Viser opslag med etiketten Festivalanmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Festivalanmeldelse. Vis alle opslag

lørdag

Tønder Festival i fornyet form 2012

Så kom årets Tønder Festival, som jeg havde imødeset med spænding i år, da det var under en ny form. Allerede under forudbestillingen kunne det ses, nu var det ikke enkeltbilletter længere men et festivalarmbånd til en dag eller hele festivalen.

Den nye form

Så kunne man endelig tage det i øjesyn. Det var blevet mere koncentreret om festivalpladsen. De to gode gamle telt 1 og 2 var der stadigvæk, men så var der yderligere tre nye scener, en friluftscene ved skråningen, et spejltelt i belgisk stil og et mindre telt kaldet P4-scenen. Af de tre gamle scener uden for festivalpladsen var der bevaret Visemøllen, Kunstmuseet og Kulturhuset, og da de to første ligger klods op ad pladsen er det nu kun Kulturhuset der ligger afsides. Med forbehold for at jeg ikke var til koncert i Kunstmuseet, så var alt på disse ved det gamle.
Også på pladsen var der eftermiddagsarrangementer i gammel stil i de store telte, ligeledes aftenkoncerter inklusiv afslutning i Telt 1. Ellers var friluftscenen mere i folk-rockboldgaden, P4-scenen var tilsyneladende helliget nye danske navne på vej op og Spejlteltet var til lidt specielle ting og sene koncerter.
Alt i alt syntes jeg den nye form fungerede, da man havde vænnet sig til den. Måske lidt småfejl, men sådan vil det altid være, når en ny form bliver afprøvet, de bliver forhåbentlig rettet. Trængslen på festivalpladsen var mindre selv om lørdagen og der var flere små steder at sætte sig ind og spise. Alt i alt vellykket.

Sangskrivere og spillemænd

Musikken skal man ikke glemme, det er jo det vigtigste. Det var bestemt den gode gamle Tønderprofil med folkemusikken i centrum, måske lidt trist at den hyggelige gospelformiddag om søndagen var strøget, men ellers meget andet godt at glæde sig over.
Som det har været traditionen tro de sidste ti år var der Songwriters Circle søndag eftermiddag i Telt 1, første del ledet af den hollandske bluesmand Hans Theesink, anden del af den allestedsnærværende Tim O'Brien. De gav selv prøver på deres kunst og man fik smukke sange af Anthony da Costa, David Francey, Boo Hewerdine, Sarah Lee Guthrie, Eliza Gilkyson og den britiske sanggruppe Ahab.
To canadiske sangskrivere var et dejligt nyt bekendtskab for mig. Adam Cohen, søn af Leonard, gav en dejlig koncert i Kulturhuset fredag aften, hvor han demonstrerede, hvordan han slægtede sin far på ved mange ting, ikke bare den dybe stemme, men også den inciterende lyrik i sangene og de mange forskellige stiltræk, som er indoptaget i musikken. Han kunne tage sin fars skygge med en befriende humor. David Francey gav også nogle dejlige sange, ledsaget af et velklingende guitarspil i moderne fingerstyle stil.
Eliza Gilkyson fra USA gav også prøver på god sangskrivning om den jævne amerikaners liv. Hendes musik ligger i grænseområdet til countrymusikken, som blev tydeligt med den danske guitarist Jens Lystrups backup til hendes sange. Også hun har en far, der har en vis berømmelse, Terry Gilkyson, dog ikke at der er så mange der kender hans navn. Han var sangskriver hos Disney og indsang også sange der. Har man set Junglebogen med den amerikanske dialog på lydbåndet har man hørt ham synge bjørnen Baloos sang The Cold and Bare Necessities.
Også de canadiske piger Oh My Darling gav et særdeles godt sæt med den amerikanske old-timemusik, som de mestrer med stor virtuositet og meget charme i deres sceneoptræden. Le Vent Du Nord gav en livlig prøve på musikken fra den fransktalende provins Quebec.
Fra bluesfestivalen i Aalborg havde man arrangeret en kørsel med nogle af de udvalgte kunstnere, der gav en times blues i Spejlteltet flere gange per dag. Lidt af en bedrift.

Jubilæum

Så skal det heller ikke glemmes, at afslutningskoncerten var en hyldest til den amerikanske trubadur Woody Guthrie, der havde hundrede års jubilæum i år. Han har af gode grunde aldrig været på festivalen, da han døde otte år før den første, men hans ånd har svævet over den godt hjulpet på vej af, at hans familie har deltaget flere gange, desuden hans gode venner Pete Seeger og Rambling Jack Elliot. Hvem har ikke sunget med på This Land is Your Land eller Deportee uden at vide, hvem der stod bag disse sange?
Han blev fejret behørigt. Først med et sæt, hvor forskellige sangere kom på scenen og gav deres version af en af hans sange, Niels Hausgaard og Allan Olsen gav prøver på fordanskninger. Derefter et sæt med Guthrie Family, der blev ledet af farmand Arlo, der lod sine børn give deres versioner af deres bedstefars sange skiftevis med hans egne. Vi endte så med at synge This Land is Your Land som fællessang og gled så over i den traditionelle Will The Circle.
Som sædvanlig var det en rigtig god folk-festival og den nye form skal nok blive rigtig god, når den rettes lidt til.

onsdag

Tønder Festivalen endnu engang vellykket

Tønder Festivalen leverede endnu engang varen, en god gammel folk-festival som de plejede at være. Vejret kan ingen holde for, så ingen skal slås i hovedet for de kraftige byger, der skyllede ind over arrangementet, især om søndagen, hvor koncertteltene lignede et rent mudderbad, da vandet trængte ind. Tværtimod, stor ros til de ansvarlige for at finde en løsning hurtigt til afslutningskoncerten søndag aften, hvor der blev lagt gangbrædder ud i gangene.
Musikken holdt også den sædvanlige høje standard. Det er ikke muligt at nå alt på en så omfattende festival, så her vil jeg nævne nogle af mine store oplevelser, der er relevante i guitarsammenhæng - uden at forklejne den hollandske mandskvartet Deep River Quartet, der sørgede for at festlig gospelkoncert søndag formiddag og de unge skotter i Paul McKenna Band, der leverede forrygende keltisk musik. Strålende, men ikke så guitarrelevant.

Festivalgudstjeneste

Kristkirken har de sidste fire år haft en festivalgudstjeneste torsdag aften, og i år blev musikken leveret af de nyviede par Ditte Fromseier på violin og Sigurd Hockings på guitar, der er skrappe musikere på deres respektive instrumenter og har komponeret musik med solide rødder i folkemusikken. Han mestrede både fingerspil og plektrum på guitaren, og da han akkompagnerede hende med fingerspil ledte det mine tanker hen på det legendariske samarbejde mellem de to britere Martin Carthy på guitar og Dave Swarbrick på violin, som jeg husker for en fremragende koncert i Tønder i starten af halvfemserne.

De mange varierede musikere

Da singer-songwriteren Chuck Brodsky gik på scenen og leverde sine sange med tilhørende baggrundshistorier følte man Woody Guthries ånd svæve over festivalen. Brodsky viderefører den amerikanske folkesangstradition fra den gamle skjald, hvor livet ses fra bunden af samfundet med alt hvad det indebærer, og hos Brodsky føres den op til vor tid akkompagneret af et effektivt guitarspil. Dejligt at der stadig lever sangskrivere som ham - lad os håbe han ikke bliver den sidste.
Amerikaneren Tim O'Brien er fast gæst på festivalen og er med allevegne, men han har også format til det. Denne gang havde han en trio, der udover ham selv på violin og mandolin havde irske Arthur McGlynn på guitar og Dirk Powell fra Louisiana på banjo og harmonika. Som sædvanlig fra Tims side et flot sæt med varieret musik kædet sammen af hans tørre humor. McGlynn spillede guitar i den alternative DADGAD-stemning, hvad der gav bandet en for old-time og bluegrass særpræget lyd.
Fransk-canadisk musik var der også, storbandet La Boutine Soriante leverede et forrygende sæt ved afslutningskoncerten og tre tidligere medlemmer havde dannet deres eget lille band De Temps Antan, som jeg hørte fredag aften. Ægte musik fra Quebec-provinsen med det sjældne træk, at guitaren fik lov at spille solo. Deres guitarist leverede fremragende soloer i den flatpick-stil, som ellers forbindes med bluegrassmusikken.
Den skotske multiinstrumentalist Brian McNeill og hans landsmand, sangeren Ron Kavana gav et smukt sæt i Visemøllen lørdag aften, hvor de fremførte folkesange så medrivende som kun skotter kan gøre det. McNeill demonstrede i et sæt af fiddle- og harpemusik omarrangeret for guitar, at han mestrer den moderne keltiske guitarstil til fulde. Guitaren fik en smuk klang i hans hænder.
Så var der også traditionen tro Songwriters Circle, hvor flere sangskriver sidder på scenen og på skift fremfører prøver på deres kunst. Den blev ledet af canadieren Bruce Guthro, der har en lignende udsendelsesrække i hans hjemlands tv. Han gjorde det i en uhøjtidelig og afslappet tone, der inspirerede deltagerne til at yde det bedste. Her var flere gode, som jeg kunne tænke at høre et helt sæt med ved kommende festivaler - Chris Smitter med en meget smuk barytonstemme og velklingende finrgerspilsguitar, Guy Forsyth med tydelig bluesbaggrund og en ung Sara Jarosz, der deltog for første gang på festivalen og demonstrerede en yderst smuk stemme.

Bob Dylans 70 år

Selvfølgelig skulle Bob Dylans 70 år fejres, så lørdag eftermiddag var der lagt op til Dylan-sange med et husorkester til sangene fra hans rockperioder og flere forskellige sangere, der sang hver deres sang. Omend det nok er sandt hvad der er sagt, at ingen synger Dylan bedre end Dylan selv, så vil jeg da sige, at adskillige deltagere kom godt efter det. Blowin' in the Wind kom til at lyde usædvanligt smuk med den keltiske instrumentsammensætning ved Coast og vi fik da også Dylan gjort til bluegrass, som Tim O'Brien har lavet en hel CD med. Det er godt nok en eftermiddag, hvor man dårligt ved hvad man skal nævne - Guy Forsyths forrygende udgave af Subterrenean Homesick Blues, Chris Smitters fingerspilsudgave af Desolation Row eller meget andet.

Det var en vellykket festival trods vejr og vind. Musikken stod fast med sine kvaliteter trods disse vanskeligheder.

Folk, blues og ragtime festival i Kibæk



Midt i juli så jeg en plakat for Danish Acoustic Guitar Festival, den skulle finde sted den 30. juli - 1. august 2010. Jeg kiggede og tænkte hold da op, det er lige mig!
Heldigvis havde jeg denne sommer så mange penge på kistebunden, at jeg kunne klare udgiften, både til festivalen og rejsen så jeg slog til. Den fandt sted i Kibæk, ikke langt fra Herning, noget udenfor på kongrescenteret Skarrildhus, en tidligere tekstilfabrik. Det var gode faciliteter, med enkeltværelse med bad og dejlige lokaler at være i og god bespisning.
Og sikke et dejligt program, tætpakket med både koncerter i ragtime og blues boldgaden og workshops i samme genrer - endda med flere af de legendariske. David Laibman, Peter Finger, Duck Baker og Nick Katzman, som alle havde spillet på Stefan Grossmans pioneragtige pladeselskab Kicking Mule var der, og stemningen bar tydeligt præg af, at det for dem var en gensynsweekend. Tyskeren Peter Finger stod for de meget avancerede eksperimenter, han kunne siges at være den, der bryder grænser, men de andre Kicking Mule-folk plus Peter Johansson og John James spillede genuin ragtimemusik.
Bluesfans fik også meget godt fra hollænderen Hans Theesink, der gav en veloplagt solokoncert, og fra Woody Mann og Thomasina Winsow i parløb - hun sang fremragende - og vores egne Poul Banks, H. P, Lange og Kenn Lending. Hollænderen Ton Engels sluttede det hele af med sin egen personlige fortolkning af ragtimestilen.
Det var alt i alt en dejlig festival med guitarmusik i naturskønne omgivelser med en god service på stedet. Eneste anke er nok, at programmet var meget kompakt sammensat, jeg blev noget træt ind imellem. Men det viser også, at programmet virkelig var godt, når jeg ikke kunne få mig selv til at holde pause. Workshopsene gav god inspiration, og koncerterne var en strøm af god musik.

Tak til Lars Vedsø for initiativet og det store arbejde med denne festival. Jeg håber, at succesen gentager sig til næste år.