog til sig og rendyrkede, se mit indlæg her om Ragtime Guitar. Her skabte han en trend. Samtidig spillede han også sange, som man især forbinder med den traditionelle jazz og swingmusik, som han kendte fra sin optræden med jazzbands, og spillede dem i den moderne folk-fingerpicking stil. Med det satte han en farve på den moderne folkemusik, som den stadig besidder den dag i dag, se min indlæg om Moderne Folk Guitar.

Van Ronks senere karriere og person

Han var efter sigende en mand med mange talenter, der ofte kunne føre begavede samtaler med de universitetsstuderende, der kom til Greenwich og tog folkemusikken til sig. Muligvis var han også autist, men blev aldrig undersøgt for det og havde derfor ikke diagnosen, men hans ekstreme hukommelse med mange ting og hans evne til at lære guitarstykker og sange peger i den retning.

Han indspillede også adskillige plader og de fleste af dem spillede sig også ind igen, så han kunne leve, men han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud. I 1997 fik han så musiksammenslutningen ASCAP's pris for sin livslange musikalske indsats.

Den 10. februar 2002 tabte han kampen mod en alvorlig cancer og adskillige gamle folk-kunstnere fulgte ham til hans grav i Greenwich.
Nu kan vi vente spændt på hvad han har givet inspiration til i filmen Inside Llevelyn Davis.

Dave van Ronks eks-wife takes us Insiede fremragende interview med hans ekx-kone Terri Thai.

Folkesangeren Pete Seeger er død

"May the world go when I'm far from here."
Med at synge disse ord fra en gammel folkesang indledte den amerikanske folkesanger Pete Seeger en af sine koncerter på Tønder Festivalen i 1990, og nu er der grund til at ønske, at det må gå i opfyldelse, for nu er han "far from here,"  gået bort, 94 år gammel. Det skete 27 januar d. å., og jeg er optimist nok til at tro, at hans ønske må opfyldes, omend verden nu er en personlighed mindre.

Den unge Pete Seeger

Allerede da han mødte sine spændte danske fans det år var han til års, og mange prioriterede ham højt på dette års festival, da det ikke var nogen selvfølge, at han kom igen. Han var ikke affældig, men stemmen bævede en del, derfor havde han sit på det tidspunkt 17-årige barnebarn Tao Rodriquez med på scenen for at hjælpe med sang. Men rive publikum med til fællessang, det kunne han stadigvæk, hans sædvanlige spil på femstrenget banjo (som han nok er mest kendt for) og guitar fejlede heller ikke noget.
For to år siden var hans ven Arlo Guthrie på Tønder Festivalen og fortalte, at Pete var for svækket til at turnere uden for sit lokalområde i New York, men at han ellers havde det godt og sendte sin hilsen til festivalen.

Pete Seegers tidlige karriere

Men om end mennesker kan skabe udødelige værker, så er de  ikke udødelige selv, og Pete Seeger har nu forladt verden og efterladt sig sporene af en enorm indsats for folkemusikken og samfundslivet.
Han blev født 3. maj 1919.i New York. Hans far Charles Seeger var professor i folkloristik ved New York University, og Pete planlagde at gå i sin fars fodspor. I de sene 30'ere mødte han to folkesangere, den hvide Woody Guthrie og den farvede Leadbelly. Her blev han inspireret til selv at synge de sange, som han planlagde at samle ind til forskning og fandt efterhånden ud af, at han hellere ville synge folkesange end analysere dem. I 1941 dannede han med Guthrie, og to andre sanggruppen Almanac Singers, der sammen indsang de folkesange, som de ikke ville have skulle gå i glemmebogen.
I 1947 var han på Highlanders Highschool i Tennesee, som er en af de få eksempler på en højskole i dansk forstand udenfor Danmark. Dens slagsang var We Shall Overcome, som han senere var med til at gøre verdensberømt. I 1949 dannede han The Weavers med Lee Hays og Ronnie Gilbert, de havde en del hits i halvtredserne.

Pete Seeger og folkemusikbølgen

Det var ellers ikke et nemt årti for Pete. McCarthys heksejagt på venstreorienterede rasede for fuld tryk, og Pete Seeger blev i 1955 stemplet som landsskadelig på grund af sin kamp for borgerrettigheder. Derfor blev det først via folkemusikbølgen i starten af tresserne, at han rigtig fik et gennembrud. Han mødtes med alle folkesangerne, der samledes i Greenwich Village i New York og lærte dem de gamle sange, som han kendte udenad. Her satte han sit præg både på Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og flere andre. Inspireret af de i forhold til ham unge, der skrev sange selv, begyndte han også at skrive selv, mest kendt er nok fredssangen Where have alle the flowers gone (på videoklippet nedenfor) og Bells of Rhymney, som Kim Larsen fordanskede til Jakob den Glade. Han fik også et hit med sangskriversken Malvina Reynolds - hvis egen stemme ikke var noget at skrive hjem om - Little Boxes. Han startede en egen lille tv-kanal, hvor han holdt timer med folkemusikalske gæster, en del af disse kan findes på YouTube.
Han havde især sin styrke i at kunne rive publikum med, hans koncerter emmer af fællessang. Den klassiske liveplade med ham er fra da han fik lov at spille i den ellers konservative Carnegie Hall, hvor en fyldt sal synger med af hjertens lyst. Her får man også en prøve på hans internationalisme ved at han synger den cubanske Guantanamera af cubanernes nationalpoet Joxé Marti. Han fortæller dens tragiske baggrundshistorie, og mellem to vers giver han sig tid til at oversætte teksten. Det var jo ikke bare hans eget lands folkesange, der interesserede ham. Han samarbejdede meget med Moses Asch, der ledede pladeselskabet Folkways, der udgav folkemusik fra hele verden. De to havde sammen en stærk tro på, at musik kunne binde folk sammen, det var også Seeger, der var med til at gøre den sydafrikanske sang The Lion Sleeps Tonight verdenskendt (herhjemme bedst kendt med Bamses noget pjattede tekst Vimmersvej).

Pete Seegers senere karriere og hans betydning.

I starten af halvfjerdserne kom han ind i varmen i den mere højredrejede del af USA's befolkning, da countrysangeren Johnny Cash havde ham som gæst i sit tv-show (se indslaget uklippet), og topmålet af anerkendelse fik han i 90'erne, da daværende præsident Bill Clinton overrakte ham en medalje for både borgerrettighedskamp og bevarelse af værdifulde folkesange. Han havde på det tidspunkt også boet på en husbåd på Hudson Floden og givet koncerter til fordel for at få den renset.
Ingen tvivl, Pete Seeger var en sanger, der gjorde i praksis hvad han ofte sang om. Selv her i Danmark var vores folkesangere, der berigede tv-sendefladen i tresserne, påvirkede af ham.
Om han er mest kendt for banjo, så har han ofte spillet guitar. Han kunne på tolv-strenget guitar spille både den gamle jernbanesang Working on the Railroad og Leadbellys Bourgois Blues så det gyngede, og han har endda komponeret et fingerpicking nummer Living in the Country (videoklippet nedenfor), som er i den åbne D-stemning, et lille lystigt nummer, der klinger godt i guitarens mellemleje.

Ja, "may the world go," det håber og tror vi da, men nu hvor du er "far from here," Rest in Peace, og tak for din sang og din indsats.

Den ældre Seeger

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.

J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Coen brothers nye film om folk guitarist

De to amerikanske brødre Joel og Ethan Coen har begået en række originale film, som næsten alle er seværdige. Det fantastiske er, at de ikke ligner hinanden, men er meget forskellige. Af deres tidligere film er en af interesse i denne blog, O Brother, Where art Thou? om tre straffefanger, der i 30'ernes sydlige USA rømmer og skaffer penge ved at indspille en plade. Den var fuld af hilbilly musik, både old time, bluegrass og et blues nummer af veteranen Skip James.
Det er nu ikke så meget den film jeg vil skrive om her, selv om den er seværdig som film i sig selv og tilmed har masser af god musik. Det er om deres nyeste film Inside Llewelyn Davis om en fiktiv sanger og guitarist, der kommer til New York i starten af tresserne og indrulleres i folkemusikmiljøet i Greenwich Village, hvorfra det store folkemusikrevival med Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez og Tom Paxton som nogen af de kendteste repræsentanter startede.
Den er allerede blevet vist ved de store filmfestivaler, også Cannes og har amerikansk premiere den 20. december 2013. Den forventes at komme til Danmark 6. marts 2014 - det bliver i hvert fald en film jeg stormer ind og ser! Så skal den også nok blive anmeldt her.
Filmens opdigtede guitarist og sanger er inspireret af den virkelige Dave van Ronk, der egentlig ikke betragtede sig som folkemusiker. Hans repertoire bestod af ragtime og sange, som vi forbinder med traditionel jazz og han var en af de første, der spillede den stil på akustisk guitar med den karakteristiske vekselbas-teknik, der siden blev almindelig. Han lavede dog også egne sange, der videreførte den tradition. Han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud, men han fik indspillet plader, som alle er værd at lytte til. Her er en lille smagsprøve fra YouTube.
Læs nærmere præsentation

Akustisk guitar på Facebook

Hvis du ikke er på Facebook og ikke ønsker at være det, så tag endelig ikke det her som en opfordring til at bruge det eller andre sociale medier. Du har jo lov at lade være, og er du en af dem, der ikke vil have noget med det at gøre, så stop bare læsningen her.
Men er du en af dem, der har en Facebook-profil eller tænker på at lave en, så læs endelig videre. Facebook er trods alt - med alle dens ulemper - en mulighed for at mødes on-line med nogen, der deler ens fælles interesse, vise hinanden relevante filer eller få tips og andre ting. Så dette er et udvalg af danske Facebook-grupper, der er relevante for dig, der spiller akustisk guitar.
Danske flatpickguitarister
I denne gruppe diskuteres der guitar spillet med plekter i bluegrass-stilen, der deles mange gode videoclips i denne gruppe.
Danske guitarister der spiller akustisk guitar
Debatter mellem de guitarister i dette land, der foretrækker akustisk guitar. Deltagerne er meget kvikke til at fortælle nyt på fronten og gøre opmærksom på tv, koncerter o. l.
Danske fingerpicking guitarister
Debatgruppe for dem, der dyrker den fingerpicking stil, som jeg oplærte i via min serie Moderne Fingerspil. Her deles mange gode videoclips.
Danske fingerstyle guitarister
Meget bred gruppe om fingerstyle på guitaren generelt, der kommer også klassiske indslag af og til.
Jazz guitar forum
En side for dem, der spiller jazz guitar, se De tre typer akustisk guitar.
Guitaren.dk's facebook-gruppe
Guitaren.dk er en af de mest ressourcerige sider for guitarister på dansk og på deres gruppe på Facebook kan du følge med i, hvad der sker på siden.
Akustisk guitar
I al beskedenhed: det er Facebook-siden for denne blog. Her vil du kunne følge med i, om der kommer nyt blogindlæg her og der vil også blive fortalt korte nyheder om guitarverdenen.

Tønder Festival i fornyet form 2012

Så kom årets Tønder Festival, som jeg havde imødeset med spænding i år, da det var under en ny form. Allerede under forudbestillingen kunne det ses, nu var det ikke enkeltbilletter længere men et festivalarmbånd til en dag eller hele festivalen.

