The Beatles Det Hvide album

Som tidligere lovet vil der komme indlæg her, der anbefaler plader med akustisk guitarmusik. Nu lægger jeg ud med at anbefale noget af The Beatles, og jeg vælger det såkaldte White Album, Det Hvide Album, dobbeltalbummet fra 1968, som er karakteristisk ved det helt hvide omslag, der gør at man kalder det sådan, for egentlig har det ikke nogen titel.

Baggrund for Det Hvide Album og min anbefaling

Det blev indspillet fra maj til oktober 1968 lige efter deres ophold i Indien, hvor de lærte meditation. De var alle fire kreative i perioden, men der var store gnidninger mellem dem, og der var besvær med bare at få dem samlet for at indspille sangene. Derfor bærer det præg af at være temmelig ujævnt. Deres producer George Martin mente, at de kun skulle udgive halvdelen af sangene som en lp, men John Lennon ville have, at det kom ud som det var, så folk kunne høre, at The Beatles knagede i furerne.
Når det er medtaget her, så er det ikke fordi det er en ubrudt nydelse fra start til slut, som bandets virkelige mesterværker Rubber Soul, Revolver og Abbey Road er. Rockanmelderen Torben Bille har det med i sin bog Lydspor, hvor han udnævner de hundrede bedste rockplader, med den begrundelse, at han ser det som et katalog over, hvad de fire gange Beatles havde i sig af evner og kunstnerisk personlighed. Ja, de er begyndt at fremstå som individualister her, det peger meget frem på deres senere solokarrierer.
Når jeg medtager den her, trods alle de skæringer derpå, som jeg godt kunne have undværet, så er det fordi den indeholder virkelige fremragende eksempler på, hvad den akustiske guitar kan i den genre. The Beatles havde været en slags pionerer på det felt, se mit indlæg om akustisk guitar i rock og pop. De vakte sensation i 1965 med Yesterday og den Dylan-inspirerede Lennon-sang You've got to hide your love away, og siden da havde der været meget brug af den akustiske lyd på deres lp'er.

Sænket D, flamenco og Harrison i karakter

På det Hvide Album lægger det ud med at vildt rocknummer i Beach Boys-stil, Back in the USSR, men efter at den er klinget ud, kommer der sprøde guitartoner ud af højttaleren med sangen Dear Prudence, en trist sang om en, der bare sidder inde hele dagen uden at komme ud. Den siges at være inspireret af en pige, der deltog på samme meditationskursus i Indien som The Fab Four og gik så meget op i det, at hun altid bare sad inde og arbejdede med det uden at komme ud. Guitaren er her stemt i den såkaldte Dropped-.D stemning, hvor den dybe E-streng er stemt en tone ned til d. Denne stemning klinger altid smukt med den dybe tone som kontrast til guitarens høje toner, også på dette nummer.
The Continuing Story of Bungalow Bill indleder med en lille flamenco-agtig guitarsolo inden det går løs med fuldt rockband, men på sidst på samme side (midtvejs på CD nr. 1) træder George Harrison for alvor i karakter som sangskriver med While my Guitar Gently Weeps. De andre beatler viste ikke meget interesse for hans sang, så han samlede vennerne til at indspille den, bl. a. Eric Clapton, der satte sit præg på den med sin intense guitarsolo. Nu er den ikke akustisk på det originale album, men på  The Beatles Anthology vol 1 er der en optagelse med George selv, der spiller den solo på sin akustiske guitar, den er høreværdig.

Flere akustisk Beatles-perler

Side 2 (her er vi stadig på første cd i cd-udgaven) indeholder flere akustiske perler, først og fremmest den nu klassiske Blackbird, hvor Paul McCartney følger op på Yesterday ved at ledsage sin egen sang på akustisk guitar. Hans guitarspil er her blevet ekstra raffineret, det er bygget over at have den løse g-streng som en drone, en tone der bare ligger og klinger hele tiden, mens han ellers tager ture op og ned ad gribebrættet i nogle smukke harmonier.
George Harrison træder endnu en gang frem i den børnesangsagtige, medrivende lille sang Piggies, hvor cembaloet klinger kraftigt i forgrunden, men den akustiske akkordbacking er effektiv. Efter den synger Paul en sang, Rocky Racoon, der er tydeligt inspireret af de gamle folkesange og deres historiefortælling om jalousidramaer. Melodien er også derefter, med tydelige rødder i både engelske og amerikanske folkesange, og der leveres akustisk guitarspil, der matcher stilen.
Ringo forsøger sig som sangskriver i countrynummeret Don't Pass Me By. Han er det svage led i kæden, men nummeret er nu fornøjeligt nok.
Efter et afskyeligt nummer kommer et særdeles smukt nummer af Paul McCartney, I Will, om længslen efter en tabt kæreste. Her anvendes udelukkende akustisk guitar og en træblok som rytmeinstrument. Stille og roligt glider den af sted og varmer hjertet.
Herefter er det John Lennon, der også kan bruge den akustiske guitar. Han træder frem i Julia, som er en af hans mange sange om hans mor, som han følte svigtede ham. På denne sang anvender han den moderne folk fingerpicking stil, som han i Indien lærte af folkesangeren Donovan, der også var på meditationskursus på det tidspunkt.
Side 3 er den deciderede rockside på albummet. Noget voldsomt ind imellem, men den slutter da med en meget stille Harrison-sang, Long, long, long, der også har akustisk guitarlyd. På side 4 er det nok især Cry Baby Cry, der udnytter den akustiske guitars brudte akkorder. Albummet slutter med Good Night, en stille sang, der er domineret af strygere. Mange tror, at den er skrevet af McCartney, den ligner jo mest ham når han er mest rørstrømsk, men faktisk er det en sang John Lennon skrev som vuggesang til sin søn Julian.
Ja, du vil måske føle trang til at hoppe over flere af numrene, hvis du har den på CD, hvor det kan gøres meget let. Men der er også skønne ting på den, og som sagt: masser af eksempler på den akustiske guitars muligheder i rock og pop.

Køb Det Hvide Album

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.

J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Guitaren et eksotisk instrument

I dag er guitaren ikke eksotisk, de fleste ved hvad det er for et dyr, og mange spiller på den.

Da guitaren var et nymodens instrument

Engang var den  et eksotisk instrument i Danmark. Den tid er såmænd ikke så langt væk, som man skulle tro. Da de unge dyrkede swing i tiden før, under og efter besættelsen var guitaren et af instrumenterne i denne  nymodens "niggermusik" (ja, føj for den, det kaldte man det dengang!), siden i halvtredserne forbandt man det med rock'n'roll, hvor det også var de unge. Nu var den bare løftet til en større popularitet end i swingtiden, hvor det nærmere var diverse blæseinstrumenter, som tiltrak jazzfans. I halvtredserne begyndte snart sagt enhver ung mand, der havde danset til en rockplade, at spille guitar i det håb at blive Danmarks Tommy Steele - ja, det var den engelske udgave af rocken, der dominerede, den amerikanske var for langt væk.
Men det steg så yderligere, da The Beatles tog verden inklusiv vores andedam med storm. Snart spillede alle unge guitar. Det var i skyggen af det, at jeg voksede op, så jeg nåede ikke at være med på Beatles-vognen fra starten. I børnehaven gik vi da rundt og skrålede deres hits på fejlopfattet engelsk. Så kom folkemusikbølgen, med den blev det almindeligt at ledsage sange til guitar.

Da guitaren var en larmekasse

Det havde ikke været så almindeligt i Danmark før det. Karakteristisk er det, at Politikkens serie Lystige Viser, som de udgav i op til 6 bind i løbet af de tidlige tressere er  uden akkordangivelser over noderne. Der var ikke nogen tradition for at ledsage sang med guitar. Musikledsagelsen til fællessang i Danmark havde for det meste været med klaver, hvor ledsagelsen var skrevet ud på noder, den tradition er da heller ikke død endnu.
For mange af dem, der hørte til min bedste- og oldeforældregeneration (hvad jeg skriver nu gælder ikke nødvendigvis mine egne bedste- og oldeforældre, de var mere large) var guitaren ukendt. En hel del i den alder spurgte mig, hvad det var for et instrument jeg spillede. For mange af dem, der kendte til instrumentet, var det et nymodens påfund, nu kunne de unge klare sig med at lære tre akkorder, og så kunne de blive rige på den nye larmemusik. Det var en udbredt holdning, og det hjalp ikke meget, at man forklarede, at der også fandtes klassisk guitar, eller at de hørte en med guitar underholde med populærmusik fra deres egen ungdom. Guitaren var et instrument, hvor man sprang over hvor gærdet var lavest og brugte til skråleri.

Guitaren i dag

Nu er Beatles- og Tommy Steelegenerationen blevet ældre og vi andre fra singer-songwritergenerationen er midaldrende, så nu er den holdning efterhånden forsvundet - omend jeg stadigvæk kan høre den der med tre akkorder blive vrænget ud ind imellem, pudsigt nok af folk, der ikke spiller selv. Guitaren er ikke længere et eksotisk eller nedvurderet instrument, og selvom keyboardinstrumenterne tog noget af føringen i rocken i forbindelse med den digitale musikrevolution i starten af firserne, så er guitaren stadig et dominerende instrument i folkemusikken og til vise- og folkesang. I dag er det kutyme, at der i sangbøger skal være akkordangivelser over noderne. Som Dylan sang, the times they are a-changing.
Er der noget instrument i dag, som er ugleset som guitaren var? Jeg tror det ikke.
Men det var lidt tanker foranlediget af, at jeg havde set en bogtitel, der lød som dette indlægs overskrift.

Rytmik på guitaren - Betoning af taktslag

I forlængelse af lektion 1 og 2 af forløbet Varier højrehånds anslag på guitaren har jeg tidligere lovet, at der ind imellem skulle komme nogle tips til rytmik på guitaren. Det her er så den første.

Traditionel og rock

Som hovedregel plejer man at sige, at første taktslag  betones i en takt. Det er en sådan regel, hvor man tilføjer "hvor intet andet angives." Der kan  ske, at andet angives, i nodeskrift angives det med < under noden -  jeg vil da også bruge den under angivelse af takt, når jeg vil vise en bestemt rytme.
Når vi anslår rytmen på guitaren, vil man også slå ekstra på første taktslag, sådan er takten i traditionelle sange i den vestlige musik. Alligevel har vi i vor tid fået musiktraditioner, hvor takten betones anderledes. Rocken er et oplagt eksempel, lige fra de første plader med rock'n'roll i halvtredserne var det karakteristisk med trommens voldsomme markering af 2. og 4. taktslag. Det har  fulgt rocken siden med større eller mindre variationer.
Hvis du spiller til en rocksang på din akustiske guitar, vil du nok også give det rock-karakter. Det klares ved at betone 2. og 4. taktslag på din guitar, så det er oplagt at gøre, hvis du lige underholder med en gammel Kim Larsen eller Shu Bi Dua, i hvert fald de af deres sange, som der er gang i. Du bør også her anvende shufflerytme.

Jazz og swing

Jazzen er  karakteristisk ved, at alle taktslag betones lige meget. Det gælder også guitaren, der spiller akkorderne på hvert taktslag. Hvis du allerede nu spiller forholdsvis lette jazzsange som When the Saints go Marchin in eller Down by the Riverside, så slå rytmen an på guitaren med lige stor betoning på hvert taktslag, og hvis du vil lyde helt som en jazzguitarist, så slå skiftevis hen over de tykke strenge og over de tynde. Det er det anslag, som jazzguitarister laver for det meste. Også videregående, der måske har lært nogle rigtige swingnumre, kan det anbefales at spille på den måde for at det kan høres, hvor sangene hører hjemme.

Tango

Så er der  de mange latinamerikanske rytmer. Det bliver  ikke så mange af dem i dette indlæg, for til dem skal vi bruge finesser, som jeg vil komme ind på i kommende tips. En enkelt  kan du dog lave allerede nu med speciel betoning: tango.
I lektion 1 af Varier højrehånds anslag kom vi ind på at lave et opslag efter nogle af taktslagene. Tangoen er i 4/4, og du slår kun nedslag på de tre første taktslag, men så laver du et opslag efter 4. taktslag. Her betoner du alle taktslagene lige meget, ikke fjedrende som i jazz, men tungt. Selv opslaget til sidst i takten skal betones. Prøv det på en akkord og hør, om du ikke kan genkende tango. For at det gennemført skal lyde som tango, så vælg at gøre det på en mol-akkord, da mol er meget almindelig i denne argentinske genre.

Med dette har jeg  vist noget om, hvad betoningen kan gøre for at gøre en forskel. I kommende tips om rytme vil der være andre eksempler på anderledes betoninger, men det vil være kombineret med andre tips. Dette her var så tre rytmer, som du kunne lave via betoning alene.
Se også indlægget om betoninger i tredelt takt

Bob Dylan fylder 70

Sm tiden dog går. Jeg syntes det var i går, at jeg var en 13-årig knægt, der forsøgte at hakke mig igennem Blowin' in the Wind på mine første akkorder og fik den til at lyde temmelig morsomt, fordi min stemme var i overgang.

Hans tidlige karriere

Men tiden står jo ikke stille. Bob fylder rundt, denne gang 20 år mere end da jeg blev overrasket over at høre, at han fylde 50, men så ved eftertanke fandt ud af, at det passede meget godt. Født 1941, navngivet Robert Zimmerman i en jødisk familie, blev grebet af rocken og tog den amerikanske folklore til hjertet lige fra de gamle bluesfolk til nyere countrysange.
Som meget ung mand med kunstnernavnet Bob Dylan efter den irske poet Dylan Thomas, som han satte meget højt,kom han til New York midt i folkemusik-revivalet og sang sig ind i deres hjerter, og selv om hans debutplade kun indeholdt to sange af ham selv, så havde han skrevet mange af de sange, som han fremførte i caféerne. Ikke bare spillede han guitar og sang, men han havde også mundharpen på et stativ, så han kunne fræse et par mundharpesoloer mellem versene.
Hans anden plade indeholdt kun en sang, han ikke selv stod bag, og derved dannede han skole. Flere og flere folkesangere begyndte nu at skrive selv og havde mod til at trumfe igennem at få lov at indspille egne sange. Han havde et usædvanligt sangskrivertalent, og hans katalog af sange er det ene pletskud efter det andet.

Overraskelserne.

Da han midt i tresserne begyndte at spille med rockband´, blev han pevet ud af folkemusikpuristerne, men hans sange fornyede i høj grad rocksangskrivningen væk fra de banale sange til sange, der handlede om noget. Han viste her en utrolig evne til ordekvilibrisme. Han dannede også forbillede for bl. a. Bruce Springsteen, John Lennon og flere andre.
Han overraskede yderligere ved at gå country sidst i tresserne, hvor han samarbejdede med Johnny Cash. Også denne genre fornyede han ved den inspiration han gav de på det tidspunkt førende sangskrivere i den genre.
Han havde så en gospelperiode med den glimrende Slow Train Coming, men de tankeløse firsere var lidt af en kunstnerisk bølgedal for ham. Synd og skam, for når man hører sange, der ikke kom med på pladerne i denne periode, så er de langt bedre end dem, der kom med.

Den senere tid

Nu vel, han kom stærkt igen i 1996 med Time Out of Mind og har udgivet glimrende plader siden da, præget af hans fremskredne alder med en vis modenhed og tyngde.
Desværre må man også sige, at han har haft tendens til at radbrække sit gode sangkatalog med den evige turne, hvor han spiller med bands, der ikke altid hænger godt sammen.

Men han har lavet sange, som jeg nyder at høre og spille selv. Til lykke, Bob, må du få nogle gode år endnu med flere gode sange. Ja, jeg ønsker for dig som du synger i sangen her:

Akustisk guitar i rock- og popmusikken

Den elektriske guitar er blevet et symbol for rocken, selv om keyboardspillerne nærmest er ved at have overtaget den prominente position, og selv om ideen med elektrisk forstærkning opstod i jazzsammenhæng, hvor guitaren skulle være i stand til at høres i et big band. Den elektriske lyd er også karakteristisk for den genre.
Det betyder dog ikke, at vi skal lade rocken ude af betragtning på en side om akustisk guitar. Derfor er den med i præsentationen af genrer.

Historisk vue.

Selveste Elvis Presley og flere samtidige stod i forgrunden med akustisk guitar, men dens lyd blev ikke udnyttet så meget. Først i tresserne gjorde The Beatles nogle eksperimenter. Først med den stille ballade And I Love Her, hvor de ligefrem bruger nylonstrenget guitar, så vakte de sensation, da Yesterday kom ud med Paul McCartney på akustisk guitar og sang bakket op af en strygekvartet. Det fik straks mange af deres samtidige til at springe ud i det, selv efter den tids målestok hårde grupper som Rolling Stones og The Who lavede akustisk baserede sange.
The Beatles videreudviklede det, og på deres hvide dobbeltalbum er der f. eks. Blackbird, som er mere kompliceret i sit guitarspil. I sentresserne rendyrkede Crosby, Stills, Nash & Young akustisk guitar ved på plader og koncerter at lade halvdelen af sangene være akustisk baserede. En gruppe som Traffic havde adskillig af deres musik med akustisk guitar.
Det fortsatte i halvfjerdserne. Selv de mest hardcore heavy grupper havde mindst et nummer med akustisk guitar på hvert eneste album de udsendte. Led Zeppelin skabte ligefrem klassikeren Stairway to Heaven. Her skal heller ikke overses, at guitaren var et populært instrument blandt singer-songwriterne, der havde en gylden periode i dette årti. Især en mand som James Taylor viser ofte, at han udover sit sangskrivertalent også er en excellent guitarist.
I firserne med keyboardrevolutionen var det som guitaren, akustisk som elektrisk, blev noget fortrængt. Det skete dog ikke helt, for musikvideokanalen MTV startede i senfirserne serien Unplugged, hvor adskillige bands forsøgte sig med at spille akustisk. Det var ikke lige godt alt sammen, meget var bare nøjagtige versioner af deres sange på akustisk guitar uden at de udnyttede dens muligheder. En af de positive undtagelser er Eric Clapton, hvis Unplugged CD fra hans medvirken virkelig udnytter den akustiske lyd, og han viser, at han mestrer den lige så godt som han altid har mestret den elektriske.
Udover Unplugged skal også nævnes Bruce Springsteen, der lavede pladen Nebraska, hvor han udelukkende blev ledsaget af akustisk guitar og mundharpe, sender kom Seeger Sessions, hvor han spiller gamle folkesange med sit band, der her er udelukkende akustisk.
Guitaren har holdt sig indenfor rocken til i dag, vi hører stadig fræsende soloer på el-guitar - og fra tid til anden dukker der prøver på det akustiske o

Hvad kræver det?

Det er næsten svært at sætte på en formel, hvad det kræver, hvis du vil imponere dine venner med de akustiske rockklassikere, eller måske lave dine egne akustiske rocksange, for der er alle sværhedsgrader fra den enkle strumming af rytmen til det yderst komplicerede som Blackbird, Stairway to Heaven og Crosby, Stills & Nash's sange. I hvert fald må du lære de basale akkorder og lidt til, så vil du kunne spille nogen af de dem i hvert fald, som Yesterday og Stones-sangen As Tears Goes By - den første har mange akkordskift.
Vil du spille Blackbird og Stairway to Heaven og andet i samme sværhedsgrad, så kræver det den avancerede fingerspilteknik, som jeg præsenterede i indlæggende om moderne folkemusik. Start med at lære den som sangledsagelse, så får du en god forøvelse til disse numre, se mine indlæg om Moderne fingerspil.

Fordele og ulemper.

Det er en populær genre, og mange elsker at høre de klassiske akustiske rocknumre.
Du får en lidt alsidig teknik på guitaren.
Men så kan nogle af elementerne måske blive lidt overfladiske, hvis man ikke også dyrker en anden genre.

De tre typer akustisk guitar.

Der findes tre typer af akustisk guitar. Dette er en kort præsentation for dem, der står og skal købe en guitar, hvad enten det er deres første eller det er en ny guitar, eller for dem der har en guitar i huset og vil finde ud af, hvad det er for en type.

Den klassiske guitar.

Klassisk guitar

Den er lille og spinkel og har den bueform som de fleste forbinder med en akustisk guitar. Dens gribebræt er bredere end de andre guitartypers, den har intet slagbræt. Den har nylonstrenge, det gør klangen blød og varm.
På grund af nylonstrengene er den velegnet som begynderguitar, da de ikke er så hårde at trykke ned.
Den behøver dog ikke kun at være for begyndere.
Hvis du vil dyrke klassisk guitar, flamenco  eller brasiliansk guitar, så er det den du skal have. Det er muligt, at du skal have en, der er  bedre end den, som du startede på, men det skal stadig være den type. I nogen tilfælde bruges den i andre genrer end de førnævnte, Nashville-guitaristen Chet Atkins brugte den ofte, The Beatles brugte den på deres stille ballade And I Love Her.

Jumboguitaren, westernguitaren.

Ja, det er min guitar :-)

Den har en større, kraftigere krop end dens førnævnte "lillesøster," men ellers samme bueform 
Dens gribebræt er smalt, og den har et slagbræt på kroppen. Den har stålstrenge, og de må for alt i verden aldrig sættes på den klassiske guitar. De har et træk på flere tons, og jumboguitaren er bygget til at klare det. Dens klang er kraftigere end den klassiske guitar, men ved de rette anslag kan den også lyde blødt.
Dens strenge er noget hårdere at trykke ned, men hvis du er begynder og er i besiddelse af en sådan guitar, så giv ikke op. Det kan godt lade sig gøre at starte på den, men vær bare beredt på mere ømme fingerspidser i starten. Den anvendes til stort set al anden moderne akustisk guitar end jazz og latinmusik, det være sig folkemusik, country, akustisk rock, bluegrass, ragtime,  blues - fortsæt selv listen. Så overvej den alvorligt, hvis du står og skal købe ny guitar.

Jazzguitaren.

Jazz guitar

Den har krop på størrelse med jumboguitaren, men den er anderledes formet som en forvokset violin med et lille hak, og den har lydhuller formet som f'er ligesom violinen, og strengene er af stål. De går hen over en bro også ligesom på violinen. Den har en blød, lys klang.
På grund af stålstrengene er den også lidt hård at trykke ned, så begyndere må tage det samme i betragtning her som ved jumboguitaren.

Den elektriske guitar blev opfundet ved at sætte en pick-up på en sådan akustisk guitar, og i dag fås de for det meste med en sådan, så der kan vælges mellem akustisk og elektrisk lyd. Den bruges til jazz, heraf den udbredte betegnelse. Den blev ellers opfundet længe før guitaren blev almindelig i jazz, men i dag er den blevet klangidealet i den genre. Så hvis jazz er din genre, så overvej den alvorligt ved køb af ny guitar.

En slutbemærkning: hvis du først og fremmest vil bruge guitaren som folke- og visesanger eller til sang med familien og børnene (se Lejrbålguitar), så er typen af guitar en smagssag. Hvis du overvejer sammenspil med højrøstede instrumenter som harmonika, banjo o. l., så trækker westernguitaren op i overvejelserne, se Guitaren i diverse folkemusikalske sammenhænge.