Folkesangeren Pete Seeger er død

"May the world go when I'm far from here."
Med at synge disse ord fra en gammel folkesang indledte den amerikanske folkesanger Pete Seeger en af sine koncerter på Tønder Festivalen i 1990, og nu er der grund til at ønske, at det må gå i opfyldelse, for nu er han "far from here,"  gået bort, 94 år gammel. Det skete 27 januar d. å., og jeg er optimist nok til at tro, at hans ønske må opfyldes, omend verden nu er en personlighed mindre.

Den unge Pete Seeger

Allerede da han mødte sine spændte danske fans det år var han til års, og mange prioriterede ham højt på dette års festival, da det ikke var nogen selvfølge, at han kom igen. Han var ikke affældig, men stemmen bævede en del, derfor havde han sit på det tidspunkt 17-årige barnebarn Tao Rodriquez med på scenen for at hjælpe med sang. Men rive publikum med til fællessang, det kunne han stadigvæk, hans sædvanlige spil på femstrenget banjo (som han nok er mest kendt for) og guitar fejlede heller ikke noget.
For to år siden var hans ven Arlo Guthrie på Tønder Festivalen og fortalte, at Pete var for svækket til at turnere uden for sit lokalområde i New York, men at han ellers havde det godt og sendte sin hilsen til festivalen.

Pete Seegers tidlige karriere

Men om end mennesker kan skabe udødelige værker, så er de  ikke udødelige selv, og Pete Seeger har nu forladt verden og efterladt sig sporene af en enorm indsats for folkemusikken og samfundslivet.
Han blev født 3. maj 1919.i New York. Hans far Charles Seeger var professor i folkloristik ved New York University, og Pete planlagde at gå i sin fars fodspor. I de sene 30'ere mødte han to folkesangere, den hvide Woody Guthrie og den farvede Leadbelly. Her blev han inspireret til selv at synge de sange, som han planlagde at samle ind til forskning og fandt efterhånden ud af, at han hellere ville synge folkesange end analysere dem. I 1941 dannede han med Guthrie, og to andre sanggruppen Almanac Singers, der sammen indsang de folkesange, som de ikke ville have skulle gå i glemmebogen.
I 1947 var han på Highlanders Highschool i Tennesee, som er en af de få eksempler på en højskole i dansk forstand udenfor Danmark. Dens slagsang var We Shall Overcome, som han senere var med til at gøre verdensberømt. I 1949 dannede han The Weavers med Lee Hays og Ronnie Gilbert, de havde en del hits i halvtredserne.

Pete Seeger og folkemusikbølgen

Det var ellers ikke et nemt årti for Pete. McCarthys heksejagt på venstreorienterede rasede for fuld tryk, og Pete Seeger blev i 1955 stemplet som landsskadelig på grund af sin kamp for borgerrettigheder. Derfor blev det først via folkemusikbølgen i starten af tresserne, at han rigtig fik et gennembrud. Han mødtes med alle folkesangerne, der samledes i Greenwich Village i New York og lærte dem de gamle sange, som han kendte udenad. Her satte han sit præg både på Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og flere andre. Inspireret af de i forhold til ham unge, der skrev sange selv, begyndte han også at skrive selv, mest kendt er nok fredssangen Where have alle the flowers gone (på videoklippet nedenfor) og Bells of Rhymney, som Kim Larsen fordanskede til Jakob den Glade. Han fik også et hit med sangskriversken Malvina Reynolds - hvis egen stemme ikke var noget at skrive hjem om - Little Boxes. Han startede en egen lille tv-kanal, hvor han holdt timer med folkemusikalske gæster, en del af disse kan findes på YouTube.
Han havde især sin styrke i at kunne rive publikum med, hans koncerter emmer af fællessang. Den klassiske liveplade med ham er fra da han fik lov at spille i den ellers konservative Carnegie Hall, hvor en fyldt sal synger med af hjertens lyst. Her får man også en prøve på hans internationalisme ved at han synger den cubanske Guantanamera af cubanernes nationalpoet Joxé Marti. Han fortæller dens tragiske baggrundshistorie, og mellem to vers giver han sig tid til at oversætte teksten. Det var jo ikke bare hans eget lands folkesange, der interesserede ham. Han samarbejdede meget med Moses Asch, der ledede pladeselskabet Folkways, der udgav folkemusik fra hele verden. De to havde sammen en stærk tro på, at musik kunne binde folk sammen, det var også Seeger, der var med til at gøre den sydafrikanske sang The Lion Sleeps Tonight verdenskendt (herhjemme bedst kendt med Bamses noget pjattede tekst Vimmersvej).

Pete Seegers senere karriere og hans betydning.

I starten af halvfjerdserne kom han ind i varmen i den mere højredrejede del af USA's befolkning, da countrysangeren Johnny Cash havde ham som gæst i sit tv-show (se indslaget uklippet), og topmålet af anerkendelse fik han i 90'erne, da daværende præsident Bill Clinton overrakte ham en medalje for både borgerrettighedskamp og bevarelse af værdifulde folkesange. Han havde på det tidspunkt også boet på en husbåd på Hudson Floden og givet koncerter til fordel for at få den renset.
Ingen tvivl, Pete Seeger var en sanger, der gjorde i praksis hvad han ofte sang om. Selv her i Danmark var vores folkesangere, der berigede tv-sendefladen i tresserne, påvirkede af ham.
Om han er mest kendt for banjo, så har han ofte spillet guitar. Han kunne på tolv-strenget guitar spille både den gamle jernbanesang Working on the Railroad og Leadbellys Bourgois Blues så det gyngede, og han har endda komponeret et fingerpicking nummer Living in the Country (videoklippet nedenfor), som er i den åbne D-stemning, et lille lystigt nummer, der klinger godt i guitarens mellemleje.

Ja, "may the world go," det håber og tror vi da, men nu hvor du er "far from here," Rest in Peace, og tak for din sang og din indsats.

Den ældre Seeger