fredag den 11. november 2011

Kom i gang - 10. lektion En taktart mere

Første lektion her
Fik du lært sangen fra sidste gang? Så gå nu løs på sangene med tre akkorder i A-mol, vel at mærke tonal A-mol som du kan downloade på en pdf-fil her.
Hør mig synge dem på podcast
Nu er du kommet et pænt stykke, du kan 6 akkorder, og med dem kan du spille til sange med to og tre akkorder i både dur og mol, for mols vedkommende både den tonale og modale. Hyg dig med at synge dem til disse akkorder fortsat. Det er så sidste lektion, men hvis du har blod på tanden, så er her en fortsættelse, hvor vi ser mere på højrehånden.

I sidste indlæg i denne serie er der en taktart, som vi ikke har set på før (se lektion 3 for de øvrige taktarter). Den er anderledes, fordi den måles i ottendedele i stedet for 4-dele, se rytmelæren. Den er nok ikke så almindelig som de tre taktarter, som vi har brugt indtil nu, men almindelig nok til, at man er lidt handicappet, hvis man ikke kan den. Derfor vil jeg slutte denne serie på 10 med at gennemgå den.

Det er 6/8-dels takt, og ligesom 3/4 er karakteristisk for vals er den her karakteristisk for den irske dans jig. Man kan godt tælle 1 2 3 4 5 6 på den, men jeg for min del har det med at falde over det, når jeg tæller på den måde, så jeg siger 1 og så 2 og så. Det er lettere. 1 og 2 (4 i første tællemåde) skal have en ekstra betoning.
Hør den på podcast

Vi falder her tilbage på en sang med kun en akkord:

Peter og Ane, de gik sig en tur, en tur, en tur, en måneskinstur.
Den letteste måde at slå rytme på guitaren på er ved bare at slå et slag på "1" 2 og "så"
Hør den på podcast

En anden sang i samme taktart er den finsk-svenske vise Vem kan sägla.

Begge vers af Vem kan Segla, med akkordangivelser
Hør den på podcast
Når du har lært denne taktart, så kan du de fire almindeligste taktarter, to- tre og fire fjerdedel og den mindre almindelige, men alligevel ofte forekommende seks ottendedel. Desuden kan du seks akkorder, D, G og A7, der sætter dig i stand til at ledsage sange med to og tre akkorder i D-dur, og Am, Dm og E7, der sætter dig i stand til at ledsage sange med to og tre akkorder i A-mol, desuden kan du med G-akkorden spille sange i den modale udgave af A-mol. Hyg dig med at spille sange i de tre tonearter.

Hvad så nu? Se efterordet