torsdag den 30. juni 2011

Den forsømte hånd på guitaren

Den hånd du slår an med - højrehånden hvis du er højrehåndet, venstre hvis du er venstrehåndet - har det med at blive sorteper i opøvningen af guitarspil. Nu er det heller ikke så mærkeligt i begynderfasen, for der er nok at gøre med at finde ud af grebene, blive rutineret i skiftene og - hvis man spille melodier efter noder - at finde ud af, hvor tonerne ligger henne på gribebrættet. Det er begrænset, hvor meget man orker også at tænke på anslaget. Derfor bliver anslaget på de første akkorder også lidt trivielt - nedslag på hvert taktslag, som jeg plejer at kaldet "begynderstrummet" (et "strum" er et almindeligt brugt ord for anslag af hele akkorden samlet).

Stop op og tænk på anslaget på guitaren.

Naturligvis er gribehånden væsentlig - det er jo på gribebrættet, at vi finder det materiale, som vort spil skal formes af, og naturligvis skal den hånd, der trykker bag båndene her sørge for at skaffe disse materialer. Så misforstå ikke dette indlæg i retning af, at vi ikke skal træne akkordskift, træne fingerbevægelserne på gribebrættet til at være flydende o. l., det er nødvendigt.
Men vi glemmer vi ofte, at det netop er anslaget, der former klangen og ofte gør den afgørende forskel på et godt spil og mindre godt - ofte gør den en forskel på, om det lyder som den genre, det skal forestille at være. Hvor guitaren bruges til vise- og folkesang, kan det gøre forskellen på monotoni og afveksling.
Så er du en af dem, der har spillet et par år og tænker over, hvordan du skal komme videre, så skal du overveje, om du skal tænke på din anslagshånd, lære nogle nye teknikker med den. Der er intet galt i at udvide sit akkordforråd, tværtimod. Det er også fint, at du vil finde ud af mere på gribebrættet end de første fire bånd. Hvis du tænker på de to muligheder, så vil jeg da sige: ja, gør det!
Jeg opfordrer bare til lige at stoppe op og tænke: hvad med anslaget?

Akkordanslaget.

Hvis du netop bruger guitaren til akkompagnement af din egen fremførelse af viser og sange, så findes der mangfoldige muligheder for at variere i anslaget - de samme akkorder kan lyde forskelligt med disse forskellige anslag, lige så vel som det samme anslag kan lyde forskelligt med forskellige akkorder. Jeg har givet en lille intro i indlægget Folke- og visesang del 2, her vil du blive præsenteret for nogle muligheder. Nogle af de forskellige anslag er også hovedbestanddel i visse genrer, som jeg også kommer ind på i samme indlæg, så hvis der er nogle af disse genrer du drømmer om at spille, så kan der være bestemte anslag, der skal læres.
Der er muligheder nok. Øv dem til akkorder du er rutinerede i, ellers bliver det for svært at lære dem. Det kan ikke undgås, at du falder tilbage på "begynderstrummet," når du lærer nye akkorder, men tab ikke modet af den grund, når du kan disse nye akkorder vil du snart kunne bruge de nye anslagsteknikker på dem.

Melodianslaget.

Hovedreglen er - både ved akkord- og melodispil - at vi slår an over lydhullet tæt ved gribebrættet. Her får vi den lyd, som vi mest tænker på, når vi tænker på lyden af en guitar. Det gælder både hvis vi bruger fingrene eller plekter. Har du - hvis nu du har lært melodispil - i din begynderfase lært den klassiske teknik med fingrene, hvor man skifter mellem at slå tonerne an med pege- og langfinger? Det er fint nok, for denne teknik er også brugelig i andre genrer, hvor vi bruger fingrene til anslaget, når der kommer nogle hurtige løb. Den er så uomgængelig om du vil fortsætte med klassisk guitar.
Her skal bare siges, at klangen på guitaren kan varieres, om du flytter hånden nærmere gribebrættet, måske slår an hen over det. Det dæmper tonen, det kan være fint i en sammenspilssituation med et lydsvagt instrument. Så bliver tonen skarpere og hårdere jo længere du flytter anslaget mod sadlen. Der kan være situationer, hvor du måske vil bruge den klang. Eksperimenter gerne med at slå an forskellige steder mellem de to yderpunkter - men lad det stadig være hovedreglen at slå an over lydhullet.
Tonerne klinger også forskelligt, om du slår an på strengen med en finger, der står vinkelret ned på strengen eller den er mere eller mindre skrå - det gælder også plektret. Den vinkelrette giver en blød tone, og jo mere skrå den er jo skarpere er tonen. Eksperimenter også her med de forskellige stillinger.
Summen af det er: lad endelig ikke den hånd, der slår tonerne an, være stedbarn.