Viser opslag med etiketten Jazz guitar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jazz guitar. Vis alle opslag

søndag

João Gilberto er død, 88 år


Billede af Joao Gilberto med guitarenSå er en af de verdenskendte komponister gået bort, den brasilianske sanger, sangskriver og guitarist João Gilberto. Han var født juni 1981 og i går døde han, ifølge hans søn efter en længere tid med problemer med helbredet.














Bossa novaens far

João Gilberto var den store fører af bossa nova musikken i slutningen af halvtredserne, en ny musikstil med en tilbagelænet rolig rytme i modsætning til den ældre sambas hidsighed. Man hørte ham ofte fremføre sange komponeret af den brasilianske komponist Antonio Carlos Jobim, og med hits som The Girl from Ipanima og One Note Samba satte han for alvor Brasilien på det musikalske verdenskort.
Han blev ofte kritiseret - endda af sin egen far - for en lidt for særpræget sangstil. Han synger som en, der ligger og soler sig på stranden, men hans guitarspil er krævende krydret med avancerede akkorder som især forbindes med jazz.

João Gilberto og jazzen

Netop i jazzsammenhæng er han især kendt for sit samarbejde i tresserne med saxofonisten Stan Getz, der var en foregangsmand for cooljazzen, en tilbagelænet jazzstilart der passede som hånd i handske til bossa novaen. Hvis han havde været død nogle måneder før, kan man være sikkert på at den nylig åbnede Copenhagen Jazz Festival ville have haft en mindekoncert.
João Gilberto blev ved med at indspille musik og give koncerter i meget lang tid, men efterhånden begyndte kræfterne at svinde.
Det er en af verdensmusikkens store navne der hermed er gået bort. R.I:P.

onsdag

6-akkorder som barrégreb

Hvis du ikke allerede kan de grundlæggende barréakkorder, så gå lige til mit første indlæg om barré og videre derfra ved hjælp af linksene i slutningen af indlægget.
Hvis du har lært barrégreb, men ikke husker dem så godt, så hent lige min oversigt over grundlæggende barrégreb.

De to 6-barrégreb

Vi har tidligere haft om 6-akkorderne som åbne akkorder og for en nærmere forklaring henviser jeg til det indlæg. Der bliver det også vist, hvordan de skal tages på åbne akkorder. Her skal du bemærke, hvordan man tager en A6 og E6. For lige som de grundlæggende barréakkorder har en a-molformet akkord, der kan flyttes op og ned, og en e-molformet, der også kan flyttes, således har vi som barré en A6-formet akkord:
Diagram over den a6-formede barréakkord
A6-formet barré

Her er det nærmere ringfingeren, der holder en barré, men netop pegefingeren oppe på femte streng svarer til pegefingerbarréen i den almindelige a-formede barré.
Og en E6-formet akkord:
Diagram over den e6-formede barréakkord
E6-formet barré

Anvendelsen af disse 6-akkorder

Disse to akkorder kan du flytte op og ned på gribebrættet og derved tage en 6-akkord med samtlige grundtoner, præcis som på den oversigt, som jeg foroven anbefalede dig at downloade. Sådan er du nu, med disse to barréakkorder i stand til at tage en hvilken som helst 6-akkord, som du ser angivet i en sangbog over noder eller sangtekst.
Du kan så også bruge disse 6-akkorder på samme måde som de åbne 6-akkorder.
Du kan avende 6-akkorden på toneartens subdominant lige før det skifter dominanten, som altid ligger to bånd = en hel tone fra hinanden, . F. eks. F6 lige før det skifter til G7 eller - nu bliver du i stand til det med barrébreb - i F-dur Bb6 ligefør det skifter til C7 eller i G#-dur C#7 lige før det skifter til D#7 se harmonilæren for nærmere forklaring
Det lyder godt på de fleste calypsosange som f. eks. Jamaica Farewell.
Så nævnte jeg også det, at den bruges som slutakkord i jazz- og swingnumre, så hvis de virkelig skal lyde som den stil, så spil en 6-akkord på slutningen af dem i stedet for en ren dur-akkord.
Du kan finde nogen jazzsange på
Men i hvert fald: støder du i en sangbog på en angivelse af en akkord med et 6, så kan du nu spille det for alle akkorders vedkommende, når du kan de to barrégreb.

mandag

Modellen for Llevelyn Davis


I denne uge har Coen-brødrenes nye film Inside Llevelyn Davis Danmarks-premiere, en film der foregår under folkemusikboomet i starten af tresserne. Modellen for hovedpersonen er Dave van Ronk, en af de meget indflydelsesrige sangere og guitarister, selv om han ikke fik noget kommercielt gennembrud. Han blev født 10. juni, 1936 i Brooklyn, New York og bosatte sig i Greenwich Village,

Van Ronks tidlige karriere

Her optrådte han med jazz bands, han betragtede egentlig sig selv mest som blues og jazzsanger, og hans repertoire bestod meget af sange fra den afroamerikanske boldgade, selv om det også blev krydret med ballader og folkesange især fra Syden. Han var af irsk afstamning trods det hollandsk klingende navn og gav sine egne rytmiske fortolkninger af sange, der mentes at stamme fra Irland. Samtidig beundrede han bluessangere som Mississippi John Hurt og Furry Lewis.

Gennembrud og indflydelse

Han optrådte på cafeerne netop som de unge folkemusikere begyndte at samle sig i denne bydel og spille musik for hinanden. Han blev gode venner med bl. a. Bob Dylan, som han fik nogen gnidninger med efterhånden, Tom PaxtonRamblin' Jack Elliott og canadisk fødte Joni Mitchel. Noget af det, som især var nyskabende hos ham var, at han omarrangerede klassiske piano rags som Maple Leaf Rag og St. Louis Tickle for guitar, hvad en hel del unge guitarister tog til sig og rendyrkede, se mit indlæg her om Ragtime Guitar. Her skabte han en trend. Samtidig spillede han også sange, som man især forbinder med den traditionelle jazz og swingmusik, som han kendte fra sin optræden med jazzbands, og spillede dem i den moderne folk-fingerpicking stil. Med det satte han en farve på den moderne folkemusik, som den stadig besidder den dag i dag, se min indlæg om Moderne Folk Guitar.

Van Ronks senere karriere og person

Han var efter sigende en mand med mange talenter, der ofte kunne føre begavede samtaler med de universitetsstuderende, der kom til Greenwich og tog folkemusikken til sig. Muligvis var han også autist, men blev aldrig undersøgt for det og havde derfor ikke diagnosen, men hans ekstreme hukommelse med mange ting og hans evne til at lære guitarstykker og sange peger i den retning.
Han indspillede også adskillige plader og de fleste af dem spillede sig også ind igen, så han kunne leve, men han fik aldrig rigtig noget kommercielt gennembrud. I 1997 fik han så musiksammenslutningen ASCAP's pris for sin livslange musikalske indsats.
Den 10. februar 2002 tabte han kampen mod en alvorlig cancer og adskillige gamle folk-kunstnere fulgte ham til hans grav i Greenwich.
Nu kan vi vente spændt på hvad han har givet inspiration til i filmen Inside Llevelyn Davis.

Dave van Ronks eks-wife takes us Insiede fremragende interview med hans ekx-kone Terri Thai.

tirsdag

Mol7 som barré

Hvis du ikke allerede kan de grundlæggende barréakkorder, så gå lige til mit første indlæg om barré og videre derfra ved hjælp af linksene i slutningen af indlægget.
Hvis du har lært barrégreb, men ikke husker dem så godt, så hent lige min oversigt over grundlæggende barrégreb.

De to mol7-barrégreb

Vi har tidligere haft et indlæg om mol7 akkorder som åbne akkorder og for en nærmere forklaring henviser jeg til det indlæg. Der bliver det også vist, hvordan de skal tages på åbne akkorder. Her skal du bemærke, hvordan man tager en Amol7 og Emol7. For lige som de grundlæggende barréakkorder har en a-molformet akkord, der kan flyttes op og ned, og en e-molformet, der også kan flyttes, således har vi som barré en A-mol7-formet akkord:
Diagram over a-mol7formet barrégreb

Og en E-mol7-formet:
Diagram over Emmol7formet barréakkord

Anvendelsen af disse mol7-akkorder

Disse to akkorder kan du flytte op og ned på gribebrættet og derved tage en mol7 med samtlige grundtoner, præcis som på den oversigt, som jeg foroven anbefalede dig at downloade. Sådan er du nu, med disse to barréakkorder i stand til at tage en hvilken som helst mol7-akkord, som du ser angivet i en sangbog over noder eller sangtekst.
Du kan så også bruge disse mol7-akkorder på samme måde som de åbne mol7-akkorder. I indlægget om dem henviste jeg til vampen, her kunne de ordinære molakkorder erstattes med mol7-akkorder på nogen sange, du skal lade dit øre afgøre hvilke sange. Gå nu til følgende indlæg om vamp på barré:
Den lille vamp i alle tonearter
Vampen i A-dur og E-dur
Vampen i alle tonearter
Her får du så mulighede for at erstatte de ordinære molakkorder med mol7, ligsom med vampen på de åbne akkorder.
I det hele taget: når der efter en mol-akkord kommer en akkord, hvis grundtone ligger en kvart over = en kvint under mol-akkordens grundtone, så kan du erstatte mol-akkorden med den tilsvarende mol7.
Som jeg også sagde i indlægget om de åbne mol7: i jazz spilles der så godt som konsekvent mol7 på enhver molakkord.
Som jeg sagde i indledningen: hvis du ikke kan de grundlæggende barré endnu, så lær lige dem først, men kan du dem, så lær disse to mol7-akkorder og begynd at anvende dem som fortalt i dette indlæg.

6-akkorder på åbne greb

Dette er endnu et indlæg om altererede akkorder, i dette tilfælde 6-akkorder. akkorder med en ekstra farvning. Jeg vil råde dig til at hente oversigten Grundlæggende åbne akkorder ikke bare for at slå de åbne akkorder op, som du ikke kan huske, men også for at se betegnelsen for den funktion, akkorderne har i de respektive tonearter. Det nævnes en del i dette indlæg
En akkord består af minimum tre toner, og når den kun betegnes med et stort bogstav er det treklangen ud fra den angivne grundtone, her vil jeg henvise til Harmonilæren  for grundigere forklaring. Når der sættes et tal bag på, så er akkorden yderligere pyntet med den tone, der ligger det angivne trin over grundtonen, måske har du allerede spillet 7-akkorder. Når det så er 6. så er det 6. trin over grundtonen, som er tilføjet. Derfor er 6-akkorderne oftest også de akkorder, som du allerede mere eller mindre kan, bare med en enkelt ændring.

Oversigt over åbne 6-akkorder.

Vi starter med D6:
Diagram over D6-akkord for guitar
D6
Det er næsten som den kære D-akkord, som du måske lærte som den første, bare med ringfinger løftet, så 3. streng er løs. Denne løse streng er så H eller B, når det er engelsk, som er det sjette trin over grundtonen D.
Så lad os gå videre med A6:
dDiagram over A6-akkord for guitar
A6
 Også det er som en A, bare at der er sat en finger på 2. bånd, 1. streng, som er et Fis, sjette tone over A. Hvis du føler dig tryg ved barré, så kan du tage de fire lyseste strenge som en halvbarré ,med pegefinger hen over de fire lyseste strenge. Nogen synes det er lettere på den måde.
Så er der C6:
Diagram over C6-akkord for guitar
C6
 Den er lidt sværere. Den ligner nærmere en Am-akkord, bare at du så skal sætte en lillefinger op på 5. streng, 3. bånd. Hvis du ser godt efter, så vil du se, at det er en C-akkord med 3. streng, 2. bånd tilføjet, det er et a, 6. trin over c.
Næste er E6

Diagram over E6-akkord for guitar
E6
 Det er som en E-akkord, hvor du bare sætter lillefinger på 2. streng, 2. bånd. Det er et Cis, sjette trin over e-
Vi går videre til G6:
Diagram over G6-akkord for guitar
G6
Ja, lettere kan det vel ikke være, hvis du kan et ordinært G, for her er der bare fjernet en finger. Den løse 1.-streng er et e.
Så skal vi lige have F6:
Diagram over F6-akkord for guitar
Den er næsten lettere end almindeligt F, da du her ikke behøver at tage halvbarré. Den tilføjede tone på 2. streng er et d.

Brug af 6-akkorder.

Det er så bare, hvad man skal bruge dem til.

6-akkord som subdominant

En gammel klassisk måde at anvende sådan en harmoni på er at spille - se her på oversigten - subdominanten som en 6-akkord lige inden der skiftes til toneartens dominant, f. eks. når du spiller en sang i A-dur, hvor D er subdominant og der så er et sted eller flere, hvor E7 kommer lige efter D, så spil D6 i stedet for D. Så fremdeles også i de andre tonearter. På nogen sange lyder det godt, på andre ikke så godt, stol på dit øre og brug det på de sange, hvor det lyder godt.
Det lyder godt på de fleste calypsosange som f. eks. Jamaica Farewell.

6-akkord i grundtone i tidlige jazz

Den blev ofte brugt på grundtoneakkorden i den tidlige jazz.
Da The Beatles indsang deres hit She Loves You i 1964, endte de den på en 6-akkord, fordi de syntes det lød godt. Deres producere George Martin sagde, at han syntes de skulle ende på en ordinær akkord, med den seksakkord lød de for meget som Glenn Miller, ham anede de fire ikke hvem var. Det var en af de gange, hvor de ikke fulgte Martins råd, ellers gjorde de ofte. Hvis du en dag kommer til at spille Beatles-sange, vil du også komme til at spille 6-akkorder en del.
Men Martins råd til dem viser, at denne akkord i høj grad er en del af swingmusikkens lyd. Så hvis du kan nogle jazzsange, så prøv at ende dem på en 6-akkord i stedet for almindelig grundtone. Du kan også prøve at spille en 6-akkord i løbet af sangen som grundtoneakkord, igen, stol på dit øre og gør det, hvor det lyder godt. Du kan finde nogen jazzsange på
Men i hvert fald: støder du i en sangbog på en angivelse af en akkord med et 6, så kan du nu spille det for seks akkorders vedkommende.


søndag

Akustisk guitar på Facebook

Hvis du ikke er på Facebook og ikke ønsker at være det, så tag endelig ikke det her som en opfordring til at bruge det eller andre sociale medier. Du har jo lov at lade være, og er du en af dem, der ikke vil have noget med det at gøre, så stop bare læsningen her.
Men er du en af dem, der har en Facebook-profil eller tænker på at lave en, så læs endelig videre. Facebook er trods alt - med alle dens ulemper - en mulighed for at mødes on-line med nogen, der deler ens fælles interesse, vise hinanden relevante filer eller få tips og andre ting. Så dette er et udvalg af danske Facebook-grupper, der er relevante for dig, der spiller akustisk guitar.
Danske flatpickguitarister
I denne gruppe diskuteres der guitar spillet med plekter i bluegrass-stilen, der deles mange gode videoclips i denne gruppe.
Danske guitarister der spiller akustisk guitar
Debatter mellem de guitarister i dette land, der foretrækker akustisk guitar. Deltagerne er meget kvikke til at fortælle nyt på fronten og gøre opmærksom på tv, koncerter o. l.
Danske fingerpicking guitarister
Debatgruppe for dem, der dyrker den fingerpicking stil, som jeg oplærte i via min serie Moderne Fingerspil. Her deles mange gode videoclips.
Danske fingerstyle guitarister
Meget bred gruppe om fingerstyle på guitaren generelt, der kommer også klassiske indslag af og til.
Jazz guitar forum
En side for dem, der spiller jazz guitar, se De tre typer akustisk guitar.
Guitaren.dk's facebook-gruppe
Guitaren.dk er en af de mest ressourcerige sider for guitarister på dansk og på deres gruppe på Facebook kan du følge med i, hvad der sker på siden.
Akustisk guitar
I al beskedenhed: det er Facebook-siden for denne blog. Her vil du kunne følge med i, om der kommer nyt blogindlæg her og der vil også blive fortalt korte nyheder om guitarverdenen.

mandag

Hvordan skifte strenge på en jazzguitar

Hvorfor dog skifte strenge?

Strenge bliver med tiden kedelige i lyden og får svært ved at holde stemningen.
Så skift alle strengene regelmæssigt - og vil du skifte fabrikat, så skal det gøres her. Ekstra strenge til brug ved at en streng knækker, bør være samme fabrikat, hvis der er for mange strenge på guitaren, der er af forskellig alder og forskelligt fabrikat, så bliver deres klang uensartet.
 Det her er så stålstrenge på den guitar, der er bygget til det - sæt dem aldrig på en klassisk guitar, se  De tre typer akustisk guitar og Om Guitarstrenge  Nederst er der et videoklip, der viser hvordan det skal gøres, jeg håber det letter forståelsen af teksten. Hent også lige min pdf-fil Guitarudtryk så du ved hvad jeg taler om, når jeg nævner dele af guitaren i resten af indlægget.

Udskiftning af strengene

Stålstrenge, der også bruges til denne type guitar, har en ring i den ende, som sættes på stolen. På jazzguitaren – og de fleste elektriske guitarer – er den lange ende af strengen ført gennem denne ring. Træk den ud af ringen, hiv strengen ud af hullet i stolen og kassér den.
Så fører du den nye streng gennem hullet fra siden modsat lydhullerne, fører strengen gennem dens ring på siden mod lydhullerne og trækker, indtil den sidder stramt på stolen. Sørg for den ligger i rillen.
Så er det på tide at få den nye streng på hovedet. Her skal du sætte den rigtigt i, så den stadigvæk løsnes, når du drejer skruen mod uret og strammes, når du drejer med uret. Tjek godt efter her i starten, så du ved kommende udskiftninger ved, hvordan det skal være på din guitar.
Stik strengen i hullet, de to tynde strenge skal snos en gang rundt og stikkes i hullet endnu engang. Træk dem i hver ende, så det strammer. Så kan du dreje på stemmeskruen, indtil strengen siger en tone.
De fire tykkere skal bare snos en gang om stemmeskruen.Se til at strengen ligger i rillen på sadlen.
Tænk ikke på om den stemmer i første omgang, bare at den siger en tone. Vent med at stemme til efter alle strenge er skiftet.

Efter strengene er skiftet

Inden du stemmer dem første gang, så hiv lige fat i strengene over lydhullet og træk dem let ud af. Se til, at de sidder tilstrækkeligt stramt i begge ender.
Nye strenge har en dejlig klang, men de er svære at få til at stemme.

fredag

Joe Pass i SommerJazz

Hvis man er en af dem, der kan tage DR's kulturkanal DR-K, så kan man følge serien Sommerjazz med gamle optagelser fra tidligere jazzfestivaler i København. I aftes var der en optagelse fra 1983 med guitaristen Joe Pass ledsaget af den for tidligt døde Niels Henning Ørsted Pedersen på bas. De spillede på scenen i det ikke længere eksisterende Jazzhus Slukefter i Tivoli. Savnet af dette spillested kunne mærkes, da man til de to musikere havde bagtæppet med et billede af det gamle Tivoli.
I udsendelsens første halvdel spillede Joe Pass alene på scenen, det fungerer, da han er en af pionererne for den såkaldte fingerstyle jazz, en jazzform, der har indoptaget den klassiske teknik med melodien på de lyse strenge og akorder og basløb på den mørke. Han er også en af dem, der formår denne stil og tage den til virtuose højder. Det kunne godt være en vanskelig teknik at improvisere i, men han kan det og holder akkordforløbene med de vanskelige akkorder. Kameraet var i nærbillede næsten hele tiden, så man kunne følge hans teknik.
Så fik vi lige et kort interview med ham, hvor han fortalte om hvordan han udviklede stilen. Han var blevet bedt om at gå ind og spille noget solo af en orkesterleder, og det følte han sig meget nervøs ved, for det kan gå ved ballader, men er vanskeligt ved stykker i højere tempo. Men det havde gjort, at han havde udviklet det stil, som han er kendt for i dag. Han havde også nogle betragtninger om improvisation, hvordan musikerne må lytte til hinanden.
Så var vi igen i Slukefter. Nu gjorde Niels Henning sin entre med bassen og viste sin sædvanlige dygtighed og stilsikkerhed. Endnu engang måtte jeg konstatere, at den knipsede kontrabas og guitaren klinger smukt sammen. Et nummer, der især swingede, var en komposition af solobassens foregangsmand Oscar Pettiford.
DR-K genudsender meget deres udsendelser, endda flere gange. Hold øje med denne her.

tirsdag

Jazzveteran med blød guitarlyd

Så tog jeg turen til Valby og Prøvehallen, som den jo kaldes, hvor den legendariske guitarist Jim Hall lagde vejen forbi. Det kunne blive sidste chance for at opleve ham live, da han efterhånden er en bedaget herre.
Han gjorde da også sin entre krumbøjet og støttende til en stok, og han måtte sidde ned og spille, men fingrene kunne endnu. Han havde med bandet Kenny Werner All-stars for denne aften formet Jim Hall Quintet, og koncerten lagde ud med cirka en halv times duoafdeling, hvor kun Jim Hall og bassisten Scott Colley var på scenen. Det er ikke ligefrem de mest lydstærke instrumenter, så det var et held, at det var en skare af fans, der var meget tavse, mens der blev lyttet intenst. Med bare to instrumenter kunne man høre de fine nuancer, og det slog mig hvor godt guitaren og den knipsede kontrabas klæder hinanden.
Efter denne lille kammerjazz-indledning kom resten af bandet på, og alle de professionelle musikere, inklusiv Benjamin Koppel på alt-sax, viste den gamle mester stor respekt og var omhyggelige med ikke at overdøve hans karakteristiske bløde guitarspil. Det klingede igennem i den særlige akkordsolo-stil, som Hall er en af pionererne for. Samtlige af de kunstnere, som han har spillet med i tidens løb, fik en hilsen i repertoiret, også nyligt afdøde tenorsaxofonist Sonny Rollins, hvor vi fik hans kendteste nummer St. Thomas, som man næppe ville tro kunne lade sig gøre på guitar - men det kan det, når guitaren er i Jim Halls hænder.
Om det bliver sidste gang vi hører denne guitarlegende i Danmark, så må det siges, at han har givet sit danske publikum en smuk afsked med denne koncert.

onsdag

Hvordan lære en ny akkord?

Nu er du måske kommet så langt, at du kan de grundlæggende åbne akkorder og kan tage de vigtigste barrégreb, kan anvende en capo når du spiller de gængse tonearter og det fungerer fint, det glider bare. Men så kommer det: hvordan lære nye akkorder?
Godt spørgsmål, for selv med den ovennævnte solide baggage, som jeg har forsøgt at give med flere af de indlæg jeg har sat op siden sidste sommer og som lige mangler lidt endnu inden juli, så kan man altid lære nyt.

Øve med en sangbog

En god øvelse for akkordspillere er, at skaffe en sangbog med akkordangivelser til sangene. Jeg vil lægge et varmt ord ind for Sangbogen, den med spiralryg, som er udgivet af Edition Vilhelm Hansen. Den blå er den første i serien, du kan nøjes med den i første omgang. Bliver du glad for den, så skaf da endelig nr. 2 og 3, henholdsvis den røde og gule. Prisen er lidt pebret, men de kommer regelmæssigt hos antikvariater.
Der er så mange sange i den, at det skulle være mærkeligt du ikke kendte nogen. Øvelsen går så ud på at finde dem du kender og hvor du tænker: "Nørj, den ville jeg godt nok gerne kunne!"
Kast dig over de sange, hvor det er tilfældet.
Ligger den valgte sang for højt eller lavt til din stemme? Kan du tonearten, som den er noteret i? Synes du den måske lyder bedre med åbne akkorder end barré? Konferer lige min side om transponering.

Den nye akkord

Spil så disse sange, og selv med den solide ballast som nævnt i indledningen kan der ske at dukke en akkord op, som du ikke kender.
Har du en akkordbog? Så slå den op i den, ellers kan du slå den op på Nettet ved at skrive "akkordnavn guitar" i Google og så klikke på Billeder i søgeresultatet. Er det den sidste måde du bruger, så højreklik på akkordbilledet og gem billedet på din harddisk et sted, hvor du altid kan finde den frem.
Lær den så som du har lært andre akkorder. Samme metode som jeg viser i Kom i Gang med guitaren 1. lektion. Det er ikke ment som en nedvurdering, at jeg henviser til første begynderlektion her, den metode som vises her til at lære en akkord læres, for at den skal kunne bruges ved alle fremtidige nye akkorder. Du har så fordelen nu, at din hånd er blevet vant til den unaturlige stilling, og dine fingre ikke er ømme mere. Brug så metoden: spil en streng ad gangen og lyt efter, om de alle klinger godt. Når du har fået dem til det, så slå den an samlet.
Øv så skiftet med de akkorder, den kommer i sammenhæng med, med andre ord: spil de tre akkorder, den før den nye, den nye og den efter om og om igen indtil skiftet sidder.
Dette er den bedste måde at lære nye akkorder på, i forbindelse med en sang, for så bruges den lige efter man har lært den. Sidder man bare og lærer en akkord efter akkorddiagram uden at bruge den til noget, så lærer man den aldrig. Den kommer ikke ind på lystavlen.
Når du har lært den nye akkord, så hæft dig lige ved en ting: har den nogen løse strenge? Hvis det ikke er tilfældet, så er det en flytbar akkord. Så kan den flyttes op og ned og derved komme til at klinge som andre akkorder. Så har du sandelig fået flere akkorder forærende. Hvis du så også af den ene eller anden grund må transponere sangen til en anden toneart den den, der står i sangbogen, så kan du også få transponeret den nye akkord ved at flytte den op eller ned.
Så er det bare med at spille sangen så meget, så du husker akkorden når den dukker op igen i en anden sang.

Jazzguitar og de skrupskøre akkorder

Så er der dem, der gerne vil spille jazz guitar og så sidder med alle de mærkelige akkorder, som anvendes i den genre, G6, Bb9, C7b5 og alt det andet skøre man tit ser som tegn over jazzmelodier. Hvordan dog få dem ind?
Jeg forstår godt frustrationen, men jeg vil gentage mit råd, som jeg kom med før: lær en melodi hvor de bruges, ellers lærer du dem aldrig. Lær også disse akkorder ved hjælp af ovenstående metode og øv dem i sammenhæng med de akkorder, hvor de er i melodien. Spil så melodien - er det en sang, så syng den med dit næb, er det en instrumental jazzmelodi, så kan du spille til en midifil på pc-en, du kan let finde midi-filer ved at skrive "melodiens titel midi" i Google, du skal så  transponere den om til den toneart, som du har på noderne. Der findes gratis midiprogrammer, som du kan gøre det med, jeg bruger selv Anvil Studio.
Det gode her er, at jazz guitar udelukkende udføres med flytbare akkorder, så man ved hver ny akkord altid kan tage den i andre tonearter ved at flytte den op og ned.
Men er du ny hvad angår jazz guitar og de skøre akkorder til det, så start da lige med at spille nogle enkle nogen af slagsen og læg de krydrede akkorder på - noget lignende som da man startede med de første gængse akkorder. Her kan melodier fra traditionel jazz være en hjælp.

tirsdag

Guitar og banjo - guitarbanjo?

Et  specielt instrument, banjoen, USA's eneste bidrag til instrumenternes store familie, ja, for de fleste andre instrumenter, der bruges i det store lands musik er importeret fra "den gamle verden." At så nogle af dem, f. eks. guitaren er blevet videreudviklet derovre, er noget andet (se De tre typer akustisk guitar).

Banjoens karakteristika

Hvad der gør banjoen speciel er, at den ikke har en krop af træ, men af metal, og i stedet for et dæksel med lydhul har den et trommeskind, hvor strengene går hen over en bro som på strygeinstrumenter og jazzguitar. Det er årsag til dens meget særprægede lyd, som en hel del mennesker ikke kan lide.
Indrømmet, den er et højrøstet instrument, og i lighed med andre højrøstede instrumenter som harmonika, sækkepibe, trombone osv. lyder det ekstra forfærdeligt, når der ikke spilles ordentligt på den. Den er derfor også i lighed med andre høje instrumenter skydeskive for vittigheder, som f. eks. hvad kalder man to banjoer på havets bund? En god begyndelse.
Men i lighed med de andre højrøstede instrumenter kan der spilles pænt på den, så husk lige at være fair i vurderingen.

Banjoens oprindelse og historie

Selvom den er eneste amerikanske bidrag til instrumentfamilien, så har den rødder i Afrika. Fra de områder i Afrika, hvor man hentede mange slaver, har man et instrument med to strenge, hvor kroppen er en halv kokosnød med et dyreskind trukket over hullet. Den kaldes en banjar, og det er let at se, hvordan det i Amerika er blevet til banjo ved kombination med europæiske strengeinstrumenter.
I det 19. århundrede forbandt man den især med de såkaldte minstrelshows, og alt tyder på, at den ved århundredeskiftet populære ragtimemusik har været spillet på banjo før klaver. Efterhånden afsværgede de farvede musikere brugen af den, da de forbandt den med stereotype klovneopfattelser af deres race. De hvide tog derimod dette instrument til sig, og i Appalacherne blev det en fast bestanddel af dansemusikken, hvad man i dag kalder old time, og takket være den virtuose banjospiller Earl Scruggs kom den til at blive en fast bestanddel af bluegrassmusikken, hvor der bruges en raffineret tre-finger teknik.
Mange forbinder den også med traditionel jazz, ikke uden grund, men det er en anden type banjo.

Banjotyper

"Afledte" banjoer

Guitarbanjo
Adskillige af de banjoer, der findes på markedet, er stemt som andre strengeinstrumenter, men har så en banjokrop. Der findes mandolinbanjoer, de stemmer som mandolinen, men har banjoens trommelignende krop. Der findes også ukulelebanjoer (se mit indlæg om ukulelen) og ja, der findes guitarbanjoer. De er stemt som guitaren, så en guitarist kan uden videre spille på den med det samme og derved få en genvej til banjoens lyd. Det er også med det formål at den type banjoer er lavet, de giver de musikere, der har spillet et andet strengeinstrument, en mulighed for at skyde genvej til banjolyden, hvis de har lyst til at bruge denne lyd.
Hvad jeg mener om dem må siges at være en smagssag, men jeg bryder mig slet ikke om den banjotypes lyd. Den er hverken fugl eller fisk, oversat, hverken ægte banjolyd eller ægte guitarlyd (for nu at holde os til guitarbanjoen). Nuvel, countryguitaristen Sam McGee lavede nogle indspilninger med guitarbanjo, og hans musik kan jeg godt lide. Det hindrer bare ikke, at jeg ikke lige synes en guitarbanjo er det helt store, selv om jeg godt kan se, at den er en genvej for guitarister til banjolyden. Den forekommer mig ikke ægte. Indrømmet, det har noget med smag at gøre.

Tenorbanjo

Tenorbanjo
I den traditionelle jazz bruger man en såkaldt tenorbanjo, den har fire strenge, der stemmer som en mandolin, bare fire toner dybere. Den er oftest akkordinstrument, kun en gang imellem kommer den frem og spiller en solo. Den har så også indgået i jug band musikken, en speciel udgave af blues og jazz blandt de fattigste med guitarer, mundharpe, vaskebræt og en bas lavet af en snor trukket på en vaskebalje. Senere indgik den i den populære skifflemusik, som Lonnie Donnegan stod for i Storbritanien. Et par unge mænd i Liverpool begyndte i begejstring for Donnegans musik at spille guitar. De hed John Lennon og Paul McCartney, resten er historie. Fra jazzen blev den efterhånden fortrængt af guitaren.
Mandolinspillere vil uden videre kunne spille denne type banjo, de skal bare kunne transponere det de spiller fire toner ned, når de fortæller hvad de spiller. Guitarister, der er vant til at bruge plekter, vil have højrehåndsteknikken parat, de skal så lære en ny beliggenhed af tonerne og nye akkorder.

Femstrenget banjo

Femstrenget banjo




Den type banjo, som indgår i old time og senere i bluegrass, er en femstrenget banjo. Den har fire gængse strenge og ligger i et toneleje som en guitar, dog ikke samme stemning,  Den femte streng er sat fast midt på halsen og er hvad man kalder en drone, dvs., en tone der ligger der hele tiden og klinger med. Princippet kendes også fra sækkepiber, hvor der er et eller flere rør på sækken, der hele tiden holder den samme tone under hele melodien.
Denne banjo kan man ikke uden videre hoppe til fra andre strengeinstrumenter. Naturligvis har man fordelen, at fingrene er vant til at trykke strenge ned, så man ikke skal igennem fasen med de ømme fingerspidser. Guitarister, der bruger fingrene i højre hånd, vil være vant til at knipse, men det er helt andre rytmer og teknikker, som bruges på banjoen. Naturligvis vil det gøre en forskel, at hånden er vant til bevægelsen i forvejen, men det er stadig noget helt nyt.I bluegrassmusikken og i folkesangeren Pete Seegers folk-banjostil blev der fundet en standard stemning. Hvor Pete Seegers stil er mest præget af old time, så er bluegrasstilen en teknik med tre fingre, der laver en strøm af toner.
Men har du lyst, så gør det da.

Rytmik på guitaren - Forkortning af anslaget

Guitartonens lange klangtid

Guitarens tone er karakteriseret ved at være meget længe om at klinge ud. Prøv at slå en streng an på din guitar og så lad den ellers være, og prøv så at hør, hvor længe den tone klinger. Det er en af de ting, der adskiller guitaren fra dens slægtninge blandt musikinstrumenter, så godt som alle andre strengeinstrumenter, hvor strengene knipses har toner med kort levetid. På mandolinen må man ty til den såkaldte tremolo, når der skal laves meget lange toner, hvor plektret går op og ned i en hurtig bevægelse.
Det medfører, at der ofte ved de såkaldte åbne akkorder - akkorder med løse strenge - er toner, der bliver ved med at klinge med, når der skiftes akkord. Det er så en del af stilen i de genrer, hvor man bruger åbne akkorder.

Dæmpeteknikker

Men hvad så når man gøre tonen eller akkordanslaget kort? Man vil gøre det staccato, som det kaldes i det klassiske musiksprog, det gengives på noder med en lille prik under eller over noden.
Her gør man det, at man dæmper strengen - eller strengene, hvis det er en akkord. Det kan gøres på to måder.

  1. Man løsner grebet på båndet uden at løfte fingeren væk fra strengen. Så bliver fingeren liggende på strengen og standser dens svingninger, så tonen bliver lige så kortlivet som på en mandolin.
  2. Man lægger hurtigt højrehånden på strengene efter anslaget, hvorved man standser deres svingninger.
Den første er afgjort nemmest, for det kræver ikke nogen hurtig bevægelse med højrehånden, der efter anslaget skal huritgt tilbage og lægge sig på strengene, uden at det giver et klask på guitarens krop. Den har bare den ulempe, når man spiller åbne akkorder, at de løse strenge ikke bliver dæmpet, de bliver ved med at klinge. Så her er det nødvendigt at anvende metode nr. 2, så vanskelig den nu er.
Her har vi et punkt, hvor de lukkede akkorder uden løse strenge giver en fordel. Ja, barrégrebene er strenge, men de kan dæmpes efter metode 1, som er lettere. Hvis du kan barréakkorder, så øv i at slappe dit greb på dem lige efter et anslag, så tonen forkortes abrupt. Spiller du åbne akkorder, så øv dig i hurtigt efter et nedslag på en akkord at lægge højrehånden fladt ned på strengen, hvis du bruger plekter så læg kanten af hånden.

Eksempler på anvendelse

Dette staccato-anslag en akkord kan bruges til flere rytmiske effekter. Jeg har i et andet indlæg omtalt den svenske polska, her kan teknikken bruges til at gøre anslaget på tredje taktslag kort. Det er også meget almindeligt i jazz og moderne dansemusik, at guitaristen spiller 2. og 4. taktslag kort, mens 1. og 3. får lov at klinge. Af spillemandsmelodityper vil jeg da lige nævne schotischen, der er i 2/4, den får den rette rytme ved at du lader første taktslag klinge og så forkorter det andet.
I fremtidige indlæg om rytmik på guitaren vil jeg komme ind på rytmer, hvor der bruges forkortning af anslaget, staccato, så øv teknikken efter en af metoderne eller dem begge.
Tidligere indlæg:
Betoning af taktslag
Betoninger i tredelt takt

mandag

Rytmik på guitaren - Betoninger i tredelt takt

I indlægget om betoning af taktslagene var det om firedelt takt og de rytmiske genrers karakteristika. Også i tredelt takt kan betoningen lægges forskelligt.

Valsetakt

I valsen er betoningen af første taktslag meget kraftigt og de to andre taktslag lette. Det gør den tredelte takt særdeles hørbar i denne meloditype, og det har også gjort, at man har kaldt takten for valsetakt. Her skal det  bare ikke glemmes, at der er andet end valse i tredelt takt. De sange, som synges til fællessang, har ikke været tænkt som dansemelodier, så selv om man i princippet godt kunne danse vals til dem, så gør det dem ikke til valse.
Men her har du så fået en måde at spille på, når du skal spille til en vals: kraftig betoning af første taktslag og de andre to nok tydelige, men mere lette. Så er der andre former for dansemelodier i tredelt takt.

Andre dansemelodier i tredelt takt

Mazurkaen, som oprindelig stammer fra Polen, har mindre betoning af første taktslag. Her skal de tre taktslag være lette og den ekstra betoning af første taktslag bare antydet.
Menuetten er tung i sine taktslag, her må det godt stødes til på alle tre slag, første bare lidt ekstra.
Så er der den svenske polska, ikke at forveksle med den oprindeligt tyske polka. Polskaen er i tredelt takt og  har  været spillet i Sverige på melodiinstrumenter alene, det med ledsagelse af akkordinstrumenter som guitar er forholdsvis nyt. Mange siger også, at en polska let kommer til at lyde som en vals, når der er guitar til.
Så hvis du spiller til spillemandsmusik og dit laug har polskaer på repertoiret, så er det en god fidus, at du slår et meget kraftigt anslag på første takt og lader det klinger, men holder pause på andet taktslag. På tredje taktslag slår du så et meget let slag, som du dæmper hurtigt ved at lægge hånden på strengene eller løsne venstrehånden hvis du spiller med lukkede greb.
I det hele taget, når man spiller til dansemusik, er det godt at kende hver enkelt dans' karakteristika og lægge sine fraseringer af takten efter dem. Du behøver ikke at være danser for at kunne gøre det, bare du lytter til, hvad der karakteriserer hver enkelt kategori af melodier. I fremtiden skal der nok komme indlæg om dansemelodier i andre taktarter.

Jazzvals

Jeg vil til sidst nævne jazzvalsen. Jazzkomponister har fra tid til anden kunnet lide at lege lidt med den tredelte takt, så det ikke bare bliver den samme firdelte hele tiden. Det kalder de så en jazzvals. Her er betoningen som jazz generelt - se forrige indlæg - lige stor på taktslagene, så det gør du også her, men så holder man ofte pause på tredje taktslag. Så du kan spille til en jazzvals ved at slå de to første slag lige kraftigt og så intet slag på tredje slag.
Der er i dette indlæg nævnt nogle tilfælde, hvor man holder pauser på nogle af taktslagene, og det vil der i fremtiden også komme andre eksempler på.

torsdag

Guitaren et eksotisk instrument

I dag er guitaren ikke eksotisk, de fleste ved hvad det er for et dyr, og mange spiller på den.

Da guitaren var et nymodens instrument

Engang var den  et eksotisk instrument i Danmark. Den tid er såmænd ikke så langt væk, som man skulle tro. Da de unge dyrkede swing i tiden før, under og efter besættelsen var guitaren et af instrumenterne i denne  nymodens "niggermusik" (ja, føj for den, det kaldte man det dengang!), siden i halvtredserne forbandt man det med rock'n'roll, hvor det også var de unge. Nu var den bare løftet til en større popularitet end i swingtiden, hvor det nærmere var diverse blæseinstrumenter, som tiltrak jazzfans. I halvtredserne begyndte snart sagt enhver ung mand, der havde danset til en rockplade, at spille guitar i det håb at blive Danmarks Tommy Steele - ja, det var den engelske udgave af rocken, der dominerede, den amerikanske var for langt væk.
Men det steg så yderligere, da The Beatles tog verden inklusiv vores andedam med storm. Snart spillede alle unge guitar. Det var i skyggen af det, at jeg voksede op, så jeg nåede ikke at være med på Beatles-vognen fra starten. I børnehaven gik vi da rundt og skrålede deres hits på fejlopfattet engelsk. Så kom folkemusikbølgen, med den blev det almindeligt at ledsage sange til guitar.

Da guitaren var en larmekasse

Det havde ikke været så almindeligt i Danmark før det. Karakteristisk er det, at Politikkens serie Lystige Viser, som de udgav i op til 6 bind i løbet af de tidlige tressere er  uden akkordangivelser over noderne. Der var ikke nogen tradition for at ledsage sang med guitar. Musikledsagelsen til fællessang i Danmark havde for det meste været med klaver, hvor ledsagelsen var skrevet ud på noder, den tradition er da heller ikke død endnu.
For mange af dem, der hørte til min bedste- og oldeforældregeneration (hvad jeg skriver nu gælder ikke nødvendigvis mine egne bedste- og oldeforældre, de var mere large) var guitaren ukendt. En hel del i den alder spurgte mig, hvad det var for et instrument jeg spillede. For mange af dem, der kendte til instrumentet, var det et nymodens påfund, nu kunne de unge klare sig med at lære tre akkorder, og så kunne de blive rige på den nye larmemusik. Det var en udbredt holdning, og det hjalp ikke meget, at man forklarede, at der også fandtes klassisk guitar, eller at de hørte en med guitar underholde med populærmusik fra deres egen ungdom. Guitaren var et instrument, hvor man sprang over hvor gærdet var lavest og brugte til skråleri.

Guitaren i dag

Nu er Beatles- og Tommy Steelegenerationen blevet ældre og vi andre fra singer-songwritergenerationen er midaldrende, så nu er den holdning efterhånden forsvundet - omend jeg stadigvæk kan høre den der med tre akkorder blive vrænget ud ind imellem, pudsigt nok af folk, der ikke spiller selv. Guitaren er ikke længere et eksotisk eller nedvurderet instrument, og selvom keyboardinstrumenterne tog noget af føringen i rocken i forbindelse med den digitale musikrevolution i starten af firserne, så er guitaren stadig et dominerende instrument i folkemusikken og til vise- og folkesang. I dag er det kutyme, at der i sangbøger skal være akkordangivelser over noderne. Som Dylan sang, the times they are a-changing.
Er der noget instrument i dag, som er ugleset som guitaren var? Jeg tror det ikke.
Men det var lidt tanker foranlediget af, at jeg havde set en bogtitel, der lød som dette indlægs overskrift.

tirsdag

Rytmik på guitaren - Betoning af taktslag

I forlængelse af lektion 1 og 2 af forløbet Varier højrehånds anslag på guitaren har jeg tidligere lovet, at der ind imellem skulle komme nogle tips til rytmik på guitaren. Det her er så den første.

Traditionel og rock

Som hovedregel plejer man at sige, at første taktslag  betones i en takt. Det er en sådan regel, hvor man tilføjer "hvor intet andet angives." Der kan  ske, at andet angives, i nodeskrift angives det med < under noden -  jeg vil da også bruge den under angivelse af takt, når jeg vil vise en bestemt rytme.
Når vi anslår rytmen på guitaren, vil man også slå ekstra på første taktslag, sådan er takten i traditionelle sange i den vestlige musik. Alligevel har vi i vor tid fået musiktraditioner, hvor takten betones anderledes. Rocken er et oplagt eksempel, lige fra de første plader med rock'n'roll i halvtredserne var det karakteristisk med trommens voldsomme markering af 2. og 4. taktslag. Det har  fulgt rocken siden med større eller mindre variationer.
Hvis du spiller til en rocksang på din akustiske guitar, vil du nok også give det rock-karakter. Det klares ved at betone 2. og 4. taktslag på din guitar, så det er oplagt at gøre, hvis du lige underholder med en gammel Kim Larsen eller Shu Bi Dua, i hvert fald de af deres sange, som der er gang i. Du bør også her anvende shufflerytme.

Jazz og swing

Jazzen er  karakteristisk ved, at alle taktslag betones lige meget. Det gælder også guitaren, der spiller akkorderne på hvert taktslag. Hvis du allerede nu spiller forholdsvis lette jazzsange som When the Saints go Marchin in eller Down by the Riverside, så slå rytmen an på guitaren med lige stor betoning på hvert taktslag, og hvis du vil lyde helt som en jazzguitarist, så slå skiftevis hen over de tykke strenge og over de tynde. Det er det anslag, som jazzguitarister laver for det meste. Også videregående, der måske har lært nogle rigtige swingnumre, kan det anbefales at spille på den måde for at det kan høres, hvor sangene hører hjemme.

Tango

Så er der  de mange latinamerikanske rytmer. Det bliver  ikke så mange af dem i dette indlæg, for til dem skal vi bruge finesser, som jeg vil komme ind på i kommende tips. En enkelt  kan du dog lave allerede nu med speciel betoning: tango.
I lektion 1 af Varier højrehånds anslag kom vi ind på at lave et opslag efter nogle af taktslagene. Tangoen er i 4/4, og du slår kun nedslag på de tre første taktslag, men så laver du et opslag efter 4. taktslag. Her betoner du alle taktslagene lige meget, ikke fjedrende som i jazz, men tungt. Selv opslaget til sidst i takten skal betones. Prøv det på en akkord og hør, om du ikke kan genkende tango. For at det gennemført skal lyde som tango, så vælg at gøre det på en mol-akkord, da mol er meget almindelig i denne argentinske genre.

Med dette har jeg  vist noget om, hvad betoningen kan gøre for at gøre en forskel. I kommende tips om rytme vil der være andre eksempler på anderledes betoninger, men det vil være kombineret med andre tips. Dette her var så tre rytmer, som du kunne lave via betoning alene.
Se også indlægget om betoninger i tredelt takt

Grundlæggende brug af plektret

Der har tidligere været et indlæg om plektret. Det henvendte sig primært til den, der tænker over, hvilket tilbehør der skal købes til guitaren.
Har du  bestemt dig og købt et og skal nu finde ud af at bruge det? Så er det her  indlægget for dig.

Kort præsentation af plektret

Plektret er en lille trekantet dims af plastic, nylon eller - for de velbeslåede - skildpaddeskjold. På visse strengeinstrumenter bruges det konsekvent, som mandolin, balalajka og  andre. På guitaren har man fra dens klassiske tid anvendt fingrene, men så er der i nyere tid opstået traditioner for at bruge plektret. Du har måske intentioner om at komme til at spille en eller flere af de genrer, hvor man bruger plektret til guitar - det kan være jazz, bluegrass, rock eller visse udgaver af country. Så er det klogt at vænne dig til at bruge det så tidligt som muligt. Dem, der vil bruge guitaren til folke- og visesang, kan have plektret som en af mulighederne for at afveksle deres ledsagelse til sangen.

Blødt eller hårdt plekter

Hvis du bruger en klassisk nylonstrenget guitar, så skal du bruge et blødt plekter. Begyndere anbefales i det hele taget at bruge et blødt plekter. Eer man mere trænet, så skal man overveje, hvad man mest bruger. Et plekter af en vis hårdhed er nærmest nødvendigt, når man spiller sammen med høje instrumenter. Jeg selv har to plektre, et hårdt til sammenspilssituationer og et blødere, når jeg bruger det til min egen solosang - det er jo ikke meningen, at tilhørerne skal have et tordenskrald i hovedet, når man slår an til en sang.

Grundlæggende teknik med plekter

Sådan holdes det
Du holder  plektret godt fast mellem tommelfingeren og pegefingerens andet led som vist på billedet. Dog ikke så fast, at du får krampe, sørg for at håndleddet er afslappet og hånden hænger løst på det. Lad så albuen  hvile på oversiden af guitarens krop og lad stadig hånden hænge løst.
Hold plektret vandret og slå så an på strengene med dets spids lige over lydhullet. Det kan være en enkelttone eller en hel akkord. Vær ikke bange for at slå til, guitaren går ikke i stykker af plekteranslag. Når du så skal have plektret op igen til et nyt slag, så bevæg kun håndleddet, ikke hele armen, ellers bliver du bare for hurtigt træt.
Det var så den grundlæggende teknik med plektret, i kommende indlæg vil jeg nævne, når det kan eller skal bruges.

torsdag

Smuk koncert på JazzCup

Så blev koncerten afviklet på JazzCup - en af de mange koncerter, der var i farezonen efter Copenhagen Jazzhouse havde måttet aflyse sit program et stykke tid på grund af vandskade. Indehaveren af JazzCup lagde i aftes generøst lokale til at den danske superguitarist Jakob Fischer og hans trio kunne afvikle deres koncert med harmonikaspilleren Francesco Calí.
Trioen består udover Fishcer af den allestedsnærværende Hugo Rasmussen på bas og Janus Templeton på trommer, og de udviste soliditet og swing ved koncerten. Jakob Fischers guitarspil er altid en fornøjelse, og denne koncert var ingen undtagelse. Han brugte hele aftenen sin akustiske nylonstrengede guitar og samklangen med gæstens harmonika sad lige i øjet. Calis spiller på klaverharmonika og mestrer klaviaturet så godt som nogen jazzpianist, men da det er på harmonikaen giver det en særpræget  og smuk lyd. Koncerten bestod meget af de medvirkendes egne kompositioner, men Cali havde sammensat et stykke af to af filmkomponisten Nino Rotas kompositioner (ham Fellini brugte og som også leverede til Godfather-trilogien). Her kunne Jakob Fischer også være med, han havde lavet Steen Holkenovs kendingsmelodi til serien Huset på Christianshavn om til jazz. Skægt.
Stilen var lagt hen ad zigeunerjazz og brasiliansk klingende toner, og lidt var der også af både Django Rheinhart og Antonio Carlos Jobim.
En absolut høreværdig jazzkoncert med smukke og anderledes toner.

lørdag

Når em akustisk guitar skal høres

Hvad glæde har publikum af, at en guitarist spiller godt, hvis de ikke kan høre det? Det tror jeg, at de fleste kan blive enige om, men den akustiske guitar er i sig selv ikke noget højt instrument, så det kan være svært. I visse sammenhænge ligefrem umuligt.

Den elektriske guitar.

Derfor gør man alt for, at den skal være tydelig. Guitaristen kan spille kraftigt til, og det kan hjælpe meget ved sologuitar, men ofte på bekostning af fine klangnuancer. I bands kan de øvrige instrumenter dæmpe sig ned, når guitaristen har en solo, men selv der kan det være svært.
I et jazz big band må det siges at være umuligt. Hvad vi i dag kalder en elektrisk guitar blev netop også opfundet i denne sammenhæng i disse big bands storhedstid i 30'erne. Det tilskrives guitaristen Charlie Christian, der i hvert fald er en af de første, der brugte denne opfindelse, da han spillede i Benny Goodmans band. Det var i første omgang en akustisk guitar med f-huller, som vi i dag kalder en jazzguitar. Den  havde fået pick-up'er på sig, der registrerede strengenes svingninger og sendte dem til forstærkeren. Så kunne guitaristen spille hørbare soloer, men at lyden blev anderledes, det skete her som ved al anden forstærkning - de tidlige mikrofoner med højttaler gengav heller ikke nogen naturlig lyd hos sangere eller instrumenter.
Ulempen med denne forstærkede akustiske guitar var, at vibrationerne fra højttalerne kunne få kroppen til at vibrere og derved skabe de ubehagelige hyletoner, som også kendes fra hvis en mikrofon er for tæt på højttaleren. For at eliminere den ulempe fremstillede man guitarer, hvor kroppen var et kompakt træbræt. Det er hvad vi for det meste i dag forstår ved en elektrisk guitar, som ikke siger andet end et svagt plunk, når de ikke er sluttet til en forstærker. Der er ikke meget tilbage af den akustiske lyd i den, men i rocken har man udnyttet den forvrængede lyd bevidst som musikalsk virkemiddel. Man har endda opfundet dimser, der kan ændre lyden i mange retninger - Jimi Hendrix var en foregangsmand i brugen af disse, i dag er de blevet mere avancerede.

Forstærkning af akustisk guitar.

Der er så bare tilfælde, hvor man gerne vil have den akustiske guitarlyd, i visse genrer er den ligefrem kutyme. Så må man bruge en akustisk guitar, men den skulle gerne kunne høres. I dag er mikrofoner og højttaleranlæg også kommet så langt i udviklingen, at de kan gengive instrumenternes lyde mere naturtro, samme udvikling som vores stereoanlæg i stuerne har gennemgået.
Der er flere måder at forstærke den akustiske guitar på, så den stadigvæk lyder som en akustisk. I halvfjerdserne kunne man købe pick-up'er til at sætte på dem, svarende til dem man får med i købet på en elektrisk guitar. De er efterhånden forsvundet, forståeligt nok, for de skabte ikke andet end en ny elektrisk guitar i stil med Charlie Christians.

Mikrofonen.

Den helt enkle er en almindelig mikrofon på stativ, der anbringes lige ud for guitarens lydhul. Den virker godt nok, hvis det er en god mikrofon, men det har den ulempe, at guitaristen ikke skal bevæge sig ret meget, før lyden bliver for svag eller ligefrem umulig at høre. Mange oplever det også som stift at stå der urørlig og passe på, at guitaren ikke kommer for langt væk fra mikrofonen, men om man ejer en guitar, der ikke har den indbyggede pick-up i kroppen, så er det løsningen med alle de ulemper, der medfølger. Det kræver øvelse at stå ved denne mikrofon og holde guitaren samme sted, men øvelse gør som bekendt mester.

Indbygget pick-up.

Så har jeg allerede nævnt den løsning, som er meget almindelig i dag. De akustiske guitarer laves med en pick-up indbygget i kroppen, og på kroppens højre side er et stik til et kabel, som så er sluttet til et forstærkeranlæg i den anden ende. Denne løsning er særdeles god, for lige på det sted den ligger inde i kassen kan pick-up'en fange den mest naturlige akustiske lyd, og forudsat at det sluttes til en højttaler af bedste kvalitet vil det blive en naturtro lyd publikum hører. Desuden tager det ikke bevægelsesfriheden som en ordinær mikrofon gør.
Men den kræver så, at man har en akustisk guitar med denne indbyggede elektronik. Planlægger du at bruge din akustiske guitar i sammenspil med meget høje instrumenter? Tror du, at du vil komme til at spille i store sale? Så skal du absolut ved køb gå efter en guitar med indbygget pick-up.

onsdag

Guitar Galla

Det er blevet en årlig tradition på Copenhagen Jazz Festival, at der på JazzCup på Gothersgade holdes en guitar galla, ledet af den eminente jazzguitarist Jakob Fischer, der denne gang havde den lige så dygtige Per Gade med på scenen. Rytmegruppen var Kaspar Vadsholt på bas og Casper Mikkelsen på trommer, der lagde et solidt fundament og også gav soloer, der viste at de kunne deres kram.
Begge guitarister spillede på den gængse jazzguitar, men Jakob Fischer tog ind imellem også en klassisk nylonstrenget guitar op. Som sædvanlig var denne galla en hel fejring og demonstration af, hvad guitaren kan i jazzen. De kom hele raden rundt, om det så var swingtidens store, Charlie Christian, og på den nylonstrengede fik vi mange smukke indslag fra bossa nova og anden brasiliansk indflydelse. De stille ballader udførtes især meget smukt. Begge guitarister mestrer hele registeret til fulde, både følelsesregisteret og toneregisteret på deres instrument.
Så når denne tradition næste år har ti-års jubilæum, så kan det anbefales at komme forbi for dem, der aldrig har været der før. Kom i god tid, for JazzCup er jo ikke vildt stor. De var også ramt af skybruddet - ikke værre end at de kunne holde koncerten, men deres lagerkælder var oversvømmet. Hvor mange gode cd'er er der mon gået tabt ved det?

mandag

Vampvariationer.

OBS! I dette indlæg benyttes en meget anvendt notering af et akkordforløb. Hvis du ikke har set den før, så gå lige ind på Forstå akkorddiagrammet og noteringen og rul ned til overskriften Akkordskema og læs det afsnit.

 
Vi har i et tidligere indlæg set på vampen, som er en meget almindelig akkordfølge. Vi vil nu se på et par varationer. i første indlæg så vi den i både C-dur, G-dur og D-dur, til den sidste må du kunne tage en Hm i barré. I de andre variationer vil vi også se på dem i de tre tonearter.

Første variation.

Den er meget brugt i populærmelodier fra omkring årtiskiftet mellem halvtredserne og tresserne. Den ser sådan ud:
| G | Em | C | D7 | G...
Den er næsten som den første vamp, ja, men med den forskel, at der spilles C, hvor der ellers blev spillet Am. Det er også den akkord, vi almindeligvis bruger til sange med tre akkorder, når vi spiller i G-dur. Så kan du måske regne den ud i de to andre tonearter? I C-dur spiller vi F i stedet for Dm, i D-dur spiller vi G i stedet for Em, de ser dermed sådan ud:
| C | Am | F | G7 | C...
| D | Hm | G | A7 | D...
Her er et gammelt soulhit, Stand by me på en pdf-fil, eks-Beatlen John Lennons yndlingssang, som han altid sluttede sine koncerter med. Det er vist i G-dur, prøv den i de to andre tonearter.
Hør på podcast

Anden variation.

Denne variation er meget almindeligt forekommende i populærmelodier fra starten af de 20. århundrede og i ragtime og tidlig jazz. Den ser sådan ud i G-dur:
| G | E7 | A7 | D7 | G...
Kan du huske den fra det forrige indlæg om vampen? Kan du se forskellen? De to mol-akkorder er erstattet af de tilsvarende 7-akkorder. Præcis det samme gør man i de to andre tonearter, de kommer så til at se sådan ud:
| C | A7 | D7 | G7 | C...
| D | H7 | E7 | A7 | D...
I D-dur kan du så vælge mellem den åbne H7 eller barréversionen.

Her er populærmelodien Shine on harvest moon, der var filmkomikeren Oliver Hardys (Gokke) yndlingssang.
Listen to "Lær at spille guitar" on Spreaker.
Hvis du kan barrégreb, så kan du i indlægget Vampen i A-dur og E-dur se, hvordan disse vampvariationer spilles i de to andre åbne tonearter og Vampen i alle tonearter for at se, hvordan den kan spilles i alle tonearter. Kan du ikke barrégreb, så lær lige dem først.
Se også Den Store Vamp
Der er også basgange til vamperne, se Basløb på vamperne.