torsdag den 14. oktober 2010

Bluegrass guitar del 2

Jeg beskrev i del 1, hvordan bluegrassmusikken var opstået, dens udvikling og hvordan den akustiske guitar var blevet brugt.
Men er du en af dem, der drømmer om at spille den? Det kan jeg godt forstå, jeg har et stort hjerte for den.

Hvad kræver det?

Bluegrass er ligesom ordinær country og de rytmiske genrer både et akkompagnement, man kalder det ofte rytmeguitar, der slår akkorderne, og et soloinstrument. I denne genre bruger man plektret, så her må du vænne dig til det. Når du har lært de første tre akkorder, så kan du i princippet spille til mange bluegrass-sange i den toneart, som de hører til, men lær endelig flere akkorder. De mest populære tonearter er G og C, og der bruges for det meste de gængse akkorder. Brug af capo er  almindelig.
Her må også læres det særlige anslag, med skiftevis en bastone og et akkordslag. Det kendes også fra ordinær country, men i bluegrass er det rimelig hurtigt. For at det skal være et helbefaren bluegrasslyd bliver det næste skridt at lære basløb ved akkordskift.
Solospillet kræver at du kan spille melodi med plekter, så det må indlæres. Teknikken er grundlæggende, at der slås ned med plektret i lange nodeværdier, og skiftevis ned og op i korte. Det kræver øvelse at koordinere de to hænder. Improvisationen foregår over nogle femtoneskalaer, der er beslægtede med bluesskalaen. Det gode ved denne genre er at de løse strenge ikke er så uglesete som i jazz og rock, tværtimod bruges de meget, men det er så en udfordring efterhånden at komme op ad halsen.
Den særlige teknik cross-picking, hvor plektret spiller ned over strengene for at efterligne banjoløb, er krævende, men er en tilfredstsillelse at lære.

Fordele og ulemper.

Du får virkelig godt styr på at bruge plektret.
Du bliver rap på at bevæge fingrene over gribebrætet.

Ulempen er så, at akkordkendskabet let bliver begrænset.
Start lige med at lære grundlæggende brug af plektret

Se min YouTube-afspilningsliste med bluegrassvideoer
>