J. J. Cale From Tulsa and back

Officiel trailer fra YouTube

I går nød jeg at se musikdokumentaren fra 2005 From Tulsa and back om den legendariske guitarist, sanger og sangskriver J. J. Cale, der er født i 1940 i Tulsa, Oklahoma. Filmen var formet som en reportagefilm fra en af hans turneer i det vestlige USA, hvor han også i første omgang vendte tilbage til sin hjemby. Vi kom så også videre vest på til Californien, Nevada, og Colorado, og kameraet indfangede en hel del af de uspolerede landskaber i disse områder.
Cales musik er lige så uspoleret af kommercielt ræs og leflen. Han hører til hvad vi i dag kalder americana, musik med rødderne plantet i den amerikanske folklore i en eller flere afskygninger. Cale har helt tydeligt både blues, country, jazz og rock'n'roll med i sin bagage, men hans stil er helt hans egen. Den er minimalistisk, præget af enkelhed, det engelske ordsprog less is more passer perfekt til hans musik. Selv når der er et hornarrangement på er det gjort diskret og uden kraftige blæs. Derfor har ham og hans band også blevet beskyldt for ikke at kunne spille, men har man lyttet til nogle af de sublime soloer Cale selv kan lave på sin guitar og hans musikere - som han har holdt fast ved i hele sin karriere - på deres respektive instrumenter, så har man hørt, at det kan de godt. Den minimalistiske stil er et bevidst valg og netop fordi den er er så bevidst enkel og uden voldsomme armsving, der lefler for nogen instinkter, river den med og griber om hjertet.
I denne dokumentar får man også indblik i, hvem han er som person, og ingen tvivl, han er som sin musik, ligefrem og menneskelig og støvsuget for primadonnanykker. Hans musikere, pladeproducer og hans søster fortalte også mange interessante ting om ham, og han var tydelig afholdt. Desuden medvirkede Eric Clapton, der var med til at gøre Cale berømt i starten af halvfjerdserne, da han indspillede hans sang After Midnight på sin første solo-lp. Han fortalte om Cales betydning for sit spil og en ganske sjov historie om, at han selv havde spillet på scenen med sit amerikanske forbillede uden at opdage, at det var After Midnight de spillede. Det skal også her nævnes, at selveste Mark Knopfler også har taget meget ved lære af J. J. Cale.
Man fik også prøver på ham som solist på akustisk guitar, hvor han viste, at han også mestrede den moderne fingerpicking. Han mestrer flere stilarter på guitaren, som han kan indlemme i sin musik på sin egen måde.
Ingen tvivl, J. J. Cales fans vil elske denne film, men jeg tror også, at den kan fungere som en udmærket intro for nye lyttere, der ikke kender denne moderne trubadur. Han er værd at lytte til, og denne dokumentar er værd at se.

Historien om Joan Baez

Der blev på kanalen DR-K vist et program om folkesangerinden Joan Baez, som må siges at have betydet meget i den moderne folkemusik. Født i 1941 i en familie, der flyttede ret ofte, startede tidligt at spille guitar og synge og blev snart indrulleret som purung pige i det gryende folkemusik-revival.
Udsendelsen var fyldt med klip fra hendes koncerter og engagementer. Det gjorde det til en sand glæde at følge hendes historie. Den vakte minder. Hun ville først og fremmest være et menneske, der kæmpede for alles lige ret uanset race og for ikke-vold og pacifisme, med  hendes egne ord: når hun sang sange, der havde en mening, så måtte hun også gøre efter dem.
Selveste Martin Luther King støttede hun op om i hans hårde kamp. Her mindes jeg , at første gang jeg hørte hende var hos familie, der havde en singleplade med hende, hvor hun sang We Shall Overcome. Den var der mange, der indsang på det tidspunkt, men denne utrolige intense sopranstemme, det var noget helt særligt.
Midt i tresserne havde hun også et forhold til Bob Dylan, hvis sange hun beundrede. Det forhold endte ikke så lykkeligt, men hvor var det dejligt at høre dem begge i udsendelsen tale gensidigt positivt om hinanden.
I en tid, hvor Vietnamkrigen satte sindene i kog havde man stor sympati for hende, da hendes daværende mand David Harris sad i fængsel for at nægte militærtjeneste. Ægteskabet gik i stykker tre måneder efter hans løsladelse, men i denne udsendelse fra i år kunne de sidde og snakke sammen om dengang.
Hendes styrke er hendes utrolige sopranstemme, selv i dag holder den stemme sig godt, det kunne høres i flere af de nyere koncertoptagelser med hende. Hun mestrer også den kunst at variere sit guitarspil til sangene, så hun undgår monotonien. Mange folkesangere dengang strummede bare akkorder på en akustisk guitar, men hun kunne lave fingerspil, der bare sad rigtigt til de sange hun sang.
DR-K er en kanal, der genudsender meget, så til dem, der missede den kan jeg varmt anbefale at holde øje med den og se den, når den kommer.

Her er et klip med hende fra velmagtsdagene med en sang skrevet i Robbie Robertson fra legendariske The Band.

