onsdag den 31. august 2011

Tønder Festivalen endnu engang vellykket

Tønder Festivalen leverede endnu engang varen, en god gammel folk-festival som de plejede at være. Vejret kan ingen holde for, så ingen skal slås i hovedet for de kraftige byger, der skyllede ind over arrangementet, især om søndagen, hvor koncertteltene lignede et rent mudderbad, da vandet trængte ind. Tværtimod, stor ros til de ansvarlige for at finde en løsning hurtigt til afslutningskoncerten søndag aften, hvor der blev lagt gangbrædder ud i gangene.
Musikken holdt også den sædvanlige høje standard. Det er ikke muligt at nå alt på en så omfattende festival, så her vil jeg nævne nogle af mine store oplevelser, der er relevante i guitarsammenhæng - uden at forklejne den hollandske mandskvartet Deep River Quartet, der sørgede for at festlig gospelkoncert søndag formiddag og de unge skotter i Paul McKenna Band, der leverede forrygende keltisk musik. Strålende, men ikke så guitarrelevant.

Festivalgudstjeneste

Kristkirken har de sidste fire år haft en festivalgudstjeneste torsdag aften, og i år blev musikken leveret af de nyviede par Ditte Fromseier på violin og Sigurd Hockings på guitar, der er skrappe musikere på deres respektive instrumenter og har komponeret musik med solide rødder i folkemusikken. Han mestrede både fingerspil og plektrum på guitaren, og da han akkompagnerede hende med fingerspil ledte det mine tanker hen på det legendariske samarbejde mellem de to britere Martin Carthy på guitar og Dave Swarbrick på violin, som jeg husker for en fremragende koncert i Tønder i starten af halvfemserne.

De mange varierede musikere

Da singer-songwriteren Chuck Brodsky gik på scenen og leverde sine sange med tilhørende baggrundshistorier følte man Woody Guthries ånd svæve over festivalen. Brodsky viderefører den amerikanske folkesangstradition fra den gamle skjald, hvor livet ses fra bunden af samfundet med alt hvad det indebærer, og hos Brodsky føres den op til vor tid akkompagneret af et effektivt guitarspil. Dejligt at der stadig lever sangskrivere som ham - lad os håbe han ikke bliver den sidste.
Amerikaneren Tim O'Brien er fast gæst på festivalen og er med allevegne, men han har også format til det. Denne gang havde han en trio, der udover ham selv på violin og mandolin havde irske Arthur McGlynn på guitar og Dirk Powell fra Louisiana på banjo og harmonika. Som sædvanlig fra Tims side et flot sæt med varieret musik kædet sammen af hans tørre humor. McGlynn spillede guitar i den alternative DADGAD-stemning, hvad der gav bandet en for old-time og bluegrass særpræget lyd.
Fransk-canadisk musik var der også, storbandet La Boutine Soriante leverede et forrygende sæt ved afslutningskoncerten og tre tidligere medlemmer havde dannet deres eget lille band De Temps Antan, som jeg hørte fredag aften. Ægte musik fra Quebec-provinsen med det sjældne træk, at guitaren fik lov at spille solo. Deres guitarist leverede fremragende soloer i den flatpick-stil, som ellers forbindes med bluegrassmusikken.
Den skotske multiinstrumentalist Brian McNeill og hans landsmand, sangeren Ron Kavana gav et smukt sæt i Visemøllen lørdag aften, hvor de fremførte folkesange så medrivende som kun skotter kan gøre det. McNeill demonstrede i et sæt af fiddle- og harpemusik omarrangeret for guitar, at han mestrer den moderne keltiske guitarstil til fulde. Guitaren fik en smuk klang i hans hænder.
Så var der også traditionen tro Songwriters Circle, hvor flere sangskriver sidder på scenen og på skift fremfører prøver på deres kunst. Den blev ledet af canadieren Bruce Guthro, der har en lignende udsendelsesrække i hans hjemlands tv. Han gjorde det i en uhøjtidelig og afslappet tone, der inspirerede deltagerne til at yde det bedste. Her var flere gode, som jeg kunne tænke at høre et helt sæt med ved kommende festivaler - Chris Smitter med en meget smuk barytonstemme og velklingende finrgerspilsguitar, Guy Forsyth med tydelig bluesbaggrund og en ung Sara Jarosz, der deltog for første gang på festivalen og demonstrerede en yderst smuk stemme.

Bob Dylans 70 år

Selvfølgelig skulle Bob Dylans 70 år fejres, så lørdag eftermiddag var der lagt op til Dylan-sange med et husorkester til sangene fra hans rockperioder og flere forskellige sangere, der sang hver deres sang. Omend det nok er sandt hvad der er sagt, at ingen synger Dylan bedre end Dylan selv, så vil jeg da sige, at adskillige deltagere kom godt efter det. Blowin' in the Wind kom til at lyde usædvanligt smuk med den keltiske instrumentsammensætning ved Coast og vi fik da også Dylan gjort til bluegrass, som Tim O'Brien har lavet en hel CD med. Det er godt nok en eftermiddag, hvor man dårligt ved hvad man skal nævne - Guy Forsyths forrygende udgave af Subterrenean Homesick Blues, Chris Smitters fingerspilsudgave af Desolation Row eller meget andet.
Find Bob Dylan på CDON.COM
Det var en vellykket festival trods vejr og vind. Musikken stod fast med sine kvaliteter trods disse vanskeligheder.