søndag den 7. juli 2019

Maj7 som barréakkorder.


Hvis du ikke allerede kan de grundlæggende barréakkorder, så gå lige til mit første indlæg om barré og videre derfra ved hjælp af linksene i slutningen af indlægget.
Hvis du har lært barrégreb, men ikke husker dem så godt, så hent lige min oversigt over grundlæggende barrégreb.

De to maj7-barrégreb


Vi har tidligere haft om maj7-akkorderne som åbne akkorder og for en nærmere forklaring henviser jeg til det indlæg. Der bliver det også vist, hvordan de skal tages på åbne akkorder. Her skal du bemærke, hvordan man tager en Amaj7 og Emaj7. For lige som de grundlæggende barréakkorder har en a-molformet akkord, der kan flyttes op og ned, og en e-molformet, der også kan flyttes, således har vi som barré en Amaj7-formet akkord:
Diagram over a-majformet barre-akkord
Og en E-majformet barré:
Diagram for maj7 akkord

Anvendelsen af disse maj7-akkorder

Disse to akkorder kan du flytte op og ned på gribebrættet og derved tage en maj7-akkord med samtlige grundtoner, præcis som på den oversigt, som jeg foroven anbefalede dig at downloade. Sådan er du nu, med disse to barréakkorder i stand til at tage en hvilken som helst maj7-akkord, som du ser angivet i en sangbog over noder eller sangtekst.
Du kan så også bruge disse maj7-akkorder på samme måde som de åbne maj7-akkorder.
Denne akkord bruges traditionelt som grundtoneakkord og subdominant, se Harmonilære. Hvis du har akkordoversigten, så vil du kunne se hvilke akkorder det er i de forskellige tonearter. Jeg formoder i dette indlæg, at du er så langt at du kan nogle to- og treakkordsange. Prøv at synge dem med maj7-akkorder. Der vil nok være nogle sange, som du ikke synes det lyder så godt til, men andre vil det sikkert klæde godt. Det er især akkorder der bruges fremfor de ordinære dur-akkorder, når en sang skal lyde sød og poetisk. Derfor er den også en uomgængelig akkord i easy listening-stilen, som især Burt Bacharach står for. I jazz bruger man den konsekvent på som grundakkord og subdominant og ind imellem også for klangens skyld.

João Gilberto er død, 88 år


Billede af Joao Gilberto med guitarenSå er en af de verdenskendte komponister gået bort, den brasilianske sanger, sangskriver og guitarist João Gilberto. Han var født juni 1981 og i går døde han, ifølge hans søn efter en længere tid med problemer med helbredet.














Bossa novaens far

João Gilberto var den store fører af bossa nova musikken i slutningen af halvtredserne, en ny musikstil med en tilbagelænet rolig rytme i modsætning til den ældre sambas hidsighed. Man hørte ham ofte fremføre sange komponeret af den brasilianske komponist Antonio Carlos Jobim, og med hits som The Girl from Ipanima og One Note Samba satte han for alvor Brasilien på det musikalske verdenskort.
Han blev ofte kritiseret - endda af sin egen far - for en lidt for særpræget sangstil. Han synger som en, der ligger og soler sig på stranden, men hans guitarspil er krævende krydret med avancerede akkorder som især forbindes med jazz.

João Gilberto og jazzen

Netop i jazzsammenhæng er han især kendt for sit samarbejde i tresserne med saxofonisten Stan Getz, der var en foregangsmand for cooljazzen, en tilbagelænet jazzstilart der passede som hånd i handske til bossa novaen. Hvis han havde været død nogle måneder før, kan man være sikkert på at den nylig åbnede Copenhagen Jazz Festival ville have haft en mindekoncert.
João Gilberto blev ved med at indspille musik og give koncerter i meget lang tid, men efterhånden begyndte kræfterne at svinde.
Det er en af verdensmusikkens store navne der hermed er gået bort. R.I:P.

onsdag den 26. juni 2019

John Williams & Julian Bream - Together


CD-coveret til Together med Julian Bream og John Williams






Denne blog har ligget stille en tid, men nu skal der gang i den igen, og jeg vil som tidligere lovet komme med nogle anbefalinger af albums med guitarmusik, som jeg så også vil variere hvad genre angår.

Together, to virtuoser

I dette indlæg anbefaler jeg så en med klassisk guitar, ovenikøbet noget så sjældent som en med duetter, musik for to guitarer. Den er indspillet af to virtuoser på instrumentet, englænderen Julian Bream og hans australske elev John Williams (ikke at forveksle med filmkomponisten), der som en stor beundrer af Bream rejste til England for at blive undervist af ham. Efterhånden udviklede han sig til en lige så stor musiker som sin lærer.
Meget ofte skuffer det, når man ser konstellationer af to store navne, men ikke i dette tilfælde, dette album Together lever fuldt ud op til de forventninger som man har, når man som kender af klassisk guitar ser de to navne sammen.
Begge har de hver deres personlig lyd og hører man i ordentlig stereo, så er de godt fordelt i hver sin side af lydbilledet og de spiller tæt sammen helt uden noget slinger.

Duetterne på guitar

Den lægger ud med et par stykker af Breams landsman William Lawes, hvor vi så er helt tilbage i tidlige barok i første halvdel af det 17. århundrede. Så gamle stykker er oprindeligt skrevet for guitarens forløber lutten, se mine indlæg om klassisk guitar, Derpå følger et par stykker fra den klassiske guitars guldalder i 1800-tallet, først af italieneren Ferdinando Carulli, derpå nogle af spanieren Fernando Sor, som regnes for guitarens Beethoven. Det er stykker der helt og holdent følger de klassiske musikformer som kendes fra bl. a. Mozart.
Sidste del af albummet - side 2 i vinylversionen - er helliget den nyere musik, nærmere bestemt stilretningen impressionismen. Der er tale om klavermusik omarrangeret for to guitarer, og de to virtuoser formår virkelig at få de impressionistiske klange frem.
Med andre ord: et album, der kommer godt rundt i den klassiske guitar med to superguitarister. Værd at lytte til for alle yndere af klassisk guitar.

Køb den på Amazon