mandag

CD-lektioner fra Stefan Grossmans workshop

Det er godt trekvart år siden, at de anerkendte amerikanske fremstillere af undervisningsmateriale til guitar og andre instrumenter Mel Bay og Homespun Tapes lavede deres videolektioner på et nyt fikst downloadsystem, hvor man kunne hente deres gode lektioner direkte til computeren og se dem der - ikke noget med lange ventetider, toldafgifter oveni og andre irritationsmomenter, som var i de onde gamle fodpostdage. Se min omtale af det. Kort tid efter hoppede Stefan Grossman på vognen med så godt som det samme system på hans workshop Vestapol. Også omtalt her.
Nu kan man så også downloade audiolektioner efter samme princip fra Vestapol. For de af os, der er skuffede over, at der så alligevel ikke blev mulighed for at sidde i en masterclass med Grossman i egen person ved festivalen i Kibæk, så er der her mulighed for at få nogle gode lektioner af ham via video eller mp3, det sidste er så det nye. Jeg vil anbefale nogle godbidder.
Der er undervisning i tre dele (oprindeligt 3 cd'er) i klassisk ragtime guitar. Her er muligt at lære de iørefaldende kompositioner af Scott Joplin, Joseph Lamb og andre ragtimekomponister for guitar. Det er nok mest for viderekomne, men hører du til dem, så er der godt at hente i dette sæt.
Holder du af gospel, så er der en indføring i den legendariske guitarist og sanger Reverend Gary Davis og hans Holy Blues (som han selv kaldte sin gospelstil)
Der er også en indføring i åbne stemninger, og der er indføring i keltisk guitar.
Foreløbig er det kun lektioner med Grossman selv, men forhåbentlig får vi også nogle af de andre gode at se efterhånden.
I øvrigt kan en stor del af udgivelserne fra Grossmans gamle selskab Kicking Mule downloades fra http://www.emusic.com/.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: