fredag

Joe Pass i SommerJazz

Hvis man er en af dem, der kan tage DR's kulturkanal DR-K, så kan man følge serien Sommerjazz med gamle optagelser fra tidligere jazzfestivaler i København. I aftes var der en optagelse fra 1983 med guitaristen Joe Pass ledsaget af den for tidligt døde Niels Henning Ørsted Pedersen på bas. De spillede på scenen i det ikke længere eksisterende Jazzhus Slukefter i Tivoli. Savnet af dette spillested kunne mærkes, da man til de to musikere havde bagtæppet med et billede af det gamle Tivoli.
I udsendelsens første halvdel spillede Joe Pass alene på scenen, det fungerer, da han er en af pionererne for den såkaldte fingerstyle jazz, en jazzform, der har indoptaget den klassiske teknik med melodien på de lyse strenge og akorder og basløb på den mørke. Han er også en af dem, der formår denne stil og tage den til virtuose højder. Det kunne godt være en vanskelig teknik at improvisere i, men han kan det og holder akkordforløbene med de vanskelige akkorder. Kameraet var i nærbillede næsten hele tiden, så man kunne følge hans teknik.
Så fik vi lige et kort interview med ham, hvor han fortalte om hvordan han udviklede stilen. Han var blevet bedt om at gå ind og spille noget solo af en orkesterleder, og det følte han sig meget nervøs ved, for det kan gå ved ballader, men er vanskeligt ved stykker i højere tempo. Men det havde gjort, at han havde udviklet det stil, som han er kendt for i dag. Han havde også nogle betragtninger om improvisation, hvordan musikerne må lytte til hinanden.
Så var vi igen i Slukefter. Nu gjorde Niels Henning sin entre med bassen og viste sin sædvanlige dygtighed og stilsikkerhed. Endnu engang måtte jeg konstatere, at den knipsede kontrabas og guitaren klinger smukt sammen. Et nummer, der især swingede, var en komposition af solobassens foregangsmand Oscar Pettiford.
DR-K genudsender meget deres udsendelser, endda flere gange. Hold øje med denne her.

tirsdag

Jazzveteran med blød guitarlyd

Så tog jeg turen til Valby og Prøvehallen, som den jo kaldes, hvor den legendariske guitarist Jim Hall lagde vejen forbi. Det kunne blive sidste chance for at opleve ham live, da han efterhånden er en bedaget herre.
Han gjorde da også sin entre krumbøjet og støttende til en stok, og han måtte sidde ned og spille, men fingrene kunne endnu. Han havde med bandet Kenny Werner All-stars for denne aften formet Jim Hall Quintet, og koncerten lagde ud med cirka en halv times duoafdeling, hvor kun Jim Hall og bassisten Scott Colley var på scenen. Det er ikke ligefrem de mest lydstærke instrumenter, så det var et held, at det var en skare af fans, der var meget tavse, mens der blev lyttet intenst. Med bare to instrumenter kunne man høre de fine nuancer, og det slog mig hvor godt guitaren og den knipsede kontrabas klæder hinanden.
Efter denne lille kammerjazz-indledning kom resten af bandet på, og alle de professionelle musikere, inklusiv Benjamin Koppel på alt-sax, viste den gamle mester stor respekt og var omhyggelige med ikke at overdøve hans karakteristiske bløde guitarspil. Det klingede igennem i den særlige akkordsolo-stil, som Hall er en af pionererne for. Samtlige af de kunstnere, som han har spillet med i tidens løb, fik en hilsen i repertoiret, også nyligt afdøde tenorsaxofonist Sonny Rollins, hvor vi fik hans kendteste nummer St. Thomas, som man næppe ville tro kunne lade sig gøre på guitar - men det kan det, når guitaren er i Jim Halls hænder.
Om det bliver sidste gang vi hører denne guitarlegende i Danmark, så må det siges, at han har givet sit danske publikum en smuk afsked med denne koncert.

onsdag

Akustisk guitar og fællessang

Nogen siger, at de ikke kan finde ud af at synge til guitar. Det er jo ellers med det formål, at man har lært noget lejrbålguitar, at man så skulle kunne ledsage fællessangen omkring bålet eller andre steder.

