fredag

En venstrehåndet guitarist

Ofte i læremateriale for guitar gås der ud fra, at den der spiller er højrehåndet. Jeg må gribe mig selv i barmen, for jeg har selv haft tendens til at gå ud fra det i en stor del af indlæggene på denne side. Jeg kom i tanke om det, da jeg skrev mit forrige indlæg, hvor jeg straks rettede højre hånd til anslagshånden og venstre hånd til gribehånden. For ja, det er det korrekte, hvis man er højrehåndet, at man holder tonerne på gribebrættet med venstre hånd og anslår med højre hånd.
Så er der dem, der er venstrehåndede. De må gøre det omvendt. Nu har jeg godt nok haft en videregående deltager på et af mine hold, der på et tidspunkt røbede, at hun faktisk var venstrehåndet, men hun havde opøvet at spille guitaren i den "korrekte" stilling. Fint at hun har klaret det, men det er næppe alle der kan det. Før i tiden tvang man venstrehåndede elever i skolen til at skrive med højre hånd - man brugte det afskyelige udtryk kejthåndet - men det ved man i dag, at det ikke er holdbart. Vi kan ikke gøre for, at vi er født med en hjerne, der fordeler sig på den måde med hænderne.

Køb af guitar.

Så skal du til at købe guitar og begynde at lære at spille på den, så må du tænke på ved køb, om du er venstrehåndet - de højrehåndede skal slet og ret anvende en ordinært opsat guitar. Der findes guitarer for venstrehåndede. Her er strengene sat omvendt på. Tro ikke, at du bare kan sætte dem omvendt på en ordinær guitar, for guitarerne er bygget til at klare de tunge træk fra de dybe strenge og indrettet på deres tonefysik. På en westernguitar vil man netop kunne se, at sadlen skråner lidt netop ad denne grund. Hvis din lokale musikforretning ikke har en guitar for venstrehåndede på lager, så kan de skaffe en - men de fleste større forretninger har som regel. Spørg efter dem, for det er som regel altid guitarerne for de højrehåndede, der bruges til udstilling.
Hvis du vil købe online, så har onlinebutikken DanGuitar en guitar for venstrehåndet i en pakke, hvor der følger rygsæk, stativ, skulderrem og instruktions-DVD med. Se den her.

Når du så skal til at spille.

Når du så sidder med en sådan guitar og bruger venstre hånd til anslag og højrehånden til at gribe toner/akkorder med, så giver det ikke problemer med strengenes benævnelse - de tælles stadig nedefra og op, og det er den samme rækkefølge de kommer i som på højrehåndsguitaren. Det giver heller ikke problemer ved nodespil, og fingrene bruges på samme måde som højrehåndsspillerne gør. Det skulle heller ikke gøre noget ved tablatur, det er stadig den dybe streng der er nederst på det og øverst på din guitar, så tilvænningen er den samme som ved højrehåndede.
Hvor det bliver problematisk er ved akkorddiagrammer. Der findes akkordbøger , der er udgivet i to udgaver, en for de venstrehåndede, der er også websider med akkorder der har været så tænksomme at huske det. Som regel bliver det altid gengivet for højrehåndede i lærebøger, og her må prøve at se diagrammet spejlvendt - det er de også på de førnævnte steder, hvor man har tænkt på de venstrehåndede, det er de samme akkorder, bare spejlvendt. I lærebøgerne er du bare nødt til at se dem spejlvendt for dit indre øje - måske skal du i starten øve dig i at skrive dem spejlvendt. Er det for vanskeligt, så tag akkordbøger for venstrehåndede til hjælp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: