fredag den 8. oktober 2010

Akustisk country guitar

I denne genre regner de fleste nok med, at den akustiske guitar står og slår akkorderne, ofte er det sangeren, der gør det - så spilles der soloer og licks på elektrisk guitar og pedal steel guitar - ja, den sidste har en dejlig lyd, men den falder jo udenfor emnet.

Den akustiske guitar i countrymusikken.

Det skal ikke glemmes, at det oprindelig var en akustisk musikform. Da man i pladeindustriens barndom indspillede det som "old time" musik, de gamle travere, så var det fordi der var et publikum, der gerne ville høre dem og høre lidt violinmusik som de var vant til at danse square dance til. Det gjaldt især i det isolerede Appalachia-område, med en befolkning der blev kaldt "the hilbillies." Det var ikke et liv i sus og dus, der blev levet her. Selv i de brølende tyvere stod de udenfor, da resten af USA væltede sig i overflod. Her sang man stadig de gode gamle sange, men de havde fået tilført den femstrengede banjo, der også medvirkede til at ledsage violinen ved square dance. Efterhånden vandt guitaren indpas til at slå akkorderne til de to andre instrumenter og til at lægge akkorderne under en sang, den stod sjældent frem som solist.
Det blev anderledes i 1927 da en familiegruppe, The Carter Family gik i studiet. De bestod af ægteparret Sara og A. P. Carter og A. P.'s svigerinde Maybelle Carter. De sang de sange, som han havde indsamlet på sine rundture, og deres flerstemmige sang var som man ofte sang i det område. Det nye var, at Maybelle Carter brugte guitaren som et soloinstrument. Mellem sangenes vers spillede hun melodien med en særlig teknik: hun spillede melodien på de dybe strenge med tommelfingeren, mens pegefingeren anslog akkorden. Enkelt, men effektivt, og de blev snart en populær gruppe i området. Hun inspirerede Riley Puckett, der hidtil havde spillet med i diverse danseorkestre, til at lave plader i eget navn, hvor han sang og spillede i en stil, der var tydeligt influeret af Maybelles.

I countrymusikkens højborg Grand Ole Opry var der en fast guitarist ved navn Sam McGee, der akkompagnerede de optrædende, men han lavede på et tidspunkt indspilninger med guitarnumre, der i sin stil var stærkt influeret af bluesmusikken, den blev spillet i den fingerpicking stil, som kendtes derfra på det tidspunkt. Snart var den akustiske guitar lige så meget et symbol på hilbilliernes musik, som violinen havde været.
I efterkrigstiden dannede der sig to linier, bluegrassmusikken, som jeg vil behandle i et separat indlæg, og honky tonk- musikken. Flere og flere flyttede til byerne, og dansen fandt ikke længere sted på byens torv, men på honky tonks, værtshusene, hvor folk skrålede og larmede. Den elektriske guitar blev taget i brug, og lyden af den er karakteristisk for honky tonk-musikken.
Den akustiske guitar spillede dog stadig en rolle som akkordinstrument, der aldrig blev fortrængt. Ikke engang, da der i kølvandet på rock n' roll bølgen gik totalt pop i countryen, og det efterhånden, som nogen vrængede, snart var svært at høre forskel på Bing Crosby og en countrysanger.
Men nogen holdt den akustiske fane højt. Studieguitaristen Chet Atkins, der ellers også brugte den elektriske en del, lavede adskillige plader, hvor han brugte den akustiske guitar - endda ofte den klassiske med nylonstrenge. Der kan også i dag høres soloer spillet på akustiske guitarer, selv om den så er gjort til en mulighed ved siden af dens elektriske søster. Willie Nelson bruger det ofte, han spiller soloerne selv.

Hvad kræver det?

Når du kan de første tre akkorder, kan du i princippet spille en hel del countrysange i den toneart, som de tre hører til. Fint nok, men i længden vil det blive kedeligt kun med det, og det er altid godt at kunne det i mere end en toneart - C-dur og G.dur er meget brugte. Hvis du vil spille solo, så kræver det indføring i improvisationsteknik med skalaer og brug af plektret, og hvis du vil spille fingerspils-country a la Chet Atkins, så må jeg henvise dig til indlægget om moderne folk music, da han - ligesom hans forbillede Merle Travis - bruger præcis den samme fingerspilsteknik, som bruges i den genre. Her begynder det at blive krævende, og er du begynder, så forvent ikke at nå til det per omgående. En god start på at spille country guitar er at lære Maybelle Carters teknik og flere af de sange, som hun fremførte med sin familie. Der er i princippet flere stilarter i country, som har lånt fra forskellige steder, så det bliver snart en blanding af mange genrer.

Fordele og ulemper.

Blandingen af de mange genrer, hvor der lånes lidt her og der kan give et godt all-round introduktion til flere guitarstilarter i den rytmiske musik og en hel del teknikker.
Ulempen kan være, at mange af dem kun læres halvt.

Men for min del, jeg elsker countryen og dens enkle mangfoldighed, når der bare ikke er gået totalt pop i den. Har du det på den måde og vil spille den genre - så kast dig da ud i det.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret