mandag

Den daglige øvelse - for fortsætteren

Daglig øvelse på guitaren stadig nødvendig

Jeg har tidligere lavet et indlæg om den daglige øvelse for begynderen. Hvad så med den, der har spillet nogle år? Reglen om daglig øvelse gælder stadigvæk, for der skal ikke mange dages overspringning til før fingrene bliver stive. Nu kan det overvindes, hvis man begynder med det samme efter den lille uges ferie sydpå eller andre legitime overspringninger. Flere måneder kan få konsekvenser. Ligesom det hele fuser ud af hjernen hos begynderen, hvis der springes flere måneder over, sådan vil det nye, som fortsætteren har lært inden for de sidste to-tre år, også fuse ud.
Vi er heldigvis sådan indrettet, at hvad man har lært for lang tid siden og holdt ved lige, det kan man  let tage op igen efter lang tid og udføre, især lettere rutineprægede færdigheder. Sådan kan det også være på guitaren. Vanskelige stykker kan man så godt miste rutinen i, men den kan genvindes.
Men det er da lidt ærgerligt, når man nu før en månedlang pause havde kæmpet med at lære noget rigtig svært og det var ved at sidde, så skal man til at øve det om igen. Så hvad der tidligere er sagt om daglig øvelse gælder også fortsætteren.
Årlange pauser, hvor man synes at have glemt det hele, se Den uægte begynder.

Hvor længe?

Fortsætteren er blevet fysisk trænet i den unaturlige bevægelse og håndstilling, som instrumentspil, også guitarspil, jo er, så han kan klare mere end det daglige kvarter, som jeg anbefalede begynderen. Dog gælder der stadig det samme: lidt hver dag er bedre end meget en gang om ugen. Det "lidt" skal så bare hæves fra det kvarter, som jeg har anbefalet begyndere. Når man når til et vis punkt i ens udvikling som musiker, så kommer der det tidspunkt, hvor man bliver grebet af det og det derfor heller ikke vil være nogen stor overvindelse længere. Det er derfor også fint nok, hvis der lige kommer en flere timer lang øvesession, fordi man er blevet grebet. Den skal bare ikke ophæve den korte daglige session.
Er musikken ikke noget man lever af og man samtidig skal passe arbejde, familie og andre forpligtelser, så er fra en halv til en hel time passende. Den kan så hæves og sænkes efter dagens program. Planlægger man at gå ind på en af musikuddannelserne skal der noget mere til. Dem, der lever af musikken, øver flere timer dagligt.

Hvad skal man øve på guitaren?

Hvad den daglige øvelse består af, det kan så komme lidt an på hvad genre man spiller, da det jo ofte kræver forskellige teknikker. Dog kan hvem som helst anbefales at varme op ved at spille den kromatiske skala og et par diatoniske skalaer igennem. Det er så godt at finde nogen øvelser, der ellers i øvrigt passer til det, man spiller. Start så derefter med noget, du kan godt og er rutineret i, øv så det nye og stadigvæk meget vanskelige, og slut så af med noget du kan til "dessert."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: