mandag den 18. juli 2011

Sammenspilsmuligheder for klassisk guitar

Ingen tvivl: der er mangfoldige muligheder for sammenspil med guitaren. I de rytmiske genrer har den sin faste plads som akkordinstrument og i varierende grad soloinstrument. Den er også blevet meget populær i mange slags folkemusik til at lægge en rytmisk bund ofte sammen med kontrabassen.

Den klassiske guitarists dilemma.

Når vi begynder at snakke klassisk guitar, så begynder det at halte lidt, især for den klassiske guitarist, der udelukkende spiller klassisk guitar. Nu er der en del klassiske guitarister, der sideløbende spiller andet og også kan slå akkorderne, men vi har dem, der i mange år har spillet klassisk guitar, men de er ikke i stand til at spille til fødselsdagssangen eller julesangene ved familiens juleaften. Klassisk guitar er slavisk efter noder og en helt anden teknik end i flere af de andre genrer. Jeg kender det selv fra klaveret, for da jeg var barn gik jeg til klaver og kunne endda spille rimeligt svære ting, men jeg anede ikke hvordan man formede en akkord på klaveret, før jeg var på vej ind i voksenalderen.
Men er der så nogle sammenspilsmuligheder indenfor den klassiske musik? I forhold til andre klassiske instrumenter er de begrænsede. Guitaren fik aldrig en plads i symfoniorkestret, nok især fordi, at i den periode det blev formet blev guitaren regnet for et primitivt spansk folkeinstrument, og guitarens forløber lutten, der havde spillet en stor rolle i det 16. og 17. århundrede, var efterhånden gledet ud til fordel for først cembaloet, siden klaveret. Nu er den klassiske nylonstrengede guitar også lidt for lydsvag til at spille et orkester op, især når messingblæserne er i højeste gear, men det havde man måske fundet en løsning på, om det skulle have været. Der var heller ikke nogen, der drømte om at skrive kammermusik for instrumentet, undtagen Franz Schubert, der anså den for at være et ædelt instrument, men han komponerede ikke for den, da han ikke syntes, at han kendte den godt nok til det. Så er vi nogen, der ville ønske, at den gode Schubert havde kendt guitaren bedre, så havde den helt sikkert fået en stor plads i musikken efter ham.

Den tidlige musik for lut.

Men om mulighederne er begrænsede i forhold til andre instrumenter, så er de dog ikke på nulpunktet, så fat bare mod, klassiske guitarist!
Hvis du har lyst til at dyrke musik fra renæssancen og barokken - som betegnes som tidlig musik i klassiske musikkredse - så kan det sagtens lade sig gøre at spille adskillig lutmusik på guitaren, herunder også kammermusik. I renæssancen havde man ikke noget fast instrumentvalg, når man skrev en flerstemmig sats for instrumenter, så blev de spillet efter de forhåndenværende søms princip - og du kan sagtens spille en stemme på din guitar, hvis bare den holder sig inden for guitarens toneområde. Adskillige sange fra den tid er skrevet med lut-akkompagnement, og hvis du sætter en capo i 3. bånd og stemmer g-strengen ned til f#, så har du luttens stemning. På den tid brugte man endda tablatur til at skrive lutstemmer med. Det er gengivet med særlige tegn i stedet for tal som det moderne tablatur, men det er en god ting at lære, hvis du vil dyrke den stil, og med g-strengen stemt ned som før angivet kan du spille det nøjagtig som tablaturet angiver.
På videoklippet her kan du høre et stykke af den store engelske komponist på den tid, John Dowland, der er en lutstemme med.

I løbet af barokken valgte komponisterne mere og mere hvilke instrumenter, der skulle bruges. De komponerede også for lut, dels soloværker, men også noget i sammenspil med andre instrumenter. Når vi ofte hører om Bachs guitarkoncert, Vivaldis ditto (som blev brugt som kendingsmelodi til Dus med Dyrene på DR), så er de i virkeligheden skrevet for lut. Hvis man ikke er puritaner og absolut mener, at kun de "rigtige" instrumenter skal bruges, så er der nok af kompositioner fra denne periode for lut, som kan spilles på guitar, og andre instrumenter. Der kan så vælges, om man vil stemme g-strengen ned til f# eller om man vil modificere det til guitarstemningen.

Nyere tid

Efter at Bach satte punktum for barokmusikken og hans sønner komponerede i de nye stilarter begynder det at knibe. Det kniber i det hele taget med klassisk guitar herfra, også solo. Da der kommer den store bølge af spanske komponister, der komponerer for guitar i det 19. århundrede, så hjælper det. De fleste af disse komponister har også komponeret værker for to guitarer, så der er en del duetter. Guitarduetter er i det hele taget meget populært blandt klassiske guitarister, og op mod vor tid er det blevet almindeligt at omarrangere værker komponeret for andre instrumenter - ofte klaver og harpe - for to guitarer. Her er en rig sammenspilsmulighed.
Guitar sammen med andre instrumenter kan også findes i denne periode, for det meste komponeret af de omtalte spanske komponister, men de er ikke mange, der skal ledes efter dem. Der er heller ikke komponeret så mange guitarkoncerter - koncerter betyder her et stykke for at soloinstrument i mod- og sammenspil med et symfoniorkester. Det er mest de førnævnte barokstykker, der egentlig er skrevet for lut. Den lysende undtagelse er dog den moderne spanske komponist Joaqin Rodrigro, der har komponeret Concerto De Aranjuez for guitar og orkester, af vittige hunde kaldet Concerto de Orange Juice. Især andensatsen er kendt af mange, og den er som helhed meget smuk, men ikke ligefrem for begyndere.

Det her var lidt skitseagtigt, men jeg håber, at klassiske guitarister, der savner sammenspil med andre, er blevet opmuntret til at gå på opdagelse.