Viser opslag med etiketten Filmomtale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Filmomtale. Vis alle opslag

tirsdag

Searching for Sugur Man - Sixto Rodriquez

Så fik jeg via TV og min harddisk-optager set dokumentarfilmen Searching for Sugar Man fra 2012 om den glemte amerikanske sanger og sangskriver Sixto Rodriquez, som indspillede to lp'er, en af 1970 og en i 1971. De fejlede fuldstændigt, selv om næsten alle, der hørte ham synge ,live anså ham for at være en sublim sangskriver, der nærmede sig selveste Bob Dylan, og hans plader var produceret af folk, der havde produceret for mange af de store. Flere af disse anså ham også for at være en, der burde have fået en kanonkarriere, der var sågar en, der sagde at Dylan var vand ved siden af ham.
Rodriquez forsvandt i glemslen efter dette mislykkede forsøg på en pladekarriere, og snart opstod der det rygte, at han var død. Årsagen til hans død blev efter lille fjer og fem høns-princippet vildere og vildere, at han havde begået selvmord på scenen snart ved at skyde sig, snart ved at antænde sig selv.

Sixto Rodriquez som sydafrikansk stjerne.

Men ingen - heller ikke hans amerikanske producere - var klar over, at han var en superstjerne i Sydafrika. På en eller anden måde var hans lp Cold Fact kommet til dette fjerne land, og det endte med at blive en sællert. På det tidspunkt var det berygtede apartheidregime på sit højeste, og hans sange blev anset for farlige og bandlyst mod at blive spillet i radioen. For de frihedshungrende sydafrikanere - hvide som sorte - var han en stor helt, hans sange blev taget som angreb på det forhadte regime. Ingen censur kunne stoppe, at han i dette land blev langt mere populær end Elvis Presley. Der var bare ingen, der vidste noget om ham, rygterne om hans voldsomme død florerede.

Søgen efter Sugar Man

Mange år efter, i hvad vi kalder nullerne, satte to beslutsomme sydafrikanere Malik Bendjelloul og Stephen "Sugar" Segerman, der havde fået sit tilnavn på grund af Rodriquez' sang Sugar Man, sig for at finde ud af, hvad der blev af ham. De lavede så nærværende film om deres søgen. De sporede i hvert fald, at han nok var fra Detroit, som er en by præget af fattigdom og slum, og de snakker i filmen med hans amerikanske agenter. Hvor er alle disse penge fra salget i Sydafrika dog blevet af? Ingen i USA havde nogensinde set dem, derfor var det en overraskelse, at han var blevet et navn så langt sydpå.
Til sidst havde de annonceret i aviser, sågar på mælkekartoner, efter folk, der kendte denne mand, Sixto Rodriguez. Det førte efter noget tid, da de havde opgivet alt, til et gennembrud, for en dag henvendte hans ældste datter sig og fortalte, at han var hendes far. Det mest utrolige var, at rygterne om hans død var stærkt overdrevne, som Mark Twain sagde en gang. Han levede og havde familie i Detroit, hvor han arbejdede som byggearbejdsmand. Så var deres søgen slut, mente de to hvide sydafrikanere, men nu startede en ny historie. Pludselig talte de med den mand, som de havde dyrket som en stor helt og anset for at være død. Filmen viser et par interview med ham, en stille og jordbunden herre.
Så blev han hyret til for første gang at give koncert i Sydafrika, og publikum ved disse koncerter var også overvældede, for nu stod selveste Sixto Rodriguez lyslevende på scenen og sang de sange, som de elskede og det nu væltede regime bandlyste.

Searching for Sugar Man anbefales varmt.

Ikke så sært, at de måtte lave en dokumentarfilm om denne historie. Den er fantastisk, og filmen er værd at se. Man følger med spænding deres søgen. De interviewer folkene, som var med til at indspille hans plader. Det er alt i alt en eksemplarisk dokumentar, hvor de lader folk få lov at snakke uden afbrydelser og klip. Kameraet får lov at dvæle ved de steder, hvor tingene skete, ikke noget tv-hastværk her. Så får man også lov til - heldigvis med undertekster, tak til DR-K for det - at høre flere af hans sange, og hvor er de dog stærke og sidder bare - ufatteligt at det kun var i Sydafrika, at man kunne høre det! Var det hans spanske navn, der var en hindring?
Det kommer som et sandt højdepunkt, at de finder Sugar Man i egen høje person og følger, hvordan han nu pludselig står på scenen i Sydafrika med den stjernestatus, som han ellers aldrig opnåede.
Sixto Rodriquez lever stadig i dag og giver fra tid til anden koncerter i Sydafrika. De to filmskabere fra dette land skal da også have tak for at have lavet denne film, så de af os fra resten af verden, der aldrig før havde så meget som hørt om ham, nu er blevet opmærksomme på ham. Sangene man hører i filmen er udgivet på CD, den vil jeg høre på et tidspunkt og omtale på denne blog.
Jeg anbefaler varmt at se denne film om en mand, der var superstjerne lokalt uden at vide det, og hvis sange var i klasse med Bob Dylan, men ingen i USA kunne se det.
Filmens trailer:

mandag

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.


torsdag

Coen brothers nye film om folk guitarist

De to amerikanske brødre Joel og Ethan Coen har begået en række originale film, som næsten alle er seværdige. Det fantastiske er, at de ikke ligner hinanden, men er meget forskellige. Af deres tidligere film er en af interesse i denne blog, O Brother, Where art Thou? om tre straffefanger, der i 30'ernes sydlige USA rømmer og skaffer penge ved at indspille en plade. Den var fuld af hilbilly musik, både old time, bluegrass og et blues nummer af veteranen Skip James.
Det er nu ikke så meget den film jeg vil skrive om her, selv om den er seværdig som film i sig selv og tilmed har masser af god musik. Det er om deres nyeste film Inside Llewelyn Davis om en fiktiv sanger og guitarist, der kommer til New York i starten af tresserne og indrulleres i folkemusikmiljøet i Greenwich Village, hvorfra det store folkemusikrevival med Pete Seeger, Bob Dylan, Joan Baez og Tom Paxton som nogen af de kendteste repræsentanter startede.
Den er allerede blevet vist ved de store filmfestivaler, også Cannes og har amerikansk premiere den 20. december 2013. Den forventes at komme til Danmark 6. marts 2014 - det bliver i hvert fald en film jeg stormer ind og ser! Så skal den også nok blive anmeldt her.
Filmens opdigtede guitarist og sanger er inspireret af den virkelige Dave van Ronk, der egentlig ikke betragtede sig som folkemusiker. Hans repertoire bestod af ragtime og sange, som vi forbinder med traditionel jazz og han var en af de første, der spillede den stil på akustisk guitar med den karakteristiske vekselbas-teknik, der siden blev almindelig. Han lavede dog også egne sange, der videreførte den tradition. Han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud, men han fik indspillet plader, som alle er værd at lytte til. Her er en lille smagsprøve fra YouTube.
Læs nærmere præsentation

mandag

Gensyn med Alice's Restaurant

Netop nu har jeg ved hjælp af det fortræffelige DVD-medium fået et gensyn med filmen Alice's Restaurant fra 1969 med Arlo Guthrie i hovedrollen som sig selv. Det var en sand glæde at finde ud af, at den holdt, selv om den i høj grad er et udtryk for hippie-tidens tidsånd.

Karakteristik af filmen

Den er semi-dokumentarisk, sat i scene af Bonnie and Clyde-instruktøren Arthur Penn og følger Arlo Guthrie i starten af hans karriere, hvor han spiller på billige barer, nogen gange ubetalt, og ind imellem besøger han sin far, den berømte sangskriver fra depressionens tid, Woody Guthrie, der er indlagt på et hospital i New York med huntingdons chorea. I en rørende besøgsscene er den legendariske folkesanger og banjospiller Pete Seeger også kommet på besøg og synger Woodys klassiske sang Pastures of Plenty om de skuffelser, der mødte landarbejderne, når de drog mod vest, hvor på Arlo og Pete kaster sig ud i en af Woodys børnesange i en livlig duet til stor glæde for den syge mand i sengen.

Handlingen i store træk

I nabostaten Massachusets har Arlo nogle venner, Ray og Alice, der køber en kirke til beboelse og starter et kollektiv. Alice åbner en restaurant, som Arlo laver en reklamesang til. Denne reklamesang bygger på en typisk ragtime-rundgang og guitarsoloen er blevet en klassiker, som de guitarister, der vil spille moderne akustisk musik, har som en nærmest uskreven fast bestanddel af deres oplæring.
På et tidspunkt holder de en fest, og da Arlo får ansvaret for at skille sig af med affaldet, kommer han i konflikt med loven ved at smide det et tilfældigt sted. Lidt efter indkaldes han til militærtjeneste, hvor han kasseres, da han gør sin konflikt med loven værre end den er. Disse to sekvenser giver en prøve på Arlos særprægede groteske humor, som han også bruger ved sine koncerter.
Filmen har så også tragiske toner. På et tidspunkt dør farmand Woody, samtidig med det falder en ung mand i kollektivet igen i vandet med stoffer og kører galt på sin motorcykel med døden til følge. I en poetisk begravelsesscene medvirker den canadiske folkesangerinde Joni Mitchell med en smuk sang.

Dens seværdighed

Filmen er værd at se, dels for sin musik, Arlos guitarspil er gedigen folk-ragtime, der er bluegrass ved festen i glad tempo og flere smukke sange. Samtidig kan man nyde poesien i mange scener og den vanvittige humor i arrestations- og sessionsekvenserne. Den kan også ses med historiske briller som et tidsbillede af den tid, hvor "love, peace and flowers" var tidens løsen.
Så alle kan se den - hvis du er en guitarspiller, der sidder og slider med sangen Alice's Restaurant, så får du baggrundshistorien.
Her er filmens oprindelige trailer: