Guitar og banjo - guitarbanjo?

Et  specielt instrument, banjoen, USA's eneste bidrag til instrumenternes store familie, ja, for de fleste andre instrumenter, der bruges i det store lands musik er importeret fra "den gamle verden." At så nogle af dem, f. eks. guitaren er blevet videreudviklet derovre, er noget andet (se De tre typer akustisk guitar).

Banjoens karakteristika

Hvad der gør banjoen speciel er, at den ikke har en krop af træ, men af metal, og i stedet for et dæksel med lydhul har den et trommeskind, hvor strengene går hen over en bro som på strygeinstrumenter og jazzguitar. Det er årsag til dens meget særprægede lyd, som en hel del mennesker ikke kan lide.
Indrømmet, den er et højrøstet instrument, og i lighed med andre højrøstede instrumenter som harmonika, sækkepibe, trombone osv. lyder det ekstra forfærdeligt, når der ikke spilles ordentligt på den. Den er derfor også i lighed med andre høje instrumenter skydeskive for vittigheder, som f. eks. hvad kalder man to banjoer på havets bund? En god begyndelse.
Men i lighed med de andre højrøstede instrumenter kan der spilles pænt på den, så husk lige at være fair i vurderingen.

Banjoens oprindelse og historie

Selvom den er eneste amerikanske bidrag til instrumentfamilien, så har den rødder i Afrika. Fra de områder i Afrika, hvor man hentede mange slaver, har man et instrument med to strenge, hvor kroppen er en halv kokosnød med et dyreskind trukket over hullet. Den kaldes en banjar, og det er let at se, hvordan det i Amerika er blevet til banjo ved kombination med europæiske strengeinstrumenter.
I det 19. århundrede forbandt man den især med de såkaldte minstrelshows, og alt tyder på, at den ved århundredeskiftet populære ragtimemusik har været spillet på banjo før klaver. Efterhånden afsværgede de farvede musikere brugen af den, da de forbandt den med stereotype klovneopfattelser af deres race. De hvide tog derimod dette instrument til sig, og i Appalacherne blev det en fast bestanddel af dansemusikken, hvad man i dag kalder old time, og takket være den virtuose banjospiller Earl Scruggs kom den til at blive en fast bestanddel af bluegrassmusikken, hvor der bruges en raffineret tre-finger teknik.
Mange forbinder den også med traditionel jazz, ikke uden grund, men det er en anden type banjo.

Banjotyper

"Afledte" banjoer

Guitarbanjo

Adskillige af de banjoer, der findes på markedet, er stemt som andre strengeinstrumenter, men har så en banjokrop. Der findes mandolinbanjoer, de stemmer som mandolinen, men har banjoens trommelignende krop. Der findes også ukulelebanjoer (se mit indlæg om ukulelen) og ja, der findes guitarbanjoer. De er stemt som guitaren, så en guitarist kan uden videre spille på den med det samme og derved få en genvej til banjoens lyd. Det er også med det formål at den type banjoer er lavet, de giver de musikere, der har spillet et andet strengeinstrument, en mulighed for at skyde genvej til banjolyden, hvis de har lyst til at bruge denne lyd.
Hvad jeg mener om dem må siges at være en smagssag, men jeg bryder mig slet ikke om den banjotypes lyd. Den er hverken fugl eller fisk, oversat, hverken ægte banjolyd eller ægte guitarlyd (for nu at holde os til guitarbanjoen). Nuvel, countryguitaristen Sam McGee lavede nogle indspilninger med guitarbanjo, og hans musik kan jeg godt lide. Det hindrer bare ikke, at jeg ikke lige synes en guitarbanjo er det helt store, selv om jeg godt kan se, at den er en genvej for guitarister til banjolyden. Den forekommer mig ikke ægte. Indrømmet, det har noget med smag at gøre.

Tenorbanjo

Tenorbanjo

I den traditionelle jazz bruger man en såkaldt tenorbanjo, den har fire strenge, der stemmer som en mandolin, bare fire toner dybere. Den er oftest akkordinstrument, kun en gang imellem kommer den frem og spiller en solo. Den har så også indgået i jug band musikken, en speciel udgave af blues og jazz blandt de fattigste med guitarer, mundharpe, vaskebræt og en bas lavet af en snor trukket på en vaskebalje. Senere indgik den i den populære skifflemusik, som Lonnie Donnegan stod for i Storbritanien. Et par unge mænd i Liverpool begyndte i begejstring for Donnegans musik at spille guitar. De hed John Lennon og Paul McCartney, resten er historie. Fra jazzen blev den efterhånden fortrængt af guitaren.
Mandolinspillere vil uden videre kunne spille denne type banjo, de skal bare kunne transponere det de spiller fire toner ned, når de fortæller hvad de spiller. Guitarister, der er vant til at bruge plekter, vil have højrehåndsteknikken parat, de skal så lære en ny beliggenhed af tonerne og nye akkorder.

Femstrenget banjo

Femstrenget banjo

Den type banjo, som indgår i old time og senere i bluegrass, er en femstrenget banjo. Den har fire gængse strenge og ligger i et toneleje som en guitar, dog ikke samme stemning,  Den femte streng er sat fast midt på halsen og er hvad man kalder en drone, dvs., en tone der ligger der hele tiden og klinger med. Princippet kendes også fra sækkepiber, hvor der er et eller flere rør på sækken, der hele tiden holder den samme tone under hele melodien.
Denne banjo kan man ikke uden videre hoppe til fra andre strengeinstrumenter. Naturligvis har man fordelen, at fingrene er vant til at trykke strenge ned, så man ikke skal igennem fasen med de ømme fingerspidser. Guitarister, der bruger fingrene i højre hånd, vil være vant til at knipse, men det er helt andre rytmer og teknikker, som bruges på banjoen. Naturligvis vil det gøre en forskel, at hånden er vant til bevægelsen i forvejen, men det er stadig noget helt nyt.I bluegrassmusikken og i folkesangeren Pete Seegers folk-banjostil blev der fundet en standard stemning. Hvor Pete Seegers stil er mest præget af old time, så er bluegrasstilen en teknik med tre fingre, der laver en strøm af toner.
Men har du lyst, så gør det da.