Viser opslag med etiketten Nyt om denne guitarblog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nyt om denne guitarblog. Vis alle opslag

tirsdag

Løsning på podcast er fundet.

Nu har jeg endelig fundet en god løsning på podcastproblemet i denne blog. Det var ikke lige sagen med Publizon. De er gode nok til e-bøger, men ikke det andet. Nu har jeg lagt lydfilerne på Google Drev og i de vil blive hentet derfra, når der klikkes på deres links i denne blog. I dag skulle jeg blive færdig med alle podcastlinks, de fleste er i orden nu.
Samtidig har jeg også arbejdet på at få renset ud i døde links, forældede nyhedsindlæg og andre ting. Det tager noget tid, men burde være afsluttet i denne uge.
PDF-filerne, som der er link til i denne blog, har jeg også lagt på Google Drev, og det betyder nok, at jeg, når de nye links til dem er indarbejdet, vil lægge Mit Musikværksted om. Det vil så fremover blive brugt til at fremlægge mine egne sange og kompositioner og mine musikrelaterede udgivelser, podcast o. l.
Nu håber jeg så også at få mere gang i nye indlæg på denne blog, men jeg tør ikke love for meget.
God Sommer.

torsdag

Undervisende indlæg på guitarbloggen

I morgen slutter det forløb for begyndere i vise- og sangakkompagnement, som jeg har kørt over fire gange ti lektioner:
Kom i gang med Guitaren,
Varier Højrehåndens anslag
Fortsæt med nye akkorder og
den næsten afsluttede Bastoner i anslag.
Tilsammen udgør disse fire undervisningsforløb det grundlæggende i at kunne ledsage sang - ens egen eller andres - på guitaren. Hvad man skal gå videre med efter det, det vil jeg ikke sige så meget om her, der kommer et efterord til sidste forløb næste uge, der siger noget om det.
Det tager noget tid at lave sådanne undervisningsindlæg, for jeg laver jo en podcast, så man har mulighed for at høre, hvordan det skal være. Så skal der laves filer med sangtekster og billedfiler af akkorder og meget andet til indlægget. Derfor har her ikke været gang i så mange andre undervisningsforløb her på bloggen end dette med bastonerne.
Men nu det er næsten færdigt, og så tænker jeg da at gå i gang med nogle flere undervisende indlæg. De to med Rytmik på guitaren og Fingerspilsmønstre er gode steder at fortsætte for dem, der har fulgt de fire ovenstående forløb eller har erhvervet sig færdighederne i dem på anden måde, og jeg tænker at også på nu at tage dem op igen. De er ikke egentlige gradvise forløb som de fire ovennævnte, de skal mere ses som tips til guitarens akkompagnement, ligesom tips til en pc-program, der popper op.
Jeg har så også lovet, at der skulle komme indlæg om bastoner og basløb på barrégreb, det vil så mest henvende sig til dem, der kan det med bastonerne, men også kan barrégreb og gerne vil vide, hvordan man så vælger bastoner og basløb på dem.
For dem, der kan lide blues, vil jeg nok genoptage forløbet Grundelementer i Blues. Muligvis vil jeg også lave indlæg, hvor jeg viser hvordan man får guitaren til at lyde som det er karakteristisk i flere andre genrer. Allerede indlæggende om rytmik på guitaren kommer ind på det. I hvert fald skal der også nok komme flere indlæg med nye akkorder, som spillet kan krydres med, her har været om mol7-akkorder og 6-akkorder.
Men nu skal det elementære med bastonerne lige afsluttes, vel mødt i morgen til det.

Anbefalinger af CD eller download med akustisk guitar

En af mine planer for denne blog her fremover er, at jeg vil komme med indlæg, der anbefaler i CD, alternativt, download-album med akustisk guitarmusik. Her vil jeg bestræbe mig på at dække et så bredt spektrum som muligt, selv om det naturligvis ikke kan undgås at blive præget af min smag, og derfor nok vil ægge til modsigelse hos nogen. Det får så være, sådanne anbefalinger på en blog skal lige så lidt som bøger i stil med "De 25 bedste... "De 100 bedste..." osv. ikke være en facitliste over, hvad der er det bedste, men en inspiration til lytning. Det er jo heller ikke en uvigtig ting at kunne lytte til andres spil for selv at lære at spille, det har jeg tidligere skrevet om i At lytte til andres guitarspil.
Jeg vil så heller ikke sætte noget fast interval på, som en gang om ugen eller hver fjortende dag eller om måneden. Dette her er jo et fritidsprojekt og pludselig kan tiden komme i vejen. Derfor må jeg bare sige, at vend endelig tilbage regelmæssigt, så vil du kunne finde nogle anbefalinger. Der vil også blive oprettet et menupunkt, hvor links til de tidligere anbefalinger kan ses.
Lad mig da lige løfte sløret for, hvad der er på vej, jeg tænker på Eric Claptons Unplugged CD, den skotske folkesanger og guitarist Bert Jansch' debutalbum, nogle gamle bluesfolk, også noget klassisk guitar vil komme.
Jeg kan kun sige, at det skal nok komme, selv om der så ind imellem kommer til at gå lange mellemrum. Vel mødt til at få inspiration til at høre god musik.

fredag

Bastoner i anslag - Indledning

Tidligere forløb af indlæg

Vi har haft tre forløb for begyndere her på bloggen:
  1. Kom i gang med guitaren for de absolutte nybegyndere, der lærte de første akkorder til at kunne ledsage sange med tre akkorder i D-dur og A-mol.
  2. Varier højrehåndens anslag, der gav en intro til de forskellige måder at slå akkorderne an på.
  3. Fortsæt med nye akkorder, som oplærte i de grundlæggende åbne akkorder, så man kunne blive i stand til at ledsage sange med to og tre akkorder i de otte toneater, hvor det kan lade sig gøre på guitaren med de åbne akkorder alene, se dette forløbs Efterord.
Det er muligt efter disse tre forløb at gå videre til at spille sange med mere end tre akkorder, her kan man i C-dur og G-dur komme langt med disse grundlæggende åbne akkorder alene. Jeg har allerede indlæg på denne blog, som viser det, så det er ikke det, som det nye forløb handler om.
Efter Varier-forløbet har jeg også haft indlæg om Rytmik på guitaren og Fingerspilsmønstre, der sætter dig i stand til at lære flere fingerspilsmønstre og rytmer på guitaren udover dem i Varier-forløbet. De to indlægsserier vil få flere indlæg med tiden.

Hvad det nye forløb forudsætter.

Men netop her kom jeg til at se, at vi mangler noget indføring i, hvordan man bruger de tre mørke strenge, basstrengene, i de anslagsformer, som har en basstreng slået an alene. Det er hvad dette forløb kommer til at handle om.
Du behøver ikke at have fulgt de tre foregående forløb for at kunne følge det her, men hvis du ikke har det, bør du have tilegnet dig kendskab til indholdet af dem på anden måde. Er det ikke tilfældet, bør du arbejde dig gennem de tre forløb først og starte med Kom i Gang-forløbet, hvis du er blank nybegynder.
Du bør kende de grundlæggende åbne akkorder og kunne spille til sange med to og tre akkorder i de dertil hørende tonearter. Hvis du kan sange på mere end tre akkorder, så er det fint, men det forudsættes ikke i dette forløb, nogen af de teknikker der vises her vil blive vist til sange med mere end tre akkorder i andre indlæg.
Barréakkorder er heller ikke nogen betingelse i dette forløb. Hvordan teknikkerne i dette forløb bruges på barréakkorder vil også blive vist i andre indlæg.
Du bør også kende til rytmestrumming, til bas med efterslag og til fingerspil i alle de basale taktarter. Det var hvad Varier-forløbet handlede om. Jeg forudsætter ikke, at du kan alle de variationer, som jeg har vist i andre indlæg på denne blog, her vil blive gået ud fra de første, som blev vist i Varier-forløbet. De basteknikker, som vises her, kan bruges i variationerne, hvad der ikke skulle være vanskeligt, når du først kan dem.

Hvad dette forløb indeholder

Vi lærte allerede at spille med enkeltbas og vekselbas i Varier-forløbets 5. lektion, hvor vi holdt os til D-dur og A-mol, fordi det efterfulgte Kom i gang-forløbet.
I dette forløb starter vi med at lære enkeltbas og vekselbas i de øvrige tonearter, hvordan du vælger bastonerne. Dernæst lærer vi noget om ledetoner før akkordskift og at afveksle det med effekten hammer-on på bassen, du bør lige læse indlægget Effekter i venstrehånden som forberedelse til dette.
Dernæst vil du lære, hvordan du laver et basløb ved et akkordskift, der leder op til næste akkord. I forlængelse af det vil du lære basløb ved udvidede harmoniseringer, swingrundgangen og vamperne og så at bruge nogle venstrehåndseffekter i basløb. Du vil få lært den notering af specielle basløb, som af og til bruges over sange og noder i forbindelse med akkordangivelser, kaldet basbrøker.
Når du har lært at bruge basstrengene og nogle specielle effekter og ellers fortsætter med at lære nye rytmer og fingerspilsmønstre på guitaren, så har du forudsætningerne for et godt afvekslende sangledsagelse på guitaren, se nærmere efterordet.
Gå til 1. lektion
Her lærer du hvordan du skal vælge den ene bastone, som du bruger til enkeltbas.

tirsdag

Hvornår er man ovre begynderfasen på guitar?

Dette spørgsmål har jeg fået stillet nogle gange, og af alle de spørgsmål, som man får stillet som underviser, er det et af de vanskeligste, for der er ikke noget entydigt svar på det.

Hvornår begyndte du på guitar?

Musikere har en dato med årstal, hvor de begyndte. Den dag, hvor du satte dig ned med en lærebog og lærte den første akkord.
Eller den dag, da du helt blank mødte op til første time med guitarundervisning.
Eller den dag, da du fandt Lille Peter Edderkop som melodi på guitaren.
Ja, starttidspunktet kan du sikkert godt fæste, naturligvis kan du have glemt det præcise tidspunkt, men bare du kan huske cirka hvornår det var.
Så kan der også regnes ud, hvor lang tid det var siden. Det er der ingen ben i, men ud fra det kan det ikke afgøres, om du er begynder endnu. Mange bliver hængende i begynderbogen flere år i træk og kan bare ikke få det ind i hovedet, ja, eller kroppen for den sags skyld. Andre lærer meget hurtigt og er måske gennem begynderbogen på - ja, et halvt år, måske, men det er også en meget lærenem type. Det kan bero på, hvor meget du får øvet på din guitar. Jeg har tidligere betonet den daglige øvelse. Uden den må du se i øjnene, at det bliver march på stedet.