Den nye form

Så kunne man endelig tage det i øjesyn. Det var blevet mere koncentreret om festivalpladsen. De to gode gamle telt 1 og 2 var der stadigvæk, men så var der yderligere tre nye scener, en friluftscene ved skråningen, et spejltelt i belgisk stil og et mindre telt kaldet P4-scenen. Af de tre gamle scener uden for festivalpladsen var der bevaret Visemøllen, Kunstmuseet og Kulturhuset, og da de to første ligger klods op ad pladsen er det nu kun Kulturhuset der ligger afsides. Med forbehold for at jeg ikke var til koncert i Kunstmuseet, så var alt på disse ved det gamle.
Også på pladsen var der eftermiddagsarrangementer i gammel stil i de store telte, ligeledes aftenkoncerter inklusiv afslutning i Telt 1. Ellers var friluftscenen mere i folk-rockboldgaden, P4-scenen var tilsyneladende helliget nye danske navne på vej op og Spejlteltet var til lidt specielle ting og sene koncerter.
Alt i alt syntes jeg den nye form fungerede, da man havde vænnet sig til den. Måske lidt småfejl, men sådan vil det altid være, når en ny form bliver afprøvet, de bliver forhåbentlig rettet. Trængslen på festivalpladsen var mindre selv om lørdagen og der var flere små steder at sætte sig ind og spise. Alt i alt vellykket.

Sangskrivere og spillemænd

Musikken skal man ikke glemme, det er jo det vigtigste. Det var bestemt den gode gamle Tønderprofil med folkemusikken i centrum, måske lidt trist at den hyggelige gospelformiddag om søndagen var strøget, men ellers meget andet godt at glæde sig over.
Som det har været traditionen tro de sidste ti år var der Songwriters Circle søndag eftermiddag i Telt 1, første del ledet af den hollandske bluesmand Hans Theesink, anden del af den allestedsnærværende Tim O'Brien. De gav selv prøver på deres kunst og man fik smukke sange af Anthony da Costa, David Francey, Boo Hewerdine, Sarah Lee Guthrie, Eliza Gilkyson og den britiske sanggruppe Ahab.
To canadiske sangskrivere var et dejligt nyt bekendtskab for mig. Adam Cohen, søn af Leonard, gav en dejlig koncert i Kulturhuset fredag aften, hvor han demonstrerede, hvordan han slægtede sin far på ved mange ting, ikke bare den dybe stemme, men også den inciterende lyrik i sangene og de mange forskellige stiltræk, som er indoptaget i musikken. Han kunne tage sin fars skygge med en befriende humor. David Francey gav også nogle dejlige sange, ledsaget af et velklingende guitarspil i moderne fingerstyle stil.
Eliza Gilkyson fra USA gav også prøver på god sangskrivning om den jævne amerikaners liv. Hendes musik ligger i grænseområdet til countrymusikken, som blev tydeligt med den danske guitarist Jens Lystrups backup til hendes sange. Også hun har en far, der har en vis berømmelse, Terry Gilkyson, dog ikke at der er så mange der kender hans navn. Han var sangskriver hos Disney og indsang også sange der. Har man set Junglebogen med den amerikanske dialog på lydbåndet har man hørt ham synge bjørnen Baloos sang The Cold and Bare Necessities.
Også de canadiske piger Oh My Darling gav et særdeles godt sæt med den amerikanske old-timemusik, som de mestrer med stor virtuositet og meget charme i deres sceneoptræden. Le Vent Du Nord gav en livlig prøve på musikken fra den fransktalende provins Quebec.
Fra bluesfestivalen i Aalborg havde man arrangeret en kørsel med nogle af de udvalgte kunstnere, der gav en times blues i Spejlteltet flere gange per dag. Lidt af en bedrift.

Jubilæum

Så skal det heller ikke glemmes, at afslutningskoncerten var en hyldest til den amerikanske trubadur Woody Guthrie, der havde hundrede års jubilæum i år. Han har af gode grunde aldrig været på festivalen, da han døde otte år før den første, men hans ånd har svævet over den godt hjulpet på vej af, at hans familie har deltaget flere gange, desuden hans gode venner Pete Seeger og Rambling Jack Elliot. Hvem har ikke sunget med på This Land is Your Land eller Deportee uden at vide, hvem der stod bag disse sange?
Han blev fejret behørigt. Først med et sæt, hvor forskellige sangere kom på scenen og gav deres version af en af hans sange, Niels Hausgaard og Allan Olsen gav prøver på fordanskninger. Derefter et sæt med Guthrie Family, der blev ledet af farmand Arlo, der lod sine børn give deres versioner af deres bedstefars sange skiftevis med hans egne. Vi endte så med at synge This Land is Your Land som fællessang og gled så over i den traditionelle Will The Circle.
Som sædvanlig var det en rigtig god folk-festival og den nye form skal nok blive rigtig god, når den rettes lidt til.

Grundelementer i blues 5 - Turnaround

Vi har tidligere talt om tolvtakters blues i del 1 og varianter i del 3, desuden på nogle andre akkordfølger i del 4. Del 2 handlede om bluessangens opbygning.

Turnarounden og dens anvendelse.

For at gøre akkordledsagelsen til blues fuldstændig må vi lære den såkaldte turnaround, en lille akkordfølge, der spilles i de to sidste takter fremfor grundtoneakkorden, der leder rundt til næste vers. Den bruges også ofte som et forspil og som en lille slutning. For at kunne spille den må du være trænet i at kunne skifte akkord på hvert taktslag, og der findes jo så også flere almindelige sange, der har så hurtige skift. En turnaround i A ser sådan ud:

| A A7 D Dm | A E7 |

Som du ser, i den første takt skifter man akkord på hvert taktslag. I en tolvtaktersblues kommer tekstens
sidste ord lige på første taktslag af 11. takt (se del 2), her ligger så den første A og næste taktslag skifter den
så til A7 og så kører det. I turnaroundens anden takt - blues'ens tolvte - skifter det til E7 på 3. taktslag. Efter sangens sidste vers, hvor der skal sluttes, slås der bare en A-akkord an på første taktslag, som så får lov at klinge takten ud.

De andre tonearter

I E-dur ser turnarounden sådan ud:

| E E7 A Am | E H7 |

I D-dur:

| D D7 G Gm | D A7 |

I C-dur:

| C C7 F Fm | C G7 |

I G-dur:

| G G7 C Cm | G D7 |

 I D og C er du nødt til at ty til barrégreb for at tage mol-akkorderne. Her er det også lettest at tage den forudgående dur som barré, da der så bare skal løftes en finger ved akkordskiftet.
I blues tages A7 for det meste på denne måde:

Transponer og indøv turnarounden i alle tonearterne og få den sat de rigtige steder på et tolvtakters bluesskema - for den sags skyld også ottetakters, se del 4.

Grundelementer i blues 4 - Ottetakters blues og andre skemaer

Med henblik på at forstå notationen af akkordforløb i dette indlæg, gå til siden Forstå akkorddiagram og notation af akkorder og rul ned til overskriften Akkordskemaer.


Vi har allerede set på typiske akkordskemaer i blues, den såkaldte tolvtakters blues, grundformen i den blev vist i del 1, så var der nogle varianter i del 3.
Der findes så også en såkaldt totte-taktersblues, som især er kendt fra meget folk blues. Det første skema her er bl. a. grundlag for Key to the Highway, der er indspillet af både Big Bill Broonzy og Eric Clapton.

| A | E7 | D | D7 | A | E7 | D | A ||

En anden velklingende variation ligger bag How Long Blues, også indspillet af Clapton

| A | A7 | D | Dm | A | E7 | A | A ||

En rundgang - dvs. en akkordfølge, som bliver ved en hel sang igennem - som er meget almindelig i arbejdssange, der går helt tilbage til slaveriets tid, og som Ray Charles anvender i Hit the road Jack er denne her:

 | Am | F E7 |

Den har en variation, som anvendes i Sixteen tons, af mange nok kendt fra Peter Thorups fordanskning Seksten Tons:

| Am G | F E7 |

Husk altid at spille det med shufflerytme, så man kan høre det er blues.
Transponer disse akkordforløb om til de tonearter, som du er i stand til at spille og øv dem.

Jeg arbejder også på en pdf-fil med bluessange, hvor sange der kører på disse akkordforløb vil være at finde. Det vil blive annonceret her på bloggen, når den er klar.
Næste indlæg: Turnaround

Grundelementer i blues 3 - Variationer af tolvtakters blues

Med henblik på at forstå notationen af akkordforløb i dette indlæg, gå til siden Forstå akkorddiagram og notation af akkorder og rul ned til overskriften Akkordskemaer.


I del 1 viste jeg de grundlæggende akkordforløb i en tolvtakters blues. Del 2 handlede om bluessangens opbygning på dette skema.

Der findes flere variationer over det skema, her er nogle af de almindeligst forekommende.

Denne her er med udvidede harmoniseringer efter de samme regler, som man vil udvide harmoniseringen af en gængs tre-akkord sang

| A | A | A | A7 |
| D | Dm | A | A |
| E7 | D | A | E7 ||

E7 i sidste takt som vist, hvis der er et vers til, efter sidste vers A.

Den næste variant er meget almindelig i ældre bluessange. Hvis du spiller i et band og der så siges en "tolvtakters blues, anden takt på sub" så er det betegnelsen på denne variant.

| A | D | A | A7 |
| D | D | A | A |
| E7 | D | A | E7 ||

Den næste er så en variant, der ofte bruges i traditionel jazz men også i meget ragtimepræget blues. Den skrives i C, da jeg jo lovede, at hel-barrégreb ikke ville blive forudsat kendte i denne serie. Bemærk, at den har den variation af vampen, som blev beskrevet i Vampvariationer.

| C | C | C | C7 |
| F | Fm | C | A7 |
| D7 | G7 | C | G7 ||

Fm tages med halvbarré over de tre første strenge på 1. bånd og så med ringfinger på 4. streng, 2. bånd. Du klarer den bedst ved at tage F-durakkorden med denne halvbarré, så du bare skal løfte langfingeren, når der skiftes til Fm.

Jeg håber du er i stand til at transponere til andre tonearter, ellers kan min fil Grundlæggende åbne akkorder være en hjælp. Her kan du også se efter de akkorder, som du ikke kan huske.
Studer min side om transponering og spil skemaet i alle de tonearter, som du er i stand til at spille.
Jeg arbejder også på en pdf-fil med bluessange, hvor sange der kører på disse akkordforløb vil være at finde. Det vil blive annonceret her på bloggen, når den er klar.
Næste indlæg: Otte taktersblues og andre skemaer

Grundelementer i blues 2 - Bluessangens opbygning

Vi har tidligere haft et indlæg om tolvtakters blues.

Fill-ins

En sang over dette skema er for det meste bygget op sådan, at - hvis vi opdeler de tolv takter i tre linier med fire takter i hver, som jeg gjorde i forrige indlæg - så fylder sangen kun de første to takter af hver linie. De sidste to takter udfyldes så af en instrumentalist på guitar, mundharpe, klaver og hvad man ellers har brugt i blues - på gamle plader i genren helt fra tyverne er der endda eksempler på blokfløjte. Det, som der udfyldes med, kaldes en fill-in og det er en lille instrumental figur, som fungerer som et svar på sangens melodi.
Dette er en af årsagerne til, at blues kan opleves kedeligt i starten, når der kun spilles akkorder. Der mangler lige den figur til sidst i linien, der er så bare to takters akkordspil. Men spiller man sammen med en, der kan lave fill-in, så er det fint indtil du selv får det lært.

Teksten i en blues

Karakteristisk for bluesteksten er så, at der er tre linier, en til hver af de fire takter i linien, og den anden gentager den første, slavisk eller med en variation. Denne gentagne linie fortæller så et eller andet, hvor den sidste linie så er svaret eller begrundelsen. Eksempel:

I'm going to Kansas City, bringing my baby back home
I'm going to Kansas City, bringing my baby back home
it's been so long since my baby's been gone.

Blå toner

Det er karakteristisk for bluesmelodier, at de har de såkaldte blå toner, det menes at genren har navn efter en sammentrækning af deres engelske betegnelse, blue notes. Det er en sænkning af skalaens 3. og 7. trin - se skalalæren angående dette -  som er med til at give bluesmusikken dens særlige farve. For sangerens vedkommende er det ofte til et punkt mellem tonetrinet og halvtonen under den, på instrumenter laves der forskellige tricks for at ramme det, på guitaren er det at vride strengen op eller ned, som på engelsk hedder bending. Når jeg på et tidspunkt kommer til at forklare om at spille soloer kommer jeg ind på det.
Her skal bare nævnes, at når en instrument spiller solo, så fortsætter guitaren og evt. andre akkordspillere at spille de tolv takter i bluesskemaet som man gør det til et sangvers. Et sådan forløb af akkorderne kaldes et chorus, det fordanskes ofte til et kor. Hvis et band starter på en sang med 6 vers og der skal være 2 soli undervejs, så aftaler man, at der spilles 8 kor, altså, tolvtakters blues otte gange igennem.
Del 3 Varianter af tolvtakters blues

Grundelementer i blues 1 - Tolvtakters blues

Med henblik på at forstå notationen af akkordforløb i dette indlæg, gå til siden Forstå akkorddiagram og notation af akkorder og rul ned til overskriften Akkordskemaer.

Blues bredt og snævert forstået.

Hvad mange især tænker på, når de hører blues - især hvis de spiller rock og/eller jazz - er akkordforløbet på tolv takter, kaldet en tolvtakters blues. Det er  karakteristisk for blues, at det ikke bare er en genre for sig, men også indgår som element i andre genrer.
I selve bluesgenren bruges tolv-taktersskemaet også meget, men der kan  også være sange, der ikke følger det. Her skelner man  mellem blues i snæver forstand og i  bred forstand. I snæver forstand er så, når den følger tolvtaktersskemaet i et af dets varianter, som også anvendes i andre rytmiske genrer, de fleste der spiller rock og jazz har på et tidspunkt spillet en tolvtakters blues. I bredere forstand er når der ikke er noget tilbage af skemaet, men stemningen,  sangformen og diverse  stiltræk stadig er der.

Tolvtakters blues

I A-dur:

| A | A | A | A |
| D | D | A | A |
| E7 | D | A | A |

Her ser du den i E-dur:

| E | E | E | E |
| A | A | E | E |
| H7 | A | E | E |

E-dur og A-dur er to meget populære tonearter i bluesmusikken, men prøv da også, om du ved hjælp af min akkordoversigt kan transponere dem til de andre tonearter. Det ville også være godt at læse min side om at transponere og på den baggrund transponere skemaet om i alle de tonearter du på nuværende tidspunkt er i stand til at spille.
For at det skal lyde rigtig som blues, når du spiller akkordforløbet, bør du spille det med shufflerytme, som bliver forklaret i Varier højrehåndens anslag Lektion 2.
2. og næste indlæg

Grundelementer i blues - Indledning

Jeg planlægger  at køre et forløb for fortsættere, hvor jeg prøver at give en indføring i bluesmusikkens grundlæggende bestanddele. Det vil forudsætte, at du kan de grundlæggende åbne akkorder og de elementære skift mellem dem, hent min oversigt over grundlæggende akkorder og kig nærmere på, om der er nogen du ikke kan og gør så en indsats for lige at få lært dem.
Akkordforløb vil i indlæggende blive noteret i et akkordskema, som du får forklaret ved at gå ind på Forstå akkorddiagrammet og noteringen af akkorder og rulle ned til overskriften Akkordskema.
Det vil i denne omgang først og fremmest være akkordspil i blues som rent rytmespil, senere vil jeg gå videre og forklare dels det at improvisere end solo på guitaren, dels fingerstyle blues, se nærmere blogindlægget om bluesguitar. Hvad det sidste angår vil jeg opfordre til, at du kigger på mit undervisningsforløb om moderne fingerspil for at være forberedt på det.
Barréakkorder kan være gavnlige at kunne i længden, men jeg vil ikke forudsætte dem i forløbet. Jeg vil bare opfordre dig til at gøre en indsats med dem, da det kan være en fordel at kunne dem på længere sigt især i blues-genren.
Første indlæg er nu på - Tolvtakters Blues

Blues med enkeltbas fra Youtube

I min sidste lektion om moderne fingerspil introducerede jeg varianten, hvor der kun slås en basstreng an. Den er almindeligt forekommende i blues, især Texas-blues.

Her er et eksempel med Lightning Hopkins, der kombinere enkeltbassen mens han synger med et basløb mellem linierne.


Dette er en rigtig gammel en fra tyverne, Blind Lemon Jefferson, den første store bluesmand, der indspillede plader. Han synger See that my grave is kept clean, som også er indsunget af Bob Dylan på hans debut-lp i 62.


Mance Lipscomb er noget nær "specialisten" i blues med enkeltbas.

Min YouTube Kanal

En aften i bluesmusikkens tegn

I fredags havde Cinemateket i København en aften sat i bluesmusikkens tegn. Der blev vist dokumentarfilmen You see me laughing, et citat fra en bluessang: You see me laughing to keep from crying. Filmen, der er fra 2005, viste en tur til Mississippi og ifølge præsentationen var det ikke helt delta blues som der stod i programmet, men mere blues fra det omliggende område, hvor der er mere bakket, det kaldes derfor Hill Country Blues.
Mange af de medvirkende musikere havde nået en vis alder, men det var interessant at se, hvordan det havde udviklet sig siden legendariske Robert Johnsons dage. Nu var el-guitar blevet almindelig og den karakteristiske lyd var dannet af to sådanne og en trommeslager, men uden bas. Mange af skæbnerne var også tragiske, men havde formået at klare sig. En polioramt guitarist klarede at spille slide med en smørkniv på en omvendt guitar, andre levede i fattigdom og spillestedet Juke Joint var siden filmens optagelse brændt ned.
Der blev i det hele taget rørt ved mange ting i bluesmusikken: tradition contra fornyelse, de unge hvides begejstring for de gamle sorte mænds musik. Flere rockkendisser som Iggy Pop og Bono fra U2 dukkede også op og fortalte om deres forhold til musikken.
Efter filmen var der levende musik med et dansk band Fried Okra Band, der spiller i denne tradition, og de gjorde overbevisende indtryk. Deres spil var yderst afvekslende og de stod med begge ben i traditionen uden at blive museumsband.
Dejlig og lærerig aften for en blueselsker.

Alternative stemninger

Jeg er blevet spurgt om alternative stemninger til guitaren. Mange er stødt ind i det fra tid til anden og stiller spørgsmål om det.

Guitarstemningens barndom

Det er en del af "fremtidsmusikken" for denne blog, men lad mig lige kort ridse nogle ting op.
Guitaren var så vidt vides nogle årtier om at komme til den stemning, som er standard i dag og som netop kaldes "standard stemning," når man er nået til at prøve andre måder at stemme på. Nogle af de første stemte som forgængeren lutten, der lå halvanden tone højere end guitaren, altså som hvis man havde capo i 3. bånd, dog skal g-strengen lige stemmes en halv tone ned for at det passer. Denne alternative stemning anvendes også i klassisk guitar, når man skal spille gamle musikstykker, der oprindelig er skrevet for lutten.

De enkle alternative guitarstemninger

Desuden er der den såkaldte dropped D stemning, som blot består i, at den mørke e-streng stemmes en tone ned til d. Det giver guitaren en ekstra fyldig klang, især når der spilles i D-dur. Den bruges også i klassisk guitar, men er meget populær i moderne guitarformer. The Beatles har et nummer i denne stemning på deres hvide dobbeltalbum, Dear Prudence. Desuden kan nævnes James Taylor's Country Roads, der er i denne stemning. Gospelguitaristen Joseph Spence fra Bahamas spiller udelukkende i dropped d. Det er bare et fåtal af eksempler.
Der er også double dropped D, hvor begge e-strenge sænkes en tone ned til d. Den anvendes meget af Neil Young.
Så er der dropped G, hvor både den mørke e-streng og a-strengen stemmes en tone ned til henholdsvis d og g. Denne stemning giver ekstra fylde til stykker i G og er meget brugt af Nashville-guitaristen Chet Atkins.

De mere komplicerede alternative guitarstemninger.

Så er der de såkaldte åbne stemninger, hvor strengene stemmes til en akkord. De mest populære er åben D og åben G, hvor de løse strenge danner en D-akkord og en G-akkord. Disse stemninger kaldes med en fælles betegnelse for åbne stemninger. Der er mange moderne folk guitarister, der har lavet stykker i disse stemninger, men de er især populære i bluesmusikken, navnlig når der spilles med slide.
En meget smuk åben stemning er åben C, hvor strengene er stemt til at danne en C-akkord. Den er meget fyldig med mange overtoner, bruges især af britiske folkguitarister.
I keltisk sammenhæng er den såkaldte DADGAD-stemning blevet meget populær. Det skyldes især, at det er muligt at lave droner, dvs., toner der ligger og klinger hele tiden under en melodi. Det er i det hele taget en meget velklingende stemning, og udover det keltiske har Jimmy Page fra Led Zeppelin også brugt den på Black Mountain Side.
Der er andre alternative stemninger, og mange guitarister eksperimenterer helt vildt med det. Folkesangerinden Joni Mitchel startede i tresserne med at bruge de gængse åbne stemninger og lavede så senere sine helt egne stemninger. Det kan snart blive en side af guitarverdenen, som man kan blive grebet af. Her er en tuner også praktisk, da det gør det lettere at skifte steming på den samme guitar.
Som sagt: på et tidspunkt skal der nok kommer introer til de alternative stemninger her - dette var bare en intro til fænomenet som sådan.

CD-lektioner fra Stefan Grossmans workshop

Det er godt trekvart år siden, at de anerkendte amerikanske fremstillere af undervisningsmateriale til guitar og andre instrumenter Mel Bay og Homespun Tapes lavede deres videolektioner på et nyt fikst downloadsystem, hvor man kunne hente deres gode lektioner direkte til computeren og se dem der - ikke noget med lange ventetider, toldafgifter oveni og andre irritationsmomenter, som var i de onde gamle fodpostdage. Se min omtale af det. Kort tid efter hoppede Stefan Grossman på vognen med så godt som det samme system på hans workshop Vestapol. Også omtalt her.
Nu kan man så også downloade audiolektioner efter samme princip fra Vestapol. For de af os, der er skuffede over, at der så alligevel ikke blev mulighed for at sidde i en masterclass med Grossman i egen person ved festivalen i Kibæk, så er der her mulighed for at få nogle gode lektioner af ham via video eller mp3, det sidste er så det nye. Jeg vil anbefale nogle godbidder.
Der er undervisning i tre dele (oprindeligt 3 cd'er) i klassisk ragtime guitar. Her er muligt at lære de iørefaldende kompositioner af Scott Joplin, Joseph Lamb og andre ragtimekomponister for guitar. Det er nok mest for viderekomne, men hører du til dem, så er der godt at hente i dette sæt.
Holder du af gospel, så er der en indføring i den legendariske guitarist og sanger Reverend Gary Davis og hans Holy Blues (som han selv kaldte sin gospelstil)
Der er også en indføring i åbne stemninger, og der er indføring i keltisk guitar.
Foreløbig er det kun lektioner med Grossman selv, men forhåbentlig får vi også nogle af de andre gode at se efterhånden.
I øvrigt kan en stor del af udgivelserne fra Grossmans gamle selskab Kicking Mule downloades fra http://www.emusic.com/.

At spille guitar med slide

En del, der starter på guitarspil eller er i gang, har oplevet guitarister, som i stedet for fingrene spiller på guitaren med en form for rør, der glider op og ned ad strengene. Det giver en anderledes syngende lyd, og der laves levende vibrerende toner ved at røret rystes frem og tilbage, der glides ofte fra en tone til den anden. Mange drømmer om at komme til at spille det, og jeg vil da prøve at besvare nogle spørgsmål desangående.

Slidetyper.

Selve denne guitarteknik kaldes slide guitar, fordi der glides op ad strengene med røret, som derfor også kaldes en slide. Man har også kaldt det bottleneck guitar, fordi de tidlige bluesfolk, der spillede slide, brugte en afskåret flaskehals. I musikforretninger, der forhandler guitarer og tilbehør, har de ofte slides af forskelligt materiale - metal af forskellige slags, glas, ler, porcelæn, plastic. Disse materialer giver forskellig lyd, og hvilken man foretrækker må siges at være en smagssag. Hvis man vil have det til at lyde som den gamle blues med slide guitar, så skal det helt afgjort være glas, ellers er metalslides meget brugt i de rytmiske genrer i dag. Det er også muligt at lave en selv, man kan afsave en flaskehals som bluesrødderne gjorde eller som en gammel kammerat af mig gjorde, save fra en gardinstang, den skal så bare være stor nok til at sidde på en finger. Det kræver lidt håndelag.

Stilarter med slide.

Der er forskellige stilarter, hvor der bruges slide. Der er hawaiiguitaren,som på engelsk heder laptop guitar, fordi den ligger vandret og man så glider med sliden. Her bruges udelukkende slide til at spille med, og den slide der anvendes er ofte massiv og holdes mellem tommel- og pegefinger. Disse guitarer har også strengene til at ligge så højt, at det er umuligt at trykke dem ned med fingrene. Denne måde at spille slide på er gledet ind i bluegrass musikken på dobroen, og i den gængse countrymusik er det videreudviklet til pedal steel guitar. Både hawaii-guitar og dobro stemmer anderledes end en gængs guitar, jeg vil henregne dem til kategorien beslægtede instrumenter.
Så er der den form for slide, hvor guitaren holdes som en normal guitar og sliden sættes på ring- eller lillefinger, så det kan kombineres med gængs spil med fingrene. Denne måde at spille slide på har sine rødder i bluesmusikken, hvor den stadig anvendes på både el og akustisk, og den er gået ind i rocken som en af de mulige virkemidler. Her kan der bruges en gængs guitar, men resonatorguitarer er udbredte. Man må være opmærksom på, at strengene skal ligge så højt, at sliden ikke skramler mod båndene, men dog ikke så højt, at det er umuligt at trykke dem ned med fingrene. Ofte anvendes der alternative stemninger som åben G (dgdghd) eller åben D (dadf#ad), hvor guitaren er stemt til at de løse strenge danner en akkord, når de slås løst an.

Basal slideteknik.

Det kræver øvelse at føre sliden, der sidder på fingrene - men hvad, det gjorde det jo også første gang du greb en akkord. Sliden skal være lige over båndet og den skal holdes lige. Brug fingrene til at dæmpe strengene mellem slide og hovedet, ellers skramler det for meget. Du vil straks kunne genkende den syngende lyd, og så skal du øve dig i at bevæge sliden hurtigt frem og tilbage, så du får et vibrato og at glide op ad strengene til tonerne.
Det er ikke strengt nødvendigt at lære slide, men det giver indgang til nye udtryksmuligheder.

Den akustiske guitar i filmmusik

Når vi snakker guitar og filmmusik, så er det nok den elektriske guitar, som de fleste tænker på. Et karakteristisk træk i tressernes underholdningsfilm er de popmusikagtige temaer, som kører på en elektrisk guitar bag alle løjerne. Mange vil her tænke på indledningssekvensen til 007-filmene, hvor man hører det velkendte tema spillet på de dybe strenge med den deraf karakteristiske "twang"-lyd, efterfulgt af en blæsersektion.
Men den akustiske guitar er nu ikke helt ude af billedet, når der skal skabes ekstrastemning til bllederne på celloidstrimlen.

Nogle eksempler.

Jeg behøver vel bare at sige Deliverance, der på dansk hed Udflugt med Døden, der indleder med den herlige scene, hvor en retarderet hilbilly banjospiller laver en duet med en guitarspiller i bluegrassnummeret Duelin' Banjos.


Den spanske filmklassiker Forbudte Lege om de to børn i den spanske borgerkrig, der leger død og begravelse, fordi det er en del af deres hverdag, underlægges med guitarmusik sammensat af spanske folkemelodier og spillet af den klassiske guitarist Narisco Yepes.
Både filmatiseringen af skuespillet Hvem er bange for Virginia Woolf med Richard Burton og Elizabeth Taylor i ægteskabelige skærmydsler og Vietnamkrisgsfilmen Deer Hunter havde temaer spillet på guitar - i det sidste tilfælde stod det smukke tema i skærende kontrast til filmens brutale indhold.

Ennio Morricone.

Jeg vil ikke forbigå min egen favorit, Ennio Morricone. Her tænker de fleste nok ellers på elektrisk guitar, og sandt nok, det er den, der laver de skarpe riff i hovedtemaerne i hans Dollar-trilogi, men han anvender også den akustiske med stort mesterskab - i den første En Nævefuld Dollars hører man den i den folk-lignende indledning bygget over sangen Pastures of Plenty. Den Gode, Den Onde og Den Grusomme har den flere steder - da den tredje titelperson gør sin entre og det ender med hans første mord. Her bruges det bløde tema som en kontrast. Eller da banditten Tuco har sit skænderi med sin bror, der er munk, hvor en blød nylonstrenget guitar ledsager brorens påmindelser om den familie, han er stukket af fra. I den musik som ledsager slutopgøret mellem de tre titelpersoner spiller den akustiske guitar et hektisk tema inden trompeten giver det på alle skæbnesvangre tangenter - mens vi ser de tres ansigter i nærbilleder, hvor vi kan se øjnene kigge fra side til side.

Bluesguiratister

I den klassiske afmytologiserende western En God Dag at Dø med Dustin Hoffmann som omstrejfer, der møder flere autentiske personer og ndvikles i ditto begivenheder, spillede bluesmanden John Hammond musik på både mundharpe og guitar - hans bluestone passede godt til filmens blanding af ironisk humor og tragiske hændelser.

En, der har været meget flittig til at lave filmmusik, er Ry Cooder. Han lavede effektiv musik til film som Paris, Texas og Last Man Standing, og han har haft en evne til altid at kunne ramme filmenes tone, når han spillede til dem. På opslaget Ry Cooder på Wikipedia er en liste over de film, han har lavet musik til.

Naturligvis kunne et sådant indlæg som dette kun blive et udsnit, præget af hvad jeg nok selv har syntes godt om. Men prøv da at gå lidt på opdagelse ved at skrive "guitar filmusik" i Google.

Resonatorguitar

Måske har du i din nærmeste musikforretning set sådan en her - eller du har set en spille på den ved en koncert. Hvad er det dog for et dyr? Du er næppe i tvivl om, at det er en guitar, da den har seks strenge - omend det ikke er noget argument, der kunne jo at være andre instrumenter, der havde seks strenge.
Men jo, det er en akustisk guitar, en særlig type. Kroppen er af metal af varierende typer (almindeligvis stål, men også kobber og tin forekommer en del), og under strengene er der en resonator, en metalindretning, der forstærker guitarens lyd i højere grad end normale træguitarer. Det skal her siges, at der også forekommer resonatorguitarer med krop af træ, resonatorens effekt er den samme. Her ser du det indre af resonatoren med dækslet fjernet:

Oprindelse og de to typer

Den blev oprindelig udviklet til danseorkestre, hvor blæsere og slagtøj let kunne overdøve en almindelig træguitar, men de blev snart populære blandt gademusikere, fordi de var i stand til at spille med en lydstyrke, der påkaldte sig folks opmærksomhed. Derved blev de også gængse hos bluesguitarister, der ofte sad på gaden med hatten foran sig.
Der findes groft set to typer, National guitars og Dobro. Den første har en dobbeltlags resonator, og den er meget populær til bluesmusik, den anden er udviklet af de slovakiske brødre Dobero, der havde slået sig ned i USA som instrumentbyggere. Dens betegnelse er en amerikanisering af deres navn. Den har en enkeltlags-resonator.

Anvendelse af resonatorguitaren.

Man skulle tro, at den elektriske guitar ville fortrænge et sådant instrument, men sådan er det ikke gået. Bortset fra at det er den elektriske guitar, der fylder rollen som hørbar guitar i jazzbands og er blevet et hovedinstrument i rockmusikken, så har resonatorguitaren en speciel klang, som dyrkes i mange sammenhænge.

I blues anvendes National-typen ofte til spil med slide, dvs. teknikken med at spille med et rør, der glider på strengene. Det skyldes især, at de gamle bluesfolk ofte spillede med slide, og da National-guitaren blev brugt meget af dem, så syntes man efterhånden, at det var den rigtige lyd med slidespil. Det kan dog også lade sig gøre at spille med fingrene, hvad de gamle bluesfolk også gjorde, men resonatorguitaren er blevet forbundet med slide i dag indenfor bluesmusikken. Den anvendes derfor også en del i rocken, når der skal spilles slide på akustiske instrumenter - et eksempel kan høres forspillet til Stones-hittet Angie fra 1973.
Da de har stålstrenge må de - i lighed med westernguitaren og jazzguitaren - siges at være noget hårde ved fingrene for begyndere, men er du længere fremme og gerne vil dyrke blues og slidespil, så overvej den. Her ser du en spille blues på resonatorguitar med slide:


En anden sammenhæng er i bluegrass, hvor det er Dobro-typen, der anvendes, anbragt i vandret stilling og spillet med en slideteknik, som vi ellers mest forbinder med hawaii guitar. Den dobro, der anvendes her, er med strengene løftet meget højt over gribebrættet for at sliden ikke skal skramle med båndene - så den er absolut uegnet til ordinært spil, strengene kan bare ikke trykkes ned med fingrene. Den stemmer anderledes end den ordinære guitar. Jeg kan godt lide lyden af dobroen og glæder mig over den i bluegrassbands, men jeg hælder til at mene, at det er et helt andet instrument end guitaren. Hvis nogen, der læser dette, har lyst til at spille sådan en, så gør det da og god fornøjelse. Det bliver bare ikke lige denne side, hvor du kan finde stof om den.
Her ser du et videoklip med den ansete bluegrass dobrospilller Jerry Douglas: