Harmonilæren

Hvad betyder de bogstaver, som becifringstegnet er skrevet med? Hvad betyder de tegn og tal, som ofte følger efter?

På denne her side vil jeg gøre en indsats for at forklare det.

Et råd: skal du til at begynde eller er først lige begyndt, så gem videre læsning af dette til du er kommet længere. Mange begyndere oplever musikteoretiske forklaringer som ren volapyk, og det er ikke hensigten, at de af den grund opgiver instrumentet på grund af det. Godtag i starten, at D er D, og A7 er A7 uden at tænke over hvorfor.
Sagt med et billede: når du finder vej ved hjælp af et kort, så går du ikke og tænker over, hvorfor vejene har fået det navn de har eller hvorfor husene er bygget der hvor de er, du godtager bare at vejene går der hvor de er. Når du så er blevet kendt i kvarteret, så kan du begynde at finde ud af dets historie, hvordan gaderne opstod, og hvad fremtiden for kvarteret er.
Sådan også med at lære musik: godtag bare navnene og skemaerne, forståelsen må komme efterhånden.
Men har du spillet en tid og kan de første 7-12 akkorder, så læs bare videre.

De grundlæggende akkorder.

Kender du navnet på tonerne? Ellers vil jeg opfordre dig til at gå ind på siden om tonesystemet og læse den. Det forudsættes bekendt i dette afsnit, men du behøver ikke at kunne læse noder for at kunne forstå denne side, alt vises med tonernes bogstavnavne.
OBS! Tonenavnene skrives med små bogstaver, akkordnavne med store.

Kan du huske fra siden om tonesystemet, at disse toner kaldes stamtoner? Hvis du spiller stamtonerne fra c til c, får du en c-durskala. Den ser sådan ud:
c d e f g a h
C-durskalaen består udelukkende af stamtoner. Derfor går vi ud fra C-dur, fordi den er lettest at regne med. Nærmere forklaring af skalaer findes på Skalalæren.
Når en melodi er i c-dur - det kaldes en toneart - så betyder det, at den er baseret på de toner, som hører til c-durskalaen, den vil som regel ende på et c - der er undtagelser, men det gælder her som i andre forhold: lær reglerne - undtagelserne må man finde ud af, når de dukker op.

Akkorderne har minimum tre toner, og de er ligesom melodien baseret på toneartens skala.

Nogen vil sige, at en guitarakkord, som vi lærer efter diagrammer, har mere end tre toner. Ja, men to toner med samme navn falder sammen i et når de spilles samtidig, derfor regnes det kun for en, selv om der er mere end én af slagsen i en given guitarakkord.
Men så er der de andre toner i akkorden.
Nogen toner klinger godt sammen, de kaldes assonanser, andre klinger ikke godt sammen, de kaldes dissonanser.

Dur-akkord

Når vi skal sætte en almindelig dur-akkord sammen, så starter vi med skalaens grundtone - den der hedder det samme som tonearten - c, og så vælger vi skalaens tredje tone, e, kaldet tertsen, og så den femte tone kaldet kvinten, i c-dur er det g. Så en C-dur akkord består af
c e g.
Den ser sådan ud som guitarakkord:









Som du kan se nederst, hvor den enkelte strengs tone er angivet, så er der mere end ét c og mere end ét e, men de gælder som en, der er grundlæggende tre toner. Så når du ser et C, så er det en C-durakkord, for akkorden er dur hvor intet andet er angivet.
Men e er øverst, vil nogen sige. Ja, for de tre toner kan vendes om og stadig være en C-akkord. Så hvad enten tonerne står som foroven eller
e g c
eller
g c e
så er det en C-dur. Man kalder den ligefremme notering af akkorden for grundformen og taler så om de to omvendinger.
Du har måske lært D som første akkord. Det er så en D-dur, den består af d f# a, tertsen, den mellemste tone i grundformen, er her f hævet til den afledte tone fis.

Mol-akkord

Den anden type toneart vi bruger i vestlig musik er mol. Den angives i becifring med et -m efter bogstavet, der angiver tonearten, f. eks. Am = A-mol.
Hvis vi spiller stamtonerne fra a til a, så får vi en ren molskala:
a h c d e f g
Den er mere mørk og trist i klangen. Også her bruger vi tertsen, c, og kvinten,e
a c e
Tertsen er her mindre end den er mellem c og e, det kaldes en lille terts, hvor afstanden c e kaldes en stor terts. Det er forskellen på en dur og mol akkord. Hvis C-dur skulle laves om til C-mol, så skulle den sænkes en halv tone til e♭, c e♭ g. Hvis vi i D-dur-akkorden spillede et almindeligt f fremfor f#, så bliver det en d-mol, d f a. Hvis vi hæver a-mol akkordens c til c#, så får vi A-dur.
Bemærk: afstanden mellem grundtonen og kvinten er den samme i begge harmonier, det er tertsen, skalaens tredje tone, der gør forskellen.

7-akkorder

Så har du måske lært nogen af de akkorder, der har et 7 efter bogstavet. De er også dur-akkorder, men de består af fire toner, der er føjet en ekstra tone til de tre grundlæggende toner, som bogstavet angiver.
På grundlag af C-durskalaen kan du også lave en G-durakkord, du starter med g og går en terts op til h og så til kvinten d. Når en sang spilles i C-dur, så er denne akkord hvad man kalder dominanten, hvor C er grundtoneakkord, også kaldet tonika. Dominanten giver en spænding, man har forladt "basen" og den trækker tilbage. For at understrege denne spænding føjer man en ekstra tone til treklangen, nemlig den syvende tone fra akkordens grundtone, kaldet septimen, som er f. Så G7 består af:
g h d f.
Man kalder det en firklang. Det giver ekstra spænding til akkorden, så man kan blive lettet over C-akkordens tilbagevenden bagefter.
Den tredje akkord i C-dur er en F-durakkord, den består af
f a c
Den kaldes subdominanten.
Mange guitarister starter med at lære akkorderne til D-dur, da grebene til disse akkorder er forholdsvis lette. Her er A7 dominant, og G er subdominant. A7 har tonerne a c# e g, G består af g h d, som G7, bare uden f'et.

Dominant og subdominant i mol

I A-mol er subdominanten også en mol-akkord, Dm, den består af
d f a.
Dominanten er speciel i mol, her ændrer man nemlig skalaen for at tilpasse den idealet fra dur. Hvis vi gik ud fra den rene molskala ovenfor, så skulle dominanten være en Em, altså, e g h, men vi hæver det syvende trin i skalaen for at få den til at lede op til A, g bliver til g# og så bliver den til A-mol beregnede dominanten til en E7 som den også er i A-dur, den består af
e g# h d
I Skalalæren kan du læse om de forskellige molskalaer.

OBS! Er det første eller andet år du spiller, så stop bare læsningen her. Men har du spillet en tid og er stødt ind i besynderlige akkordbetegnelser som G13, Dsus, Adim og andre besynderligheder, så læs bare videre for at få en forklaring.

De avancerede akkorder.

Hvad vi skrev foroven om treklangen som det grundlæggende, det fortsætter her. Et tal efter akkordens navn angiver en eller flere ekstratoner til denne treklang.
Dog skal der nævnes nogle almindeligt forekommende undtagelser.

Hverken dur eller mol

dim: fork,.af diminished, formindsket. Når den står efter tonenavnet - navnet på grundtonen - så angiver det, at det er som en mol-akkord, men med kvinten sænket en halvtone. Så Cdim består af c eb gb, hvor g er sænket en halv tone. Den kan også skrives med o eller - efter bogstavet, jeg anvender den sidste her på bloggen, da det er mest praktisk på websider.

aug: fork. af augmentet, forstørret. det angiver, at det er som en durakkord, hvor kvinten er hævet en halv tone. Så Caug, der kan noteres C+, består af c e g# Jeg bruger + efter bogstavet på denne blog.

sus4: Sus står her for suspension, fordi der er en tone, tertsen, der "suspenderes" og erstattes af det fjerde trin fra akkordens grundtone, i c er det e, der løftes til f, så Csus4 består af c f g.