Hvor meget kan du på guitar?

Men hvor meget skal man så kunne for at kalde sig viderekommen? Det er så straks lidt lettere at sige, men alligevel.. På et videregående hold i bluesguitar havde jeg en gang en, der kunne det grundlæggende særdeles godt. men da jeg første time kastede mig ud i at vise en blues i E-dur, som er en meget brugt toneart i den genre, så viste det sig, at han ikke kendte H7-akkorden, som hører til E-dur. Så den måtte jeg lige lære ham, og han måtte bruge noget tid på at øve den. Der er også mange, der spiller aldeles fremragende ledsagelse til folkesange i flere år uden at kunne et eneste barrégreb eller kunne melodispil hverken efter noder eller tablatur. Det kan være meget svært at sige, om de stadig er i begynderfasen, men en ting er sikkert: når de skal til at lære nogen af de nævnte færdigheder, så vil det føles som at begynde forfra, bortset fra, at de så lige har noget de kan, som de kan hygge sig med ind imellem.
Eller hvad med den klassiske guitarist, der kan spille stykker af selveste Bach overbevisende, men ikke kan spille fødselsdagssangen til sønnekes fødselsdag? Også de begynder næsten forfra, når de skal lære sangledsagelse med akkorder.

Mellemfasen på guitar

Men kan nogen af de nævnte kalde sig viderekomne? Det er også svært at sige.
Vi har ikke rigtig noget ord på dansk for det, som man i engelske musiklærebøger kalder "intermediate," mellemfasen, hvor man er ovre begynderstadiet, men ikke rigtig kan kaldes viderekommen endnu, henholdsvis "beginner" og "advanced" på engelsk. Det burde vi have, i mangel af bedre ord kalder jeg det nu mellemfasen.
Ikke at man uden videre kan sætte nogen grænser for den mellemfase på nogen måde, lige så lidt som jeg sagde, at man uden videre kan sætte en grænse for begynderfasen, men at regne med den gør det lidt lettere at placere sig selv for dem, der ikke er helt begyndere længere, men heller ikke lige viderekomne. Det kan godt være en vanskelig fase at komme videre fra på den måde, at det er så fristende bare at pleje mageligheden og spille det man kan - jeg plumpede selv i mange gange, stol på det! For dem, der er i den fase, vil jeg da give det råd: sørg hele tiden for at lære nyt! Når du øver, så start med noget du kan for at varme op, fortsæt så med at øve noget nyt og slap så af med noget du kan. Sæt dig et mål at lære en bestemt ting og øv det dagligt, bliv stædigt ved, hvis det er svært.
Jeg har på denne blog haft mange indlæg, der henvendte sig til begyndere, men jeg har sat mig for efter årsskiftet at lave noget mere, der henvender sig til dem i mellemfasen. For så vidt har jeg da enkelte indlæg, der gør det, se under tagget For fortsættere.
Men svaret på spørgsmålet er som sagt ikke entydigt. Du vil nok føle dig i mellemfasen, når du kan rimelig meget uden besvær, men kan se, at der mangler en del endnu. Det vil jeg også være enig med dig i, eventuelle huller, som jeg på denne blog har vist til begyndere må udfyldes hen ad vejen.

fredag

Fortsæt med nye akkorder - Efterord

Så kom vi til vejs ende med dette forløb, der hed Fortsæt med nye akkorder. I mit første forløb for begyndere Kom i gang med guitaren lærte vi D, G og A7, akkorderne til D-dur, og Am, Dm og E7, akkorderne til A-mol. Vi er så gået videre i det nu afsluttede forløb med at lære nye akkorder.

Status.

Du har så lært de grundlæggende åbne akkorder, og du kan downloade en samlet oversigt
over dem i pdf-format. Du kan spille to og tre-akkordsange i de tonearter, som det kan lade sig gøre med på guitaren uden at supplere med barrégreb. Det er så fem durtonearter (alfabetisk):
og tre moltonearter:
Du har gradvist lært at transponere mellem de otte tonearter indbyrdes. Så kan du vælge toneart efter hvor din stemme ligger eller hvor en anden du ledsager med guitaren har sin stemme. D og E er højtliggende tonearter, hvis nogen synes det ligger for højt, så gå ned til C-dur. G ligger lavt, hvis dem du spiller til spørger, om du tror de er Johnny Cash, så gå op til A-dur.
Hvis A-mol ligger for lavt, så gå op til D-mol eller brug en capo. Hvis E-mol eller D-mol er for høje, så gå ned til A-mol.
Du har også via indlæg 8 og 9 fået lært at udvide harmoniseringerne til de enkle to-treakkordsange. Jeg har så lavet en pdf-fil med nogle af de samme sange som i filerne med to-treakkordsange, men med udvidede harmoniseringer. Jeg håber, at du siden sidst har prøvet at lave dem selv, men her kan du se dem nedskrevet på Begyndersange med udvidede harmoniseringer
Desuden har du lært den lille vamp og dim-akkorderne.
Til den lille vamp kan du hente filen Sange på den lille vamp.
Til dim-akkorderne kan du hente filen Dimakkorderne og sange på swingrundgang, der forklarer dem mere udførligt og som du kan bruge til opslag, når du støder ind i en dim-akkord - så er der  nogle sange, som jeg synger i podcasten til indlæg 10.

Hvad så nu?

Fremfor alt: hold det vedlige og fortsæt med  at spille sangene med disse akkorder i alle tonearter. Brug af capo er tilladt.
Du vil sikkert gerne til at gå videre med sange på mere end tre akkorder, og vi er allerede begyndt sidst i dette forløb med sange på 4-6 akkorder.
Jeg kan anbefale dig at gå til indlæggende
Kender du vampen
Vampvariatione
Den store vamp.
Rundgang i mol
Vampen er en akkordfølge, som går igen i mange sange, så det er en god investering for dit fremtidige guitarspil med mere end tre akkorder at lære den og dens varianter. Det gælder også rundgangen i mol, som der er linket til nederst.
Så er der barrégreb. Mange farer skrigende tilbage, når man siger det ord. Indrømmet, de er stride i starten. Men det giver store fordele at kunne dem, så prøv da lige at kigge på mit første indlæg om barrégreb, og hvis det giver dig mod, så gå videre med de næstfølgende indlæg.
Det er en god øvelse at sidde med en sangbog, der har akkordangivelser, og synge de sange du kender med guitaren. Her bliver det vanskelige bare, at der ofte vil være i tonearter, som du ikke kender endnu. Så må du lære at transponere mellem alle tonearterne og ikke kun de otte gængse, og det har jeg nu fået lavet en side om her. Læs først lige indlægget Side om transponering og gå så via linket der til siden om transponering. Det er også en god færdighed, hvis du vil spille sammen med andre musikere. Så læg stor vægt på at lære den.
Nu kan der også i sange, der er skrevet i en toneart du kan, vise sig akkorder du ikke kender. Her er det på sin plads med en akkordbog til opslag. Så skaf dig en sådan. Se indlægget Hvordan lære en ny akkord?
Kan du lide blues? Prøv lige at se nærmere på min indføring i blues, så du kan få startet på det.
Har du før dette forløb fulgt forløbet Varier højrehåndens indslag? Hvis du først er kommet med på dette afsluttede forløb, så kan jeg da anbefale dig at kigge nærmere på det. Hvis du har set det forløb og kan anslagene, som de viser, så kan jeg anbefale dig at følge forløbet Basløb i anslag.
Læs også indlægget Hvordan komme over begynderstadiet

Hvad kan man vente af denne blog?

Jeg planlægger et kommende forløb, hvor jeg hjælper med at anvende de i Varier-forløbet lærte anslag på de nye akkorder, som du har lært her i det afsluttede forløb. Det vil komme til at handle om valg af bastoner til akkorderne, basløb og specielle effekter.
Der er også planer om indlæg om specielle akkorder, som du kan risikere at støde ind i.
Ligeledes vil jeg også lave indlæg om almindelige akkordforløb ligesom dem om vampen.
Hold også øje på bloggen her efter rytmikken og de forskellige fingerspilsmønstre. Der er allerede nogle indlæg i de to serier, men har du ikke fulgt Varier-forløbet, så gennemgå lige det først.
God fornøjelse med dit spil fremover.

tirsdag

Side om transponering

Så er der lavet en ny side hørende til denne blog, Transponering.

Hvad betyder transponering?

Ordet betyder at flytte en melodi fra en toneart til en anden. Vi har allerede gjort det i det små i forløbet Fortsæt med nye akkorder. Her har vi set på at transponere sange med to og tre akkorder mellem de fem gængse durtonearter og tre gængse moltonearter på guitaren, dem der kan lade sig gøre med åbne greb. Det kan også let gøres med oversigten Grundlæggende åbne akkorder.

Transponering uden barrégreb

Der mangler bare noget, for der er jo flere tonearter - for at være præcis, 12 durtonearter og ditto moltonearter, en for hver tone, 24 i alt, se Tonesystemet.
Når man er på vej ud over begynderfasen og videre frem derfra, så er det en god øvelse at tage en sangbog med akkordangivelser og synge den igennem med guitaren, finde de sange man kan og spille til dem. Problemet er bare, især hvis det ikke lige er en sangbog specifikt til guitaren, at sangene ofte er noteret i andre tonearter end de gængse guitartonearter.
Hvis man har fået lært barrégreb, så brug dem, så bliver du trænet yderligere i dem. Er du ikke nået til dem endnu, men gerne vil spille den sang i f. eks. Ab-dur, som du finder og vil transponere den til f. eks. C-dur, så må du lære at transponere mellem mere end de gængse tonearter.
Siden om transponering giver vejledning i det.
Når du så er kommet til sange med mere end tre akkorder, så rækker min akkordoversigt ikke rigtig mere, for den dækker jo kun de tre grundlæggende akkorder, som bruges i to-treakkordsange. Hvordan så få transponeret sange med mere end tre akkorder?
Også det giver siden om transponering vejledning. i.

Med barrégreb og capo

Er du så noget så langt, at du kan barrégreb, så giver siden om transponering også vejledning i, hvordan du skal transponere til alle tonearter. Ved sammenspil kan det være gavnligt, der er nogle blæseinstrumenter, der foretrækker tonearter som B, Gb og lignende, for keyboardspillere er F og B forholdsvis lette tonearter. Så kan det være godt, at du kan transponere til alle tonearterne.
Siden giver i slutningen en lille vejledning i brug af capo, da det også er en måde at transponere på. Jeg har mødt mange, der har skaffet en sådan, men ikke forstår brugen af den. Så forhåbentlig får du, hvis det gælder dig, hjælp i dette afsnit.

Siden indeholder foreløbig en indføring i transponering af akkorder. I fremtiden vil den blive udvidet til at handle om transponering af melodier, skalaer o. a., det bliver i forbindelse med indlæg på bloggen disse ting.

onsdag

Lidt om begrebet fingerspil

Jeg har tidligere lavet indlæg her om fingerspil, og ved at kigge i statistikken har jeg kunnet konstatere, at det er et særdeles populært Google-søgeord blandt guitarspillende Netbrugere. Ved flere lejligheder har jeg da også lovet, at der skulle komme flere indlæg om det.
Dette indlæg siger noget om, hvad der har været og hvad der kommer.

Tidligere indlæg

Jeg har haft et kursusforløb her med hvad jeg kalder Moderne Fingerspil, et forsøg på at fordanske betegnelsen for det fingerspil, som anvendes i moderne guitargenrer, når der spilles akustisk guitar. Hvad forskellen er på det og hvad jeg i mangel af bedre ord kalder det klassiske fingerspil, det forklarede jeg i indlægget Moderne fingerspil? Hvad er så gammeldags?
Inden jeg startede på forløbet om Moderne fingerspil lavede jeg to indlæg for dem, der ikke havde spillet nogen form for fingerspil før, da forløbet om det moderne ellers kunne blive for meget på en gang, hvis man ikke kunne noget fingerspil overhovedet. De hed Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt.
Så har jeg også haft forløbet Varier Højrehåndens Anslag, hvor der i de tre sidste lektioner indgik de første trin i fingerspil. I den forbindelse viste jeg i et indlæg nogle eksempler på fingerspil fra YouTube.
Er du begynder, der har lært de første få akkorder, så vil jeg henvise dig til min serie Varier Højrehåndens Anslag.
Er du en efterhånden rimelig rutineret guitarist, der slet ikke har prøvet nogle former for fingerspil før,   henviser jeg til indlæggende om basalt fingerspil.
Har du spillet fingerspil allerede, men kunne godt tænke dig at lære den moderne type, så se mit forløb om Moderne fingerspil. Se også nogle eksempler på moderne fingerspil
Kunne du godt tænke dig at kunne noget mere af det klassiske fingerspil, så læs resten af dette indlæg og hold øje med bloggen her.

Fingerspillets natur.

Fingerspil - som er blevet en fast betegnelse for begrebet hos guitarister - er modstykket til det, som hos keyboardspillere kaldes en brudt akkord, fordi akkordens toner spilles enkeltvis i stedet for samlet. Det er især populært til stille bløde sange, da det klæder dem godt, især med guitaren der passer så godt til den menneskelige stemme.
Mange tror, at når de har lært det mønster, som de får lært i mine indlæg om basalt fingerspil eller slutningen af varier-forløbet, så kan de fingerspil. Nej langtfra, de har bare lært et mønster - og hvorfor lige det mønster? Et sted skal man starte, og dette mønster er også ideelt til dem, der skal prøve fingerspil første gang, fordi strengene kommer i ligefrem rækkefølge.
Når du efterhånden udvider sit repertoire af fingerspilsmønstre, så får du et virkelig afvekslende akkompagnement til din sang. Meget enkelt: vælg forskellige fingerspilsmønstre til sangene, brug også andre anslagsformer. Det er adskillige folke- og visesangeres hemmelige våben mod monotoni, se indlægget Folke- og visesang del 2.

Kommende og nuværende indlæg

Jeg er kommet i gang med indlæg her på bloggen, hvor jeg viser forskellige fingerspilsmønstre, og der vil komme flere af dem.
Den bedste måde at lære dem på er at vælge nogle akkorder, som du er hundrede procent rutineret i og spille fingerspilsmønstret til dem. Øv det ultralangsomt i starten, så højrehånden vænner sig til bevægelsen, se i den forbindelse mit indlæg om opøvelse af anslag.
Spil det tiil sange, som du kan, og hvor du er helt dus med akkordskiftene. I indlæggende vil jeg notere det i det såkaldte tablatur, så sæt dig lige ind i at læse det og sørg også for at kunne de klassiske betegnelser på højrehånds fingre, som du kan finde på tablatursiden.
Dem, der allerede er kommet op:
Fingerspilsmønstre 1 - Det basale i modsat orden
Fingerspilsmønstre 2 - Et eksempel på samtidigt knips
Fingerspilsmønstre 3 - Variationer af det korte fingerspil
Fingerspilsmønstre 4 - Veksling mellem mønstre

Vel mødt til at lære mere fingerspil.

mandag

Fortsæt med nye akkorder - Indledning

Så er det på tide for begynderne at komme videre. Der er startet et nyt forløb her, der hedder Fortsæt med nye akkorder.

Forudsætninger

Vi har her på bloggen haft forløbet Kom i Gang med Guitaren, og hvis du er totalt blank nybegynder vil jeg anbefale, at du lærer det forløb først, start med at læse indledningen og så lektion 1.
Hvis du er en af dem, der har gået igennem Kom i gang- forløbet, vil du kunne følge dette  nye forløb. Hvis du ikke har det, men ellers er begyndt at spille,  kan du sikkert godt være med her. Der forudsættes, at man kender akkorderne D (lektion 1), G  (6. lektion) og A7 (lektion 2), altså D-durs akkorder og Am (4. lektion), Dm (9. lektion) og E7 (5. lektion), altså A-mols akkorder og at man er i stand til at spille enkle sange på to eller tre akkorder med disse. Samtidig bør du  kende de basale taktarter, 2/4, 3/4, 4/4 (lektion 3) og 6/8 (10. lekition).
Har du nogen huller her? Så klik på de foregående links og se lige på lektionen. Forløbet her starter efter påskedagene, så du har tid til at se  på det.
Der har  også tidligere været et forløb for begyndere, der hed Varier højrehåndens anslag. Det er ikke strengt nødvendigt at have fulgt det eller kende til indholdet  for at følge det her nye forløb. Hvis du har fulgt det, så er det fint, hold det vedlige sideløbende med, hvad du lærer i dette forløb. Har du ikke fulgt det, så prøv da lige at kigge på det så meget som du har tid til. Du vil  lære nogen måder at afveksle anslaget på, som gør dit spil mindre kedeligt. Øv det med de akkorder du kan.

Hvad det nye forløb går ud på

Her i dette forløb går vi som navnet siger videre med at lære nye akkorder. Når det er forbi, skulle du  kunne de grundlæggende åbne akkorder.
Vi vil lære dem på den måde, at vi spiller de sange, som blev brugt til Kom i Gang med Guitaren i andre tonearter end D-dur og A-mol - det kaldes at vi transponerer dem. Download da lige filerne med disse sange, hvis du ikke allerede har gjort det, og hvis du er en af dem, der ikke fulgte forløbet, men kan akkorderne, så øv  disse sange inden lektion 1 kommer op.

Begyndersange på to akkorder
Begyndersange på tre akkorder
Beyndersange i mol to akkorder
Begyndersange i mol tre akkorder

Jeg vil så følge princippet, som jeg har talt  for flere gange på denne guitarblog: lær lidt ad gangen og brug det ofte. Vi lærer de grundlæggende åbne akkorder - hvor der i forløbet forudsættes kendskab til seks af dem - ved at lære dem en eller to ad gangen og bruge dem. Efter det vil du kunne begynde at  ledsage sange, der har mere end tre akkorder, hvad vi snuser lidt til i forløbets sidste lektioner.
Læs lige mit indlæg Gode råd om akkordskift, den kan være gavnlig også at vende tilbage til flere gange i forløbet.
Gå til lektion 1
Her lærer du at transponere til en anden toneart. Det gøres fra A-mol til D-mol i sange med to akkorder.

fredag

Varier højrehåndens anslag - Efterord

Start med 1. lektion
Så er vi nået til ende af forløbet Varier Højrehåndens Anslag. Jeg håber, at I der har fulgt det har haft udbytte af det - indlæggende bliver på bloggen så også kommende besøgende her kan have glæde af det. Sådanne nytilkomne bør i hvert fald  lære indlæggende i rækkefølge i deres eget tempo.

Status

Vi startede i de første to lektioner med ren rytme, anslag, strumming, af akkorderne både i ligefrem rytme og shufflerytme. Så fortsatte vi med at lægge en bastone på, bas med efterslag, først i 4/4 og 2/4, så i 3/4 og 6/8. Så lærte vi at spille vekselbas i den stil, som også kan bruges på det vi lærte i resten af forløbet.
Dernæst lærte vi at knipse strengene fremfor at strumme dem, stadig bas med efterslag men med en anderledes klang, det lærte vi så også de lige og ulige taktarter. Så kom vi til hvad de fleste af os forstår ved fingerspil, den brudte akkord, hvor akkordens toner spiller enkeltvis. Det lærte vi også i de to lige taktarter og de to ulige og den sidste gang lærte vi det lange fingerspil, som kan bruges i 4/4.
Så er det endda kun begyndelsen. Som jeg sagde i indledningen, dette forløb er en introduktion. Det rene rytmespil i lektion 1 og 2 kan yderligere varieres, bl. a. ved at lægge pauser ind (steder i takten, hvor der ikke slås an) eller betone bestemte taktslag ekstra. Det kan blive grundlaget for mange forskellige rytmer. Bas med efterslag kan bl. a. yderligere synkoperes. Da vi lærte fingerspil lærte vi et mønster til hver taktart, der findes en mangfoldighed af mønstre, og betoningen kan lægges anderledes. Yderligere kan de anslag, hvor vi bruger bastone, få basløb tilføjet.
Ja, der er muligheder nok, men du har  fået startet, så det ikke bare er det evindelige begynderstrum hele tiden.

Hvad så nu?

Nu sidder du nok og tænker, hvad du så skal gå videre med.
Hold først og fremmest de akkorder du kan ved lige og fortsæt med at have det sjovt med at spille to- og tre-akkordsange. Udvid dit repertoire og øv dig i at sætte akkorderne til sangene efter gehør, jo bedre du bliver til det jo mere sikre bliver du i akkordskiftene - du vil også få lettere ved at lære nye akkorder og deraf følgende nye skift.
Når du  udvider dit repertoire, så anvend de anslag på dem, som du har lært i dette forløb. Hvilke anslag man så skal vælge til sangene, det er meget et spørgsmål om smag, nogen sange synes man et anslag passer godt til, andre et andet. Prøv dig frem og vælg anslaget til en sang efter hvad du synes. Hvad jeg valgte af sange i dette forløb til at illustrere anslagene med  var jo også et udslag af min egen smag, ikke nogen facitliste på, hvordan de sange skulle ledsages på guitaren.
Jeg tror dog, at de fleste er enige om, at fingerspillet fra de tre sidste lektioner passer som hånd i handske til de stille bløde sange. Det er også for det meste den type sange, som jeg anvender det til. Så anvender jeg ofte ren rytmeanslag i sammenspilssituationer, hvor der er et basinstrument, så min bas ikke kommer i karambolage. Bas med efterslag i strumudgaven bruger jeg til amerikanske folkesange for at få dem til at lyde amerikanske og i knipseudgaven til europæiske sange for at få dem til at lyde europæiske. Jeg spiller så med shuffle, når det er afroamerikanske sange for at give den rigtige rytme.
Det er ikke en facitliste, bare en fremlæggelse af, hvordan jeg selv vælger anslag som jeg nu synes. Vælg dine anslag til dit repertoire efter hvad du selv synes.

Hvad kan man vente af denne guitarblog.

Jeg vil også opfordre til at lære nye akkorder, da det kan blive kedeligt i længden at høre de samme lyde på guitaren, også selv om du varierer anslaget. Her vil du kunne få hjælp fra denne blog, for jeg har  et nyt forløb på ti gange, Fortsæt med Nye Akkorder. Det ender med, at du får lært de grundlæggende åbne akkorder. Her vil du falde tilbage på begynderstrummet, når du lærer dem, men hold højrehåndsanslagene fra dette forløb vedlige på de akkorder, som du kan godt og lær de nye akkorder på begynderstrummet. Når de nye akkorder sidder på rygraden, så prøv de anslag, som du har lært i dette forløb på dem. For anvendelsen af de tre dybe strenge i de øvrige akkorder kan du efter det forløb følge Basløb i anslag.
Jeg planlægger jeg yderligere et forløb på ti indlæg om, hvordan du vælger bastoner til alle de nye akkorder, hvordan du laver basløb og diverse specielle effekter. Det forventes at blive til efteråret.
Sideløbende med denne serie indlæg er der indlæg, hvor jeg indfører i rytmik på guitaren, så du lærer at lave andre rytmer end dem, som du lærte i lektion 1 og 2. Dem vil der komme flere af med tiden.
Desuden kommer der nogle indlæg med flere fingerspilsmønstre. Når jeg her på bloggen skal vise fingerspilsmønstre, så bruger jeg tablatur, hvor jeg viser det med den klassiske nummerering af højre hånds fingre. Gå til siden Tablatur for at lære det.
Hold godt øje med disse kommende indlæg.
Så held og lykke med dit spil fremover.

onsdag

Grundelementer i blues - Indledning

Jeg planlægger  at køre et forløb for fortsættere, hvor jeg prøver at give en indføring i bluesmusikkens grundlæggende bestanddele. Det vil forudsætte, at du kan de grundlæggende åbne akkorder og de elementære skift mellem dem, hent min oversigt over grundlæggende akkorder og kig nærmere på, om der er nogen du ikke kan og gør så en indsats for lige at få lært dem.
Akkordforløb vil i indlæggende blive noteret i et akkordskema, som du får forklaret ved at gå ind på Forstå akkorddiagrammet og noteringen af akkorder og rulle ned til overskriften Akkordskema.
Det vil i denne omgang først og fremmest være akkordspil i blues som rent rytmespil, senere vil jeg gå videre og forklare dels det at improvisere end solo på guitaren, dels fingerstyle blues, se nærmere blogindlægget om bluesguitar. Hvad det sidste angår vil jeg opfordre til, at du kigger på mit undervisningsforløb om moderne fingerspil for at være forberedt på det.
Barréakkorder kan være gavnlige at kunne i længden, men jeg vil ikke forudsætte dem i forløbet. Jeg vil bare opfordre dig til at gøre en indsats med dem, da det kan være en fordel at kunne dem på længere sigt især i blues-genren.
Første indlæg er nu på - Tolvtakters Blues

fredag

Varier højrehåndens anslag Indledning

Så er det på tide, at vi skal begynderoplæringen på denne blog. Jeg har tidligere kørt forløbet Kom i Gang med Guitaren, og dette nye forløb vil være en fortsættelse af det.

Hvad skal man kunne?

Hvad så hvis man ikke har fulgt det? Du kan muligvis godt være med alligevel, hvis du allerede spiller. Jeg forudsætter, at du kan akkorderne D, G og A7 og Am, Dm og E7 og kan ledsage sange på to eller tre akkorder med disse greb (hvis du ikke kan dem, så se min oversigt Grundlæggende åbne akkorder. Desuden bør du have kendskab til de grundlæggende taktarter, som todelt, tredelt og firdelt takt (se Kom i Gang lektion 3) og den lidt mere sjældne, men alligevel almindelige seksottendedels takt (se Kom i Gang lektion 10). Hent gerne disse filer med sange, da det overvejende vil være  sange herfra, som jeg vil anvende:
Begyndersange på to akkorder
Begyndersange på tre akkorder
Beyndersange i mol to akkorder
Begyndersange i mol tre akkorder

Til "gamle" deltagere

Så er der  jer, der fulgte det første forløb i foråret. I skulle så i princippet have forudsætningerne for at følge med. Det forudsætter naturligvis, at I har gjort noget ved det. Er der noget af det i forrige afsnit nævnte, som I har glemt, så må I få det repeteret. Øv sangene på de få akkorder og få skiftene til at sidde godt på rygraden.

Hvad går det ud på?

Vi kommer ikke til at lære nye akkorder i det kommende forløb. Der vil helt og holdent blive set på højrehåndens anslag af akkorderne. Det vil indebære en del indføring i rytmik,  den vil nok blive lettere, hvis du inden læser lidt på rytmelæren. Via kursusforløbet vil du så komme udover det lidt kedelige begynderanslag, hvor du bare slår et slag på hvert taktslag, og lære flere måder at slå an på, ren rytme, bas med slag og fingerspil (se indlægget om Folke- og visesang del 2 for en intro). Ligesom det forrige forløb  var begyndelsen, de første akkorder, så må dette forløb også siges at være de første skridt til et  varieret spil til de sange, du har på repertoiret. Når du fremover lærer nye akkorder, så falder du tilbage på begynderanslaget igen for at få indlært de nye skift, men når de nye skift bliver rutine, så kan du bruge hvad du lærer i dette her forløb på disse akkorder, se indlægget Lidt råd om opøvelse af anslag.
Se også Dit ambitionsniveau på guitaren
Så god fornøjelse.
Gå til første lektion
Her lærer du grundlæggende at afveksle rytme i anslaget ved at spille både et nedslag på taktslaget og ned-op på samme i skiftende variationer.

mandag

Pdf-oversigt over tonenavne og barrégreb

Så har jeg igen uploadet noget af mit undervisningsmateriale til guitar. Den ene er en oversigt over Barrégreb, som jeg tidligere har lavet indlæg om her, jeg syntes lige, at der var brug for en samlet oversigt. Desuden har jeg uploadet en oversigt over tonenavnene, og visse ting på barréoversigten bliver forklaret på den - du kan også besøge siden Tonesystemet her.
Den webside, som jeg uploader pdf-filer til er et subdomæne til min private hjemmeside, som jeg så kalder Mit Musikværksted. Enhver er velkommen til at besøge det, og jeg vil da fremover orientere i dette forum, når jeg har lagt nye ting på det af interesse for guitarspillere.

Uploadede pdf-filer til guitarister

Endelig har jeg fundet en fornuftig løsning til at levere filer til denne blog udover billedfiler, som er i indlæggene.
Jeg har nu uploadet to pdf-filer, som kan downloades. Den ene henvender sig især til nybegyndere, der skal til at starte og hedder Guitarudtryk.
Den indeholder forklaring på, hvad delene af guitaren hedder og tips om, hvad man skal huske i starten, når man begynder at spille.
Jeg vil også opfordre dig til at downloade den, hvis du vil deltage i mit on-linekursus Kom i Gang
Den anden hedder Grundlæggende åbne akkorder og indeholder en oversigt over de åbne akkorder og de tonearter, hvor de anvendes,. en hjælp til at komme fra begynderstadiet til mellemstadiet.
Jeg vil også opfordre dig til at downloade den, hvis du vil følge mit on-linekursus  Moderne fingerspil
Forhåbentlig virker dette system med filer til indlæggene, da jeg fremover ind imellem vil sende noder, tabs eller sange med akkorder på denne blog. Hele stykker og sange vil blive i pdf-format, for det er næsten umuligt på indlæggene her at få akkorder til at sidde over en sangtekst. En enkelt takt eller to eller enkelt sangstrofe til illustration vil blive med en lille billedfil i indlægget. På mit indlæg Vampvariationer er der nu også link til pdf-filer med de to sange, der er nævnt som eksempler.
Så vidt det er muligt vil jeg også uploade midi-filer eller mp3 med musik jeg viser her, som kan downloades. Her kan copyright-lovgivningen komme til at sætte grænser - men jeg håber at finde ting, som ikke rammes af den til mine indlæg her.