søndag

Ragtime guitar del 1

Klassisk ragtime.

Du undrer dig måske over overskriften - er ragtime da ikke en klavergenre?
Jo, det var det, dengang det var populær musik i starten af det 20. århundrede. Det har endda været spillet på banjo, Fred van Epps (far til jazzguitaristen George van Epps) indspillede ragtime-banjonumre i grammonpladens barndom. Ellers forbinder vi det, som kaldes klassisk ragtime med klaverkomponister som Scott Joplin, James Soctt og Joseph Lamb. De er fra før pladeindustrien, så deres stykker blev solgt som nodeark og pianoruller til mekanisk klaver. Scott Joplin fik en renæssance i halvfjerdserne, da hans The Entertainer blev brugt som tema i den populære komedie Sidste Stik.

Ragtime blues.

Adskillige bluessangere og guitarister tog stilen til sig, indoptog ragtime sange på deres repertoire og udviklede en akustisk guitarstil, der efterlignede venstrehåndens rytme i ragtimepianoet. Blandt dem var f. eks. Blind Blake og gospelmanden Reverend Gary Davis. Deres musik har man kaldt ragtime blues, og da den akustiske blues fik et revival i tresserne fik mange unge guitarister den ide at omarrangere de klassiske ragtimekompositioner til guitar, her var især Dave van Ronk den første store foregangsmand. Nogle af dem komponerede endda egne rags, som var tro mod stilen.

Den nyere udvikling

Flere af folkesangerne i tresserne tog lyden til sig med begejstring og lavede ragtime-inspirerede sange - Arlo Guthries sang Alice's Restaurant fra filmen af samme navn er nok den mest kendte.
Guitaristen Stefan Grosmann startede i halvfjerdserne et pladeselskab, Kicking Mule, hvor mange af de nyere ragtimeguitarister indspillede plader, og der blev også udgivet andre, meget avancerede eksperimenter i akustisk guitarmusik.
Anden del om ragtime guitar vil handle om, hvad det kræver og fordele og ulemper.
En god forudsætning for ragtime guitar er at lære det moderne fingerspil, som jeg har en indføring i her, se Lektion 1
Del 2
 
Scott Joplin på pianorulle, Easy Winners:



The Entertainer på guitar:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: