torsdag

Den uægte begynder

Mange musikudøvere kender denne situation: det blev ikke til så meget, instrumentet fik lov at samle støv, som vi udtrykker det, når en ting står ubrugt hen.

De korte pauser

En enkelt dag sker der ikke så meget ved, men det må ikke blive den enkelte dag, der bliver til mange. Hvis vi hver dag siger, at en enkelt dag sker der ikke noget ved, så bliver det for let til mange.
Så er der lige den uge eller to, hvor man skal på ferierejse. Den kan man ikke gøre noget ved, men så må der startes med det samme man er hjemme. Det bliver med lidt stivhed i fingrene - ja, længere tid skal der ikke, gå inden det er tilfældet! - men efter nogen dage med daglig øvning går det over igen, og så meget glemmer man næppe på en uge.

Månedlange pauser

Så er der dem, hvor der går måneder. Så begynder det at blive kritisk. Begyndere må regne med, at  bundproppen hives ud af den del af hjernen, hvor det indlærte af lagret, og viderekomne kan så godt huske, hvad de har lært i starten af deres eskapade med guitaren, men hvad de har lært af nyt før den lange pause, det fuser ud. Indlæringen og øvningen før den lange pause må betegnes som skønne spildte kræfter.

Den uægte begynder

Så er der dem, der vil til at tage guitaren op igen efter flere år. Det er hvad der kan ske, pludselig kommer der noget i vejen i ens liv, der satte en stopper for musikanteriet, man fik for lidt tid, for lidt energi. Men nu skal det være. Så har man jo bare glemt det siden dengang, man må hellere begynde fra grunden igen, man kan ikke huske en dyt.
Godt, få så lige guitaren efterset, støv den af og skift strenge på den, for de gamle strenge der har ligget på den i alle de år er med garanti ikke gode mere. Se indlægget Har du en guitar?
Og tag så fat igen!
Det gode er, at du i dette tilfælde er, hvad man kalder en uægte begynder. Jeg kan godt garantere dig for, at når du begynder igen fra grunden af, så lærer du meget hurtigere end de ægte begyndere, dvs., dem der aldrig har haft en guitar i hånden før.
Så fat mod, det kommer hurtigt igen, især hvis du virkelig gjorde noget seriøst og ihærdigt ved det, før guitaren kom på hylden. Hvis du starter på holdundervisning for begyndere  kan det hænde, at du på et tidligt tidspunkt må flyttes til et fortsætterhold. Så på trods af hvad jeg tidligere sagde om for lange øvepauser, så er der håb.
Men lad ikke den ene dag tage den anden.


Mogens Sørensen
Sangbog for guitarbegyndere
kr151,08 Paperback

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: