John Renbourn er død, 70 år gammel.

John Renbourn

Så er en af de store fingerpicking guitarister gået bort, John Renbourn. Han blev fundet død den 25. marts 2015.

John Renbourn biografi

Han blev født 8. august 1944 i Marleyborne, London. Han startede allerede som barn med at spille guitar og blev optaget på konservatoriet med dette instrument som hovedinstrument. Netop da var skifflebølgen over England, og John Renbourn begyndte at studere musik af bluesmusikere som Leadbelly, Josh White og Big Bill Broonzy. Det faldt så godt i tråd med at bluesbølgen for alvor skyllede over Storbritanien i 60'erne og guitaristen Davey Graham dannede skole for mange. Folkemusikbølgen var på vej endnu, og i mange folkemusikklubber holdt man meget på, at gamle britiske sange skulle synges uden akkompagnement, men enkelte var dog mere tolerante.
Det spillested som fik mest betydning for ham var Les Cousins i Soho kvarteret, hvor han mødte mange andre guitarister, som eksperimenterede med at blande britisk folkemusik og nye toner fra den anden side af Atlanten. Blandt dem var den mand, der skulle komme til at blive hans vigtigste samarbejdspartner, Bert Jansch. Sammen udviklede de den stil, som endte med at blive kaldt folk baroque på grund af dens blanding af folk music og klassiske teknikker.
Tidlig optagelse med Bert Jansch og John Renbourn:

John Renbourns musikalske karriere

John udgav adskillige plader på selskabet Transatlantic, det mest indflydelsesrige var Sir John Alot, hvor der dels var meget af tidens musik, men også en hel del middelalder- og rennæssancemusik, som John Renbourn her gav sin personlige version af. Nævnes skal også den fremragende duet-plade med Bert Jansch, Bert & John.

Den unge John i tresserne

På et tidspunkt i årtiet dannede de to bandet Pentangle, som var et band der som nogle af de første blandede folk med både rock og jazzelementer. De havde stor succes, oven i købet i USA, hvor de fik lov at spille både på Carnegie Hall og Newport Folk Festival. Da bandet gik i opløsning udgav John Renbourn flere solo-lp'er med keltiske toner blandet godt op med andre genrer. I 1978 samarbejdede han med Stefan Grossman, som han indspillede to duet-plader med.
I 80'erne studerede han komposition og komponerede en hel del klassisk musik, men han slap dog ikke folkemusikmiljøet helt. Med regelmæssige mellemrum udgav han plader, der havde hans tydelige stempel og indspillede endda også musik til film fra tid til anden.
Gammel optagelse med Pentangle:

John Renbourn eftermæle

Da han så skulle spille på koncertbåden i Glasgow 25. marts blev man bekymret over, at han ikke dukkede op, og politiet gik ind i hans lejlighed og fandt ham død.
John Renborun var en af både mest virtuose og originale guitarister på den britiske folk-scene. Om han ikke lige er et sangskrivertalent, så er han et kompositionstalent, der har komponeret for guitaren på en måde, der har dannet skole inden for moderne folk guitar og fingerpicking. Så godt som alle hans plader er en nydelse med deres smagfulde guitarspil og ofte særprægede rytmiske drive.
Hvil i fred, John Renbourn.
Hans sidste hilsen på denne blog:

Bert Jansch 1st Album

Da jeg besluttede mig for at skrive indlæg, hvor jeg anbefalede god akustisk guitarmusik, var jeg ikke i tvivl om, at den skotske folkesanger og guitarist Bert Jansch skulle med. Men hvad skal man dog vælge i en så god produktion som hans, hvor der så godt som ikke er nogen fusere og næsten hver udgivelse får mig til at tage ordet "fremragende" i min mund?

Jeg har så valgt debutalbummet fra 1965, dels fordi jeg ikke har pålagt mig selv begrænsninger i form af kun at anbefale et album pr. kunstner, dels fordi dette debutalbum indeholder næsten alt, hvad han siden kom til at stå for. Her må ses bort fra sammenspil med andre musikere. Det er helt og holdent Bert som solist, som opleves her.

Bert Jansch' vej til debuten.

Bert Jansch blev født i 1943 i Glasgow i en yderst musikalsk familie, der ofte sang meget af skotternes musikalske arv. Bert blev imidlertid som teenager grebet af den amerikanske bluesmusik og begyndte at lære guitar selv ved at aflytte deres plader. Det betød ikke opgivelse af hans eget lands folkesang, han udviklede bare en egen måde at spille det på. Han begyndte også selv at skrive sange og endda at lave instrumentalnumre for guitaren.
I starten af tresserne drog han til London for at tage del i det rige folkemusikliv, der var i Soho-kvarteret på det tidspunkt. Her fik han ved venners hjælp en pladekontrakt og indspillede dette album, så må nok må siges at være en af musikhistoriens mest lovende debuter.

Sangskriver og guitarvirtuos.

Den lægger ud med en tydelig bluesy tone med Strolling Down the Highway. Her er hans påvirkning fra de farvede amerikanere tydelig, stille og roligt glider den af steder med skæve toner og et guitarspil, der ikke bare er blokakkorder under sangen, men har en selvstændig stemme i musikken. Når det så går videre med instrumentale Smokey River får man straks at høre, at dette er en guitarist i særklasse.
Han er nu heller ikke dårlig som sangskriver. I sange som Running from Home og Rambling's gonna be the Death of me tager han kollegaer som Paul Simon og Gordon Lightfoot i hånden ved at synge om, hvor svært det er at finde en plads i tilværelsen. Det er sange, der, selvom de er baseret på få akkorder, så bliver disse akkorder vendt og drejet på så originale måder, at de får musikalsk dybde. Your love is strong og Dreams of Love er kærlighedssange i den ægte skotske stil, men med hans særlige bluesy drejning af det.
Men den sang, der gjorde stærkest indtryk da pladen kom og stadig er en stærk sang i dag, er Needle of Death om en ung pige, der er blevet afhængig af narko og dør af en overdosis. Dengang var problemet forholdsvis nyt, og Berts danske fans mente, at det kom aldrig til at ske i lille Danmark. Det gjorde det, og sangen er stadig højaktuel. Den er foranlediget af, at han selv havde en veninde, der kom af dage på den måde, og adskillige steder på indspilningen kan man høre, at hans stemme bæver. Fint at produceren har ladet det være som det er, det gør ikke fremførelsen ringere, at man kan høre et levende menneske med hjertet i det han synger. Bert Jansch selv døde af lungekræft i 2011, se min nekrolog.
På adskillige instrumentalbumre er det tydeligt at høre, at han har hentet forskellige inspiration andre steder end skotsk folk og bluesmusik. Man kan næsten høre Næroriens oud-musik i Kasbah og Alice's Wonderland har flamenco-træk.

Slutnummeret Anji, en klassiker.

Ironisk nok var det pladens slutnummer Anji, der blev hans kendingsmelodi. Den er nemlig ikke lavet af ham selv, men af den britiske guitarist Davey Graham. Det samme nummer er også indspillet af Paul Simon. Det særlige karakteristiske ved nærværende version er, at han har indlagt en melodi fra en gammel afroamerikansk worksong i den og ind imellem giver nogle flamenco-agtige slag over strengene. Dette nummer er i dag lidt af en klassiker, som alle folk-guitarister bare skal kunne.
Det tager tid at lære Bert Jansch' guitarnumre. De er svære, tydelig præget af at være lavet af en virtuos.
Men den er værd at lytte til og denne hans debut er et godt sted at starte for Bert Jansch-begyndere - og værd at opsøge for gamle fans, der aldrig har hørt den.
Køb den på Amazon

Gedigen bluegrass fra broderlandet

Så var der atter lagt op til bluegrass arrangeret af Bluegrass i Danmark på Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen, denne gang fra den anden side af Øresund med Zeke Zzzypts Hilbilly Popgrass Quintet, som de kalder sig, et navn der ikke er helt let at sige og skrive.

Men koncerten gik lige ind og var en sand nydelse fra start til slut. Per Fält, der i Sverige er en veteran på femstrenget banjo, var et gammelkendt navn og leverede et banjospil, der stod i klar gæld til banjospillere som Ben Eldridge og Bill Keith. Men når nu dette er en guitarblog, hvor interessen især er guitarspillet, så leveredes der særdeles smukt guitarspil fra den ene af de to guitarister. To guitarister i et band er sjældent i denne genre, men her var det som man ofte ser i country og rock fordelt med akkordspil, rytmeguitar, og solospil, lead guitar. Leadguitaren leverede meget opfindsomt spil på guitaren, i visse numre oven i købet med slide, hvad der også er sjældent i bluegrass, men de numre, hvor det blev anvendt, var lige de rigtige til det, eller sådan føltes det. Ikke alene var det i den typiske flatpicking stil, men også med fingerpicking, der ledsagede en del af balladerne på en yderst smagfuld måde. Sådan kan guitaren også anvendes i bluegrass.

De har så ordet popgrass i deres navn, det er vist lidt hjemmelavet, jeg har aldrig set det før. Ja, der var da en del popnumre, men deres repertoire var yderst afvekslende, de havde lånt fra både rock, pop, country og singer-songwriterboldgaden, men der var også standard bluegrass numre. Alt blev serveret med en yderst veloplagt sang, både solo og flerstemmigt. Det kunne næsten ikke gøres bedre.

Jeg vil da også nævne, at mandolinspillet var yderst gedigent. I visse numre var der endda mundharpe på stativ, der straks ledte tanken hen på Nitty Gritty Dirt Band.

Der var ikke vildt mange fremmødte, men det er mit håb, at de kommer igen og flere næste gang får at høre det yderste velsyngende og velspillende band. Det er vist svært at finde bedre bluegrass i Skandinavien.
Jer, der ikke var der, kan prøve at høre det her:

Folkesangeren Pete Seeger er død

"May the world go when I'm far from here."
Med at synge disse ord fra en gammel folkesang indledte den amerikanske folkesanger Pete Seeger en af sine koncerter på Tønder Festivalen i 1990, og nu er der grund til at ønske, at det må gå i opfyldelse, for nu er han "far from here,"  gået bort, 94 år gammel. Det skete 27 januar d. å., og jeg er optimist nok til at tro, at hans ønske må opfyldes, omend verden nu er en personlighed mindre.

Den unge Pete Seeger

Allerede da han mødte sine spændte danske fans det år var han til års, og mange prioriterede ham højt på dette års festival, da det ikke var nogen selvfølge, at han kom igen. Han var ikke affældig, men stemmen bævede en del, derfor havde han sit på det tidspunkt 17-årige barnebarn Tao Rodriquez med på scenen for at hjælpe med sang. Men rive publikum med til fællessang, det kunne han stadigvæk, hans sædvanlige spil på femstrenget banjo (som han nok er mest kendt for) og guitar fejlede heller ikke noget.
For to år siden var hans ven Arlo Guthrie på Tønder Festivalen og fortalte, at Pete var for svækket til at turnere uden for sit lokalområde i New York, men at han ellers havde det godt og sendte sin hilsen til festivalen.

Pete Seegers tidlige karriere

Men om end mennesker kan skabe udødelige værker, så er de  ikke udødelige selv, og Pete Seeger har nu forladt verden og efterladt sig sporene af en enorm indsats for folkemusikken og samfundslivet.
Han blev født 3. maj 1919.i New York. Hans far Charles Seeger var professor i folkloristik ved New York University, og Pete planlagde at gå i sin fars fodspor. I de sene 30'ere mødte han to folkesangere, den hvide Woody Guthrie og den farvede Leadbelly. Her blev han inspireret til selv at synge de sange, som han planlagde at samle ind til forskning og fandt efterhånden ud af, at han hellere ville synge folkesange end analysere dem. I 1941 dannede han med Guthrie, og to andre sanggruppen Almanac Singers, der sammen indsang de folkesange, som de ikke ville have skulle gå i glemmebogen.
I 1947 var han på Highlanders Highschool i Tennesee, som er en af de få eksempler på en højskole i dansk forstand udenfor Danmark. Dens slagsang var We Shall Overcome, som han senere var med til at gøre verdensberømt. I 1949 dannede han The Weavers med Lee Hays og Ronnie Gilbert, de havde en del hits i halvtredserne.

Pete Seeger og folkemusikbølgen

Det var ellers ikke et nemt årti for Pete. McCarthys heksejagt på venstreorienterede rasede for fuld tryk, og Pete Seeger blev i 1955 stemplet som landsskadelig på grund af sin kamp for borgerrettigheder. Derfor blev det først via folkemusikbølgen i starten af tresserne, at han rigtig fik et gennembrud. Han mødtes med alle folkesangerne, der samledes i Greenwich Village i New York og lærte dem de gamle sange, som han kendte udenad. Her satte han sit præg både på Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og flere andre. Inspireret af de i forhold til ham unge, der skrev sange selv, begyndte han også at skrive selv, mest kendt er nok fredssangen Where have alle the flowers gone (på videoklippet nedenfor) og Bells of Rhymney, som Kim Larsen fordanskede til Jakob den Glade. Han fik også et hit med sangskriversken Malvina Reynolds - hvis egen stemme ikke var noget at skrive hjem om - Little Boxes. Han startede en egen lille tv-kanal, hvor han holdt timer med folkemusikalske gæster, en del af disse kan findes på YouTube.
Han havde især sin styrke i at kunne rive publikum med, hans koncerter emmer af fællessang. Den klassiske liveplade med ham er fra da han fik lov at spille i den ellers konservative Carnegie Hall, hvor en fyldt sal synger med af hjertens lyst. Her får man også en prøve på hans internationalisme ved at han synger den cubanske Guantanamera af cubanernes nationalpoet Joxé Marti. Han fortæller dens tragiske baggrundshistorie, og mellem to vers giver han sig tid til at oversætte teksten. Det var jo ikke bare hans eget lands folkesange, der interesserede ham. Han samarbejdede meget med Moses Asch, der ledede pladeselskabet Folkways, der udgav folkemusik fra hele verden. De to havde sammen en stærk tro på, at musik kunne binde folk sammen, det var også Seeger, der var med til at gøre den sydafrikanske sang The Lion Sleeps Tonight verdenskendt (herhjemme bedst kendt med Bamses noget pjattede tekst Vimmersvej).

Pete Seegers senere karriere og hans betydning.

I starten af halvfjerdserne kom han ind i varmen i den mere højredrejede del af USA's befolkning, da countrysangeren Johnny Cash havde ham som gæst i sit tv-show (se indslaget uklippet), og topmålet af anerkendelse fik han i 90'erne, da daværende præsident Bill Clinton overrakte ham en medalje for både borgerrettighedskamp og bevarelse af værdifulde folkesange. Han havde på det tidspunkt også boet på en husbåd på Hudson Floden og givet koncerter til fordel for at få den renset.
Ingen tvivl, Pete Seeger var en sanger, der gjorde i praksis hvad han ofte sang om. Selv her i Danmark var vores folkesangere, der berigede tv-sendefladen i tresserne, påvirkede af ham.
Om han er mest kendt for banjo, så har han ofte spillet guitar. Han kunne på tolv-strenget guitar spille både den gamle jernbanesang Working on the Railroad og Leadbellys Bourgois Blues så det gyngede, og han har endda komponeret et fingerpicking nummer Living in the Country (videoklippet nedenfor), som er i den åbne D-stemning, et lille lystigt nummer, der klinger godt i guitarens mellemleje.

Ja, "may the world go," det håber og tror vi da, men nu hvor du er "far from here," Rest in Peace, og tak for din sang og din indsats.

Den ældre Seeger

John Fahey, en eksperimentator på akustisk guitar

In search of Blind Joe Death, dokumentar om John Fahey

Se traileren.


Da denne blog holdt en pause så jeg en film på Cinemateket i København, som jeg lige synes skulle omtales her. Det var en dokumentarfilm, instrueret af John Cullingham om guitaristen John Fahey, født 1939 og død 2001. Han var kendt for at være en af de helt store eksperimentatorer på akustisk guitar, han kaldte det selv for "American primitive guitar," hvad man ikke skal lade sig narre af, det er yderst kompliceret musik han har lavet.

Baggrund i folkemusikken.

Baggrunden for betegnelsen er, at han har baggrund i så godt som al amerikansk musikfolklore, både blues, gospel, bluegrass, tex-mex og meget andet, men han tog det op og giver det sin helt egen specielle drejning. Mange af dem, der interviewes i filmen, kalder ham ligefrem for guitarens Bukowski eller William Burroughs, det var poeter, der var meget kendt for deres excentriske leg med sproget. Jeg vil sige, at hvis Ralph McTell er den moderne akustiske guitars Mozart, så er John Fahey dens Bela Bartok med hele baggrunden i folkemusikken og hans egen særegne måde at bruge harmonier og specielle guitarteknikker på.

Faheys indflydelse

Han havde også en kæmpesamling af gamle bluesplader og var en af dem, der gjorde meget for at få de gamle bluesfolk frem i lyset igen i starten af tresserne. Han fik dem genudgivet på sit eget pladeselskab Takoma Records, der havde sæde i Washington D.C. Her er der også åbnet en Fahey-park - et oplagt mål for mig om jeg skulle komme til den by - og selv om han ikke var den, der fik det store kommercielle gennembrud, så har han haft meget betydning for mange guitarister, dels moderne folk-guitarister, hvad man havde kunnet vente, men også så forskellige folk som Stefan Grossman, Chris Funk, Joey Burns og Pete Townshend, der alle interviewes i filmen. Et oplagt nummer at høre, hvordan han har præget Townsend er med den nu klassiske sang Pinball Wizard fra Whos berømmelig rockopera Tommy.

Karakteristik af Faheys musik

Filmen er opkaldt efter en af Faheys lp'er, der blev udgivet på Takoma. Det eksisterer stadigvæk den dag i dag og drives videre af hans arvinger. Adskillige af hans plader er værd at lytte til, men han er langt fra den, der lefler for laveste fællesnævner. Han skal høres i fred og ro, mens man lytter intenst. Men belønningen for det er stor, og skulle man som guitarist selv have lyst til at prøve kræfter med hans kompositioner, så er det ikke lige frem i begynderfasen - men er man videre end det, så er det en givende måde at lære nyt på, men det kræver arbejde.
Filmen kan fås på DVD og den er værd at se for dette interessante hjørne af den moderne guitarmusiks historie.

J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Akustisk guitar på Facebook

Hvis du ikke er på Facebook og ikke ønsker at være det, så tag endelig ikke det her som en opfordring til at bruge det eller andre sociale medier. Du har jo lov at lade være, og er du en af dem, der ikke vil have noget med det at gøre, så stop bare læsningen her.
Men er du en af dem, der har en Facebook-profil eller tænker på at lave en, så læs endelig videre. Facebook er trods alt - med alle dens ulemper - en mulighed for at mødes on-line med nogen, der deler ens fælles interesse, vise hinanden relevante filer eller få tips og andre ting. Så dette er et udvalg af danske Facebook-grupper, der er relevante for dig, der spiller akustisk guitar.
Danske flatpickguitarister
I denne gruppe diskuteres der guitar spillet med plekter i bluegrass-stilen, der deles mange gode videoclips i denne gruppe.
Danske guitarister der spiller akustisk guitar
Debatter mellem de guitarister i dette land, der foretrækker akustisk guitar. Deltagerne er meget kvikke til at fortælle nyt på fronten og gøre opmærksom på tv, koncerter o. l.
Danske fingerpicking guitarister
Debatgruppe for dem, der dyrker den fingerpicking stil, som jeg oplærte i via min serie Moderne Fingerspil. Her deles mange gode videoclips.
Danske fingerstyle guitarister
Meget bred gruppe om fingerstyle på guitaren generelt, der kommer også klassiske indslag af og til.
Jazz guitar forum
En side for dem, der spiller jazz guitar, se De tre typer akustisk guitar.
Guitaren.dk's facebook-gruppe
Guitaren.dk er en af de mest ressourcerige sider for guitarister på dansk og på deres gruppe på Facebook kan du følge med i, hvad der sker på siden.
Akustisk guitar
I al beskedenhed: det er Facebook-siden for denne blog. Her vil du kunne følge med i, om der kommer nyt blogindlæg her og der vil også blive fortalt korte nyheder om guitarverdenen.

At stemme guitaren ned

Det at stemme guitaren om, det er noget der er blevet lettere i dag med de såkaldte tuners, se indlægget om at stemme guitaren. De har gjort det lettere at komme til en alternativ stemning og tilbage til standardstemning igen.

Capoen sætter op

Jeg skal i kommende indlæg komme ind på alternatitve stemninger, som jeg allerede har givet en intro til. Her vil jeg bare sige noget om standardstemningen hævet eller sænket et vist antal toner. Se nærmere siden om tonesystemet. Det er hvad der sker, når du sætter capo på guitaren, så er det jo standardstemningen, bare hævet. Hvis du sætter capo på f. eks. 2. bånd, så stemmer guitaren f# h e a c f#, standard hævet en tone. Der er det samme toneinterval mellem strengene, men mellem andre toner. Spiller du så en D-akkord, så er det i virkeligheden en E-akkord - alle akkorder og toner må, når man skal sig hvad man spiller, nævnes en tone højere.

Den modsatte vej ved at stemme

Den modsatte vej kan det ikke gøres - og dog! Det er muligt at stemme guitaren ned - i de såkaldte alternative stemninger stemmes nogle af strengene ned, men så kan du jo også stemme alle strenge det samme interval ned, så har du standardstemningen det interval lavere. Det er ikke så mærkeligt og ude i skoven som det lyder. Da Paul McCartney indspillede Beatles-klassikeren Yesterday, hvor det kun var ham af de fire, der medvirkede, ledsaget af en strygekvartet, var hans guitar stemt en halv tone ned. Det var så standardstemning sænket en halv tone. Guitaren stemte eb ab db gb b eb, og G-akkorden i sangen var Gb. Hvorfor gjorde han det? Jeg formoder, at nu havde han fået den indstuderet i G-dur, men strygekvartetten kunne bedst spille arrangementet i Gb-dur.

Prøv dig frem

Jeg har selv fornylig eksperimenteret lidt med at stemme min guitar ned - især foranlediget af, at en sang jeg havde fået indstuderet i E-dur lå alt for højt for min sangstemme. Da jeg så stemte guitaren en hel tone ned, så kunne jeg synge den uden besvær. Når guitaren så er stemt en hel tone ned, så stemmer den d g c f a d, og E-akkorden bliver til D-dur. Det var så i det hele taget sjovt at sidde og spille alle de ting jeg kunne i denne sænkede stemning, de kom til at lyde helt anderledes. Nogen ting klingede så bedre i standard, men der var andre ting, der fik en bedre klang. Ligesom når man sætter capo på, der er også nogle ting, der lyder bedre og andre, hvor man heller må tage den af.
Så forsøg det da, især hvis du har en tuner, som gør det lettere. Det maksimale en guitar kan stemmes ned er to hele toner, altså c f b eb g c. Går man længere ned vil det lyde som gummistrenge og rasle for meget mod gribebrættet.
Så held og lykke med forsøget.

Lidt om begrebet fingerspil

Jeg har tidligere lavet indlæg her om fingerspil, og ved at kigge i statistikken har jeg kunnet konstatere, at det er et særdeles populært Google-søgeord blandt guitarspillende Netbrugere. Ved flere lejligheder har jeg da også lovet, at der skulle komme flere indlæg om det.
Dette indlæg siger noget om, hvad der har været og hvad der kommer.

Tidligere indlæg

Jeg har haft et kursusforløb her med hvad jeg kalder Moderne Fingerspil, et forsøg på at fordanske betegnelsen for det fingerspil, som anvendes i moderne guitargenrer, når der spilles akustisk guitar. Hvad forskellen er på det og hvad jeg i mangel af bedre ord kalder det klassiske fingerspil, det forklarede jeg i indlægget Moderne fingerspil? Hvad er så gammeldags?
Inden jeg startede på forløbet om Moderne fingerspil lavede jeg to indlæg for dem, der ikke havde spillet nogen form for fingerspil før, da forløbet om det moderne ellers kunne blive for meget på en gang, hvis man ikke kunne noget fingerspil overhovedet. De hed Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt.
Så har jeg også haft forløbet Varier Højrehåndens Anslag, hvor der i de tre sidste lektioner indgik de første trin i fingerspil. I den forbindelse viste jeg i et indlæg nogle eksempler på fingerspil fra YouTube.
Er du begynder, der har lært de første få akkorder, så vil jeg henvise dig til min serie Varier Højrehåndens Anslag.
Er du en efterhånden rimelig rutineret guitarist, der slet ikke har prøvet nogle former for fingerspil før,   henviser jeg til indlæggende om basalt fingerspil.
Har du spillet fingerspil allerede, men kunne godt tænke dig at lære den moderne type, så se mit forløb om Moderne fingerspil. Se også nogle eksempler på moderne fingerspil
Kunne du godt tænke dig at kunne noget mere af det klassiske fingerspil, så læs resten af dette indlæg og hold øje med bloggen her.

Fingerspillets natur.

Fingerspil - som er blevet en fast betegnelse for begrebet hos guitarister - er modstykket til det, som hos keyboardspillere kaldes en brudt akkord, fordi akkordens toner spilles enkeltvis i stedet for samlet. Det er især populært til stille bløde sange, da det klæder dem godt, især med guitaren der passer så godt til den menneskelige stemme.
Mange tror, at når de har lært det mønster, som de får lært i mine indlæg om basalt fingerspil eller slutningen af varier-forløbet, så kan de fingerspil. Nej langtfra, de har bare lært et mønster - og hvorfor lige det mønster? Et sted skal man starte, og dette mønster er også ideelt til dem, der skal prøve fingerspil første gang, fordi strengene kommer i ligefrem rækkefølge.
Når du efterhånden udvider sit repertoire af fingerspilsmønstre, så får du et virkelig afvekslende akkompagnement til din sang. Meget enkelt: vælg forskellige fingerspilsmønstre til sangene, brug også andre anslagsformer. Det er adskillige folke- og visesangeres hemmelige våben mod monotoni, se indlægget Folke- og visesang del 2.

Kommende og nuværende indlæg

Jeg er kommet i gang med indlæg her på bloggen, hvor jeg viser forskellige fingerspilsmønstre, og der vil komme flere af dem.
Den bedste måde at lære dem på er at vælge nogle akkorder, som du er hundrede procent rutineret i og spille fingerspilsmønstret til dem. Øv det ultralangsomt i starten, så højrehånden vænner sig til bevægelsen, se i den forbindelse mit indlæg om opøvelse af anslag.
Spil det tiil sange, som du kan, og hvor du er helt dus med akkordskiftene. I indlæggende vil jeg notere det i det såkaldte tablatur, så sæt dig lige ind i at læse det og sørg også for at kunne de klassiske betegnelser på højrehånds fingre, som du kan finde på tablatursiden.
Dem, der allerede er kommet op:
Fingerspilsmønstre 1 - Det basale i modsat orden
Fingerspilsmønstre 2 - Et eksempel på samtidigt knips
Fingerspilsmønstre 3 - Variationer af det korte fingerspil
Fingerspilsmønstre 4 - Veksling mellem mønstre

Vel mødt til at lære mere fingerspil.

Jul på moderne fingerspils-guitar

Her er nogle eksempler på julemusik spille i den moderne fingerspils stil.

Her er en af eksperimentatorerne, John Fahey, der spiller et julemedley



En yngre guitarist nulevende guitarist Derek Patton, giver også en lille julehyggespreder.



Her får vi lige Sleigh Ride.



Veteranen John Renbourns søn Daniel giver her en gammel carol.


Min YouTube Kanal

Nogle eksempler på brug af moderne fingerspil

For dem, der prøver kurset her på bloggen om moderne fingerspil har jeg fundet nogle eksempler på anvendelsen af det.

Her er den tyske vise- og protestsanger Hannes Wader. Læg mærke til, at han har næsten alle de elementer, som vi lærte i 8. lektion.


Den hollandske bluessanger og guitarist Hans Theesink synger den gamle sang fra New Orleans, Skt. James Infirmary. Den er i mol. Læg mærke til, hvordan han laver fill-ins med den vridning af strengene, som er karakteristisk for blues.


Ralph McTell har også lavet andre gode sange udover Streets of London, på denne her vil man kunne høre, hvordan han bryder lidt med den den regelmæssige tommelfingerrytme i break'et.


Hør ham udføre Streets of London.

På min nekrolog over Bert Jansch kan du høre både en instrumental og en sang med ham.
Min YouTube Kanal

Moderne fingerspil? Hvad er så "gammeldags" fingerspil?

Jeg har observeret, at fingerspil er et meget populært søgeord i Google og mange finder ind hertil via dette. Formodentlig er det guitarspillere, der gerne vil lære denne teknik på deres guitar og prøver at finde noget, der kan lære dem det (ret mig hvis jeg tager fejl).
Nu har  jeg på denne her blog et on-linekursus, som jeg kalder Moderne Fingerspil, og der er nok en del af jer, der havner midt i et af indlæggende på det forløb, og jeg kunne forestille mig, at I tænker: hvad er så "gammeldags" fingerspil? Det ville være et nærliggende spørgsmål.

To slags fingerspil

Man skelner blandt guitarister imellem de to slags fingerspil. Det som jeg har et kursus i, kaldes i engelsksprogede guitarbøger for Travis picking (efter countryguitaristen Merle Travis), Cotton picking (efter den farvede folkesangerinde Elisabeth Cotton), alternate picking, modern fingerpicking. At jeg kalder det moderne fingerspil er mit eget forsøg på at finde en nogenlunde god dansk betegnelse for det, formet efter den sidstnævnte engelske betegnelse.
Hvad man så skal kalde det andet fingerspil på dansk, det er et godt spørgsmål. Hellere end gammeldags (det er jo ikke forældet) vil jeg kalde det - i mangel af bedre - for klassisk fingerspil, bare det så ikke forveksles med genren klassisk guitar.

Lighederne

Begge former spilles med fingrene, det fremgår også af betegnelsen. Det står i modsætning til at anslå strengene samlet i en bestemt rytme, når man tager akkorderne - det som man med lån fra engelsk kalder at strumme. Her bruges ofte plekter, nogen bruger dog tommelfingeren eller bagsiden af en af de andre fingre. I fingerspil har hver finger sin streng at slå an, og det sker enkeltvis, dog kan anslag af to eller tre strenge ad gangen forekomme.
Men hvad er så forskellen?

Det klassiske fingerspil

Det klassiske fingerspil er guitarens udgave af det, som keyboardspillere kalder en brudt akkord. Akkordens toner spilles en ad gangen i stedet for samlet. Her starter det med, at tommelfingeren anslår en af de mørke strenge, og de tre øvrige fingre spiller de tre lyse strenge en ad gangen (som sagt: to eller tre ad gangen kan forekomme) i varierende mønstre. Ofte holdes det samme mønster en sang igennem, det klinger bare forskelligt ved akkordskift. Dette klassiske fingerspil klæder især stille sange som I Skovens Dybe Stille Ro, Skuld Gammel venskab, Hush Little Baby, Scarborough Fair, Vem kan Segla  og andre sange af den karakter.
En lille lynindføring i det basale klassiske fingerspil kan du finde på indlæggende Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt, og jeg har så en serie indlæg, som jeg kalder Fingerspilsmønstre, hvor det så kan udbygges..

Det moderne fingerspil

Det moderne fingerspil har rødder i den oprindelige akustiske bluesmusik og bruges i dag af moderne folkesangere og af rockguitarister, når de skal lave et akustisk nummer. Her nøjes tommelfingeren ikke med et eller to slag i takten, den slår takten på de dybe strenge, altså, fire slag i takten. Hvis man sammenligner ens højre hånd med et band, så er tommelen i dette fingerspil rytmegruppen.
De andre fingre spiller også her på de lyse strenge, men de laver mønstre, der oftest er synkoperede, dvs., deres knips af strengene falder mellem taktslagene = tommelfingerens anslag. Denne fingerspilsform indeholder mulighed for, at der kan lægges melodi på fingerspillet, hvor de tre øvrige fingre spiller melodien på de lyse strenge, mens tommelfingeren holder pulsen. Denne fingerspilsform kan med en markant rytme i tommelfingeren give et drive til sange, der er gang i, men de kan også med et mere blødt anslag med tommelfingeren give farve til de stille sange - hør selv hvordan briten Ralph McTell bruger det til hans egen Streets of London.
Det er hvad jeg har et kursus i med betegnelsen Moderne Fingerspil - velkommen til at kigge på det. Hvis du er interesseret i at lære det, så lær en lektion ad gangen.

Hvem har gavn af de to former?

Den, der vil bruge guitaren til vise- og folkesang, kan have gavn af at lære begge former, og han vil måske helst nøjes med at bruge det moderne udelukkende til sangledsagelse uden melodispil. Det kan have den fordel, at det giver yderligere afveksling i måden akkorderne slås an på, så monotonien undgås. Den, der vil dyrke blues, ragtime eller moderne folk guitar bør lære det moderne fingerspil, også gerne den rock guitarist der vil lave en ny akustisk klassiker a la Blackbird eller Stairway to Heaven.

Moderne fingerspil - Efterord

Jeg har her på bloggen kørt et forløb for dem, der har spillet en tid på guitaren, jeg kaldte det Moderne Fingerspil. det er nu nået til 10. og  sidste lektion. Nogen af jer har fulgt det, og for jer, der ikke har det, så bliver det stående her, så flere kan se, om de kan få glæde af det. Gå i så fald først til indledningen, derefter til 1. lektion. Hvis du sidder og tænker: hvad er så gammeldags fingerspil?, så gå til indlægget, der besvarer det spørgsmål.
Men de af Jer, som har fulgt det, sidder nok og tænker: hvad så nu?

Status

Rom blev ikke bygget på en dag, siger man, og du er heller ikke fuldt udlært i det moderne fingerspil, også kaldet alternate pciking, Travis picking og andre ting. Dog kan du sige, at selv om du ikke har bygget storbyen Rom endnu, så har du dog en brugelig lilleby, hvor du kan det grundlæggende i det moderne fingerspil.
Hvis du har fået øvet dagligt, hvad der blev vist på indlæggene og podcastene, så har du nu i lektion 1 lært at veksle tommelfingeren i en regelmæssig rytme mellem to strenge - du har endda i lektion 9 fået lært den variation, hvor tommelfingeren slår en regelmæssig rytme på en streng. Du har lært at lægge de synkoperede toner på denne puls i lektion 1 og de toner, der kommer lige på takten i lektion 3. Du har via ugens mønster fra  lektion 5 og fremefter lært at spille denne fingerspilsform i flere mønstre. Du har via ugens klassiker fra lektion 5 og fremefter fået bygget et repertoire op - du kan dem måske ikke alle sammen lige godt, men det kommer med øvelsen. Du har fået lært at lægge melodi på dette fingerspil i lektion 8  og er blevet introduceret til begreber som fill-ins, breaks, soloer og end tags. Streets of London har stået til sidst som en svendeprøve.
Hvis du ikke har fået downloadet alle pdf-filerne, så er der her links til dem:

• Grundlæggende åbne akkorder akkordoversigt over de grundlæggende åbne akkorder
• Blowin' in the wind' tekst med akkorder til Bob Dylans kendte sang, som vi brugte til de første skridt
• Fingerpicking øvelser øvelser i dette fingerspil, som gør hænderne vante til bevægelserne
• Moderne fingerspil med melodi Red River Valley med melodi på fingerspillet i tre versioner
• Red River Valley tekst med akkorder
• Enkel blues en enkel blues baseret på In the Mood, der giver øvelse i enkeltbasvariationen
• Last thing on my mind tekst med akkorder til gammel Tom Paxton sang
• Puff the Magic Dragon tekst med akkorder til gammelt Peter, Paul & Mary sang
• Tomorrow is a long time tekst med akkorder til gammel Bob Dylan sang
• Streets of London tekst med akkorder klassikeren over dem alle i denne fingerspilsforam
• Streets of London tablatur sådan spiller ophavsmanden den.

Hvad du kan vente her på guitarbloggen

Nu har jeg planer om at lave en fortsættelse. Muligvis starter det til efteråret, jeg sidder med overvejelser om, hvordan det skal gribes an. Jeg overvejer meget, at det skal være mere om melodi på dette fingerspil og eferhånden noget om, hvordan man gøre, når melodien går op ad gribebrættet ud over de første tre bånd. På et tidspunkt vil jeg så specialisere forløbene, så der bliver forløb specielt om blues, ragtime og keltisk guitar. 'Ret beset er forløbet det grundlæggende i moderne folk guitar. Giv gerne en mening om det til kende i kommentarfeltet nedenunder indlægget.

Hvad du selv kan gøre

Sørg for at holde det ved lige, som du har lært og spil noget med dette fingerspil hver dag. Lav også øvelserne hver dag, som der er lavet en pdf-fil med.
Forsøg at spille fingerspillet til de sange, som du kan synge til guitaren. Der kan være nogen, som du ikke rigtig synes, at det passer til hvad sangens stil angår, men der kan så også være andre, hvor det lyder helt rigtigt til den sang. Så brug det. Sådan kommer øvelsen også.
Hvis du falder for et bestemt musikstykke du hører, så prøv at finde tablaturet til det ved at skrive "sangens titel" tab i Google. Det kan godt være, at du opdager det er noget sværere end du lige nu kan klare, men så gem det til senere. Hvis det ligger inden for dine nuværende evners rækkevidde, så kast dig ud i at lære det.
På de fleste større biblioteker er der mange gode indføringer i denne guitarstil. Gå lidt på opdagelse.

God fornøjelse med at spille det moderne fingerspil fremover.

Moderne fingerspil - 10. lektion At lære efter tabs

F'ørste lektion her
Så er vi kommet til sidste lektion. Jeg vil på et tidspunkt levere en fortsættelse.
Her er ugens mønster:

Hør det på podcast
Sidste gang lærte vi variationen med enkeltbas, og den skal du arbejde med hvis du er ude på at spille blues. Du fik så også en klassiker inden for denne fingerspils-stil med vekselbas, nemlig Streets of London. Den kan betragtes som dette forløbs "svendeprøve." I sidste uges podcast hørte du mig selv synge den sang, i dag vil jeg henvise dig til at høre ophavsmanden selv synge den, bemærk at han har capo på 2. bånd.

Du kan så downloade en pdf-fil med tablatur, der viser hvordan han gør. Her kan du så få lært både introen, breaket og akkompagnementet. Sådan vil du helt sikkert komme til at lære meget i denne stil fremover. Det kan virke lidt stift, når man sidder og lærer det, men det kan så give en masse nyt, nye mønstre, nye fill-ins og andre ting. Gennemarbejd den en takt ad gangen. Det skal så bemærkes, at der flere steder i den bruges hammer-on, se mit indlæg om det og andre venstrehåndseffekter, hvis du ikke ved hvad det er. I starten bliver det meget med at lære, hvad andre spiller, men efterhånden vil du udvikle din personlige stil og spille dit eget. Jeg vil så slutte med at vise dig en populær fill-in eller end tag på G-dur akkorden, som du så kan bruge til sangen Last thing on my mind, der var ugens klassiker i lektion 8.

Den kan laves ved at du sætter ringfinger på 6. streng, 3. bånd og lillefinger på 1. streng, 3. bånd og så bruger lang- og pegefinger til at lave hammer-on på 4. og 2. streng.

Denne uges klassiker er en lille Bob Dylan-sang, Tomorrow is a long time, hvor du kan bruge den viste G-fill-in.
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
Hvad så nu? Læs efterordet til dette forløb.

Blues med enkeltbas fra Youtube

I min sidste lektion om moderne fingerspil introducerede jeg varianten, hvor der kun slås en basstreng an. Den er almindeligt forekommende i blues, især Texas-blues.

Her er et eksempel med Lightning Hopkins, der kombinere enkeltbassen mens han synger med et basløb mellem linierne.


Dette er en rigtig gammel en fra tyverne, Blind Lemon Jefferson, den første store bluesmand, der indspillede plader. Han synger See that my grave is kept clean, som også er indsunget af Bob Dylan på hans debut-lp i 62.


Mance Lipscomb er noget nær "specialisten" i blues med enkeltbas.

Min YouTube Kanal

Moderne fingerspil . 9. lektion Variant med enkeltbas

Start med første lektion
|Sidste gang var en hel del om de finesser der laves på guitaren, som fill-ins, breaks og andet.

Jeg håber du nyder at kunne denne fingerspilsform, og som lovet skal vi nu have "ugens mønster" der ser sådan ud:

Øv det som du har øvet de mønstre, som du har lært indtil nu. Hør det på podcast

Jeg vil nu lære en variant af fingerspillet, som er meget anvendt i blues. Det er som vi hidtil har lært det, med den forskel, at der kun slås på den samme basstreng på taktslagene. Den form, vi hidtil har lært, kaldes alternate bass i engelsksprogede guitarskoler, som vi kan oversætte til vekselbas, den nye variant kaldes monotonic bass, som vi kan oversætte med enkeltbas.

Det er muligvis nok det første mønster, som du lærte gradvis i de første lektioner du kan bedst (se lektion 3), så prøv at spille det på en E-durakkord og slå udelukkende E-strengen an. Altså:

I denne variant spiller man altid akkordens grundtone på den ene streng, se indlæg om valg af bastoner.

Som sagt, den er meget brugt i blues, så her er de to tolvtaktersbluesskemaer, prøv at øv dem til denne variant.

| E| E | E | E |
| A | A | E | E |
 | H7 | H7 | E | E ||

Øv også de hidtidige "ugens mønstre" med enkeltbas.

Her er et bluesnummer i E på pdf.
Hør det også på podcast

Virker det bekendt? Ja, for det er en forenklet udgave af big-bandklassikeren In the Mood. Du kan også spille den med vekselbas. Den er en vældig god rytmeøvelse for fingrene.
Meget karakteristisk for denne variation er, at tonearterne E og A er meget anvendte. Her er akkordernes grundtone på løse strenge, så hånden behøver ikke holde akkorder. Her ser du et bluesskema i A, som den forenklede In the Mood, bare i A-dur. Prøv at øv det med diverse mønstre på enkeltbas.

| A | A | A | A |
| D | D | A | A |
 | E7 | E7 | A | A ||

Ugens klassiker  er en af dem, som jeg ved fra aftenskoleundervisning mange drømmer om at spille, nemlig Streets of London. Akkordforløbet til den er vanskeligt, så øv først at spille og synge den bare med rytmeanslag. Når du så kan det, så spil den med vort fingerspil.
Den indeholder en Csus4, der ser sådan ud:

Fjerdefingeren på første streng kan udelades, hvis du kun spiller på de fire mellemste strenge.

Hør på podcast
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
Næste gang kommer der tab-pdf med break og fill-ins til den. Øv dig på sangen og fingerspillet til den indtil da.
10. og sidste lektion
At lære et musikstykke efter tablatur, eksempel med tab til Streets of London.

Moderne fingerspil . 8. lektion Vigtige elementer i sangarrangementer

Start med første lektion
Så er vi noget til ottende lektion.
Som sædvanlig ugens mønster:

Vi startede i lektion 1 med at få tommelfingeren til at holde en regelmæssig puls på de dybe strenge og så lagde vi toner på de høje strenge med de andre fingre, nogle mellem taktslagene - synkoperede som det er karakteristisk i dette fingerspil - og andre på taktslagene. Vi har lært at bruge det til sangledsagelse.
Sidste gang startede vi så med at lære at kombinere dette fingerspil med melodi ved hjælp af Texas-folkesangen Red River Valley. Har du fået øvet det? Jeg forventer ikke , at du har nået at kunne det perfekt til i dag, men du har fået begyndt, fortsæt med at øve det.
Fortsæt også med at øve melodier efter gehør og prøv at kombiner dem med bassens regelmæssige puls. Jo mer du gør det, jo bedre bliver du til det.

Hvis du har lært at spille fjerde version fra sidste uges pdf-fil af Red River Valley bare nogenlunde, så er du godt på vej til at se, hvordan det fungerer med dette moderne fingerspil. Jeg vil foreslå dig at synge sangen med guitarledsagelse med nogle af de mønstre, som du har lært indtil nu, og så mellem et par af versene spille melodien med tommelfingerens regelmæssige puls - hør mig gøre det på podcast. Sådan fungerer det i moderne folkemusik med denne stil. Det er så også almindeligt, at man synger til guitarens melodi, det kan du også gøre. Nu kan det ske i starten, at du bliver usikker når du skal til at spille solo, så du gør et ophold. Øv sangen langsomt i starten, så dette ophold ikke opstår.

Nu hvor du har lært grundprincippet i denne fingerspilsstil - tommelfingerens takt, de synkoperede harmonitoner, mønstrene til sangledsagelse og melodifremførelse på de tre lyse strenge - så er det på tide, at du introduceres til nogle andre vigtige begreber.

Det, som du gør når du spiller melodien instrumentalt mellem to vers som før, kaldes en solo. Her spiller du i starten melodien slavisk, men der kan også improviseres, hvad du nok skal komme til på et tidspunkt.

Et break hedder det, når guitaren spiller nogle instrumentale takter mellem versene, som kan bygge over et akkordforløb  fra verset eller bare en akkord. Hør et eksempel i Streets of London. Her er et break du kan bruge til Red River Valley, der er løseligt baseret på melodiens sidste takter:

Det hedder forspil, intro eller lead-in, når der spilles et par fraser baseret på udvalgte takter fra melodien i starten. Det kan ofte være identisk med break'et som i Streets of London-eksemplet, måske er det bare de sidste to takter i melodien. Her er et forspil til Red River Valley:

Fill-in hedder en lille melodisk frase som lægges i akkompagnementet der, hvor der er en pause i sangens melodi, enten fordi den har en lang tone eller en længere pause. I Red River Valley er der en sådan pause i takterne   . Her har du nogle fill-ins:

C-akkord, takt 4-5

G-akkorden, takt 8-9

F-akkorden, takt 12-13

nding tag eller sluttag, som vi kan kalde det på dansk er en lille krølle på halen, som guitaren laver efter sidste veres, der markerer sangens afslutning. Her ser du et eksempel på sådan et sluttag i C:

Anden gang jeg spiller Red River på podcasten er med disse finesser lagt på. Øv dig i at lægge dem på. Hvis det får dig til at blive usikker på de steder, hvor det kommer, så øv det langsomt.

Ugens klassiker er det gamle Peter, Paul & Mary-hit Puff the magic dragon. Hør mig synge den på podcasten.
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
9. og næste lektion
Variationen af fingerspillet, hvor tommelfingeren slår på bare en basstreng, bruges især i blues.

Moderne fingerspil . 7. lektion Læg melodien på

Start med første lektion
Så er vi nået til syvende lektion, og her har du ugens mønster, tag en G-durakkord:

Lær det som du lærte tidligere mønstre. Hør det på podcasten.

Hvorfor vi bruger C-dur her

I den sidste lektion handlede det om de måder man kunne variere med dette fingerspil, nemlig ved at du ikke spiller samme mønster en hel sang igennem, men bruger forskellige mønstre. Ved hurtige akkordskift kunne du godt bruge det samme mønster i hver takt, fordi akkordskiftet i sig selv får det til at lyder forskelligt.
Ugens klassiker sidst var i D, hvor du fik lært sus-akkorder, der er et meget brugt virkemiddel i denne stil.
Vi har ellers kørt meget i C indtil nu. I dag skal vi lægge melodi til dette fingerspil, og det bliver også i C-diur med sangen Red River Valley, som jeg sang på sidste lektions podcast for at du kunne høre, hvordan den var. Du fik også et link til teksten med akkorder, download den hvis du ikke har gjort det.
Jeg håber du inden du startede dette forløb havde spillet så længe, så du havde lært denne tonearts lidt vanskelige akkorder. Grunden til at jeg vælger C-dur trods de lidt svære akkorder er dels, at den er meget brugt i denne guitarstil, men også fordi, at når du nu skal prøve at lægge melodi på for første gang, så er det bedst, at melodien i starten holder sig på de tre lyse strenge og indenfor de første tre bånd. Tonerne på guitaren ligger sådan, at det lettest sker i C-dur. Spiller man f. eks. melodien i D-dur, så kommer vi let til at gå op på femte bånd eller mere - og det skal også komme for dig på et tidspunkt, men ikke første gang. Spiller man f. eks. i G-dur, så går melodien ofte ned på de dybe strenge - også noget du skal lære på et tidspunkt, men ikke første gang. Læs gerne her mit indlæg om tonearterne.
Download nu pdf-fil med tablatur til Red River Valley, men vent med at kigge til du har læst det næste.

Melodi på guitaren

Når du skal arrangere en melodi for dette moderne fingerspil, så lær først melodien på de tre tynde strenge og spil den som ren melodi der - se mit indlæg om melodispil med fingrene og om venstrehåndsteknikken. Jeg kan varmt anbefale dig at optræne en evne til at spille melodier efter gehør på de lyse strenge. Det er en træningssag, og du har muligvis som barn gjort det på mundharpe, som mange af os har. Prøv gerne om du kan lytte Red River Valley af.
Kig nu på pdf-filen. Her har du i første version "facit" hvordan melodien på den kører på de lyse strenge. Hør det også på podcasten. Øv det igennem nogle gange indtil det sidder.
Næste skridt bliver at sætte den sammen med tommelfingeren.
Start med at spille en bastone på første slag af hver takt, gerne akkordens grundtone. Her får du så trænet venstrehåndens teknik. For at du kan kombinere dette fngerspil med melodien, så skal venstre hånd holde den angivede akkorden som du har lært den. Mange meloditoner ligger i akkorden som den er, men ind imellem skal der så lige løftes en finger og lægges en finger på (ofte lillefingeren) for at få melodien frem. Øv det med denne "enkeltbas-stil." Den tid du øver det er ikke spildt, da man også bruger den i mange tilfælde især i keltisk guitar. Prøv efterfølgende at knipse en hel akkord med fingrene på første taktslag som i den tredje version på pdf-filen.

Læg den på bassen

Næste skridt bliver så at lægge vekselbassen som du lærte den allerede fra lektion 1 på melodien. Jeg valgte Red River Valley til første forsøg, fordi den er rytmisk enkel. Melodiens toner skal så falde lige på takten med tommelfingerens bas som rettesnor. Den fjerde version på pdf-filen viser det. Som sagt: hold akkorderne, løft en finger eller læg en finger på, se nøje på tablaturet og tænk efter, hvilken finger, der skal løftes eller lægges på. Jeg kan anbefale, at du lærer en takt ad gangen og spiller den om og om igen indtil den sidder - og sæt det så sammen til sidst.
Hvis du spiller melodi efter den klassiske teknik med at skifte mellem to fingre, så er det fint, men det kan ikke altid holdes slavisk i denne måde at spille på. Lad som hovedregel pegefingeren have ansvar for 3. streng, langfinger for 2. streng og ringfinger for 1. streng - og brug så den klassiske teknik, når der kommer mange hurtige meloditoner efter hinanden.
Du kan høre mig spille alle fire versioner på podcasten.
Her synger jeg også til sidst ugens klassiker, en gammel sang af Tom Paxton Last Thing on my mind. Fingerspillet på den er baseret på denne uges mønster.
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
8. og næste lektion
Intro til nogle væsentlige elementer i denne stil.

Moderne fingerspil . 6. lektion Variationsmuligheder

Start med første lektion
Forrige lektion.
Også denne gang skal vi have "ugens mønster" som jeg vil opfordre dig til at lære:

Når du efterhånden har lært flere mønstre, så vil jeg fortælle, at du ikke nødvendigvis skal spille samme mønster en hel sang igennem. Det skal du gøre, når du har lært et nyt mønster for at få det indøvet, men ellers er denne fingerspilsform karakteriseret ved, at man frit spiller forskellige mønstre som det falder en ind gennem en sang - bare med den ene faste regel, at tommelfingeren skal holde takten. Jeg vil opfordre dig til kreativitet og finde på nye mønstre selv.
Det er muligt, at du stadig er så usikker på dette nye fingerspil, så du ikke helt kan gøre det, men prøv at spille en sang du kan, f. eks. den kære Blowin' in the Wind, hvor du skiftevis spiller det første mønster vi lærte og så et andet. Det kan være en god begyndelse til at få løsnet hånden op.

Jeg har tidligere sagt, at dette fingerspil kan kombineres med melodi, så akkorderne kombineres med melodi. Det tager vi hul på i næste lektion, og jeg vil opfordre dig til at lære sangen Red River Valley med akkorder (bare anslag) til næste gang. Downlaod Red River Valley. Du kan høre mig synge den på podcasten
.

Jeg vil i denne lektion vise dig, hvordan det moderne fingerspil allerede nu kan lyde meget melodisk. Netop ved som ovenfor at skifte mellem fingerspilsmønstrene kan det danne en hel lille melodi, der kan være en modmelodi, en slags andenstemme, til den sang, der synges. Netop skift mellem mønstrene kan være fint, når den samme akkord kører over flere takter. Her er det yderligere et godt middel mod monotoni.
Du kan høre et eksempel på podcasten.
Men du kan også ved hurtige akkordskift - hvor hver akkord kører en takt ad gangen - spille det samme mønster, her kan akkordskiftet helt af sig selv danne en lille melodi. Prøv at spille vampen på denne måde.
Du kan høre eksempler på podcasten.
Ugens klassiker i dag er Ballad of Easy Rider af sangeren og guitaristen Roger McQuinn, der var leder af det legendariske band The Byrds. Denne gang er det så i D, her kan du så få øvelse i at spille med 4. og 3. streng som basstrenge. Den veksler i første linie mellem D, Dsus4 og Dsus2.
Dsus4 tager laver du ved at tage den gængse D-akkord og så lægge lillefingeren på 1. streng, 3. bånd.

Dsus2 tager du som den gængse D-akkord, men du løfter langfinger væk, så 1. strengen bliver løs.

Dsus2

Her har du tekst og akkorder til Ballad of Easy Rider, du bruger det samme fingerspilsmønster, som du lærte skridt for skridt til Blowin' in the Wind. Hør podcasten.

Husk sangen.

Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.

7. og næste lektion

Du lærer her at lægge melodien på fingerspillet