tirsdag

Hvornår bliver man grebet af spilleglæde?

Jeg skrev i et tidligere indlæg, at på et vist tidspunkt bliver man grebet af spilleglæden, så den daglige øvelse ikke længere er en stor overvindelse. Så kom jeg til at tænke: hvornår sker det? For at indlægget jeg skrev det i ikke skulle blive for langt, besluttede jeg at skrive et nyt indlæg om det spørgsmål.
Det korte svar er: det er individuelt.

Op ad bakke i starten på guitar.

Nogle stopper, mens det stadigvæk er "op ad bakke." Der er nok også nogen, hvor interessen ikke rigtig holder, hvor det er bedre at stoppe. Det er der ikke noget at gøre ved. Der er andre, hvor det måske er ærgerligt, de skulle måske bare have blevet ved lidt endnu. Så længe du stadigvæk synes det er lidt spændende, så bliv ved selv om det også er noget sejpineri i starten. Som sagt: pludselig kommer det, noget sidder og så er det sjovt at spille.
Men som sagt: det er individuelt og umuligt at sætte præcist tidspunkt på. Nogen drømmer nok om at spille noget bestemt, som der er lang vej til i starten, så kan de små børnesange og folkelige sange, som der startes med, være trivielle.

Glæde ved den tidlige fase på guitar

Heldigvis er der nogen, der bliver grebet allerede i begynderfasen, så snart de finder ud af, at det er hyggeligt at spille til fællessang med børn, familie, venner og hvem de ellers synger fællessang med. For mange har det nok også været den beskedne ambition fra starten, men selv om man vil mere end det, så er det ikke spildt, for de akkorder man bruger til fællessangen kan bruges senere hen og man udvikler rutinen i at spille dem. Ens hørelse får også udviklet en fornemmelse af, hvordan musik hænger sammen, det bliver under alle omstændigheder gavnligt senere hen.

Når du skal videre på guitar

På et tidspunkt begynder du så at lære det, som du egentlig tænkte på at lære. Det kommer så også gradvist, men igen: grebetheden opstår igen, når det, der er sejt i starten, begynder at sidde. For mange bliver det en fornyet spilleglæde, når man så lige pludselig kan noget af det, som man drømte om i starten.
Men for at holde spilleglæden ved lige, så øv da på den måde, som jeg tidligere har anbefalet: start med noget du kan godt, øv så det nye og vanskelige, slut med noget du kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen til at give en kommentar: