Tønder Festival i fornyet form 2012

Så kom årets Tønder Festival, som jeg havde imødeset med spænding i år, da det var under en ny form. Allerede under forudbestillingen kunne det ses, nu var det ikke enkeltbilletter længere men et festivalarmbånd til en dag eller hele festivalen.

Den nye form

Så kunne man endelig tage det i øjesyn. Det var blevet mere koncentreret om festivalpladsen. De to gode gamle telt 1 og 2 var der stadigvæk, men så var der yderligere tre nye scener, en friluftscene ved skråningen, et spejltelt i belgisk stil og et mindre telt kaldet P4-scenen. Af de tre gamle scener uden for festivalpladsen var der bevaret Visemøllen, Kunstmuseet og Kulturhuset, og da de to første ligger klods op ad pladsen er det nu kun Kulturhuset der ligger afsides. Med forbehold for at jeg ikke var til koncert i Kunstmuseet, så var alt på disse ved det gamle.
Også på pladsen var der eftermiddagsarrangementer i gammel stil i de store telte, ligeledes aftenkoncerter inklusiv afslutning i Telt 1. Ellers var friluftscenen mere i folk-rockboldgaden, P4-scenen var tilsyneladende helliget nye danske navne på vej op og Spejlteltet var til lidt specielle ting og sene koncerter.
Alt i alt syntes jeg den nye form fungerede, da man havde vænnet sig til den. Måske lidt småfejl, men sådan vil det altid være, når en ny form bliver afprøvet, de bliver forhåbentlig rettet. Trængslen på festivalpladsen var mindre selv om lørdagen og der var flere små steder at sætte sig ind og spise. Alt i alt vellykket.

Sangskrivere og spillemænd

Musikken skal man ikke glemme, det er jo det vigtigste. Det var bestemt den gode gamle Tønderprofil med folkemusikken i centrum, måske lidt trist at den hyggelige gospelformiddag om søndagen var strøget, men ellers meget andet godt at glæde sig over.
Som det har været traditionen tro de sidste ti år var der Songwriters Circle søndag eftermiddag i Telt 1, første del ledet af den hollandske bluesmand Hans Theesink, anden del af den allestedsnærværende Tim O'Brien. De gav selv prøver på deres kunst og man fik smukke sange af Anthony da Costa, David Francey, Boo Hewerdine, Sarah Lee Guthrie, Eliza Gilkyson og den britiske sanggruppe Ahab.
To canadiske sangskrivere var et dejligt nyt bekendtskab for mig. Adam Cohen, søn af Leonard, gav en dejlig koncert i Kulturhuset fredag aften, hvor han demonstrerede, hvordan han slægtede sin far på ved mange ting, ikke bare den dybe stemme, men også den inciterende lyrik i sangene og de mange forskellige stiltræk, som er indoptaget i musikken. Han kunne tage sin fars skygge med en befriende humor. David Francey gav også nogle dejlige sange, ledsaget af et velklingende guitarspil i moderne fingerstyle stil.
Eliza Gilkyson fra USA gav også prøver på god sangskrivning om den jævne amerikaners liv. Hendes musik ligger i grænseområdet til countrymusikken, som blev tydeligt med den danske guitarist Jens Lystrups backup til hendes sange. Også hun har en far, der har en vis berømmelse, Terry Gilkyson, dog ikke at der er så mange der kender hans navn. Han var sangskriver hos Disney og indsang også sange der. Har man set Junglebogen med den amerikanske dialog på lydbåndet har man hørt ham synge bjørnen Baloos sang The Cold and Bare Necessities.
Også de canadiske piger Oh My Darling gav et særdeles godt sæt med den amerikanske old-timemusik, som de mestrer med stor virtuositet og meget charme i deres sceneoptræden. Le Vent Du Nord gav en livlig prøve på musikken fra den fransktalende provins Quebec.
Fra bluesfestivalen i Aalborg havde man arrangeret en kørsel med nogle af de udvalgte kunstnere, der gav en times blues i Spejlteltet flere gange per dag. Lidt af en bedrift.

Jubilæum

Så skal det heller ikke glemmes, at afslutningskoncerten var en hyldest til den amerikanske trubadur Woody Guthrie, der havde hundrede års jubilæum i år. Han har af gode grunde aldrig været på festivalen, da han døde otte år før den første, men hans ånd har svævet over den godt hjulpet på vej af, at hans familie har deltaget flere gange, desuden hans gode venner Pete Seeger og Rambling Jack Elliot. Hvem har ikke sunget med på This Land is Your Land eller Deportee uden at vide, hvem der stod bag disse sange?
Han blev fejret behørigt. Først med et sæt, hvor forskellige sangere kom på scenen og gav deres version af en af hans sange, Niels Hausgaard og Allan Olsen gav prøver på fordanskninger. Derefter et sæt med Guthrie Family, der blev ledet af farmand Arlo, der lod sine børn give deres versioner af deres bedstefars sange skiftevis med hans egne. Vi endte så med at synge This Land is Your Land som fællessang og gled så over i den traditionelle Will The Circle.
Som sædvanlig var det en rigtig god folk-festival og den nye form skal nok blive rigtig god, når den rettes lidt til.