mandag den 12. marts 2012

Gensyn med Alice's Restaurant

Netop nu har jeg ved hjælp af det fortræffelige DVD-medium fået et gensyn med filmen Alice's Restaurant fra 1969 med Arlo Guthrie i hovedrollen som sig selv. Det var en sand glæde at finde ud af, at den holdt, selv om den i høj grad er et udtryk for hippie-tidens tidsånd.

Karakteristik af filmen

Den er semi-dokumentarisk, sat i scene af Bonnie and Clyde-instruktøren Arthur Penn og følger Arlo Guthrie i starten af hans karriere, hvor han spiller på billige barer, nogen gange ubetalt, og ind imellem besøger han sin far, den berømte sangskriver fra depressionens tid, Woody Guthrie, der er indlagt på et hospital i New York med huntingdons chorea. I en rørende besøgsscene er den legendariske folkesanger og banjospiller Pete Seeger også kommet på besøg og synger Woodys klassiske sang Pastures of Plenty om de skuffelser, der mødte landarbejderne, når de drog mod vest, hvor på Arlo og Pete kaster sig ud i en af Woodys børnesange i en livlig duet til stor glæde for den syge mand i sengen.

Handlingen i store træk

I nabostaten Massachusets har Arlo nogle venner, Ray og Alice, der køber en kirke til beboelse og starter et kollektiv. Alice åbner en restaurant, som Arlo laver en reklamesang til. Denne reklamesang bygger på en typisk ragtime-rundgang og guitarsoloen er blevet en klassiker, som de guitarister, der vil spille moderne akustisk musik, har som en nærmest uskreven fast bestanddel af deres oplæring.
På et tidspunkt holder de en fest, og da Arlo får ansvaret for at skille sig af med affaldet, kommer han i konflikt med loven ved at smide det et tilfældigt sted. Lidt efter indkaldes han til militærtjeneste, hvor han kasseres, da han gør sin konflikt med loven værre end den er. Disse to sekvenser giver en prøve på Arlos særprægede groteske humor, som han også bruger ved sine koncerter.
Filmen har så også tragiske toner. På et tidspunkt dør farmand Woody, samtidig med det falder en ung mand i kollektivet igen i vandet med stoffer og kører galt på sin motorcykel med døden til følge. I en poetisk begravelsesscene medvirker den canadiske folkesangerinde Joni Mitchell med en smuk sang.

Dens seværdighed

Filmen er værd at se, dels for sin musik, Arlos guitarspil er gedigen folk-ragtime, der er bluegrass ved festen i glad tempo og flere smukke sange. Samtidig kan man nyde poesien i mange scener og den vanvittige humor i arrestations- og sessionsekvenserne. Den kan også ses med historiske briller som et tidsbillede af den tid, hvor "love, peace and flowers" var tidens løsen.
Så alle kan se den - hvis du er en guitarspiller, der sidder og slider med sangen Alice's Restaurant, så får du baggrundshistorien.
Køb musikken fra filmen på CDON.COm
Her er filmens oprindelige trailer: