mandag den 25. juli 2011

CD-lektioner fra Stefan Grossmans workshop

Det er godt trekvart år siden, at de anerkendte amerikanske fremstillere af undervisningsmateriale til guitar og andre instrumenter Mel Bay og Homespun Tapes lavede deres videolektioner på et nyt fikst downloadsystem, hvor man kunne hente deres gode lektioner direkte til computeren og se dem der - ikke noget med lange ventetider, toldafgifter oveni og andre irritationsmomenter, som var i de onde gamle fodpostdage. Se min omtale af det. Kort tid efter hoppede Stefan Grossman på vognen med så godt som det samme system på hans workshop Vestapol. Også omtalt her.
Nu kan man så også downloade audiolektioner efter samme princip fra Vestapol. For de af os, der er skuffede over, at der så alligevel ikke blev mulighed for at sidde i en masterclass med Grossman i egen person ved festivalen i Kibæk, så er der her mulighed for at få nogle gode lektioner af ham via video eller mp3, det sidste er så det nye. Jeg vil anbefale nogle godbidder.
Der er undervisning i tre dele (oprindeligt 3 cd'er) i klassisk ragtime guitar. Her er muligt at lære de iørefaldende kompositioner af Scott Joplin, Joseph Lamb og andre ragtimekomponister for guitar. Det er nok mest for viderekomne, men hører du til dem, så er der godt at hente i dette sæt.
Holder du af gospel, så er der en indføring i den legendariske guitarist og sanger Reverend Gary Davis og hans Holy Blues (som han selv kaldte sin gospelstil). Forøvrigt er der også glimrende braodcasts om ham og interview med ham på Vestapols hjemmeside.
Der er også en indføring i åbne stemninger, og der er indføring i keltisk guitar.
Foreløbig er det kun lektioner med Grossman selv, men forhåbentlig får vi også nogle af de andre gode at se efterhånden.
I øvrigt kan en stor del af udgivelserne fra Grossmans gamle selskab Kicking Mule downloades fra http://www.emusic.com/.

onsdag den 20. juli 2011

Hvorfor øvelser på guitaren?

Ordet øvelse lyder dødtrist. Det har sin grund i, at mange forbinder det ord med kedelige skoletimer og deres monotone skriveøvelser eller andre øvelser - eller måske har man været klassens klummergøj i gymnastik og farer i flint ved ordet øvelse.

Noget må rutineres til alt.

Jeg er fuld af forståelse for disse reaktioner. Samtidig må vi også erkende, at der er visse ting, der kræver noget opøvelse. Adskillige af de ting, som vi kan lide at lave indebærer også, at vi gør nogen ting, som vi har opøvet på et tidspunkt, men nu er de rutine og hvis de ikke var det, så var det heller ikke nogen fornøjelse.
Lad mig nævne nogle eksempler.
Er du en af dem, der kan lide at cykle en tur i naturen? Jeg er sikker på, at du ikke ville nyde så meget, hvis du ikke var vant til at styre cyklen og måske væltede hvert andet minut. Denne fornøjelse indebærer, at du på et tidspunkt - som barn, formodentlig - har fået opøvet at holde balancen på cyklen og styre rigtigt.
Kan du lide at læse en god bog? Det ville ikke være nogen glæde, hvis du skulle slå hvert andet ord op - et enkelt ord eller to ind imellem gør ikke noget, men ikke hvert eneste. Du har på et tidspunkt fået øvelse i at læse - og vil man læse på et fremmed sprog, så kræver det også nogle øvelser, for at det kan blive en glæde.
Mon ikke vi hermed kan se, at mange af de ting vi gør for fornøjelsens skyld indebærer noget, som vi har rutine i og har opøvet på et tidspunkt?
Sådan er det også med at spille instrumenter. Der tales tit om spilleglæde, og med god ret, for det er den, der driver værket, men som med alt andet, der glæder os, så glæder det os, når der er noget vi gør på rygraden.

Begyndere og øvelser.

Derfor må begyndere også være forberedte på, at spilleglæden ikke lige letter omgående, når man starter. Heldigvis kan jeg så sige, at det går hurtigere på guitaren end mange andre instrumenter. I starten kan det være hårdt at sætte fingrene på gribebrættet. Der må øves akkordskift og der skal nogle ting ind på lystavlen - heldigvis kan der allerede spilles nogle sange med to akkorder, som gør det sjovt at spille tidligt i forløbet, når disse to akkorder og skiftet mellem dem er opøvet. Et godt øveråd - for at øveriet ikke skal blive et slæb - er at veksle mellem det man kan og det, der er nyt og svært. Her skal så startes med det man kan og gerne også sluttes med det.

Fortsættere og øvelser.

Men også fortsættere og meget viderekomne spiller øvelser. Det er ikke lige de akkordskifteøvelser, som begyndere sidder med, for dem kan de efterhånden på rygraden. De fleste har en daglige øverutine, som de spiller dagligt. I virkeligheden er formålet det samme: det skal være sjovt at spille. Øvelser opøver typiske bevægelser og spilletekniske finesser, som forekommer ofte på guitaren. Kommer de ind og sidde på rygraden, så lærer man de deciderede musikstykker bedre og hurtigere - derved bliver de også en glæde at spille.
Inden for klassisk musik kalder man en øvelse for en etude, og så godt som alle de spanske klassiske komponister, der har komponeret for klassisk guitar, har komponeret etuder i varierende omfang. Flere af dem er bestemt også brugbare for dem, der spiller andre genrer. F. eks. er Giulinis 120 små etuder for højre hånd særdeles gode om man spiller en eller anden genre, hvor fingrene benyttes til at slå an frem for plektret. Fernando Sor har komponeret etuder, der gør hånden på gribebrættet mere sikker. Til det formål kan øvning af skalaer også være en god ting. Jeg ved godt, at det kan få mange til at fare forskrækket sammen, men prøv at læse mit indlæg om det, inden du løber skrigende væk.
Der findes også øvelser i instruktionsbøger og på guitarwebsider, som kan bruges. Det er lidt forskelligt, om man spiller med plekter eller fingrene, evt. begge, men heldigvis er der muligheder nok under alle omstændigheder.
Begynder man så at spille nogen af disse øvelser og øve dem dagligt, så skal man ikke regne med, at forbedringen kan mærkes med det samme. Den kommer, når man har spillet øvelserne - etuderne om man vil - dagligt i nogle uger. Så vil du mærke, at nogle ting går meget lettere i de gængse stykker du spiller.
Se indlægget Den daglige øvelse - for fortsættere

Så foragt ikke øvelser som kedeligt stof, det gør spilleriet sjovere på sigt.

mandag den 18. juli 2011

Sammenspilsmuligheder for klassisk guitar

Ingen tvivl: der er mangfoldige muligheder for sammenspil med guitaren. I de rytmiske genrer har den sin faste plads som akkordinstrument og i varierende grad soloinstrument. Den er også blevet meget populær i mange slags folkemusik til at lægge en rytmisk bund ofte sammen med kontrabassen.

Den klassiske guitarists dilemma.

Når vi begynder at snakke klassisk guitar, så begynder det at halte lidt, især for den klassiske guitarist, der udelukkende spiller klassisk guitar. Nu er der en del klassiske guitarister, der sideløbende spiller andet og også kan slå akkorderne, men vi har dem, der i mange år har spillet klassisk guitar, men de er ikke i stand til at spille til fødselsdagssangen eller julesangene ved familiens juleaften. Klassisk guitar er slavisk efter noder og en helt anden teknik end i flere af de andre genrer. Jeg kender det selv fra klaveret, for da jeg var barn gik jeg til klaver og kunne endda spille rimeligt svære ting, men jeg anede ikke hvordan man formede en akkord på klaveret, før jeg var på vej ind i voksenalderen.
Men er der så nogle sammenspilsmuligheder indenfor den klassiske musik? I forhold til andre klassiske instrumenter er de begrænsede. Guitaren fik aldrig en plads i symfoniorkestret, nok især fordi, at i den periode det blev formet blev guitaren regnet for et primitivt spansk folkeinstrument, og guitarens forløber lutten, der havde spillet en stor rolle i det 16. og 17. århundrede, var efterhånden gledet ud til fordel for først cembaloet, siden klaveret. Nu er den klassiske nylonstrengede guitar også lidt for lydsvag til at spille et orkester op, især når messingblæserne er i højeste gear, men det havde man måske fundet en løsning på, om det skulle have været. Der var heller ikke nogen, der drømte om at skrive kammermusik for instrumentet, undtagen Franz Schubert, der anså den for at være et ædelt instrument, men han komponerede ikke for den, da han ikke syntes, at han kendte den godt nok til det. Så er vi nogen, der ville ønske, at den gode Schubert havde kendt guitaren bedre, så havde den helt sikkert fået en stor plads i musikken efter ham.

Den tidlige musik for lut.

Men om mulighederne er begrænsede i forhold til andre instrumenter, så er de dog ikke på nulpunktet, så fat bare mod, klassiske guitarist!
Hvis du har lyst til at dyrke musik fra renæssancen og barokken - som betegnes som tidlig musik i klassiske musikkredse - så kan det sagtens lade sig gøre at spille adskillig lutmusik på guitaren, herunder også kammermusik. I renæssancen havde man ikke noget fast instrumentvalg, når man skrev en flerstemmig sats for instrumenter, så blev de spillet efter de forhåndenværende søms princip - og du kan sagtens spille en stemme på din guitar, hvis bare den holder sig inden for guitarens toneområde. Adskillige sange fra den tid er skrevet med lut-akkompagnement, og hvis du sætter en capo i 3. bånd og stemmer g-strengen ned til f#, så har du luttens stemning. På den tid brugte man endda tablatur til at skrive lutstemmer med. Det er gengivet med særlige tegn i stedet for tal som det moderne tablatur, men det er en god ting at lære, hvis du vil dyrke den stil, og med g-strengen stemt ned som før angivet kan du spille det nøjagtig som tablaturet angiver.
På videoklippet her kan du høre et stykke af den store engelske komponist på den tid, John Dowland, der er en lutstemme med.

I løbet af barokken valgte komponisterne mere og mere hvilke instrumenter, der skulle bruges. De komponerede også for lut, dels soloværker, men også noget i sammenspil med andre instrumenter. Når vi ofte hører om Bachs guitarkoncert, Vivaldis ditto (som blev brugt som kendingsmelodi til Dus med Dyrene på DR), så er de i virkeligheden skrevet for lut. Hvis man ikke er puritaner og absolut mener, at kun de "rigtige" instrumenter skal bruges, så er der nok af kompositioner fra denne periode for lut, som kan spilles på guitar, og andre instrumenter. Der kan så vælges, om man vil stemme g-strengen ned til f# eller om man vil modificere det til guitarstemningen.

Nyere tid

Efter at Bach satte punktum for barokmusikken og hans sønner komponerede i de nye stilarter begynder det at knibe. Det kniber i det hele taget med klassisk guitar herfra, også solo. Da der kommer den store bølge af spanske komponister, der komponerer for guitar i det 19. århundrede, så hjælper det. De fleste af disse komponister har også komponeret værker for to guitarer, så der er en del duetter. Guitarduetter er i det hele taget meget populært blandt klassiske guitarister, og op mod vor tid er det blevet almindeligt at omarrangere værker komponeret for andre instrumenter - ofte klaver og harpe - for to guitarer. Her er en rig sammenspilsmulighed.
Guitar sammen med andre instrumenter kan også findes i denne periode, for det meste komponeret af de omtalte spanske komponister, men de er ikke mange, der skal ledes efter dem. Der er heller ikke komponeret så mange guitarkoncerter - koncerter betyder her et stykke for at soloinstrument i mod- og sammenspil med et symfoniorkester. Det er mest de førnævnte barokstykker, der egentlig er skrevet for lut. Den lysende undtagelse er dog den moderne spanske komponist Joaqin Rodrigro, der har komponeret Concerto De Aranjuez for guitar og orkester, af vittige hunde kaldet Concerto de Orange Juice. Især andensatsen er kendt af mange, og den er som helhed meget smuk, men ikke ligefrem for begyndere.

Det her var lidt skitseagtigt, men jeg håber, at klassiske guitarister, der savner sammenspil med andre, er blevet opmuntret til at gå på opdagelse.

torsdag den 14. juli 2011

At spille guitar med slide

En del, der starter på guitarspil eller er i gang, har oplevet guitarister, som i stedet for fingrene spiller på guitaren med en form for rør, der glider op og ned ad strengene. Det giver en anderledes syngende lyd, og der laves levende vibrerende toner ved at røret rystes frem og tilbage, der glides ofte fra en tone til den anden. Mange drømmer om at komme til at spille det, og jeg vil da prøve at besvare nogle spørgsmål desangående.

Slidetyper.

Selve denne guitarteknik kaldes slide guitar, fordi der glides op ad strengene med røret, som derfor også kaldes en slide. Man har også kaldt det bottleneck guitar, fordi de tidlige bluesfolk, der spillede slide, brugte en afskåret flaskehals. I musikforretninger, der forhandler guitarer og tilbehør, har de ofte slides af forskelligt materiale - metal af forskellige slags, glas, ler, porcelæn, plastic. Disse materialer giver forskellig lyd, og hvilken man foretrækker må siges at være en smagssag. Hvis man vil have det til at lyde som den gamle blues med slide guitar, så skal det helt afgjort være glas, ellers er metalslides meget brugt i de rytmiske genrer i dag. Det er også muligt at lave en selv, man kan afsave en flaskehals som bluesrødderne gjorde eller som en gammel kammerat af mig gjorde, save fra en gardinstang, den skal så bare være stor nok til at sidde på en finger. Det kræver lidt håndelag.

Stilarter med slide.

Der er forskellige stilarter, hvor der bruges slide. Der er hawaiiguitaren,som på engelsk heder laptop guitar, fordi den ligger vandret og man så glider med sliden. Her bruges udelukkende slide til at spille med, og den slide der anvendes er ofte massiv og holdes mellem tommel- og pegefinger. Disse guitarer har også strengene til at ligge så højt, at det er umuligt at trykke dem ned med fingrene. Denne måde at spille slide på er gledet ind i bluegrass musikken på dobroen, og i den gængse countrymusik er det videreudviklet til pedal steel guitar. Både hawaii-guitar og dobro stemmer anderledes end en gængs guitar, jeg vil henregne dem til kategorien beslægtede instrumenter.
Så er der den form for slide, hvor guitaren holdes som en normal guitar og sliden sættes på ring- eller lillefinger, så det kan kombineres med gængs spil med fingrene. Denne måde at spille slide på har sine rødder i bluesmusikken, hvor den stadig anvendes på både el og akustisk, og den er gået ind i rocken som en af de mulige virkemidler. Her kan der bruges en gængs guitar, men resonatorguitarer er udbredte. Man må være opmærksom på, at strengene skal ligge så højt, at sliden ikke skramler mod båndene, men dog ikke så højt, at det er umuligt at trykke dem ned med fingrene. Ofte anvendes der alternative stemninger som åben G (dgdghd) eller åben D (dadf#ad), hvor guitaren er stemt til at de løse strenge danner en akkord, når de slås løst an.

Basal slideteknik.

Det kræver øvelse at føre sliden, der sidder på fingrene - men hvad, det gjorde det jo også første gang du greb en akkord. Sliden skal være lige over båndet og den skal holdes lige. Brug fingrene til at dæmpe strengene mellem slide og hovedet, ellers skramler det for meget. Du vil straks kunne genkende den syngende lyd, og så skal du øve dig i at bevæge sliden hurtigt frem og tilbage, så du får et vibrato og at glide op ad strengene til tonerne.
Det er ikke strengt nødvendigt at lære slide, men det giver indgang til nye udtryksmuligheder.

onsdag den 13. juli 2011

Keltisk guitar

Keltisk guitar - det er jeg blevet spurgt om, hvad det er.

Keltisk musik.

Her må først besvares hvad keltisk musik er. Keltisk er en fællesbetegnelse for de etniske grupper i Europa, som i større eller mindre grad anses for at stamme fra oldtidens keltere. Romerne kaldte dem gallere, og de holdt især til i det område, der nu er en del af Frankrig. I forbindelse med Cæsars krig mod gallerne rykkede mange af dem til de to britiske øer.
I dag regnes først og fremmest irere og skotter for at være keltere, men også bretonerne fra halvøen Bretagne i Frankrig og befolkningen i den spanske delstat Galicien regnes med. Der er desuden en del små folk rundt om i Østeuropa, som menes at have sine rødder i det keltiske.
Så keltisk musik er kort og godt: musik skabt af disse folk. De fleste kender nok mest til irsk og skotsk, der har en vis popularitet hos os, især på vores folk-festivaler. Denne musik består dels af folkesangene, dels dansemusikken med de specielle danse jig, reel og hornpipe ved siden af de importerede valse og polkaer (som vi også har importeret i dansk spillemandsmusik). Om det end er mest irsk og skotsk vi hører, så har der også fra tid til anden været besøg fra de andre keltiske områder. Desuden må vi regne de canadiske musikere fra de udpræget skotske provinser i Canada for at være keltiske.

Keltisk guitar.

På den baggrund kan jeg svare på, hvad keltisk guitar er. I løbet af det 20. århundrede blev akustisk guitar mere og mere anvendt i den keltiske musik, og selv om det startede med - som vi hører hos Dubliners - at man spiller de gængse standardakkorder til melodierne, så er der blevet udviklet en mangfoldighed af måder at spille på, som er tilpasset den særlige keltiske tone. Så betegnelsen keltisk guitar dækker over denne mangfoldighed, som er meget berigende at lære at kende og forsøge sig med for guitarspillere. Hver gang guitaren bruges til keltisk musik må det kaldes keltisk guitar, hvad enten det så - som i Dubliners' og andre veteranbands tilfælde - ikke er specielt nyskabende, eller at man har udviklet nye teknikker.

Guitarledsagelse

Først og fremmest er det som ledsagende instrument tl melodiinstrumenter, at guitaren fik indpas, og her som i andre sammenhænge, har den vist sig som et effektivt instrument. En guitarist med god rytmesans kan virkelig give godt skub i dansemusik, også den keltiske. Det kan så heller overraske, at guitaren også er blevet taget op af folkesangerne i disse områder, og her gælder det som i andre genrer, at den akustiske guitars bløde lyd står godt til den menneskelige stemme. I det hele taget må keltisk guitar regnes med til moderne folk guitar.

Guitarsolo.

Desuden har man også lavet meget instrumentalmusik med dansemelodier - kaldet fiddle tunes - omarrangeret for guitar. Det kan gøres med plekter i samme stil som når bluegrass-guitaristerne spiller fiddle tunes på guitaren, men endnu mere interessant har man arrangeret dem for fingerstyle guitar, hvor man spiller melodien på de lyse strenge akkompagneret af en bas med tommelfingeren.
Det er også populært blandt guitarister  at spille de gamle harpestykker på guitaren. Helt op til omkring år 1700 havde man de omrejsende harpespillere, der spillede på den særlige keltiske harpe. En af de kendteste var den blinde Turlough O'Carolan, hvis kompositioner i dag regnes for klassikere i irsk musik. Mange keltiske guitarister spiller hans musik omarrangeret for deres instrument. Der har været guitarspillere, der har lavet deres egne kompositioner, der viderefører den keltiske tradition og i større eller mindre grad tilføjer den noget nyt,

Den alternative stemning.

Fælles for alle disse områder af keltisk guitar er, at man ofte bruger den alternative stemning DADGAD, kaldet sådan, fordi man stemmer guitaren d a d g a d. Den har fået sin popularitet i keltisk sammenhæng, fordi den er velklingende og passer til den keltiske tone. Det er desuden let at spille med droner i denne stemning, toner der ligger der hele tiden sammen med melodien. Sækkepiber er kendetegnet ved deres droner, og det bliver så ofte efterlignet i denne alternative stemning.
Som sagt: keltisk guitar kan ikke sættes på¨en formel, men nu har jeg skitseret kort, hvad der rører sig i det område af guitarverdenen.

mandag den 11. juli 2011

Den akustiske guitar i filmmusik

Når vi snakker guitar og filmmusik, så er det nok den elektriske guitar, som de fleste tænker på. Et karakteristisk træk i tressernes underholdningsfilm er de popmusikagtige temaer, som kører på en elektrisk guitar bag alle løjerne. Mange vil her tænke på indledningssekvensen til 007-filmene, hvor man hører det velkendte tema spillet på de dybe strenge med den deraf karakteristiske "twang"-lyd, efterfulgt af en blæsersektion.
Men den akustiske guitar er nu ikke helt ude af billedet, når der skal skabes ekstrastemning til bllederne på celloidstrimlen.

Nogle eksempler.

Jeg behøver vel bare at sige Deliverance, der på dansk hed Udflugt med Døden, der indleder med den herlige scene, hvor en retarderet hilbilly banjospiller laver en duet med en guitarspiller i bluegrassnummeret Duelin' Banjos.
DVD kan købes her.
Den spanske filmklassiker Forbudte Lege om de to børn i den spanske borgerkrig, der leger død og begravelse, fordi det er en del af deres hverdag, underlægges med guitarmusik sammensat af spanske folkemelodier og spillet af den klassiske guitarist Narisco Yepes.
Både filmatiseringen af skuespillet Hvem er bange for Virginia Woolf med Richard Burton og Elizabeth Taylor i ægteskabelige skærmydsler og Vietnamkrisgsfilmen Deer Hunter havde temaer spillet på guitar - i det sidste tilfælde stod det smukke tema i skærende kontrast til filmens brutale indhold.

Ennio Morricone.

Jeg vil ikke forbigå min egen favorit, Ennio Morricone. Her tænker de fleste nok ellers på elektrisk guitar, og sandt nok, det er den, der laver de skarpe riff i hovedtemaerne i hans Dollar-trilogi, men han anvender også den akustiske med stort mesterskab - i den første En Nævefuld Dollars hører man den i den folk-lignende indledning bygget over sangen Pastures of Plenty. Den Gode, Den Onde og Den Grusomme har den flere steder - da den tredje titelperson gør sin entre og det ender med hans første mord. Her bruges det bløde tema som en kontrast. Eller da banditten Tuco har sit skænderi med sin bror, der er munk, hvor en blød nylonstrenget guitar ledsager brorens påmindelser om den familie, han er stukket af fra. I den musik som ledsager slutopgøret mellem de tre titelpersoner spiller den akustiske guitar et hektisk tema inden trompeten giver det på alle skæbnesvangre tangenter - mens vi ser de tres ansigter i nærbilleder, hvor vi kan se øjnene kigge fra side til side.
Find musik af Morricone på CDON.COM

Bluesguiratister

I den klassiske afmytologiserende western En God Dag at Dø med Dustin Hoffmann som omstrejfer, der møder flere autentiske personer og ndvikles i ditto begivenheder, spillede bluesmanden John Hammond musik på både mundharpe og guitar - hans bluestone passede godt til filmens blanding af ironisk humor og tragiske hændelser.
Kan købes på DVD
En, der har været meget flittig til at lave filmmusik, er Ry Cooder. Han lavede effektiv musik til film som Paris, Texas og Last Man Standing, og han har haft en evne til altid at kunne ramme filmenes tone, når han spillede til dem. På opslaget Ry Cooder på Wikipedia er en liste over de film, han har lavet musik til.
Ry Cooder på CDON.COM
Naturligvis kunne et sådant indlæg som dette kun blive et udsnit, præget af hvad jeg nok selv har syntes godt om. Men prøv da at gå lidt på opdagelse ved at skrive "guitar filmusik" i Google.

lørdag den 9. juli 2011

Når em akustisk guitar skal høres

Hvad glæde har publikum af, at en guitarist spiller godt, hvis de ikke kan høre det? Det tror jeg, at de fleste kan blive enige om, men den akustiske guitar er i sig selv ikke noget højt instrument, så det kan være svært. I visse sammenhænge ligefrem umuligt.

Den elektriske guitar.

Derfor gør man alt for, at den skal være tydelig. Guitaristen kan spille kraftigt til, og det kan hjælpe meget ved sologuitar, men ofte på bekostning af fine klangnuancer. I bands kan de øvrige instrumenter dæmpe sig ned, når guitaristen har en solo, men selv der kan det være svært.
I et jazz big band må det siges at være umuligt. Hvad vi i dag kalder en elektrisk guitar blev netop også opfundet i denne sammenhæng i disse big bands storhedstid i 30'erne. Det tilskrives guitaristen Charlie Christian, der i hvert fald er en af de første, der brugte denne opfindelse, da han spillede i Benny Goodmans band. Det var i første omgang en akustisk guitar med f-huller, som vi i dag kalder en jazzguitar. Den  havde fået pick-up'er på sig, der registrerede strengenes svingninger og sendte dem til forstærkeren. Så kunne guitaristen spille hørbare soloer, men at lyden blev anderledes, det skete her som ved al anden forstærkning - de tidlige mikrofoner med højttaler gengav heller ikke nogen naturlig lyd hos sangere eller instrumenter.
Ulempen med denne forstærkede akustiske guitar var, at vibrationerne fra højttalerne kunne få kroppen til at vibrere og derved skabe de ubehagelige hyletoner, som også kendes fra hvis en mikrofon er for tæt på højttaleren. For at eliminere den ulempe fremstillede man guitarer, hvor kroppen var et kompakt træbræt. Det er hvad vi for det meste i dag forstår ved en elektrisk guitar, som ikke siger andet end et svagt plunk, når de ikke er sluttet til en forstærker. Der er ikke meget tilbage af den akustiske lyd i den, men i rocken har man udnyttet den forvrængede lyd bevidst som musikalsk virkemiddel. Man har endda opfundet dimser, der kan ændre lyden i mange retninger - Jimi Hendrix var en foregangsmand i brugen af disse, i dag er de blevet mere avancerede.

Forstærkning af akustisk guitar.

Der er så bare tilfælde, hvor man gerne vil have den akustiske guitarlyd, i visse genrer er den ligefrem kutyme. Så må man bruge en akustisk guitar, men den skulle gerne kunne høres. I dag er mikrofoner og højttaleranlæg også kommet så langt i udviklingen, at de kan gengive instrumenternes lyde mere naturtro, samme udvikling som vores stereoanlæg i stuerne har gennemgået.
Der er flere måder at forstærke den akustiske guitar på, så den stadigvæk lyder som en akustisk. I halvfjerdserne kunne man købe pick-up'er til at sætte på dem, svarende til dem man får med i købet på en elektrisk guitar. De er efterhånden forsvundet, forståeligt nok, for de skabte ikke andet end en ny elektrisk guitar i stil med Charlie Christians.

Mikrofonen.

Den helt enkle er en almindelig mikrofon på stativ, der anbringes lige ud for guitarens lydhul. Den virker godt nok, hvis det er en god mikrofon, men det har den ulempe, at guitaristen ikke skal bevæge sig ret meget, før lyden bliver for svag eller ligefrem umulig at høre. Mange oplever det også som stift at stå der urørlig og passe på, at guitaren ikke kommer for langt væk fra mikrofonen, men om man ejer en guitar, der ikke har den indbyggede pick-up i kroppen, så er det løsningen med alle de ulemper, der medfølger. Det kræver øvelse at stå ved denne mikrofon og holde guitaren samme sted, men øvelse gør som bekendt mester.

Indbygget pick-up.

Så har jeg allerede nævnt den løsning, som er meget almindelig i dag. De akustiske guitarer laves med en pick-up indbygget i kroppen, og på kroppens højre side er et stik til et kabel, som så er sluttet til et forstærkeranlæg i den anden ende. Denne løsning er særdeles god, for lige på det sted den ligger inde i kassen kan pick-up'en fange den mest naturlige akustiske lyd, og forudsat at det sluttes til en højttaler af bedste kvalitet vil det blive en naturtro lyd publikum hører. Desuden tager det ikke bevægelsesfriheden som en ordinær mikrofon gør.
Men den kræver så, at man har en akustisk guitar med denne indbyggede elektronik. Planlægger du at bruge din akustiske guitar i sammenspil med meget høje instrumenter? Tror du, at du vil komme til at spille i store sale? Så skal du absolut ved køb gå efter en guitar med indbygget pick-up.

fredag den 8. juli 2011

Aflysning af guitarfestival

Det bliver en sørgelig nyhed, som dette indlæg indeholder, men desværre, Folk, Blues og Ragtime Festivalen på Skarrildhus tæt ved Herning er aflyst. Jeg gik ellers ind på websiden for at bestille plads til mig selv, men da der havde meldt sig for få til, var den aflyst. Øv, øv, der var ellers meget godt på programmet, sidste år (læs min anmeldelse) var der masser af guitarister fra Stefan Grossmans pladeselskab Kicking Mule, lige sådan i år, oven i købet ville Grossman selv komme i egen høje person. Desuden kunne man have hørt Roy Book Binder, der er en fremragende guitarist og sanger i ragtime-boldgaden, der ville have været blues med Woody Mann - ja, Niels Hausgaards makker Christian Alvad skulle endda have dukket op. Der ville have været nok af koncerter og workshops at glæde sig til. Men sådan skulle det så ikke være i år - forhåbentlig tl næste år.
Hvis du kunne have tænkt dig at deltage, så gå da lige ind på hjemmesiden og udfyld det elektroniske spørgeskema der - det kunne hjælpe Lars Vedsøe, der gjorde et så godt job sidste år, til måske at få det op at stå næste år.

torsdag den 7. juli 2011

Akustisk basguitar

Foto af akustisk basguitar med sort krop
En sortlakeret basguitar
En akustisk basguitar - det må man kalde den, for hvis man siger en akustisk el-bas, så vil der være nogen der braser i latter over selvmodsigelsen i den betegnelse. Omend den ikke er helt forkert, for dette dyr stemmer som en el-bas, den er bare akustisk. Som el-bassen er det fire strenge, der er en oktav - otte toner - dybere end de fire dybeste strenge på guitaren, og da det i vort tonesystem er ved oktaven at tonerækken begynder forfra, se Tonesystemet, så benævnes de med samme bogstaver som disse, e a d g, og nummereringen er også talt nedefra og op, men så bliver g-strengen til 1. streng osv. Denne stemning er også lig med kontrabassens, men denne er så uden bånd på gribebrættet.

Anvendelsen af basguitaren

Denne basguitar er blevet almindelig i genrer, hvor man bruger kontrabas, f. eks. i bluegrass eller i andre folkemusikformer. Kontrabassen har den ulempe, at den er stor og klodset at transportere, og det har gjort, at man har brugt el-bas i disse sammenhænge som erstatning med det resultat, at denne kommer til at virke fremmed blandt alle de akustiske instrumenter. Her kan denne basguitar være en god erstatning. Den liger lige så dybt og har en akustisk lyd, men er ikke så besværlig som kontrabassen.
I lighed med andre basinstrumenter tager man ikke akkorder på den. I disse dybe tonelejer vil mere end en tone ad gangen give en mudret og uskøn lyd. Enhver bas - om det er kontrabas, tuba, el-bas, fagot og hvad der ellers findes - har til opgave at lægge en solid bund i musikken med den dybe tone der danner et slags solidt fundament.

Hvordan spille på basguitaren?

Der kan spilles bas efter becifringstegn - de samme bogstavtegn som vi bruger til akkorderne på guitaren - men det vil være enkelttoner fra akkorden, så her skal man lære, hvilke toner en akkord består af. Her vil man også lære, hvordan man vælger de toner, så der dannes en hel selvstændig melodi, der klinger godt. De gange, hvor du har lyttet til et musikstykke, hvor du syntes der var en god bas,har ofte været med en bassist, der mestrer dette.
Du kan også spille på den efter noder. Da den som ovenfor nævnt stemmer som de fire dybe strenge på guitaren, bare en oktav lavere, så vil det - om du har spillet guitar i nogen tid - ikke være svært at finde ud af, hvordan tonerne ligger på den, men noteringen med noder vil med disse dybe toner finde sted med en anden nøgle end den G-nøgle, som bruges til guitaren og de fleste andre instrumenter. De noteres nemlig i F-n
øglen

Det kan læres, og grundprincippet er stadig som nodespil i øvrigt, men det er bare nye steder tonerne ligger på linierne.

Så overvej den som basinstrument,,om du er i et band med akustiske instrumenter, hvor I mangler det.
I Mexico har de en speciel variant, som bruges i deres populære mariachi-musik. Den stemmer som den ordinære, men den har en større krop og strengene er af nylon fremfor stål.
Foto af mexikaner, der spiller på den særlige mexikanske basguitar anvendt i maricachi musikken.
En mexikaner, der spiller mariachi bas