Sus2: Ligesom i det foregående "suspenderes" tertsen, men til den anden tone fra grundtonen, i C er det d, så Csus2 består af c d g.

Disse akkorder er hverken dur eller mol, selv om de to første har en lighed med dem i tertsen. Dim og aug bruges som overgangsakkorder, de leder fra en akkord til den næste. Når der f. eks. kommer en Dm efter en C, så sætter man en C#dim (c# e g) ind imellem dem.
Sus-akkorderne bruges også som overgangsakkorder  også i klassisk guitar og jazz, men i så godt som alle genrer bruges de som rytmisk effekt,

Udbyggede dur-mol akkorder

Så er der de egentlige dur og mol-akkorder med krydderier. Her gælder det, at et tal føjet til bogstavet betegner et trin fra akkordens grundtone føjet til treklangen.

m7: det er som 7-akkorden i forrige afsnit, men med mol, den syvende tone -  septimen - fra akkordens grundtone, kaldet septimen. Så Am7 består af a c e g.

maj7: de foregående 7-akkorder er dannet ved hjælp af den lille septim, men hvis vi bruger den store septim, så betegnes det sådan, maj kommer af major = stor. Cmaj7 består altså af c e g h, her er h'et ikke sænket som i en ordinær C7.

6 er med det sjette tonetrin fra grundtonen tilføjet den grundlæggende treklang, C6 = c e g a. Den findes så også som mol, Am6 = a c e f#

Disse akkorder bruges især som erstatning for de gængse dur-mol akkorder, når musikken skal have et ekstra krydderi.


I det næste begynder det så rigtigt at blive kompliceret, for nu tilføjes der flere toner til den grundlæggende terts, endda op i næste oktav. Her tælles tonerne sådan:
c  = 1
d  = 2
e  = 3
f  = 4
g  = 5
a  = 6
h  = 7
c  = 8
d  = 9
e  = 10
f  =  11
g  =  12
a  =  13
h  =  14
c  =  15
 
Med andre ord  næste oktav tælles med som nye trin udover de syv første.
9 er en akkord, hvor de høje d er føjet til sammen med 7, en C9 er altså c e g b d. Den bruges ofte som erstatning for den ordinære 7-akkord, når der skal krydres ekstra.
11 føjer yderligere det høje f til akkorden. En Cmaj7 tillagt d og f giver denne akkord, for c er det c e g b d f
13 føjer så a til - her kan man få akkorden ved at føje en C7 og en Dm sammen: c e g b d f a

Vi kommer her ud i akkorder, hvor det er en fysisk umulighed at tage alle tonerne, især på guitaren. Her må man  udelade nogen, og det må helst aldrig være tertsen, da den gør forskellen på dur og mol og slet ikke den tone, som tallet henviser til. Som regel bliver det kvinten - i en C  altså g - der udelades. I en sammenspilssituation, hvor der er en bas, kan man udelade grundtonen, da den oftest bliver spillet af bassen.
Flere af disse akkorder er nok noget indviklet når de forklares teoretisk som her, og det kan være svært at huske, hvordan de tages. Men fysisk er mange af dem egentlig ikke så svære, de er ofte en akkord du måske allerede kender med en finger føjet til eller løftet. Her ser du en Cmaj7 og en Dsus2:
 

De ligner jo C og D meget, ikke? Brug en akkordbog som opslagsbog, når du støder ind i dem og lær dem, uanset om du har fattet ret meget af denne sides forklaringer.

Så kan du pludselig se sådan noget som +9 eller +11. Det betyder, at tonen føjes til treklangen uden de mellemliggende toner. F. eks. en C+9 består af c e g d, ikke noget b her.

Så kan du også pludselig efter en akkordbogstav se et tal med # eller b bagefter, f. eks. C75b. Det angiver, at denne akkordtone er hævet eller sænket - i det givne eksempel er det så g, der er sænket til et ges.
Indviklet? Ja, måske, men når du ser akkorderne i en sangbog, så slå dem op og lær dem. Det er altid godt at udvide akkordforrådet.
Hvad du ikke forstår af denne side i dag, det forstår du måske i morgen.