fredag den 30. september 2011

Kom i gang - 5. lektion: Vi går videre med sange i mol.

Start med første lektion
Sidste gang lærte du A-molakkorden og fik en fil med yderligere sange i D-dur på kun to akkorder. Med henblik på listen til sidst i den fil, læs lige mit indlæg At kunne spille efter gehør
Jeg håber, at du føler du er kommet godt i gang nu. Du kan spille sange med kun to akkorder i D-dur, og nu skulle du også herefter kunne spille sange i mol, nærmere bestemt A-mol. Her skal du så også, ligesom ved durtonearten D lære en akkord til, og det er E7:
Diagram over E7-akkorden for guitar
E7


Øv den som de andre, en streng ad gangen og få den til at lyde rent. Øv så at skifte mellem de to akkorder - læg mærke til, det er som at skifte mellem D og A7, to fingre skal flyttes en streng op og ned og ringfingeren skal lægges af og på. Øv det som du øvede skiftet mellem D og A7, altså, 4 gange Am, 4 gange E7 indtil det sidder.
Hør på podcast
Her er et gammelt gospelnummer til de to akkorder:

Tekst til Joshua fit de battle med akkordangivelser

Prøv den, og øv nu fremover på den måde, at du varmer op med de sange du kan (dem i D-dur) og slid så med det nye og slut af igen med noget du kan.

Her er resten af sangteksten:

Now the Lord commanded Joshua;
"I command you and obey you must;
You just march straight to those city walls
And the walls will turn to dust that morning."
Refræn:

Straight up to the walls of Jericho
He marched with spear in hand,
"Go blow that ram's horn," Joshua cried,
"For the battle is in my hand that morning."
Refræn:

The lamb ram sheep horns began to blow,
And the trumpets began to sound,
And Joshua commanded, "Now children, shout!"
And the walls came tumbling down that morning.
Refræn:

Hør på podcast

6. og næste lektion
Her skal du lære den hidtil vanskeligste akkord, G-dur akkorden. Til gengæld kan du sige, at så er der banet nye veje for dit guitarspil.

torsdag den 29. september 2011

Gademusikere

Det er blevet legalt at spille på visse gader i København og andre byer inden for en vis tidsramme - ikke som i tresserne, hvor folkesangeren Cæsar havde et polititilhold for at spille på Strøget i København. Derfor er gademusikere også en stor del af gadebilledet, og fordi der er mange skal de ikke vente den store indtægt fra dem, der smider noget i deres kasser. Kun dem, der på en eller anden måde gør noget usædvanligt, river folk med sig, kan få folk til at smide en mønt i et glas.
Så med andre ord: de guitarister, der spiller udgave nummer jeg ved ikke hvad af Blowin' in the Wind eller Me and Bobby McGee trækker ikke gavmilde mennesker til sig. En stor del af gademusikerne er også slet og ret tiggere med et musikinstrument. De kunne lige så godt sidde med en fremstrakt arm som andre tiggere.
Men det hænder dog, at en gademusiker hæver sig. I København har vi i flere år haft Yul Anderson, der gør noget så usædvanligt som at få et helt opretstående klaver ud på gaden og så sidde og spille sin improviserede solo-jazz.
Det hænder også, at der er guitarister, der laver noget lidt usædvanligt - som at spille klassisk guitar midt på gaden eller dem, der kan lave nogle solostykker eller få folk til at synge med. De kan trække folk til.
Men er du en af dem, der vil prøve at spille på gaden, så gør det ikke for at skaffe en ekstra indtægt. Det sker ikke mere, kun hvis du skiller dig ud fra mængden. Gør det for at prøve at spille for et publikum, hvis du ikke har gjort det før, eller for at gøre reklame for din musik. Til de formål er det godt nok.
Gå så lige en tur i din by og prøv at lægge mærke til nogen gademusikere.

onsdag den 28. september 2011

Irsk musik på metaltunger og guitar

Det var en dejlig intim og afslappet koncert, som trioen Pure Irish Drops gav i Metronommen på Frederiksberg i lørdags. John Murphy på harmonika og Benny McCarthy på mundharpe sørgede for metaltungelyden, som klingede godt til de karakteristiske irske danseformer.
Men lad os da ikke glemme Dónal Clancy, der leverede et effektivt akkompagnement og i visse numre også spillede solo. Han brugte den teknik med plektret til at spille jigs og reels, som også anvendes af bluegrassguitarister. Det var tydeligt, at han brugte en alternativ stemning, men jeg fandt ikke helt ud af hvilken - måske DADGAD eller sænket D.
Stor ros til Copenhagen Folk Club for den gode lyd og den hyggelige atmosfære ved koncerterne.

mandag den 26. september 2011

Moderne fingerspil . 4. lektion Sæt det på alle akkorder

Start med første lektion
Nu sidder det første grundlæggende mønster i det moderne fingerspil - det har mange navne, hvis du ser i engelsksprogede guitarskoler om det - modern fingerpicking, fingerstyle, Cotton picking (efter folksesangerinden og guitaristen Elisabeth Cotton), Travis picking (efter countryguitaristen Merle Travis).

Med sangen Blowing in the Wind lærte vi det med akkorderne C, F og G7, som hører sammen i C-dur. Det kunne nu også være en god ide at øve det på alle de andre åbne akkorder. Hvis du ikke allerede har downloadet akkordoversigten, så gør det nu.

Tommelfingeren starter i takten med akkordens grundtone, det vil sige den tone, som akkorden er opkaldt efter. Her kan det så være gavnligt at kende tonernes beliggenhed på de tre dybe strenge. se mit indlæg om Bastonen.
Hvad der så gælder for G7 gælder også den almindelige G-akkord. Udover den, så har også spille E-akkorden (og E7 og Em) grundtone på 6. streng, så der spilles i højre håndligesom på G. A-akkorden (og A7 og Am) samt H7 har grundtonen på 5. streng, så de spilles ligesom C. D-durakkroden (og D7 og Dm) har grundtonen på 4. streng ligesom F, så den spiles i højrehånden ligesom den. Øv fingerspillet på alle akkorder.
Hør det på podcast


Bemærkning om barrégreb: nu lovede jeg, at de ikke ville blive forudsat kendt i dette forløb - det står jeg ved - men hvis du skulle være en af dem, der kan disse greb, så øv da endelig også det moderne fingerspil på barré. De e-formede har grundtone på 6. streng, de a-formede har grundtone på 5. streng.

Jeg vil foreslå, at du prøver at øve en vamp i C-dur, den ser sådan ud:

| C | Am | Dm | G7 | C |

Du kan smide den ind i slutningen af Blowing in the wind, så den får en lidt udvidet harmonisering.


Derudover vil jeg også foreslå, at du går til mine indlæg Kender du vampen og Vampvariationer, og prøver at øve fingerspillet til denne akkordfølge med varianterne.
Hør det på podcast

Øv det til sange, som du allerede kan - ja, dette kursus henvender sig jo til fortsættere, så jeg går ud fra, at du har et repertoire. Øv det til sange, som du er rutineret i og hvor du kan akkordskiftene på rygraden, ellers kan du ikke koncentrere dig om at øve fingerspillet.

Sidst på podcasten spiller jeg en anden Dylan-sang, Don't think twice, it's allright, hvor Bob selv bruger dette fingerspil på hans indspilning på hans anden LP The Freewheelin' Tekst og akkorder til Don't think twice
Hvis du ikke kan den i forvejen, så øv den i starten med at anskå akkorderne. Når du er rutineret i dem, så læg fingerspillet på.
5. og næste lektion
Intro til "ugens mønster," i hver lektion er der fra da af et mønster, som kan indlæres og bruges,

søndag den 25. september 2011

En aften i bluesmusikkens tegn

I fredags havde Cinemateket i København en aften sat i bluesmusikkens tegn. Der blev vist dokumentarfilmen You see me laughing, et citat fra en bluessang: You see me laughing to keep from crying. Filmen, der er fra 2005, viste en tur til Mississippi og ifølge præsentationen var det ikke helt delta blues som der stod i programmet, men mere blues fra det omliggende område, hvor der er mere bakket, det kaldes derfor Hill Country Blues.
Mange af de medvirkende musikere havde nået en vis alder, men det var interessant at se, hvordan det havde udviklet sig siden legendariske Robert Johnsons dage. Nu var el-guitar blevet almindelig og den karakteristiske lyd var dannet af to sådanne og en trommeslager, men uden bas. Mange af skæbnerne var også tragiske, men havde formået at klare sig. En polioramt guitarist klarede at spille slide med en smørkniv på en omvendt guitar, andre levede i fattigdom og spillestedet Juke Joint var siden filmens optagelse brændt ned.
Der blev i det hele taget rørt ved mange ting i bluesmusikken: tradition contra fornyelse, de unge hvides begejstring for de gamle sorte mænds musik. Flere rockkendisser som Iggy Pop og Bono fra U2 dukkede også op og fortalte om deres forhold til musikken.
Efter filmen var der levende musik med et dansk band Fried Okra Band, der spiller i denne tradition, og de gjorde overbevisende indtryk. Deres spil var yderst afvekslende og de stod med begge ben i traditionen uden at blive museumsband.
Dejlig og lærerig aften for en blueselsker.

tirsdag den 20. september 2011

Hvordan vælger jeg bastonerne?

I visse anslagsformer, som vi anvender til at slå akkorderne an med på guitaren, er der i starten et knips med tommelfingeren på en af basstrengene, som de tre dybe strenge kaldes. Det har vi både i fingerspil - både det basale, klassiske og moderne fingerspil - og i bas efterfulgt af akkord, kaldet bas med efterslag, som er almindelig i f. eks. countrymusikken. Det er bare: hvilken basstreng skal tommeltot slå an?

Bassist-lærdom

Det er her, at vi skal lære lidt af det samme som en bassist lærer: at vælge enkeltonerne, der hører til en akkord. Derfor må vi lære, hvad tonerne hedder på de dybe strenge, i første omgang på de løse strenge og første tre bånd. Her er en oversigt:

6. streng e som løs streng, 1. bånd er f, 3. bånd er g.
5. streng a som løs streng, 2. bånd er h, 3. bånd er c.
4. streng d som løs streng, 2. bånd er e, 3. bånd er f

Det er kun de såkaldte stamtoner, for de afledte toners placering skal nok komme af sig selv, se Tonesystemet, og alle de åbne akkorder (akkorder med løse strenge) er alligevel baseret på stamtoner. Det besynderlige med, hvorfor nogle toner så springer et bånd over og andre ikke gør, der må jeg henvise til siden om Tonesystemet.
Spil disse toner igennem flere gange dagligt og sig tonenavnene højt mens du spiller, indtil de sidder på rygmarven. Når så du skal vælge bastonen i dit fingerspil eller rytmespil, så se efter: hvilken tone i akkorden har samme navn som akkorden som helhed? Det er akkordens grundtone, og den starter du med efter et skift til akkorden. Det vil også være den, som du bruger ved enkeltbas, den bas hvor det er samme tone hele tiden.
Lad os se på ekempler. Tre akkorder er det nemt at huske, da deres grundtoner er på løse strenge, nemlig E, A og D. Men hvad så med f. eks. G? Tag en G-akkord og se på ovenstående oversigt: hvor er g henne i denne akkord? Hvis du sagde 6. streng, som du i denne akkord holder i 3. bånd, så svarede du rigtigt. Hvor tror du så C-akkordens grundtone er? Prøv lige at tænk inden du læser videre. Ja, 5. streng, som du holder i 3. bånd.
På musictheory.net/exercises er der en god øvelse til at lære dem. Sæt mærke i Fretboard Note Identification, under Would you like to customize your exercise? vælg Yes. Så får du mulighed for at vælge instrument, den står som standard på guitar, men gør den det ikke, så vælg den. Vælg så også, om du er højre eller venstrehåndet (Left-handed - Right-handed), vælg så positionerne ved at sætte flueben i Open og i 1, 2 og 3. Resten gemmer du til en senere fase i din udvikling. Klik så på Start exercise og når du se den røde bolle på en position på det tegnede gribebræt, så klik på tonenavnet nedenunder, den vil så melde rigtig eller forkert.

Vekselbas

Det veksler mellem grundtonen og en af de andre toner, i det såkaldte moderne fingerspil gør tommelfingeren det på hvert taktslag. Her er det så skiftevis grundtonen og 4. streng, der kan veksle med den tredje basstreng i akkorden på 3. taktslag, se Moderne fingerspil 2.
I det mere basale, klassiske fingerspil og bas med akkordslag er det kun på nogle taktslag, ind imellem kun på 1. taktslag. En god regel er som før nævnt grundtonen det første taktslag efter at der er skiftet til akkorden, er der mere end en bastone i takterne, så også gerne grundtonen på første taktslag. Når der spilles vekselbas, så veksles der med en af de andre bastoner i akkorden.
En undtagelse fra denne regel er, at man i 7-akkorderne bruger en anden tone end grundtonen. Det er for at undgå, at man gentager en tone ved akkordskift. Hvis du f. eks. skifter fra D til A7, så hører tonen a også med til D og så kommer der ikke noget rigtigt skift med enkelttonen a. Derfor anslår man her 4. streng, som i denne akkord er e.
En bassist stræber efter, at hans basgang er en lille melodi i sig selv. Derfor er det en god ide ved akkordskift at vælge vekselbastonen på sidste taktslag i den akkord der skiftes fra, der ligger lige under grundtonen til den akkord, der skiftes til, så der kommer en trin op i bassen. Der er nogle akkordskift, hvor det kan lade sig gøre.
F. eks. fra C til F. Her kan du i C-akkordens sidste bastone inden skiftet slå e på 4. streng, 2. bånd an. Når så der kommer et F bagefter, hvor du slår 4. streng an, så er det blevet en trinbevægelse.
Gå selv på opdagelse i de akkorder du kan.
Hvis du er en af dem, der kan barréakkorderne og spørger: hvad med dem? så kan det siges meget hurtigt: de e-formede ´har grundtonen på 6. streng, de a-formede har på 5. streng. De samme principper gælder.

mandag den 19. september 2011

Moderne fingerspil . 3. lektion En ekstra tone på takten

Start med første lektion
Vi har i første indlæg lært at spille med tommelfingeren, der regelmæssigt holder pulsen på de dybe strenge, så lærte vi at lægge de lyse strenge på mellem taktslagene - det er et fingerspilsform, hvor det er meget udbredt, det er hvad man kalder synkoperet, betoningerne mellem taktslagene. Vi lærte så i forrige indlæg, at veksle mellem nogle af de dybe strenge.

Selv om det er en synkoperet fingerspilsform, så kan det forekomme, at man spiller nogle toner lige på takten, dvs., at der slås en lys streng an samtidig med et tommelfingeranslag på de dybe strenge og ikke - som i foregående lektioner - mellem.

Vi skal prøve at føje det til det mønster, som vi allerede kan. På første taktslag, så slå 1. streng an med ringfingeren - og fortsæt så ellers som vi har lært indtil nu med de synkoperede toner. De er så bare flyttet hen mellem henholdsvis 2.-3. taktslag og 3.-4. taktslag.

Prøv at spille de tre akkorder, C, F og G7 med denne ekstra tilføjelse, og når du kan det, så prøv Blowing in the Wind med dette fingerspil.
Hør det på podcast

Du har hermed gradvist fået bygget et mønster i denne fingerspil stil op og har dermed lært grundprincippet. Vi går videre næste gang med at prøve det til andre akkorder, og jeg vil anbefale at du inden da lige kigger på indlægget Kender du vampen
4. og næste lektion
Her vises det, hvordan du skal sætte fingerspillet på samtlige akkorder.

lørdag den 17. september 2011

Veteraner i topform

De svenske "grand old men" indfor bluegrass kan endnu, de fem der havde fundet sammen i bandet Zeke Zzzypt Hilbilly Quintet gav en koncert af høj rang på Karens Minde i går. Fra start til slut klingede bandet med den bluegrass-stil, som man især forbinder med tresserne, den såkaldte newgrass, hvor indflydelsen fra den gængse folk-scene og rockscenen slog igennem både i spillestil og repertoirevalg. De rockede elementer gav en rytmisk energi, der dog ikke kvalte bluegrass-traditionen, og vi fik sange både fra traditionelle standarder også fra bluegrassens far Bill Monroe og fra så forskelligartede kilder som Bob Dylan, CCR og Rolling Stones. Per Fält på banjo er nok en af de få skandinaviske banjospillere, der mestrer "melodic" stilen som kendes Alan Munde, om hans hår end er blevet gråt, så er hans banjospil så frisk og klart som altid. Interessant i denne blogs sammenhæng er, at de havde to guitarister, hvad der er sjældent i bluegrass, Den ene brugte den udelukkende til akkordspil, men han var en fremragende sanger. Den anden spillede genuine akkordbaserede soloer a la Doc Watson. Hans guitar gik ikke altid så klart igennem som man kunne ønske. Også lige en hånd til mandolinspilleren for hans solide spil og bil bassisten for hans gode rytmesans.
Svenskerne kan, det må man sige både i bluegrass og fodbold.

fredag den 16. september 2011

Kom i gang - 3. lektion: De basale taktarter.

Start med første lektion
Har du øvet dig i at skifte mellem de to akkorder, D og A7? Har du også øvet Petersen og Poulsen?

Godt. Kan du så huske, at vi i første lektion havde om de to taktarter, 4/4 og 2/4? Petersen og Poulsen er i 2/4. Det er så vigtigt, at kunne de mest almindeligt forekommende taktarter, her mangler vi en endnu. Det er 3/4, som en vals kører i - du vil også kunne prøve, om det er en ved at sige børneremsen Abel Spendabel og høre, om trykket passer. Der tælles 1 2 3, igen med tryk på 1. Skift mellem D og A7 med 3 gange D, 3 gange A7 og så videre.
Hør det på podcast
Her er endnu en enkel børnesang, den kører i denne takt, Blæksprutten Olsen:
Takst til Blæksprutten Olsen med akkordangivelser

Her er også sat en angivelse af, hvor guitarslagene skal falde. At jeg gør det her de første gange, det svarer til at lære at køre med cykel og bruge støttehjul. På et eller andet tidspunkt må man undvære dem og køre uden, for i sangbøger med disse becifringstegn er der ikke angivet, hvor slagene skal falde. Der må du bruge øret til at høre det.
Der er også altid angivet akkordskift ved første vers, resten må man så tælle sig frem til eller lytte sig frem til, når ens øre er blevet tilstrækkeligt trænet.
Hør det på podcast
4. og næste lektion
Her lærer du den første mol-akkord, A-mol, til den kan du synge Jeg har fanget mig en myg.

torsdag den 15. september 2011

At høre sig selv

Nu har jeg i et stykke tid lavet podcasts/lydfiler til flere af indlæggende på denne blog af den simple grund at adskillige ting vil fungere bedst, når de besøgende har mulighed for at høre hvordan det lyder, evt. også med en mundtlig forklaring, der supplerer den skriftlige.
Det har også givet mig mulighed for at høre mig selv, og jeg har set, at det er nok en gavnlig ting for alle musikudøvere. Her kan man straks høre, hvilke unoder man er slem til at lave og som man ikke opdager selv, når man sidder og spiller. Adskillige ting, som jeg skulle publicere her, måtte jeg tage om et par gange eller skære noget i.
Før i tiden var det båndoptageren, der kunne gøre denne gavnlige funktion, i første omgang den såkaldte spolebåndoptager. Den havde efter sin tids forudsætninger udmærket lydkvalitet, men var klodset og besværlig. Så kom kassettebåndoptageren, som var mere handy, men var en svækkelse af lydkvaliteten.
Ved den digitale revolution fik vi først de såkaldte DAT-bånd, der reducerede båndstøjen betydeligt. I dag kan man indspille på sin computeren med en god mikrofon eller med en mp3-optager, som kan haves i lommen. Her får man absolut den bedste optagekvalitet, der så yderligere kan forbedres med den rette software.
Men selv om du måske ikke lige har ambitioner om at udgive noget, hverken på Nettet eller CD, så kan det være en god hjælp at indspille bare for at høre dig selv. Det er absolut en mirakelkur til at fjerne diverse unoder.
Mikrofoner af god kvalitet og mp3-optagere kan købes i de musikforretninger, der handler med elektrisk udstyr.

onsdag den 14. september 2011

Kom i gang - 7. lektion Modal mol

Start med første lektion
Sidste gang var det den nye akkord G, som vi så på. Den er nok den hidtil sværeste akkord, men den lukker op for nye muligheder. Vi prøvede så også at skifte mellem den akkord og så D og A7. Hermed bliver du i stand til at spille mange sange, for der er rigtig mange sange, der kan synges til tre akkorder.

Vi prøvede så med den gamle sang om Storkespringvandet. Der er meget af G i den, det er ellers ikke så tit, at der er det - men så får du øvet det med denne sang. Spil den langsomt i starten, så der ikke bliver nogle ophold ved skiftene.

Når du nu har lagt den til D og A7, bliver du i stand til at spille til mange sange - endda flere voksensange. Her kan nummer II af Ebbe Nielsens Spil Bare Løs komme dig til hjælp - her er flere sange med de tre akkorder, men jeg har så også lavet en pdf-fil med nogen af dem. Download den. Du vil kunne høre mig synge et-to vers på podcasten. Find nogen du kender og kan lide - og spil til dem.

Ingen nye akkorder i dag, men til næste gang vil jeg opfordre dig til at øve skift mellem G og Am, på samme måde som du har øvet tidligere skift, 4 slag på hver af dem skiftevis - så to slag, så et slag. Det er så en anden slags mol end forrige gang, den såkaldte modale mol, som især bruges i meget gamle sange. Mol, som vi lærte i lektion 5 kaldes tonal mol, men den modale er værd at få med, så du også kan spille de sange.
Hør på podcast

Prøv det på den gamle sømandssang What shall we do with the drunken sailor.

Tekst til The Drunken Sailor med akkordangivelser
Hvert vers er en gentagelse af samme linie tre gange som dette første vers. Her er resten:

Put him in the long boat until he’s sober

Pull out the plug and wet him all over

Put him in the scruppers with a hosepipe on him

Heave him by the leg in a running bowling

Tie him to the taffrail when she’s yandarm under

That’s what we’ll do with the drunken sailor
Hør på podcast

G-durakkorden sættes sammen med D og A7 og du bliver dermed i stand til at spille til sange med tre akkorder i D-dur.

tirsdag den 13. september 2011

Irsk musik starter sæsonen

Så starter Copenhagen Folk Club sæsonen, og det bliver d. 24. september kl. 21 med genuin irsk musik, for trioen Pure Irsih Drops skal spille på Metronomen, Godthåbsvej 33, Frederiksberg. Den består af John Murphy på den i irsk sammenhæng sjældne mundharpe, Benny McCarthy på harmonika og af interesse på denne blog Donal Clancy på guitar. Han er en af de mest efterspurgte guitarister i irsk musik og har vist sig som en yderst dygtig akkompagnatør af de traditionelle irske dansemelodier. Der er lagt op til en aften, hvor man kan føle sig hensat til de irske grønne enge og pubberne.
God start på den nye sæson.

mandag den 12. september 2011

Svenske bluegrassveteraner giver koncert

Nu starter foreningen Bluegrass i Danmark endnu en koncertsæson, og det indleder den 16. september kl. 20 med det svenske bluegrassband Zeke Zzzypt Hilbilly Quintet. Det bliver muligvis en herlig aften, for med i bandet er den i 70'erne fremtrædende banjospiller Per Fält og de øvrige bandmedlemmer er også veteraner i svensk bluegrass. Så der er lagt op til svensk bluegrass, når det er allerbedst, og det er jo bare at håbe, at forventningerne ikke skuffes. Også guitaristen skulle være en rimelig skrap musiker. Da det er et rimelig nydannet band har det ikke været muligt at hente nogen smagsprøver på Nettet hverken i form af YouTube-video eller lydklip, men så er man jo mere spændt på aftenen.
Koncerten finder sted i Karens Minde Kulturhus på Wagnersvej 19 i Sydhavnen. Den koster 100 kr. i entré, 80 kr. hvis du er medlem af bluegrassforeningen.

Moderne fingerspil . 2. lektion Udvidelse af fingerspillet

Start med første lektion
I sidste lektion startede vi på det moderne fingerspil med tommelfingeren, der kører den regelmæssige bas på de dybe strenge, og vi fik pege- og langfinger til at lave nogle pyntetoner på de høje strenge, som falder mellem taktslagene, det kaldes at de er synkoperede. Den regelmæssige bas med tommeltot og de synkoperede toner er denne stils vigtigste kendetegn.

Vi fortsætter denne gang med at gøre Blowing in the Wind lidt flottere - så hvis du ikke kan huske akkorderne til den, så gå lige tilbage og se dem.

Tommelfingeren kan yderligere veksle mellem de dybe strenge. Det bedste er, at den starter med akkordens grundtone på første taktslag, som vi også gjorde det med de tre akkorder i sidste lektion. Men så kan den - om du prøver det på C - også på 3. taktslag anslå 6. streng - her skal du så lige løfte ringfingeren på venstre hånd og flytte den op til 6. streng, 3. bånd. Så siger det:


Tablatur der viser vekslingen på 6. streng i 3. taktslag

Du kan gøre det samme med F-akkorden, hvor du så også skal løfte ringfingeren på venstre hånd og lægge den på 3. bånd af 4. streng.

På G7-akkorden behøver du ikke at flytte nogle fingre på venstre hånd. Her kan tommelfingeren anslå 5. streng på 3. taktslag. Så siger det:



Prøv at kombinere det med fingerspillet med de to øvrige fingre.

Først med C:

Så med F:
Så med G7:


Hør hvordan det lyder på podcast

Prøv så at spille det til Blowing in the Wind.
3. og æste lektion
Du får lagt en ekstra tone på fingerspillet, der ligger lige på taktslaget og har dermed fået opbygget det første karakteristiske mønster.

fredag den 9. september 2011

Kom i gang - 2. lektion: Hvordan øve et akkordskift

Start med første lektion
I forrige indlæg lærte vi D akkorden. Har du fået den til at klinge? Kan du synge de to sange Mester Jakob og Ro din båd til dem?

Der er ikke så mange sange, der kører i kun en akkord, så vi er nødt til at lære flere. Men allerede med den næste vil du kunne spille mange flere sange. Det er en A7:
Diagram over A7-akkorden
A7

Lær den som du lærte D, en tone ad gangen. Du skal så til at øve at skifte mellem de to akkorder. Læg mærke til: rigfinger er på samme streng som i D, bare et bånd højere. Husk altid ved akkordskift: lad hånden blive tæt ved gribebrættet, ikke noget med at tage den langt væk for nu at tænke over, hvad næste akkord er, bliv tæt ved. For at skifte til A7, så skal ringfingeren glide op til 2. bånd og langfinger skal flyttes op til 4. streng. Når den skifter tilbage, så glid med ringfingeren tilbage til 3. bånd og læg pege- og langfingeren på. Det er især det sidste, som er vanskeligt i starten, men øv det.
Hør det på podcast

Prøv at slå an med følgende øvelse:
8 gange D
8 gange A7
indtil det sidder

4 gange D
4 gange A7
indtil det sidder

2 gange D
2 gange A7
indtil det sidder

1 gange D
1 gange A7
indtil det sidder.
Gør det langsomt i starten, så der ikke bliver noget ophold ved skift.
Hør det på podcast

Du kan nu prøve vrøvlesangen Petersen og Poulsen. Princippet i denne måde at notere på er,er, at skiftet kommer der, hvor akkordnavnet står og den holdes indtil næste gang, der står et akkordnavn. skråstregerne viser, hvor guitarslagene skal falde:
Teksten til Petersen og Poulsen med akkordeangivelser
OBS! Også her angiver skråstregerne, hvor guitarslaget skal falde. Det er med vilje, at de er undladt i de to sidste vers, for når du engang sidder og kigger i sangbøger, der er ingen taktslagsangivelser og akkorderne står kun på første vers. Så for at øv dig i det, så prøv de to sidste vers uden angivelserne.
Øv dagligt skiftet og prøv sangen. Gør den langsomt i starten, så der ikke kommer noget ophold ved akkordskiftet.
Hør det på podcast

3. og næste lektion
Du får en indføring i de tre basale taktarter, todelt, tredelt og firdelt takt og er dermed påklædt til at spille sange i D-dur med to akkorder.

torsdag den 8. september 2011

Smuk koncert på JazzCup

Så blev koncerten afviklet på JazzCup - en af de mange koncerter, der var i farezonen efter Copenhagen Jazzhouse havde måttet aflyse sit program et stykke tid på grund af vandskade. Indehaveren af JazzCup lagde i aftes generøst lokale til at den danske superguitarist Jakob Fischer og hans trio kunne afvikle deres koncert med harmonikaspilleren Francesco Calí.
Trioen består udover Fishcer af den allestedsnærværende Hugo Rasmussen på bas og Janus Templeton på trommer, og de udviste soliditet og swing ved koncerten. Jakob Fischers guitarspil er altid en fornøjelse, og denne koncert var ingen undtagelse. Han brugte hele aftenen sin akustiske nylonstrengede guitar og samklangen med gæstens harmonika sad lige i øjet. Calis spiller på klaverharmonika og mestrer klaviaturet så godt som nogen jazzpianist, men da det er på harmonikaen giver det en særpræget  og smuk lyd. Koncerten bestod meget af de medvirkendes egne kompositioner, men Cali havde sammensat et stykke af to af filmkomponisten Nino Rotas kompositioner (ham Fellini brugte og som også leverede til Godfather-trilogien). Her kunne Jakob Fischer også være med, han havde lavet Steen Holkenovs kendingsmelodi til serien Huset på Christianshavn om til jazz. Skægt.
Stilen var lagt hen ad zigeunerjazz og brasiliansk klingende toner, og lidt var der også af både Django Rheinhart og Antonio Carlos Jobim.
En absolut høreværdig jazzkoncert med smukke og anderledes toner.

onsdag den 7. september 2011

Delta blues i Cinemateket

Det københavnske filmhus, Cinemateket, beliggende på Gothersgade 55 har denne måned et arrangement, der vil være til stor glæde for bluesfans. En fredag i måneden er det skik og brug med en musikfilm - det kaldes Friday Late Night - og denne måned vises den 23. september dokumentarfilmen You See Me Laughin', hvor man møder overleverne fra bølgen af delta blues, der i starten af det 20. århundrede dominerede Mississippi-området, og var en dominerende stil på de første blues-lakplader i 20'erne. Her indspillede bl. a. legenden Robert Johnson, der døde ung. I filmen møder man overleverne , der har den alder Robert Johnson kunne have haft. Udover at man får hørt prøver på den intense slideguitar og rustne sang, som er karakteristisk for stilen, så skulle filmen også vise bagsiden af medaljen: fattigdommen, alderdomssvækkelse i et samfund uden skygge af ældrepleje og de alvorlige sygdomme. Efter filmen vil den danske bluestrio Fried Okira Band spille. Deres stil er klart inspireret af delta blues'en.
Læs nærmere om arrangementet; You See Me Laughin'

mandag den 5. september 2011

Moderne fingerspil lektion 1 - Gang i tommelfingeren

Forudsætning i denne lektion

Læs lige indledningen hvis du ikke allerede har gjort det.
Dette er så første lektion i min intro på ti i det moderne fingerspil. Hvis du ikke har spillet noget fingerspil før
, så bør du lige læse indlæggende Basalt fingerspil og Basalt fingerspil i tredelt takt. Her vil du få en vejledning i hånd- og fingerstillingen, som du også bruger til det moderne fingerspil. Læs også siden om Tablatur, da det vil blive brugt som notationsmetode i dette forløb.
I denne lektion skal vi tage hul på det moderne fingerspil ved hjælp af Dylan-sangen Blowing in the Wind, som vi bruger i denne og de to næste lektioner til at få det bygget op. Vi bruger disse tre akkorder:

Diagram over C-durakkord for guitar
C
Diagram over F-durakkord for guitar
F
Diagram over G7-akkord for guitar
G7

Vekselbassen

Det moderne fingerspil har tommelfingeren som bandets rytmegruppe, der slår takten regelmæssigt på de mørke strenge. Det er vigtigt, at du får den til at køre det så regelmæssigt som en puls. Tag en C og lad tommelfingeren veksle mellem 5. og 4 streng på de fire taktslag i 4/4-takt.


Angivelse på tablatur af tommelfingerrytmen på 5. - 4- stremg

Husk: hold takten med den tommelfinger, den skal gå som et urværk!

Det er den gyldne regel nummer 1 i denne guitarstil - i det hele taget er det jo altid en gylden regel at holde takten, men i denne teknik har tommelfingeren hovedansvaret for det.

Når så du spiller det på G7, så skal tommelen spille på 6. og 4. streng, og husk nu at holde takten.

Angivelse på tablatur af tommelfingerrytmen på 6- 4- stremg
På F skal den spille 4 og 3. Få virkelig den tommelfinger til at køre det regelmæssigt.

Angivelse på tablatur af tommelfingerrytmen på 4- 3- stremg

De andre fingre føjes til

Så er det, at du skal føje de andre fingre til. Det er en synkoperet fingerspilsstil, dvs., at de øvrige toner udover tommeltots basslag for størstedelens vedkommende falder mellem taktslagene. Mellem 1. og 2. taktslag og 3. og 4. taktslag knipser pegefingeren 3. streng, og mellem 2. og 3. taktslag og 4. og 1. taktslag i den ny takt knipser langfingeren 2. streng. Få dem lagt på en ad gangen hvis det er svært

Angivelse på tablatur af det første fingerpicking mønster
PÅ F-akkorden er stattes 3. og 2. streng af 2. og 1. streng.
Angivelse på tablatur af første fingerpicking mønster med grundtone på 4. streng
Prøv så at synge Blowing in the Wind til dette. Du kan høre på podcast hvordan det skal lyde.

Første vers af Blowing in the Wind med akkordangivelser i C-dur
Du kan downloade hele sangens tekst fra mit musikværksted.

Vi fortsætter med at udbygge dette fingerspil i 2. og næste indlæg.
Du får vist en yderligere afveksling af tommelfingerbassen, så den veksler mellem tre strenge.

fredag den 2. september 2011

Kom i gang - 1. lektion: Hvordan lærer jeg en akkord?

Læs lige indledningen hvis du ikke allerede har gjort det.
Du er måske nybegynder, og sidder og tænker: nu vil jeg altså i gang. Fint, dette er den første af ti indlæg med podcasts, der henvender sig til dig.

Har du nu korte negle på venstrehånd og sidder med en god holdning med guitaren? Så skal du til at lære den første akkord, som man på guitaren lærer ved et såkaldt akkorddiagram. Her kan du gå op til menuen og gå ind på den side, hvor det forklares eller klik på linket. Sørg for at kunne læse dette diagram, for det er forudsætningen for at lære akkorder. Din første akkord er D. Den ser sådan ud:
Diagram over D-durakkord
D

Prøv så at tage denne akkord. Her må du så til at opøve en god håndstilling: bøj håndleddet så meget som muligt og lad de ydereste led af fingrene gå lodret ned på gribebrættet. Her ser du et billede af det:

Foto af hånd på guitarens gribebræt
Håndstilling på gribebræt
Spil tonerne en for en og lyt efter: er der nogen toner, der ikke klinger eller nogen, der snurrer? Så tjek, at der ikke er nogle fingre, der rører ved nabostrengen. Sørg for, at i hvert fald det yderste led af din finger går lodret ned BAG båndet, ikke på eller imellem båndet. Prøv om og om igen at spille en streng ad gangen, indtil hver enkelt lyder rigtigt. Den proces skal du bruge hver gang du lærer en ny akkord. Det er uvant i starten, og derfor føles det hårdt her med den første, men når først fingrene og hånden har vænnet sig til det, så vil det gå bedre med kommende akkorder.

Når de lyder rigtigt, så slå akkorden an samlet med din tommelfinger lige over lydhullet. Så har du en harmoni, som vi i vestlig musik bruger til at understøtte vores melodier.

Prøv nu at slå dem an i en fast puls, hvor du tæller 1 2 3 4, altså, du slår en takt, som det hedder. Det er en fire fjerdedelstakt. Koncentrer dig om at slå den takt på D-akkorden. Det skal være regelmæssigt som et urværk. Prøv så at spil den, mens du synger  Mester Jakob, skråstregerne ovenover angiver, hvor anslagene kommer i forhold til melodien:


Læg mærke til, at på "du" og "bum" er der to anslag, tonen i melodien er dobbelt så lang som taktslaget. Læg også mærke til "hører du ej." Her er der to toner på hvert taktslag. Alt andet går lige på taktslaget og hverken kortere eller længere.

En anden taktart er 2/4. Her tæller du 1 2, og som i 4/4 får det første en ekstra betoning. Den kaldes marchtakt. Prøv Ro din båd med D-akkorden:

Her var også toner, som der var to af på taktslaget, og lagde du mærke til, at ordet "vuggende" var med tre på hvert taktslag? Hold guitarens rytme helt jævn.

Øv dagligt at tage D-akkorden, og syng de to sange til den.
Hør podcasten til dette indlæg

2. og næste lektion
Du får lært en ny akkord, A7, og får så en øvelse i at skifte mellem de to akkorder, som du så kan anvende til kommende akkordskift.

Nyt for guitarister på Homespun Tapes

Så har guitaristen og musiklæreren Happy Traum udvidet mulighederne på sit glimrende kompagni Homespun Tapes, der udgiver undervisningsmaterialer. Han har længe været på den samme download-vogn som Mel Bay og Grossmans workshop, men i lighed med sidstnævnte har de nu også lagt kombineret bog- og CD-materiale ud til betalt download. Så nu er der endnu engang gode nyheder for dem, der gerne vil have noget godt læremateriale, men hader fragtomkostninger, told, ventetider og andre ulemper, der er ved at bestille det per fodpost.
Homespun udgiver materialer for flere instrumenter, men der er nok af godbidder for guitarister.
Af de nye, som nu er åbne for download, vil jeg nævne nogle få stykker.
Happy Traum selv har lavet et bog/CD-sæt for absolutte begyndere, den hedder også Guitar for Absolute Beginners. Hører du til den kategori, så er det et godt sæt, der fører gradvist ind i de basale ting.
Fortsættere kan uanset hvilken genre de spiller få glæde af Andrew Dubrock Guitarist's Practice Trainer, der indeholder værdifulde øvelser til daglig brug, som er en god hjælp til at forbedre teknikken.
Selv om Russ Barrenberg især står for bluegrass og country, så kan man uanset genre få god hjælp til at lære gribebrættet at kende med hans Exploring the Fingerboard, et sæt med 6 CD'er, hvor han hjælper til at finde rundt i den forvirring, som gribebrættet hurtigt kan blive, når man passerer femte bånd.
Der er gode bluegrassting med Steve Kaufmann, også meget godt irsk musik for guitar, indføring i fingerpicking med Happy himself og meget andet.
Det var et skønsomt udvalg af eksempler, håber du har fået lyst til at gå på opdagelse og finde noget, som du kan bruge.