Den akustiske guitar i filmmusik

Når vi snakker guitar og filmmusik, så er det nok den elektriske guitar, som de fleste tænker på. Et karakteristisk træk i tressernes underholdningsfilm er de popmusikagtige temaer, som kører på en elektrisk guitar bag alle løjerne. Mange vil her tænke på indledningssekvensen til 007-filmene, hvor man hører det velkendte tema spillet på de dybe strenge med den deraf karakteristiske "twang"-lyd, efterfulgt af en blæsersektion.
Men den akustiske guitar er nu ikke helt ude af billedet, når der skal skabes ekstrastemning til bllederne på celloidstrimlen.

Nogle eksempler.

Jeg behøver vel bare at sige Deliverance, der på dansk hed Udflugt med Døden, der indleder med den herlige scene, hvor en retarderet hilbilly banjospiller laver en duet med en guitarspiller i bluegrassnummeret Duelin' Banjos.


Den spanske filmklassiker Forbudte Lege om de to børn i den spanske borgerkrig, der leger død og begravelse, fordi det er en del af deres hverdag, underlægges med guitarmusik sammensat af spanske folkemelodier og spillet af den klassiske guitarist Narisco Yepes.
Både filmatiseringen af skuespillet Hvem er bange for Virginia Woolf med Richard Burton og Elizabeth Taylor i ægteskabelige skærmydsler og Vietnamkrisgsfilmen Deer Hunter havde temaer spillet på guitar - i det sidste tilfælde stod det smukke tema i skærende kontrast til filmens brutale indhold.

Ennio Morricone.

Jeg vil ikke forbigå min egen favorit, Ennio Morricone. Her tænker de fleste nok ellers på elektrisk guitar, og sandt nok, det er den, der laver de skarpe riff i hovedtemaerne i hans Dollar-trilogi, men han anvender også den akustiske med stort mesterskab - i den første En Nævefuld Dollars hører man den i den folk-lignende indledning bygget over sangen Pastures of Plenty. Den Gode, Den Onde og Den Grusomme har den flere steder - da den tredje titelperson gør sin entre og det ender med hans første mord. Her bruges det bløde tema som en kontrast. Eller da banditten Tuco har sit skænderi med sin bror, der er munk, hvor en blød nylonstrenget guitar ledsager brorens påmindelser om den familie, han er stukket af fra. I den musik som ledsager slutopgøret mellem de tre titelpersoner spiller den akustiske guitar et hektisk tema inden trompeten giver det på alle skæbnesvangre tangenter - mens vi ser de tres ansigter i nærbilleder, hvor vi kan se øjnene kigge fra side til side.

Bluesguiratister

I den klassiske afmytologiserende western En God Dag at Dø med Dustin Hoffmann som omstrejfer, der møder flere autentiske personer og ndvikles i ditto begivenheder, spillede bluesmanden John Hammond musik på både mundharpe og guitar - hans bluestone passede godt til filmens blanding af ironisk humor og tragiske hændelser.

En, der har været meget flittig til at lave filmmusik, er Ry Cooder. Han lavede effektiv musik til film som Paris, Texas og Last Man Standing, og han har haft en evne til altid at kunne ramme filmenes tone, når han spillede til dem. På opslaget Ry Cooder på Wikipedia er en liste over de film, han har lavet musik til.

Naturligvis kunne et sådant indlæg som dette kun blive et udsnit, præget af hvad jeg nok selv har syntes godt om. Men prøv da at gå lidt på opdagelse ved at skrive "guitar filmusik" i Google.