fredag

Fortsæt med nye akkorder - 3. lektion Vi lærer C-dur og G-mol

Begynd med lektion 1
I de to første indlæg prøvede vi at transponere sange med to akkorder om til andre tonearter - A-mol til D-mol, her brugte du akkorder, som du allerede kunne, hvis du har fulgt min Kom i Gang-serie - og så sidste gang D-dur til G-dur og A-dur. Her fik du lært D7-akkorden og A-dur.akkorden
OBS! Hvis du på nuværende tidspunkt har svært ved at huske alle akkorderne, så hent min oversigt Grundlæggende Åbne akkorder. Jeg vil råde til, at du lærer akkorderne trin for trin via disse indlæg og bruger filen til opslag, når du har glemt en akkord, På den måde får du dem bedst ind på lystavlen.

Fra D-dur til A-dur og G-dur, treakkordsange

Download lige Begyndersange på tre akkorder hvis du ikke allerede har gjort det.
Nu sidder du måske og tænker, at du også gerne vil spille dem med tre akkorder i de nye tonearter. Med A-dur er det let, du erstatter G med en almindelig D, som du allerede kan. Har du glemt den, så tjek ovenstående link til en oversigt.
Så ligesom sidst:

  • D erstattes af A
  • A7 erstattes af E7, og det nye:
  • G erstattes af D

I G-dur må du lære en ny akkord, C-dur:
Diagram over C-durakkord for guitar
C
Den erstatter G'et i de sange, som har tre akkorder, når du transponerer om til G-dur.
Så ligesom sidst:

  • D erstattes af G
  • A7 erstattes af D7, og det nye:
  • G erstattes af C
Hør på podcast

Fra A-mol til D-mol, treakkord og modal

Med den kan du også spille modal mol i D-mol, for her spiller du C i stedet for G.
Med de tre akkorder i tonal mol  er du så nødt til at lære Gm til at erstatte Dm:
Diagram over G-molakkord for guitar
Gm

Det er så nok den ondeste akkord, som du har prøvet indtil nu. Men med den kan du spille i D-mol med tre akkorder.
Så ligesom sidst:
  • Am erstattes af Dm
  • E7 erstattes af A7, og det nye:
  • Dm erstattes af Gm
Du kan også spille de to sange, Nine hundred miles og Bim Bam Busse, hvor det er blandet tonal og modal
Her erstattes G med den nye C.
Øv den og øv skiftene mellem alle de nye akkorder - og prøv så at spille de sange, som du har lært i D-dur i G-dur og A-dur i stedet for, og prøv at spille de molsange du kan i D-mol. På den måde får du lært de almindeligste akkordskift.
Se også indlægget Gode råd om akkordskift.
Hør på podcast
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
4. og næste lektion
Her lærer du at spille den såkaldte lille vamp både i G-dur og i D-dur, til det sidste lærer du en ny akkord, Em.

onsdag

Lidt om begrebet fingerspil

Jeg har tidligere lavet indlæg her om fingerspil, og ved at kigge i statistikken har jeg kunnet konstatere, at det er et særdeles populært Google-søgeord blandt guitarspillende Netbrugere. Ved flere lejligheder har jeg da også lovet, at der skulle komme flere indlæg om det.
Dette indlæg siger noget om, hvad der har været og hvad der kommer.

Tidligere indlæg

Jeg har haft et kursusforløb her med hvad jeg kalder Moderne Fingerspil, et forsøg på at fordanske betegnelsen for det fingerspil, som anvendes i moderne guitargenrer, når der spilles akustisk guitar. Hvad forskellen er på det og hvad jeg i mangel af bedre ord kalder det klassiske fingerspil, det forklarede jeg i indlægget Moderne fingerspil? Hvad er så gammeldags?
Inden jeg startede på forløbet om Moderne fingerspil lavede jeg to indlæg for dem, der ikke havde spillet nogen form for fingerspil før, da forløbet om det moderne ellers kunne blive for meget på en gang, hvis man ikke kunne noget fingerspil overhovedet. De hed Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt.
Så har jeg også haft forløbet Varier Højrehåndens Anslag, hvor der i de tre sidste lektioner indgik de første trin i fingerspil. I den forbindelse viste jeg i et indlæg nogle eksempler på fingerspil fra YouTube.
Er du begynder, der har lært de første få akkorder, så vil jeg henvise dig til min serie Varier Højrehåndens Anslag.
Er du en efterhånden rimelig rutineret guitarist, der slet ikke har prøvet nogle former for fingerspil før,   henviser jeg til indlæggende om basalt fingerspil.
Har du spillet fingerspil allerede, men kunne godt tænke dig at lære den moderne type, så se mit forløb om Moderne fingerspil. Se også nogle eksempler på moderne fingerspil
Kunne du godt tænke dig at kunne noget mere af det klassiske fingerspil, så læs resten af dette indlæg og hold øje med bloggen her.

Fingerspillets natur.

Fingerspil - som er blevet en fast betegnelse for begrebet hos guitarister - er modstykket til det, som hos keyboardspillere kaldes en brudt akkord, fordi akkordens toner spilles enkeltvis i stedet for samlet. Det er især populært til stille bløde sange, da det klæder dem godt, især med guitaren der passer så godt til den menneskelige stemme.
Mange tror, at når de har lært det mønster, som de får lært i mine indlæg om basalt fingerspil eller slutningen af varier-forløbet, så kan de fingerspil. Nej langtfra, de har bare lært et mønster - og hvorfor lige det mønster? Et sted skal man starte, og dette mønster er også ideelt til dem, der skal prøve fingerspil første gang, fordi strengene kommer i ligefrem rækkefølge.
Når du efterhånden udvider sit repertoire af fingerspilsmønstre, så får du et virkelig afvekslende akkompagnement til din sang. Meget enkelt: vælg forskellige fingerspilsmønstre til sangene, brug også andre anslagsformer. Det er adskillige folke- og visesangeres hemmelige våben mod monotoni, se indlægget Folke- og visesang del 2.

Kommende og nuværende indlæg

Jeg er kommet i gang med indlæg her på bloggen, hvor jeg viser forskellige fingerspilsmønstre, og der vil komme flere af dem.
Den bedste måde at lære dem på er at vælge nogle akkorder, som du er hundrede procent rutineret i og spille fingerspilsmønstret til dem. Øv det ultralangsomt i starten, så højrehånden vænner sig til bevægelsen, se i den forbindelse mit indlæg om opøvelse af anslag.
Spil det tiil sange, som du kan, og hvor du er helt dus med akkordskiftene. I indlæggende vil jeg notere det i det såkaldte tablatur, så sæt dig lige ind i at læse det og sørg også for at kunne de klassiske betegnelser på højrehånds fingre, som du kan finde på tablatursiden.
Dem, der allerede er kommet op:
Fingerspilsmønstre 1 - Det basale i modsat orden
Fingerspilsmønstre 2 - Et eksempel på samtidigt knips
Fingerspilsmønstre 3 - Variationer af det korte fingerspil
Fingerspilsmønstre 4 - Veksling mellem mønstre

Vel mødt til at lære mere fingerspil.

lørdag

Bluegrass med dansk hygge

Aftenens konferencier fortalte, hvordan han var blevet forbavset første gang han mødte de tre ældre herrer fra trioen Muleskinner, der fortalte de var et band. Han troede, at han kendte alle bluegrass-bands i Danmark - den samme følelse havde jeg ved forhåndsomtalen af gårsdagens koncert på Karens Minde i Sydhavnen. Det er jo lidt af en niche i dette land, så jeg troede også, at jeg kendte alle. Så dukkede der sandelig lige et band om fra Nordjylland, ovenikøbet nordenfjords.
Og hvilket band. De tre herrer gav en smuk blanding af traditionelle bluegrassnumre, countrysange og folk-numre, serveret med en spilleglæde og humør, der næsten kunne dem få til at ligne nogen, der var for hillbillymusikken hvad De Gyldne Løver har været for den irske musik. Deres kontrabassist leverede en solid rytme, ind imellem noget i denne genre så sjældent som en solo, og de to andre bandmedlemmer spillede begge guitar, den ene yderligere femstrengede banjo, den anden yderligere violin, mundharpe og tandharpe, der blev benævnt med den gammeldags betegnelse jødeharpe, hvad der gav anledning til nogle vitser. Det må næves, at de alle tre havde gode sangstemmer, der klingede godt sammen. De havde også besøg af en hjemmeføding, Katrine, der sang et par smukke duetter med dem.
Guitarspillet hos den ene af dem var særdeles velklingende og en blanding af fingerpicking countryguitar med tydelig gæld til Chet Atkins og lidt flatpicking i bluegrassstil, udført med Mark Knopflers særprægede teknik. Han tog også kegler hos publikum med flere af sine soloer og med sin fremførelse af klassiske banjonumre fra legenden Earl Scruggs, der gik bort i forrige uge.
En så glad aften med bluegrass og akustisk country går man gerne efter igen, så det bliver forhåbentlig ikke sidste gang de tager turen til København.

fredag

Fortsæt med nye akkorder - 2. lektion Vi lærer D7 og A-dur

Begynd med lektion 1
I sidste indlæg prøvede vi at transponere en sang med to akkorder fra A-mol til D-mol. Det er var  med akkorder du allerede kunne, men det er en god måde at lære nye akkorder på. Nu skal vi transponere i de kommende indlæg, så du lærer nye akkorder.

Fra D-dur til G-dur

Download lige pdf-filen Begyndersange på to akkorder, hvis du ikke har gjort det.
Sangene med to akkorder i D-dur kan du synge i G-dur. G-akkorden kan du, du skal så lære D7, som er dominant i denne toneart.:
Diagram over D7-akkord for guitar
D7

Har du glemjt G? Så se lige Kom i gang Lektion 6
D7 er spejlvendt i forhold til almindelig D. På podcasten synger jeg Tom Dooley, men prøv at syng alle de  sange du kan med to akkorder.

  • Erstat D med G
  • Erstat A7 med D7.

Fra D-dur til A-dur

For at synge sange med to akkorder i A-dur, skal du bare lære en gængs A-akkord:
Diagram over A-durakkord for guitar
A

Nu, hvor du kan både A, A7 og Am, så pas på ikke at tage fejl af dem! Det er en almindelig begynderfejl.
Du skal så:

  • Erstatte D med A og
  • A7 med E7.
Har du glemt E7? Se Kom i Gang lektion 5
podcasten synger jeg He's got the whole world, men prøv det på alle de sange du kan.
At spille sangene i andre tonearter er en god måde at lære nye akkorder på. og du får øvet de oftest forekommende skift.
Øv de nye akkorder efter princippet fra Kom i gang lektion 1, og øv de to nye skift med øvelsen i Kom i gang lektion 2, og syng så sangene i de nye tonearter.
Hør på podcast
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
3. og næste lektion
Vi lærer akkorderne C og Gm, så vi bliver i stand til at spille sange på 3 akkorder i A-dur, G-dur og D-mol. Desuden modale molsange i D-mol.

tirsdag

Transponering af sange i tekstbehandling

Jeg har tidligere lavet et indlæg om at skrive sangtekster med akkorder i tekstbehandling og som med alle andre tekster er tekstbehandling et godt redskab, hvis man forstår at bruge det.
Så er det, at man ind imellem skal sætte en sang om i en anden toneart end den, som man skrev den i, det er hvad man kalder at transponere. Også her er Word, som jeg i lighed med mange andre bruger, et godt redskab, men det skal bruges med omhu.
Hvordan du sætter sangteksten med akkordangivelserne op i Word, der henviser jeg til mit forrige indlæg, som der foroven er et link til.

Søg og erstat - en god hjælp

Nu har du skrevet den ned, akkorderne står perfekt over de rette stavelser, hvor skiftet kommer - men så gør nogen dig opmærksom på, at den toneart ligger i et dårligt toneleje for dem, der skal bruge sangarket eller også er det en for svær toneart på deres nuværende niveau. Så må du transponere. Det kan være et træls arbejde, selv om akkorderne kun står over et vers, at gå dem alle samme igennem med piletasterne og skifte dem ud, især hvis det er  lange vers med mange akkordskift.
Men trøst dig, du kan bruge Søg og Erstat-funktionen, som i det hele taget er en god hjælp til mange tekster.
Marker først det eller de vers, der har akkordangivelserne, klik så menuen Rediger og klik på Erstat på rullegardinsmenuen - du kan også bruge en genvejstast, CtrlH.
Så kommer dialogboksen frem. I feltet Søg efter skriv så navnet på den akkord, der skal søges efter, og i feltet Erstat med skriv  hvad denne akkord skal ændres til.

Klik Erstat med nogle akkorder

Hvad du  skal klikke på nu, det afhænger af hvad for en type akkord, der skal ændres. Ordinære dur-akkorder angives jo kun med et bogstav, og det siger sig selv, at dette bogstav givetvis også forekommer i større eller mindre grad i teksten. Derfor må du ikke klikke på Erstat alle, for så bliver samtlige bogstaver i det markerede ændret. Klik på Erstat-knappen. Så kigger programmet de markerede vers igennem for det angivne bogstav, som er akkordnavnet, og det vil så markere bogstavet, når det er fundet. Så skal du vælge mellem knapperne Erstat eller Find næste. Er det en akkordangivelse, så klik Erstat, er det i teksten, så klik Find næste.
Vær her opmærksom, for er man uopmærksom kan man let ændre et bogstav i en tekst eller glemme at ændre en akkord.
Til sidst vil der komme en dialogboks, hvor der meddeles, at funktionen er færdig med det markerede, og der spørges, om Word skal fortsætte med resten af dokumentet. Klik Nej. Tjek så lige, om du har lavet nogle af de førnævnte uopmærksomhedsfejl og ret det, om det er tilfældet.
Gentag den samme procedure med de andre akkorder. Det skal være den samme procedure, når akkorden består af to bogstaver, som f. eks. molakkorder, for hvis nu der f. eks. er en Am-akkord, der skal laves om, så vil den også ændre de steder i tekster, hvor a og m kommer efter hinanden - så bliver f. eks. "dame" pludselig til "deme," hvis det er Em, der ændres til. Så samme procedure med dem!

Klik Erstat alle med andre

Så er der akkorder, hvor der er et eller flere cifre efter bogstavet, begyndere støder  i første omgang ind i -7-akkorder, senere kommer der 9, 13 og så videre. Her kan du med sindsro, hvis du skriver hele akkordens navn i begge felter, klikke Erstat alle, for der er næppe mange sangtekster med et bogstav og tal klods op ad hinanden - tjek dog lige om din tekst skulle være en undtagelse, jeg kan dårligt nok komme i tanke om nogen. Det samme kan du også gøre, når det er akkorder baseret på afledte toner, hvor bogstavet er efterfulgt af #, for hvor ofte forekommer dette tegn i sangtekster. Det gælder også tegn som - og +, som bruges til nogen akkorder. Her ordner Word så ændringen af alle disse akkorder i et snuptag.
Husk også her at klikke nej, når der spørges, om Word skal søge i resten af dokumentet.
Hvis der er en akkord, som der kun er en af i sangen, så er det nok lige så let at gå ind og ændre den manuelt ved at anbringe markøren bag den, slette og skrive den nye.

Rækkefølgen

Jeg vil også til sidst bemærke, at rækkefølgen af de akkorder man ændrer med Erstat-funktionen ikke altid er ligegyldig. Nogle tonearter har jo akkorder tilfælles, og har du så ændret en af disse til den nye tonearts akkorder, så vil funktionen også ændre disse akkorder, når du kommer til den.
Et eksempel: D-dur og G-dur har G-akkorden tilfælles. Lad os sige, at du vil transponere en sang om fra D-dur til G-dur. Hvis du starter med at ændre D-akkorden til G, så vil   funktionen, når du skal til at ændre G-akkorden til C, også finde de nye G-akkordangivelser. Du kan naturligvis bruge Find næste-knappen, men det er lettere og med færre museklik at ændre D-durversionens G-akkord til C først, så er der ikke de g'er til at trække processen i langdrag.
Så tænk dig altid om, hvorvidt de to tonearter har en eller flere akkorder tilfælles og læg rækkefølgen efter det.
Hermed håber jeg, at du har fundet ud af, hvordan Word, når det bruges rigtigt, kan hjælpe med en ændring af sangens toneart.

fredag

Fortsæt med nye akkorder - 1. lektion Transponering og nogle begreber

Har du fulgt serien Kom i gang eller kan du det, som jeg nævnte i indledningen?
Så er du kommet et pænt stykke, du kan 6 akkorder, og med dem kan du spille til sange med to og tre akkorder i både dur og mol, for mols vedkommende både den tonale og modale. Hyg dig med at synge dem til disse akkorder fortsat.
Men du kan så kun spille dem i en toneart. På et tidspunkt vil du sikkert gerne lære flere akkorder, der er jo sange, der overstiger de tre akkorder, muligvis også sange, som du drømmer om at kunne.

Transponering til andre tonearter

Tilbageblik

En god måde at lære nye akkorder på er at lære at spille de sange, som du kan i nye andre tonearter, det kalder man at transponere dem. Det kan også være en nødvendig ting at gøre, hvis en sang ligger i et for højt toneleje for en sanger, eller fløjte- og violinspilleren ikke kan spille i den toneart endnu.
Det er let nok i sange med kun en akkord. Jeg foreslog at spille Mester Jakob og Ro din båd på G i stedet for i lektion 6. Jeg bad også om at spille Jeg har fanget mig en myg på Dm i lektion 9. Det var en transponering, som var let nok, når der kun er en akkord i sangen. Nu skal vi så til at transponere sange med to og tre akkorder.
Download lige pdf-filen Begyndersange i mol to akkorder

Fra A-mol til D-mol, to-akkordsange

Vi starter med sange på kun to akkorder. Du vil kunne spille sange i D-mol med dem, som du allerede kan. Har du glemt dem? Du kan se Dm i Kom i Gang lektion 9 og A7 i Kom i Gang lektion 2. Prøv at spille de sange med to akkorder i mol ved at erstatte

  • Am med Dm og
  • E7 med A7.
Hør på podcast
Ja, dem kan du jo. Jeg vil foreslå, at du her tager A7 med lang- og ringfinger, det gør skiftet lidt lettere. Øv skiftet, og prøv så sangene med de akkorder.
Du har så ikke lært nye akkorder i dette indlæg, men du har lært at transponere til en anden toneart - og det kan være en god måde at lære nye akkorder på, for så kender du sangen og skal ikke koncentrere dig om den og kan derfor bruge energien på at lære akkorderne. I næste indlæg skal du nok få lært  nye akkorder.
Nogle vigtige betegnelser
Det vil nok også være godt, at du her lærer akkordernes betegnelse i en toneart.

  • D-akkorden i D-dur kaldes grundtoneakkord eller tonika,
  • A7 er dominanten
  • G er subdominanten
Hør på podcast
Ligeledes i A-mol, her er Am grundtone//tonika, E7 er dominant og Dm er subdominant.
Når vi så - som i denne lektion - flytter sangen om i en anden toneart, til D-mol, så bliver Dm tonika og A7 dominant. Det er 7-akkorderne, der bruges til dominantakkord.
Læs evt. Harmonilæren for uddybende forklaring.
Hør på podcast
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
2. og næste lektion
Vi lærer to nye akkorder, D7 og A, så vi bliver i stand til at spille sange med to akkorder i G-dur og A-dur.

mandag

Fortsæt med nye akkorder - Indledning

Så er det på tide for begynderne at komme videre. Der er startet et nyt forløb her, der hedder Fortsæt med nye akkorder.

Forudsætninger

Vi har her på bloggen haft forløbet Kom i Gang med Guitaren, og hvis du er totalt blank nybegynder vil jeg anbefale, at du lærer det forløb først, start med at læse indledningen og så lektion 1.
Hvis du er en af dem, der har gået igennem Kom i gang- forløbet, vil du kunne følge dette  nye forløb. Hvis du ikke har det, men ellers er begyndt at spille,  kan du sikkert godt være med her. Der forudsættes, at man kender akkorderne D (lektion 1), G  (6. lektion) og A7 (lektion 2), altså D-durs akkorder og Am (4. lektion), Dm (9. lektion) og E7 (5. lektion), altså A-mols akkorder og at man er i stand til at spille enkle sange på to eller tre akkorder med disse. Samtidig bør du  kende de basale taktarter, 2/4, 3/4, 4/4 (lektion 3) og 6/8 (10. lekition).
Har du nogen huller her? Så klik på de foregående links og se lige på lektionen. Forløbet her starter efter påskedagene, så du har tid til at se  på det.
Der har  også tidligere været et forløb for begyndere, der hed Varier højrehåndens anslag. Det er ikke strengt nødvendigt at have fulgt det eller kende til indholdet  for at følge det her nye forløb. Hvis du har fulgt det, så er det fint, hold det vedlige sideløbende med, hvad du lærer i dette forløb. Har du ikke fulgt det, så prøv da lige at kigge på det så meget som du har tid til. Du vil  lære nogen måder at afveksle anslaget på, som gør dit spil mindre kedeligt. Øv det med de akkorder du kan.

Hvad det nye forløb går ud på

Her i dette forløb går vi som navnet siger videre med at lære nye akkorder. Når det er forbi, skulle du  kunne de grundlæggende åbne akkorder.
Vi vil lære dem på den måde, at vi spiller de sange, som blev brugt til Kom i Gang med Guitaren i andre tonearter end D-dur og A-mol - det kaldes at vi transponerer dem. Download da lige filerne med disse sange, hvis du ikke allerede har gjort det, og hvis du er en af dem, der ikke fulgte forløbet, men kan akkorderne, så øv  disse sange inden lektion 1 kommer op.

Begyndersange på to akkorder
Begyndersange på tre akkorder
Beyndersange i mol to akkorder
Begyndersange i mol tre akkorder

Jeg vil så følge princippet, som jeg har talt  for flere gange på denne guitarblog: lær lidt ad gangen og brug det ofte. Vi lærer de grundlæggende åbne akkorder - hvor der i forløbet forudsættes kendskab til seks af dem - ved at lære dem en eller to ad gangen og bruge dem. Efter det vil du kunne begynde at  ledsage sange, der har mere end tre akkorder, hvad vi snuser lidt til i forløbets sidste lektioner.
Læs lige mit indlæg Gode råd om akkordskift, den kan være gavnlig også at vende tilbage til flere gange i forløbet.
Gå til lektion 1
Her lærer du at transponere til en anden toneart. Det gøres fra A-mol til D-mol i sange med to akkorder.