Smuk kirkekoncert på TV med Finn Olafson

Det var en god oplevelse at se guitaristen Finn Olafson på tv-kanalen DK4  sammen med Michael Vogelius Larsen på keyboards og percussion, og hans bror Torsten Olafsson på bas, shakuhachi, tablas og percussion. Koncerten blev holdt 29. september 2013 På Frederiksborg Slotskirke og da DK4 er en kanal, der genudsender flere gange, så skal der nok blive mulghed for at se den for dem, der gik glip af den.
Finn Olafson er en yderst kompetent og teknisk overlegen guitarist, der efterhånden har fået international anerkendelse, men hans musik er ikke ren opvisning i guitarteknik, han bruger teknikken til at lave virkelig musik med. Det er musik, der må siges at ligge i grænsefeltet af klassisk guitar og næsten alt det andet. Ind imellem har det også et østligt, let meditativt præg, især understreget af, at hans basspillende bror ind imellem gav den på indiske tablatrommer og fløjte. Det er meget bygget op over enkle motiver, der gentages og varieres, og guitarens klangmuligheder bliver udnyttet. Det blev så også bevist, at når et elektronisk keyboard bruges smagfuldt og med omtanke, som det blev ved denne koncert, så går det udmærket i spand med akustisk guitar.
Så det var alt i alt en oplevelse, som kan anbefales til alle, der kan tage DK4 på TV.
Læs mere om Finn Olafson her.

Guitar og salmer

Hvis nogen så udsendelsen DR Kirken fra Skt. Mortens Kirke i Randers, så blev gudstjenesten her holdt på et værtshus, hvor præsten Flemming Kloster Poulsen stod på en ølkasse og prædikede, og musikken blev foretaget af to spillemænd på violin, den ene skiftede til guitar ind imellem. Der var en del spillemandsmusik og guitarens ledsagelse var et eksempel på, hvad jeg har omtalt i Guitaren i diverse folkemusikalske sammenhænge.
Hvad jeg gerne vil snakke om her er, at guitaren sammen med violinen så også blev brugt til ledsagelse af salmesangen. Fint klaret, i betragtning af, at salmerne ofte skifter harmoni på næsten hver tone og derfor er meget vanskelige at bruge guitar til. Men det kan lade sige gøre, så skal guitaristen bare være så øvet, at han er vant til at mange og hurtige skift. Det er så også derfor, at kun få deciderede salmer er rigtig begyndervenlige. Men viderekomne skal da endelig kaste sig ud i det.
I nævnte udsendelse var det violinen, der spillede melodien, og guitaren spillede akkorderne til salmerne. Det kan være vanskeligt med melodi på guitaren, men så skal guitaristen have lært at spille melodierne. Mange vil nok her foretrække den klassiske guitarstil, danske Ingolf Olsen lavede adskillige indspilninger med salmesang ledsaget af sin klassiske guitar.
Se også Guitar og fællessang.
Se omtalte udsendelse

Mogens Sørensen

Sangbog for guitarbegyndere

ÅH NEJ!! IKKE TOM DOOLEY IGEN!
Når begyndere har lært de første få akkorder, kan de allerede spille adskillige sange til disse. Problemet er, at de ofte kun har de sange, som de har fået udleveret i forbindelse med undervisning eller er i deres lærebog, og når de kigger i andre...

kr151,08 Paperback

Køb nu

Joe Pass i SommerJazz

Hvis man er en af dem, der kan tage DR's kulturkanal DR-K, så kan man følge serien Sommerjazz med gamle optagelser fra tidligere jazzfestivaler i København. I aftes var der en optagelse fra 1983 med guitaristen Joe Pass ledsaget af den for tidligt døde Niels Henning Ørsted Pedersen på bas. De spillede på scenen i det ikke længere eksisterende Jazzhus Slukefter i Tivoli. Savnet af dette spillested kunne mærkes, da man til de to musikere havde bagtæppet med et billede af det gamle Tivoli.
I udsendelsens første halvdel spillede Joe Pass alene på scenen, det fungerer, da han er en af pionererne for den såkaldte fingerstyle jazz, en jazzform, der har indoptaget den klassiske teknik med melodien på de lyse strenge og akorder og basløb på den mørke. Han er også en af dem, der formår denne stil og tage den til virtuose højder. Det kunne godt være en vanskelig teknik at improvisere i, men han kan det og holder akkordforløbene med de vanskelige akkorder. Kameraet var i nærbillede næsten hele tiden, så man kunne følge hans teknik.
Så fik vi lige et kort interview med ham, hvor han fortalte om hvordan han udviklede stilen. Han var blevet bedt om at gå ind og spille noget solo af en orkesterleder, og det følte han sig meget nervøs ved, for det kan gå ved ballader, men er vanskeligt ved stykker i højere tempo. Men det havde gjort, at han havde udviklet det stil, som han er kendt for i dag. Han havde også nogle betragtninger om improvisation, hvordan musikerne må lytte til hinanden.
Så var vi igen i Slukefter. Nu gjorde Niels Henning sin entre med bassen og viste sin sædvanlige dygtighed og stilsikkerhed. Endnu engang måtte jeg konstatere, at den knipsede kontrabas og guitaren klinger smukt sammen. Et nummer, der især swingede, var en komposition af solobassens foregangsmand Oscar Pettiford.
DR-K genudsender meget deres udsendelser, endda flere gange. Hold øje med denne her.