Så blev der på Karens Minde i Sydhavnen holdt det årlige, større bluegrassarrangement kaldet Bluegrass Night. Det var en ren skandinavisk aften med et band fra hvert skandinavisk land.
Det danske, Ungrassified, havde deres debut, og den var særdeles lovende. Ofte må man tage det med i betragtining, at et band er nyt, når man vurderer dem, men disse tre danskere og den ene amerikaner på bas slap godt fra det og spillede så sammenhængende, at det dårligt nok kunne høres det var en debutkoncert. De gav et strålende sæt, og da dette er en guitarblog skal det specielt fremhæves, at deres guitarist lavede nogle særdeles smukke soloer.
Fra Sverige fik man noget old-time musik med Rockridge Brothers, som mere er bluegrassmusikkens rødder. De leverede et godt swingende sæt med gamle sange fra tyverne og lidt nyere som Ernest Tubbs barske sang om alkoholmisbrug Drivin' Nails in my Coffin. De havde en dansker bosiddende i Sverige med sig, der spillede en god velklingende clawhammer banjo.
Det sluttede med det norske bidrag Red Heart String Band, som flere af os var spændte på, da de er blevet rost til skyerne. De skuffede ikke, de fortjener den megen ros. De var især stærke på det vokale felt og kunne bedre end mange andre i genren komme ud over scenen og få kontakt med publikum. En speciel nyskabelse var en rheinlænderpolka udsat for bluegrass, det lød endda helt fint. Måske skulle flere skandinaviske bands overveje at udsætte gamle spillemandsmelodier for bluegrass.
Alt i alt en vellykket aften.
Det danske, Ungrassified, havde deres debut, og den var særdeles lovende. Ofte må man tage det med i betragtining, at et band er nyt, når man vurderer dem, men disse tre danskere og den ene amerikaner på bas slap godt fra det og spillede så sammenhængende, at det dårligt nok kunne høres det var en debutkoncert. De gav et strålende sæt, og da dette er en guitarblog skal det specielt fremhæves, at deres guitarist lavede nogle særdeles smukke soloer.
Fra Sverige fik man noget old-time musik med Rockridge Brothers, som mere er bluegrassmusikkens rødder. De leverede et godt swingende sæt med gamle sange fra tyverne og lidt nyere som Ernest Tubbs barske sang om alkoholmisbrug Drivin' Nails in my Coffin. De havde en dansker bosiddende i Sverige med sig, der spillede en god velklingende clawhammer banjo.
Det sluttede med det norske bidrag Red Heart String Band, som flere af os var spændte på, da de er blevet rost til skyerne. De skuffede ikke, de fortjener den megen ros. De var især stærke på det vokale felt og kunne bedre end mange andre i genren komme ud over scenen og få kontakt med publikum. En speciel nyskabelse var en rheinlænderpolka udsat for bluegrass, det lød endda helt fint. Måske skulle flere skandinaviske bands overveje at udsætte gamle spillemandsmelodier for bluegrass.
Alt i alt en vellykket aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Velkommen til at give en kommentar: