Ofte stillede spørgsmål

Denne side er baseret på de spørgsmål som jeg ofte får stillet på mine hold, og hvad bekendte spørger mig ti råds om fra tid til anden. Sidder du med spørgsmål, så send mig en mail jeg skal nok svare. Er der så spørgsmål, der stilles ofte, så vil jeg sætte dem op her.

Om denne blog.

Hvad betyder akustisk guitar?

Se det første indlæg i denne blog.

Hvorfor en blog om akustisk guitar?

Se det første indlæg i denne blog.

Overvejelser før man starter på guitarundervisning.

Jeg er begynder, men har en stålstrenget guitar - kan det gå?

Ja, det er gået for andre, så fat bare mod. Du skal bare være beredt på, at dine fingre bliver mere ømme i starten, end hvad de ville være blevet med nylonstrenge. Men lad det ikke stoppe dig, andre har klaret det.

Jeg er x antal år, er det for sent at begynde?

Det er aldrig for sent, jeg kender nogen, der begyndte efter at være blevet halvfjerds, som er blevet dygtige - de har også dagen til at øve sig, men så kan midaldrende personer også begynde, de har så nok bare problemet med mindre tid. Men fat mod uanset hvad.

Jeg begyndte at spille guitar for x antal år siden, men gik så i stå, har glemt det hele.

Se indlægget Den uægte begynder.

Jeg har spillet et andet instrument før - er det en fordel?

Ja, men hvor stor fordelen er, det afhænger af hvilket instrument du har spillet. Du har altid fordelen, at du kender til musikalske begreber, som vil være nye for de begyndere, der har guitaren som første instrument. Men det er forskellige muskler og kropsdele, som vi bruger til instrumenterne. Har du spillet et strengeinstrument før, så har du den fordel, at du er vant til at sætte fingrene på strenge - altså, en fysisk fordel. Nogle strengeinstrumenter bruger lignende teknikker til at slå an som guitaren, det kan også være en fordel.

Mit barn vil gerne spille - hvornår er han/hun gammel nok?

Børn kan lære at spille et instrument allerede i førskolealderen - lige så snart de kan synge, men de må ofte bruge et instrument bygget i børnestørrelse - ikke at forveksle med legetøjsinstrumenter! Det gælder også guitaren. I 12-13 års alderen er de fleste børn i stand til at håndtere en guitar i normal størrelse. Er dit barn yngre, så kan det være, at din lokale musikbutik har en børneguitar, men ellers vil de ofte være behjælpelige med at skaffe en hjem.

Hvornår kan man spille?

Svaret på dette spørgsmål beror i høj grad på, hvor meget du øver. Svaret her forudsætter daglig øvning. Hvis du går til en lektion en gang om ugen, så skal du ikke regne med noget særligt første gang. Først tredje gang kan man regne med, at det begynder at lette. For at videreføre flyvemetaforen, så må første gang sammenlignes med klargøring, anden gang med tilløb på startbanen. Men guitaren kommer til at lyde tåleligere før end mange andre instrumenter, allerede de første måneder. Vil du være rigtig god, så tager det noget længere tid. Se indlægget Den daglige øvelse - for begynderen.

Spørgsmål i forbindelse med første lektion.

Hvad er...? Hvad kaldes den her?

Hent min folder i pdf-format Guitarudtryk Her finder du en oversigt over, hvad delene af guitaren kaldes - og tips om, hvad der bør komme ind på lystavlen i starten.

Hvor ofte skal man øve?

Kort og godt: dagligt! En god regel er: hellere lidt dagligt end meget en gang om ugen. For kroppen skal vænne sig til de uvante bevægelser, og lillehjernen skal have det indarbejdet. Går der mange dage uden øvning, så svinder tilvænningen og indarbejdelsen i lillehjernen totalt. Begynderen anbefales at øve et kvarter dagligt, for det kræver gradvis tilvænning ligesom sportsøvelse. Efterhånden må det sættes gradvist op, alt afhænger naturligvis af, hvor meget fritid du har. Professionelle øver flere timer dagligt. Se også indlægget Den daglige øvelse - for begynderen

Hvorfor er der to strenge, der hedder E?

Det vestlige tonesystem bygger på syv toner, kaldet stamtonerne, C, D, E, F, G, A, H. De er opbygget som en trappeafsats: når man kommer til en etage, begynder det forfra, derfor starter navnene om igen. Derfor har guitaren en tynd E-streng, der ligger tonemæssigt højere end den tykke. Den er to "afsatser" højere, disse afsatser kaldes oktaver i musiksproget. Se siden Tonesystemet og noderne

Hvorfor hedder den H-streng på dansk, men B på engelsk?

I Danmark har vi overtaget den tyske betegnelse for tonerne, der så af en eller anden uransagelig grund kalder den tone for H. De engelsktalende lande bruger det oprindelige angelsaksiske, der kaldte den tone for B - mere logisk, ja, men traditionen er jo stærk. Se siden Tonesystemet og noderne

Hvad betyder bånd?

Bånd er de "striber" på gribebrættet, der angiver hvor fingrene skal sættes. Mange begyndere forveksler det med strenge, når der fortælles hvor en finger angives. Båndene står lodrette, når du spiller, strengene er dem, der knipses for at få en tone frem.

Spørgsmål vedrørende gengivelsen af musikken.

Er det nødvendigt at lære noder?

Nej, mange guitarister klarer sig uden, men det kan give adgang til nogle fordele, f. eks. mulighed for at akkompagnere instrumentalmusik, mulighed for at spille melodier i sangbøger med noder, når du er usikker på melodien. Vil du spille klassisk guitar, så er det en nødvendighed, melder du dig til guitarundervisning i den genre, så skal du nok få det lært. Se blogindlægget Er det nødvendigt at kunne noder for uddybning. Siden Tonesystemet og noderne giver en intro til nodesystemet.

Hvad er et tablatur?

Et tablatur er en måde at notere på for guitar og andre strengeinstrumenter med bånd på brættet. Det går tilbage til 1500-tallet, hvor man brugte det til guitarens forløber, lutten. Det har så i dag kommet til ære og værdighed igen især i den rytmiske musik, og det har sine fordele.Se Læsning af tablatur.

Hvad er en akkord?

Ordet akkord er synonymt med samklang, harmoni, en sammensætning af minimum tre toner, der klinger samtidig, de bruges i vores vestlige musik ofte til at ledsage melodier. Her er især guitaren og keyboardinstrumenter populære. Akkorderne læres på guitar via et såkaldt akkorddiagram.

Hvad er becifring?

Becifring er de tegn, der står ovenover en sangtekst og noder for at angive den akkord, som spilles. Akkorder for guitarer vises i de såkaldte diagrammer. En akkord - en harmoni, samklang - har en af tonerne som grundtone og har navn efter den, det er så det navn, som bogstavet angiver. Se siden Harmoniæren.

Spørgsmål undervejs i undervisningen.

Hvad betyder åbne greb, spanske greb, lukkede greb, flytbare greb og barrégreb?

Er musikteoretisk viden nødvendig?

Læs dette indlæg Musikteori - nyttig viden eller volapyk?

Skal alle strengene skiftes på en gang?

Kort og godt: ja. Hvis uheldet er ude og en streng ryger midt i en lektion eller en optræden, så skal du naturligvis kun skifte den ene streng, ellers vil der jo gå for meget tid. Men strenge bliver efterhånden kedelige i lyden og får svært ved at holde stemningen. Hvis der er for mange strenge på guitaren, der er af forskellig alder og forskelligt fabrikat, så bliver deres klang uhomogen. Så skift alle strengene regelmæssigt - og vil du skifte fabrikat, så skal det gøres her. Se Om guitarstrenge.

1 kommentar:

Velkommen til at give en kommentar: