Skalaer - er de da nødvendige?

Skalaer - for mange, der er begyndt at spille er det fy-ord nr. 1. Tørt og kedeligt og så trivielt at spille! Er de da nødvendige?
Lad det være sagt med det samme: jeg går ikke ind for den gammeldags undervisningsform, hvor eleven terpede alle skalaerne i flere måneder, før de endelig lærte den første melodi. Det er en stensikker måde at dræbe spillelysten på, og det har det sikkert gjort for mange. Det er ikke sært, at mange nærmest hader bare at høre ordet skala.
Når det er sagt, så må det siges, at de ikke kan undgås helt. Som alt andet er det noget, der må læres i små bidder, og på et eller andet tidspunkt i de fleste begynderbøger vises den første skala - som regel c-durskalaen.

Hvad er en skala?

Jeg har i denne her sammenhæng lavet en side om Skalalæren, hvor jeg giver en nærmere redegørelse for de forskellige skalatyper - på guitaren.dk kan man finde en oversigt over samtlige skalaer - her skal bare gives den korte definition: en skala er den tonerække, der indeholder samtlige toner en toneart består af - c-dur indeholder de toner som en melodi i c-dur består af, d-mol indeholder de toner som melodier i d-mol består af osv. De er det grundmateriale, som komponisten arbejder med, når han former sit værk. Hvad der varierer fra det ene musikstykke til det andet er rækkefølgen af disse toner - når vi spiller skalaen er den givet: vi starter fra dens første tone, kaldet grundtonen, og bevæger os op til øverste trin og så går vi tilbage igen.

Skalaens nytte.

Dermed er det næsten allerede sagt, at skalaen i hvert fald er en nødvendig bestanddel af musikteori, som jeg har behandlet før. Skal man forstå musikkens bestanddele, så er skalaen en forudsætning, så hvad jeg har skrevet om musikteori kan derfor overføres til skalaerne: selvfølgelig kan vi bare spille løs uden at kende til dem - men vil man forstå hvad man gør, så er det nødvendigt.
Også i den musikalske praksis betyder de noget. De professionelle musikere øver skalaer dagligt - og dygtige amatører gør som regel også. Størstedelen af vore melodier består af skalalignende bevægelser, derfor er skalaen en god øvelse, der vænner fingrene til bevægelser, der går igen i meget musik. Længere tids øvelse på skalaer gør ofte underværker ved melodispil.

Skalaer og improviseret musik.

Så er der en gruppe, der i hvert fald ikke undgår skalaerne: dem, der spiller eller vil spille improviseret musik. De rytmiske genrer består ofte af improviserede soloer, og vil man i sådanne sammenhænge ikke nøjes med at slå akkorderne, men også træde frem som solist, bør man lære skalaerne. Er musikstykket i g-dur improviserer man med g-durskalaens toner, er det i a-mol bruger man a-molskalaens toner osv. For improvisation er jo ikke andet end spontan komposition, ret beset.
Det gode ved guitaren i denne sammenhæng er, at den har lukkede skalamønstre, dvs., skalaer uden åbne strenge, der i lighed med barrégreb kan flyttes op og ned og derved blive til forskellige tonearter. De bruges især i rock og jazz, hvor åbne strenge nærmest er bandlyste, men også i genrer som country, folk og bluegrass, hvor de åbne strenge hører med til stilen, kan disse lukkede skalaer være en hjælp til at komme op ad gribebrættet, så man ikke bare hænger på de samme lyde hele tiden.
Så der er god grund til at lære skalaerne. Lær dem en ad gangen og gør dem til en daglig øverutine uden at lade dem ødelægge spilleglæden.
Jeg henviser endnu engang til guitaren.dk's udmærkede skalaoversigt.