Sjældent har man set caféen i Karens Minde Kulturhus være så fuld, skønt det var en hverdagsaften. Der var endda også tilrejsende bluegrassfans fra hele landet, der havde taget turen til Dronningens By for at høre det amerikanske band Gibson Brothers.
Godt nogen mødte op, for så gennemført velspillet og velsunget musik i den genre høres sjældent på vore breddegrader. Fra starten af hang lyden godt sammen, det skinner tydeligt igennem, når vi har besøg af bands fra denne musikgenres hjemland, at de ved hvordan lydanlægget med mikrofonerne skal håndteres med deres akustiske instrumenter.
Gibson Brothers er en af topbandsene i genren og har vundet mange priser, bl. a. for årets bedste sang, og nu fik man lov at høre hvorfor. Selv om de havde gamle klassikere på repertoiret, så skriver de mange sange selv, som står solidt plantet i traditionen og fænger med deres iørefaldende melodier.
Eric Gibson er bandets guitarist, der spiller en rytmisk solid back-up guitar og soloer, der tydeligt er inspireret af især den i tresserne fremtrædende og alt for tidligt døde Clarence White. Hans soloer tog publikum med storm. Hans bror Leigh Gibson gjorde det også godt på banjo, hvor han flere gange kom længere op på gribebrættet, end man er vant til at høre det. Udover de to brødre var der i bandet mandolinvirtuosen Joe Walsh, der også har udmærket sig på det instrument i andre sammenhænge, han satte også et præg på lyden. Deres violinspiller Clayton Campbell var heller ikke ringe, og bassisten Mike Barber satte en solid rytmisk bund.
Udover deres instrumentale kunnen var det også en nydelse at høre deres gode sangstemmer med flerstemmig sang, der var i denne genres gode gamle stil.
Bedre aften med bluegrass kunne en fan af genren næppe ønske sig.
Godt nogen mødte op, for så gennemført velspillet og velsunget musik i den genre høres sjældent på vore breddegrader. Fra starten af hang lyden godt sammen, det skinner tydeligt igennem, når vi har besøg af bands fra denne musikgenres hjemland, at de ved hvordan lydanlægget med mikrofonerne skal håndteres med deres akustiske instrumenter.
Gibson Brothers er en af topbandsene i genren og har vundet mange priser, bl. a. for årets bedste sang, og nu fik man lov at høre hvorfor. Selv om de havde gamle klassikere på repertoiret, så skriver de mange sange selv, som står solidt plantet i traditionen og fænger med deres iørefaldende melodier.
Eric Gibson er bandets guitarist, der spiller en rytmisk solid back-up guitar og soloer, der tydeligt er inspireret af især den i tresserne fremtrædende og alt for tidligt døde Clarence White. Hans soloer tog publikum med storm. Hans bror Leigh Gibson gjorde det også godt på banjo, hvor han flere gange kom længere op på gribebrættet, end man er vant til at høre det. Udover de to brødre var der i bandet mandolinvirtuosen Joe Walsh, der også har udmærket sig på det instrument i andre sammenhænge, han satte også et præg på lyden. Deres violinspiller Clayton Campbell var heller ikke ringe, og bassisten Mike Barber satte en solid rytmisk bund.
Udover deres instrumentale kunnen var det også en nydelse at høre deres gode sangstemmer med flerstemmig sang, der var i denne genres gode gamle stil.
Bedre aften med bluegrass kunne en fan af genren næppe ønske sig.
Korrekt Mogens! Undertiden bare ærgerligt at man har svært ved at høre, tyde ordene, hvad bandsene synger. Det gælder ikke kun omtalte band. Har andre det på samme måde, eller skal jeg til høreprøve?
SvarSletJørgen Olsen
bortswet fra at det var Eric der spillede banjo er det en flot anmeldelse
SvarSlet