Problemets mulige årsag

Meget af det beror nok på den måde, man har ledsaget fællessang på med klaver. Den traditionelle måde at ledsage fællessang på har været med en nodebog, der var tilknyttet sangbogen, som Den Danske Koralbog til Salmebogen, Højskolesangbogens Melodibog til Højskolesangbogen, Melodisamling til De Unges Sangbog og så fremdeles.
Her er melodien skrevet for klaver, evt. orgel, med harmonier og bas skrevet ud på noder i det for klaveret traditionelle dobbeltnodesystem med g-nøgle og f-nøgle. Melodien klinger på arrangementets højeste toner, klaveret har her en lignende funktion som en forsanger, der holder melodien for den syngende forsamling. Samtidig ledsager det med harmonier, som gængs fællessang ikke har i sig selv.
Dette at klaveret spiller melodien bag sangen har også været tradition ved solosang her i Danmark, man kan bare høre gamle revyplader, hvor kunstneren ledsages af klaver, og man kan høre det spille melodien bagved sangen.

Løsninger

Når guitaren spiller til fællessang, så slår den ofte bare akkorderne, der skal understøtte melodien, ikke noget med at spille melodien. Er man vant til fællessang efter klaver, så synes man ikke, at der er noget at holde sig til ved guitaren, især hvis dem, der medvirker til fællessangen, ikke har nogen fornemmelse af rytme og takt.
Ingen vej uden om, lejrbålguitaristen må synge for eller også må en anden af de tilstedeværende gøre det, så får man melodien.
Nogen guitarister kan så godt spille melodien på guitar, men er guitaristen i begynderfasen, så bliver det melodi alene uden harmonier. Det kan gå, men det er lidt kedeligt.
Dem, der  er lidt længere og kan kombinere melodi- og akkordspil, kan så give en ledsagelse til fællessangen, der svarer til den typiske klaverledsagelse. Her skulle vi være ude over problemet.
Se også indægget Guitar og salmer
Fællessange til bestemte lejligheder kan findes her:
Fødselsdags- og skålsange
Bryllupssange for guitar
Fastelavnssange
Påske- og forårssange
Sommersange for guitar
Efterårssange for guitar
Vintersange for guitar
Begyndervenlige julesange
Julesange på vampen
Julesange for fortsættere
Nytårssange for begyndere
Vor traditionelle nytårssang for guitar


Mogens Sørensen
Sangbog for guitarbegyndere
kr151,08 Paperback

tirsdag

Hvornår bliver man grebet af spilleglæde?

Jeg skrev i et tidligere indlæg, at på et vist tidspunkt bliver man grebet af spilleglæden, så den daglige øvelse ikke længere er en stor overvindelse. Så kom jeg til at tænke: hvornår sker det? For at indlægget jeg skrev det i ikke skulle blive for langt, besluttede jeg at skrive et nyt indlæg om det spørgsmål.
Det korte svar er: det er individuelt.

Op ad bakke i starten på guitar.

Nogle stopper, mens det stadigvæk er "op ad bakke." Der er nok også nogen, hvor interessen ikke rigtig holder, hvor det er bedre at stoppe. Det er der ikke noget at gøre ved. Der er andre, hvor det måske er ærgerligt, de skulle måske bare have blevet ved lidt endnu. Så længe du stadigvæk synes det er lidt spændende, så bliv ved selv om det også er noget sejpineri i starten. Som sagt: pludselig kommer det, noget sidder og så er det sjovt at spille.
Men som sagt: det er individuelt og umuligt at sætte præcist tidspunkt på. Nogen drømmer nok om at spille noget bestemt, som der er lang vej til i starten, så kan de små børnesange og folkelige sange, som der startes med, være trivielle.

Glæde ved den tidlige fase på guitar

Heldigvis er der nogen, der bliver grebet allerede i begynderfasen, så snart de finder ud af, at det er hyggeligt at spille til fællessang med børn, familie, venner og hvem de ellers synger fællessang med. For mange har det nok også været den beskedne ambition fra starten, men selv om man vil mere end det, så er det ikke spildt, for de akkorder man bruger til fællessangen kan bruges senere hen og man udvikler rutinen i at spille dem. Ens hørelse får også udviklet en fornemmelse af, hvordan musik hænger sammen, det bliver under alle omstændigheder gavnligt senere hen.

Når du skal videre på guitar

På et tidspunkt begynder du så at lære det, som du egentlig tænkte på at lære. Det kommer så også gradvist, men igen: grebetheden opstår igen, når det, der er sejt i starten, begynder at sidde. For mange bliver det en fornyet spilleglæde, når man så lige pludselig kan noget af det, som man drømte om i starten.
Men for at holde spilleglæden ved lige, så øv da på den måde, som jeg tidligere har anbefalet: start med noget du kan godt, øv så det nye og vanskelige, slut med noget du kan.

mandag

Den daglige øvelse - for fortsætteren

Daglig øvelse på guitaren stadig nødvendig

Jeg har tidligere lavet et indlæg om den daglige øvelse for begynderen. Hvad så med den, der har spillet nogle år? Reglen om daglig øvelse gælder stadigvæk, for der skal ikke mange dages overspringning til før fingrene bliver stive. Nu kan det overvindes, hvis man begynder med det samme efter den lille uges ferie sydpå eller andre legitime overspringninger. Flere måneder kan få konsekvenser. Ligesom det hele fuser ud af hjernen hos begynderen, hvis der springes flere måneder over, sådan vil det nye, som fortsætteren har lært inden for de sidste to-tre år, også fuse ud.
Vi er heldigvis sådan indrettet, at hvad man har lært for lang tid siden og holdt ved lige, det kan man  let tage op igen efter lang tid og udføre, især lettere rutineprægede færdigheder. Sådan kan det også være på guitaren. Vanskelige stykker kan man så godt miste rutinen i, men den kan genvindes.
Men det er da lidt ærgerligt, når man nu før en månedlang pause havde kæmpet med at lære noget rigtig svært og det var ved at sidde, så skal man til at øve det om igen. Så hvad der tidligere er sagt om daglig øvelse gælder også fortsætteren.
Årlange pauser, hvor man synes at have glemt det hele, se Den uægte begynder.

Hvor længe?

Fortsætteren er blevet fysisk trænet i den unaturlige bevægelse og håndstilling, som instrumentspil, også guitarspil, jo er, så han kan klare mere end det daglige kvarter, som jeg anbefalede begynderen. Dog gælder der stadig det samme: lidt hver dag er bedre end meget en gang om ugen. Det "lidt" skal så bare hæves fra det kvarter, som jeg har anbefalet begyndere. Når man når til et vis punkt i ens udvikling som musiker, så kommer der det tidspunkt, hvor man bliver grebet af det og det derfor heller ikke vil være nogen stor overvindelse længere. Det er derfor også fint nok, hvis der lige kommer en flere timer lang øvesession, fordi man er blevet grebet. Den skal bare ikke ophæve den korte daglige session.
Er musikken ikke noget man lever af og man samtidig skal passe arbejde, familie og andre forpligtelser, så er fra en halv til en hel time passende. Den kan så hæves og sænkes efter dagens program. Planlægger man at gå ind på en af musikuddannelserne skal der noget mere til. Dem, der lever af musikken, øver flere timer dagligt.

Hvad skal man øve på guitaren?

Hvad den daglige øvelse består af, det kan så komme lidt an på hvad genre man spiller, da det jo ofte kræver forskellige teknikker. Dog kan hvem som helst anbefales at varme op ved at spille den kromatiske skala og et par diatoniske skalaer igennem. Det er så godt at finde nogen øvelser, der ellers i øvrigt passer til det, man spiller. Start så derefter med noget, du kan godt og er rutineret i, øv så det nye og stadigvæk meget vanskelige, og slut så af med noget du kan til "dessert."